Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat).

Da al absolut Fuldkommenhed er baseret paa det levende Væsens Beherskelse af Kræfterne og ikke paa det omvendte, og nævnte Fuldkommenhed igen er Basis for det absolut Behagelige, medens Ufuldkommenhed er Basis for det absolut Ubehagelige, vil Kræfterne være overordentlige behagelige, der hvor de er gjort til "Tjener", men højst ubehagelige der, hvor de endnu er "Herre" over Væsenerne. Og det er netop i Henhold hertil, at man kalder Manifestationer, der repræsenterer en absolut Beherskelse af Kræfterne, for "Idealer", for "Det Gode", ligesom de samme Manifestationer jo ogsaa fremtræder som Kernen i al Religion og Gudsdyrkelse. Er det ikke netop Manifestationsformen, "at kunne gøre, hvad man vil", man har tillagt det højeste Væsen eller Guddommen og samtidigt forjættet Menneskene fremtrædende "i samme Billede efter hans Lignelse"? Og er det ikke ogsaa netop i Henhold til ovennævnte, at man kalder Manifestationer, der ikke repræsenterer en total Beherskelse af Energierne for "Det Onde", for "Straf"? Er ikke "Helvede" Udtrykket for den tænkte højeste Kontrast til det Behagelige og "Djævelen" Udtrykket for den tænkte højeste Modsætning til Idealvæsenet?

For den højt udviklede Okkultist, hvilket vil sige et Væsen, der i Udvikling er langt længere fremme end den store Hob af sine Medvæsener, og derfor har fuldt udviklede Sanser paa Felter, hvor Medvæsenerne endnu er ubevidste, eksisterer intet som "ondt", som "Straf" og ingen som "Djævel" eller "Den Onde". Alt det absolut Ubehagelige saavel som det absolut Behagelige er for ham henholdsvis kun Udtryk for ikke beherskede og beherskede Energier. Som Følge af dette Klarsyn vil han naturligvis være indstillet paa at tilegne sig det fulde Herredømme over Energierne og kommer derved til at fremtræde som en desto større Repræsentant for det absolut Behagelige, desto mere han i denne Tilegnelse er forud for sine Medvæsener. Hans Manifestationer vil altsaa være at udtrykke som absolut Behagsmanifestationer i samme Grad, som han har tilegnet sig Herredømme over Kræfterne. Det af dette Herredømme affødte Behag er igen det samme, som det vi kalder "Kærlighed". Enhver fuldkommen Manifestation eller Beherskelse af Kræfterne kan saaledes i Virkeligheden kun eksistere som Udtryk for Kærlighed. Og vi kommer her til Afsløringen af, hvorfor det store Bud "Elsker hverandre" udgør "al Lovens Fylde" og anvises som Vejen til Livet, idet Livet i sin højeste Kulmination eller Fuldkommenhed jo kun kan eksistere som Kræfternes Beherskelse, og denne igen er Kærlighed.

Men naar Kærlighed er Udtryk for Kræfternes virkelige Beherskelse, har Jordens Mennesker et godt Stykke Vej tilbage endnu at skulle træne sig op til at overvinde af Energier, før de fornemmer en absolut fri Villie. Disse Energier er altsaa ikke fysiske og udtrykkes derfor ogsaa i den daglige Tilværelse som "Aandskræfter". Disse Kræfter er ikke direkte synlige for de fysiske Sanser, fordi de vibrerer i Svingningsgrader, der er rent mikroskopiske i Forhold til de grovere Svingningsgrader, de fysiske Energier repræsenterer, og til hvilke de fysiske Sanser er afstemte. Men selv om disse Aandskræfter ikke er fysisk synlige, betyder dette naturligvis ikke, at de er unaturlige eller uvirkelige, tværtimod. De er lige saa virkelige som de fysiske Kræfter og vil i Virkeligheden kunne udtrykkes som en Slags højere eller finere Form for Elektricitet. Dette vil igen sige, at Individets Aandsfunktioner i Realiteten er det samme som en Udløsning af tilsvarende højere eller finere Former for elektriske Strømme, Straaler eller Bølger. For at det levende Væsen kan benytte sig af disse Strømme maa det have et Antennesystem. Og dette genfinder vi netop i Form af dets Organisme. Denne udgør i Form af Hjerne, Nervesystem og øvrige Organer i Virkeligheden et Akkumulator- og Antenneanlæg opretholdt af et evigt "Noget", som jeg heller ikke her har Plads til at definere, men som i "Livets Bog" er beskrevet under Udtrykket "X 1" og som "Jeget" i det levende Væsen. Denne Jegets Tilknytning til Energierne fornemmes af det levende Væsen selv som "Tanke", hvilken Fornemmelse igen er det samme som Livets Oplevelse.

