Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mennesket med det gemytlige Blink i Øjet har alle Dage været en velset Gæst blandt Menneskene. Længslen efter at opleve Mødet med det virkeligt gode Humør er saa stærk, at de fleste uvilkaarligt liver op, naar de møder en af dets Repræsentanter. "De kan sagtens!" er et af de Udtryk, Mennesket med det lyse Livssyn hører gentaget mest i sit Liv, saa ofte, at han simpelthen ikke kan undgaa at fornemme Misundelsens Brod bag Ordene. Pessimisten har Ret, Optimisten kan – i Forhold til ham – sagtens! Men da dette at være Optimist ikke, som de fleste tror, er hundrede Procents medfødt, men derimod i langt højere Grad beror paa en viljemæssig Anvendelse og Udbyggelse af et medfødt humoristisk Talent, skal jeg i det efterfølgende prøve at skildre nogle af de Omraader, hvor dette Talent i Lighed med andre Talenter kan erhverves.

Hovedaarsagen til, at Mennesket med det lyse Sind er saa velset som Tilfældet er, skyldes den Kendsgerning, at hans blotte Tilsynekomst virker "lettende". Han er det bedste kosmisk-kemiske Neutraliseringsmiddel mod "ondt Lune" og "trykket Stemning", der eksisterer. Det ved enhver. Men hvorfor er han det? Det er han, fordi hans Bevidsthed rummer en Viden om Livet, som Omgivelserne ikke har. Mennesket med den humoristiske Sans og Trangen til at give Udtryk for den, besidder altid et ret fremragende Kendskab til, hvordan man blander de mentale Energier rigtigt, altsaa det Martinus kalder "Kosmisk Kemi". Det er en Kendsgerning, at Optimisten afviger fra Pessimisten ved ikke at tage Tilværelsen altfor højtideligt. Men ikke at tage Tilværelsen altfor højtideligt er det samme som at have Evne til at begrænse og overskue sine Tanke- og Forestillingskrese. Pessimistens Achilleshæl er jo netop den, at hans Forestillingskrese altid er uafgrænsede, er udflydende. Hvor ofte hører man ikke et saadant Menneske paastaa, at Tilværelsen er meningsløs, at Jorden er en Jammerdal, et mislykket Eksperiment fra Vorherres Side og ikke bedre værd, end at den, ligesaa godt kunde forgaa i Dag som i Morgen. Er det Regnvejr, saa regner det altid! Blæser det en Smule, saa blæser det altid! Og er det stille, varmt Vejr, ja, saa er det uudholdeligt lummert, kort sagt, alt er helt forkert! Ogsaa i sin Indstilling til Menneskene er Pessimisten paa tværs af alting. Paa samme Maade som med Verden og Vejret, møder vi her et ustandseligt: Sikke en Hat, hun gaar med! Sikke han bærer sig ad, og sikke de bor, sikke en Smag de har, og sikke, sikke, sikke! – Men denne permanente Øven sig i at se det forkerte ved alting er direkte talentskabende. En skønne Dag fungerer dette Talent af sig selv, uden for Dagsbevidsthedens Kontrol, hvad der jo blot vil sige, at Mennesket nu selv spræller paa den Brod, det selv for længe har vendt imod andre. Midt i al sin mentale Surhed ved det ikke, at det vandrer rundt som en levende Bekræftelse paa Aarsagslovens Rigtighed. Tankeløst har det erhvervet sig netop den Evne, der er Grundlaget for "Helvedet"s Eksistens. Ikke andres Helvede, men dets eget! I Kraft af sin geniale Evne til at se det kedelige ved alting, har det nu banet sig en sikker Vej til det mentale Omraade, hvor den sure og forbitrede Ensomhedsfølelse hersker suverænt. Det repræsenterer nu, uden maaske selv at vide det, selve Afgudsdyrkelsens Kulmination: den totale Selvdyrkelse!

Men er det ikke i Kontakt med den højeste Intelligens, at Pessimisten ved sin Væremaade bekræfter sig selv som værende livsfjendsk? Det er det! For den objektivt indstillede rummer det pessimistiske Livssyn ikke een eneste tiltrækkende Egenskab, og for Aandsforskeren er det ydermere et Vidnesbyrd om direkte Aandsfattighed.

