Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En klog Mand har engang skrevet, at en af Menneskets mest vidunderlige Evner er dets Evne til at glemme!

Mens jeg skriver disse Linier oppe ved Klint, udfolder hele det danske Foraar al sin rige Frodighed udenfor mine Vinduer i et Orgie af Grønt; mange Dages Varme og Regn har bragt Naturens Milliarder af smaa kemiske Fabrikker op paa højeste Ydeevne – der fabrikeres Bladgrønt og produceres Celler med en Hastighed, der langt overflyver alt, hvad Mennesket har formaaet at præstere.

Og naar man saa vender sig fra dette ydre Billede paa Frodighed og Grøde og lader Tanken vandre tilbage til den Vinter, der er gaaet, – ja, da synes den at ligge i et helt andet Aarhundrede, at staa som noget mørkt og ubehageligt, som man er glad over at have lagt bag sig. Men samtidig med denne svage Erindring om Ubehag og Vanskeligheder dukker der ogsaa andre Billeder frem, som staar helt anderledes farvede.

Erindringer om Aften efter Aften at have oplevet, hvorledes Mennesker trods Kulde og Mørke, trods Sne og Islag er kommet for at overvære Undervisningen i Studiekresene Landet over. Erindringer om mange glade Ansigter og mange venlige og hjertevarmende Smil fra Mennesker, som gennem Martinus' Analyser havde fundet netop det Sjælens Lægemiddel, der hjalp dem til at bevare deres mentale Sundhed og Ligevægt igennem en Periode, hvor saa mange gik i Stykker.

Det er en meget stor Glæde at have faaet Lov til at være et af de Mellemled, der er med til at bringe en saadan Viden ud til Menneskers Kundskab, det er en stor Inspiration at se, hvorledes Religion fra at være ophøjede fjerne og skønne Fortællinger efterhaanden glider ind i Hverdagen og bliver praktiske Leveregler, der mere og mere sætter sit Præg paa Menneskers Væremaade. Jeg kommer i saa mange forskellige Egne af Landet og kan naturligvis ikke undgaa at mærke, hvorledes hver Landsdel har sin Psyke, men jeg kan heller ikke undgaa at se, – og at føle –, hvorledes der blandt Deltagerne Landet over mere og mere vokser noget frem, som hverken er "nordjydsk" eller "vestjydsk" eller "østjydsk" eller "fynsk", men derimod er udsprunget af en begyndende Tilegnelse af de Analyser, som – for manges Vedkommende igennem flere Aar – har været Grundlag for deres Studium af Livet, Menneskene og dem selv, og som viser sig som en Tolerance og en Væremaade, der, fjernt fra al blødsøden Sentimentalitet og misforstaaet Kærlighed, viser, at hvor Mennesker sætter Villie og Energi ind paa at skabe et Grundlag for deres Tilværelse, der kan det med Taalmod lade sig gøre, og har man først oplevet Resultatet, ja, da svinder Anstrengelserne ind til intet i Sammenligning med det Velvære, det er at kunne være sammen med Mennesker, om hvem man føler, at de saa langt fra at ville misforstaa og kritisere tværtimod er indstillet paa at ville forstaa og bære over, udfra en mere og mere dybtgaaende Erkendelse af, at der er intet Trin, hverken lavt eller højt, som man selv ikke enten har betraadt eller vil komme til at betræde.

Jeg tror, at man selv maa opleve det for at kunne forstaa den Glæde, det er at se, at den Viden, man har faaet Lov til at bringe videre, slaar Rødder og begynder at sætte Frugter. Alle de mange varme Smil, alle de mange hjertelige Haandtryk, alle de mange kærlige Ord, som jeg har modtaget Vinteren igennem, har jeg prøvet at bære med hjem til den Mand, der har skabt alt dette, men jeg maa tilstaa, at jeg har taget mine Procenter, og dem vil jeg gerne i fattige Ord have Lov til at takke for. Hvordan Verden end kommer til at se ud, saa vil denne Vinter "paa Godt og Ondt" altid staa i min Erindring som Beviset paa, at omend alt udenfor er tungt og vanskeligt, saa kan Mennesket i sig selv bære en Verden saa rig og saa straalende, at intet formaar at slaa den ned.

Nu er Sommeren paa Trapperne, og mange – men desværre alt for faa alligevel – vil komme her til Kosmos Feriekoloni for i en kort Periode at hvile ud, fysisk saavel som mentalt. Paa denne lille Plet, som er skabt og vokset helt i denne Sags Aand, vil de opleve det mentale Velvære, det er udelukkende at omgaas Mennesker, der er indstillet paa at leve som Mennesker, og foruden mange dejlige Minder om sollyse Dage og skønne Aftener, vil man ogsaa, i det man tager med sig hjem, finde noget, der maaske ikke lader sig definere saa let, men som i sin Virkning i den enkeltes Sind vil medvirke til, at Aanden fra Kosmos Feriekoloni efterhaanden vokser og bliver det Fundament, som er det eneste, der i det lange Løb formaar at bære Menneskenes indbyrdes Omgang.