Med Hensyn til denne Oplevelse, da vil den altsaa fremtræde desto behageligere, desto højere Grad af Energi det levende Væsen har trænet sig op til at anvende som Materiale for dets Tanke og dermed for dets Villie. Da vi her paa Jorden, foruden de Behagstilstande, jeg tidligere nævnte som Udtryk for Beherskelsen af den fysiske Energi, ogsaa finder et Utal af Ubehagstilstande saasom: Krig, Mord, Drab, Lemlæstelse og Lidelse af enhver Art, vil disse sidste altsaa være Udtryk for, at det jordiske Menneske endnu ikke i tilstrækkelig Grad er Herre over eller kan arbejde med de højeste Energier og derfor endnu i tilsvarende Grad maa være afskaaret fra at besidde en total fri Villie. Det, der derfor vil være det store fornødne for disse Væsener, er dette at faa trænet sig op til til Fuldkommenhed at kunne befordre sin Tanke eller Villie med de højeste Energier eller Aandskræfter.

Som nævnt har Jordens Mennesker i Udvikling passeret Kulminationen af første og anden Grad af Verdensenergierne. Disse to Grader ligger igen til Grund for de Realiteter, vi kalder "Instinkt" og "Tyngde". Disse to Energiformer i Forbindelse med en latent Form for tredie Grads Energi udgør tilsammen Basis for enhver Form for Villieudløsning, der befordrer Princippet "At dræbe". Dette Princip eller denne Villieudløsning bliver derfor den bærende Livsbetingelse i Dyreriget. Og Jordens Mennesker vil saaledes være at betragte som hørende dette Rige til i samme Grad som de repræsenterer en saadan Form for Villieudløsning.

De Energiformer eller højere Aandskræfter, som Menneskene paa Jorden endnu ikke behersker, vil altsaa være de tre sidste Grader af Verdensenergierne. Disse ligger igen til Grund for de Realiteter, vi oplever som: Følelse, Intelligens og Intuition. Men her maa det bemærkes, at den sidste Grad foruden Intuitionen ogsaa udgøres af den Energiform, der er Basis for det, vi kalder "Hukommelse". Disse her nævnte Energier udgør altsaa de Aandskræfter, som Menneskene paa Jorden endnu kun kan anvende i ganske elementære eller primitive Former, hvilket de store Ubehags- eller Lidelsestilstande, under hvilke de lever, giver Udtryk for. Den jordmenneskelige Udvikling gaar da ogsaa i Retning af at træne Individerne mere og mere op til en fuldkommen Beherskelse af disse Energier. Og vi ser derfor denne gennem forskellige Realiteter blive kraftigt stimuleret. Gennem Religioner, Kirker og Templer tilsigtes en Forædling af Følelsen. Og gennem Universiteter, Skoler og Læreanstalter bliver Intelligensen udvidet. Og naar Individet opnaar en vis fuldkommen ligevægtig Beherskelse af disse Energier, opstaar den fuldkomne Kærlighed. Og gennem denne opstaar efterhaanden den fuldkomne Beherskelse af Tilværelsens højeste Sekraft og Skabeevne: Intuitionen, der igen i Forbindelse med en fuldkommen Hukommelse gør Livet til en Kulmination i den Oplevelse af Udødelighed, vi kalder "Salighed".

Gennem en total Beherskelse af Verdensaltets Grundenergier i Villieføring opnaar det levende Væsen saaledes den højeste Oplevelse af Kærlighed, Skabelse og Salighed. Men naar Jordens Mennesker naar til at repræsentere en saadan Bevidsthedstilstand, er de ikke mere Mennesker efter jordiske Begreber, men tilhører Zoner eller Riger, der ikke er af denne Verden, og Svaret paa, om det jordiske Menneske har fri Villie, vil derfor være at udtrykke saaledes:

Da Oplevelse af absolut fri Villie betinges af en Beherskelse af Verdensaltets fem Grader for Grundenergi, og Jordens Mennesker kun godt og vel har passeret Kulminationen af Beherskelsen af anden Grad, vil ingen af disse Væsener være i Stand til totalt at kunne gøre, hvad de vil, men er bundet af de Kræfter, de endnu ikke er udviklet til at beherske.

Men vi har set, at det evige Bud "Elsker hverandre" er Videnskab og ikke Overtro, naar det opgives som Midlet til Frigørelse eller som Vejen til Livet.