Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et af de Spørgsmaal, der hyppigst stilles i Studiekresene, er dette: "Hvad er egentlig Samvittigheden?" Alle er klar over, at Samvittigheden er en Realitet, men Spørgsmaalets hyppige Tilsynekomst tyder paa, at de fleste er i Tvivl om, hvor dette saa vigtige Begreb har sine Grænser. Nu er det jo saaledes, at intet er mere intimt tilknyttet det religiøse Begreb end Samvittighedsbegrebet. Ja, i Virkeligheden maa man jo sige, at disse to Begreber betinger hinandens Eksistens. Fjerner man det ene, eksisterer det andet ikke længere. For de fleste Mennesker er Samvittigheden defineret som det faste Punkt, udfra hvilket Handlingernes Kvalitet bedømmes. Og alligevel synes denne Definition ikke at være tilfredsstillende. Og er det heller ikke. Thi var den det, vilde det jo sige det samme som, at man i alle Livets forskellige Situationer nøje vidste, hvorledes man skulde optræde for at sikre sig en god Samvittighed, noget der jo absolut ikke er Tilfældet. Gang paa Gang oplever et Menneske at gøre noget "med den bedste Samvittighed", for saa bagefter at opdage, at det faktisk har baaret sig helt forkert ad, jævnfør Sætningen: "Daaren vandrer trygt der, hvor Engle ikke tør træde". Nej, Samvittigheden er ingen konstant Ting. Den er en skabt Ting og følgelig undergivet Loven for det Skabte: Forvandling.

Naar man bruger Udtrykket, at Samvittigheden er en "skabt Ting", vil det altsaa sige, at der findes et Omraade, hvor Samvittigheden ikke findes. Og det gør der. Thi Samvittigheden er et todelt Begreb, hvilket vil sige, at der, hvor dens ene Del ikke kommer til Syne, er den anden uden Betydning. Et saadant Omraade har vi i det direkte Dyrerige. Hvad er et Dyr i Renkultur? Et Væsen, hvis Bevidsthedsliv bæres af Tilværelseslovene uden nævneværdigt Indgreb fra en vaagen, bevidst villende Dagsbevidsthed. Dyret definerer ikke sit Tankeliv. Man kan ikke sige, at Dyret ikke tænker. Dets Hjerne gennemstrømmes af mentale Impulser af forskellig Art; men da dets Bevidsthedsliv endnu ikke er saa fremragende, at det evner at skelne mellem "Jeg" og "Det", har det heller ingen Evne til at underkaste sine Tankeimpulser nogen intelligensmæssig Analyse. Det lever endnu indenfor Tilværelsens uintellektuelle Omraade. Det lever instinktivt, hvilket blot vil sige, at dets Liv opretholdes af en hundrede Procents genial Automatfunktion. Men vi er netop i Dyret stillet overfor et Væsen, der ikke lider af Samvittighedskvaler. Dets Handlinger afføder ingen Konflikter i dets Sind. Og alligevel er det i dette Væsens Bevidsthedsliv, vi skal søge efter Samvittighedsgaadens Løsning. Og hvorfor? Fordi vi selv med store Dele af vor Bevidsthed hører hjemme i Dyrets mentale Verden.

Dyrets fornemste Evne er dens fabelagtige Korrespondance med Tilværelsens Eksplosionsenergi eller Tyngdeenergien. I samme Grad som Sulten stiger i dets fysiske Organisme, i akkurat samme Grad vokser Indstrømningen af Tyngdeenergi i dets Bevidsthed og danner alt til, til den Eksplosion, der via Drabet paa et Medvæsen, betinger dets fremtidige Eksistens. Kampen for Tilværelsen er her organiseret lovmæssigt. Den stærkeste har Magten og ingen intellektuel Indgriben kan ændre dette Fakta.

Anderledes hos det jordiske Menneske. Det er blevet bevidst i "Jeg" og "Det". Det kan reflektere, og dermed træder Samvittighedens anden Del i Funktion. Denne Funktion er i Begyndelsen spæd. Naar man læser om Mordere, der blottet for "Anger" beretter om deres Forbrydelse og nærmest er uforstaaende overfor den Rædsel og Afsky, deres Handling har affødt, har man et Billede paa Mennesket i dets Opvaagnen. En Ting har grebet forstyrrende ind i dets Liv. Det var blevet sulten, men saa ingen Mulighed for at blive mæt. Tyngdeenergiens Indstrømning voksede, og Eksplosionen indtraf. Men "Dyret" kan ikke opstaa som "Menneske", før der er en vis Portion Følelseserfaringer til Stede, og da alle eksplosive Handlinger forøger Lidelseserfaringsfeltet, vil den nye Lidelse – Straffen – sukcessive bringe selv det mest primitive Menneske til med egne Sanser at forstaa, at Junglens Lov har sin Begrænsning. Samvittigheden er kort udtrykt den mentale Konflikt, der opstaar der, hvor to Zoner mødes. Og det er det, der sker i det jordiske Menneskes Mentalitet. Vor mest fremragende Egenskab er vor forbløffende Evne til hurtigt at blive rasende, hidsige, heftige eller irriterede, fire Grader af Virkningen af den samme Energi – Tyngdeenergien. Men denne vor geniale Evne til at korrespondere med Verdensaltets Eksplosionsenergi bekæmpes af vor egen Længsel efter at fremtræde som Repræsentant for Tilstande, der har helt andre Energier til Ophav. Vi føler det ikke længere som stort at kunne gaa rundt og eksplodere, endskønt der stadigt findes Mennesker, som mener, at man ikke er noget "godt" Menneske, hvis man ikke af og til faar et regulært Hidsighedsanfald afløst af den lovmæssige Anger eller Ærgrelse over alle de dumme – uintellektuelle – Ting, ethvert hidsigt Menneske med usandsynlig Fart faar rablet af sig. De mentale Strømme i Menneskets Sind har altsaa delt sig. Over hver af dem flammer Essensen af Indholdet: vore Idealer eller vore mentale Ledestjerner. Medens den ene af Strømmene, som ubrudt har vældet frem igennem Tusinder af Aar, forlængst har indbrændt sit Ideal i vor Sjæl: Hævnens, Hadets og Magtens Ideal, brændt det ind, saa det – skjult under Intellektualitetens Kaabe – daglig faar os til at sige og gøre de mærkeligste Ting, "Retfærdig Harme" og "Hellig Vrede", taler jo her sit eget Sprog, saa har den nye Strøms Idealer endnu ikke evnet at faa samme Magt over vor daglige Færden. Vi drømmer om at være gode og gør realistisk Fortræd. Men Drømmene er ikke uden Værdi. De er det første Budskab fra den Zone, vort Hjerte higer imod. Men Hjertets Længsler er den bedste Føde for vor Vilje. Og Viljen til det Gode eller til at binde "Dyret" i os selv er i Vækst. Og i denne Kamp for at besejre os selv er det, at Samvittigheden spiller sin store Rolle. Naar de Taarer, vi før tilføjede andre med god Samvittighed, nu strømmer nedad vore egne Kinder, da er de Led i den Kæde, som en Dag binder det i os selv, som vil eksplodere, rase, ødelægge og skabe nyt Had. Ingen kan græde, uden at Taarernes Flod skyller Sjælens Øjne renere og derigennem forstærker for os Evnen til at se, at vi selv, hver for sig, er vor egen dybeste Fjende. Og fra kun at have behersket et ganske ringe Felt i Vor Bevidsthed, vokser Samvittigheden nu til langsomt, men usvigeligt sikkert, at underlægge sig Provins efter Provins i vort eget udstrakte sjælelige Omraade. Og den Dag den hejser sit lysende Banner paa den sidste Skanse, den Dag selv den mindste Indstrømning af Ildenergi i vort Sind af de højintellektuelle Energier ledes ind i frugtbare, for alle nyttebringende, Kanaler, den Dag har Samvittighedsbegrebet fuldbyrdet sin Mission, thi da er vi naaet til den Verden, om hvilken han, den største iblandt Mennesker, sagde: "Mit Rige er ikke af denne Verden".