For at Læseren imidlertid ikke skal faa den Opfattelse, at jeg anser al Optimisme for bedre end enhver Form for Pessimisme, vil jeg her indskyde, at mit Forsvar for det lyse Livssyn naturligvis er begrænset til de Omraader, hvor det er i Kontakt med Tilværelsens moralske Element. Den kriminelle Optimisme med dens "Startere" og dens Projektmagere lades her helt ude af Betragtning. Det er den sunde Optimisme, der har min Interesse, hverken den amoralske eller den overfladiske.

Optimisten ejer altsaa i sig en vis Evne til at begrænse de fleste af sine Tanker og Forestillinger til et overskueligt Omraade, modsat Pessimisten, der hyppigt hverken ser Begyndelse eller Ende paa nogen Ting, hvorfor han forfalder til den Form for Dybsindighed, der analytisk maa betegnes som: udefineret Føleri. Alle Mennesker udgør en Blanding af begge Tilstande. Forskellen kommer først til Syne der, hvor den ene af Tilstandene er den anden saa absolut overlegen. Da det nu er en Kendsgerning, at der er saa stor Forskel paa disse Tilstandes Fremtræden i Livet, at de henholdsvis har Evne til enten at skænke os en lys eller en mørk Tilværelse, finder jeg det nødvendigt at undersøge, hvilke væsentlige mentale Energiformer, der ligger til Grund for dem. I Pessimistens Bevidsthed bemærker man hurtigt et vist usundt Overskud af Følelse, der hindrer Intelligensenergien i at komme til sin Ret. Pessimister er altid mere eller mindre ubehageligt sentimentale. De nægter at anvende deres Fornuft til en upartisk Vurdering af Tilværelsen. De "føler", at saadan er det og dermed basta! De mentale Energiers Passage af Bevidstheden bliver derfor af negativ Karakter. Hos Optimisten er Forholdet anderledes. Den udviklede Optimist er altid meget fornuftsbestemt i sit Syn paa Tingene. Instinktivt eller intuitivt fornemmer han, at der er en Mening med det hele og indretter sit Liv derefter. Medens Pessimisten i Modgang ser det absolutte Bevis for Kaos og Meningsløshed, undersøger den udviklede Optimist Modgangens Aarsag, finder den hyppigt og erklærer derefter frejdigt, at der ikke er noget, der er saa galt, uden at det dog er godt for noget! Kort sagt, de mentale Energiers Passage af Optimistens Bevidsthed er af positiv Karakter.

Grundlaget for Evnen til at se lyst paa Tilværelsen er saaledes at finde i Optimistens Vægring imod at tage "tungt" paa Tingene. Det lystseende Menneske er i langt højere Grad end Sortseeren klar over, at enhver Sag har to Sider: en udflydende, højtidelig og mentalt mørkelæggende og en begrænset, absolut hensigtsbestemt. Medens den første bliver et Offer for sin egen Illusion om, at Livet er et meningsløst og kaotisk Sammensurium, har den sidstnævnte i Kraft af sin Indstilling følt Bund under Fødderne, anet Plan og Hensigt og derigennem faaet det Middel i Hænde, der sikrer hans Bevidsthed imod et ødelæggende Tyranni af den udflydende Højtidelighedstrang. Tag blot et Begreb som Autoritetstro. De største Slaver af denne Realitet finder man altid blandt Mennesker uden humoristisk Sans. Mennesket med humoristisk Sans kan ikke lade være at betragte Uniformernes Indhold, og saa gaar Glansen tidt af de blanke Knapper.

Men ikke alene i Evnen til at begrænse sine Tanker og Forestillinger til det rimelige og fornuftsbestemte har Optimisten et Fortrin fremfor Pessimisten. Ogsaa med Evnen til altid at søge at se en Sags eller et Problems yderste Konsekvens forsvinder meget af Tilværelsens Tyngde. Tag blot her Forskellen mellem det sortseende og det lystseende Menneskes Indstilling til det aandelige Livs store Omraade. Medens den sortseende i religiøse Spørgsmaal ubrudt følger Linien fra sine Betragtninger over Verden, Vejret og Menneskene og derfor heller ikke her nægter sig Glæden ved at male Fanden paa Væggen og allerede i sit jordiske Liv lader glohede og ætsende Svovlsøer skylle op og ned ad Ryggen paa de "ugudelige", ser det lystseende Menneske ganske anderledes fordomsfrit paa Problemerne. Da det selv er humant indstillet, nægter det konsekvent at udstyre Guddommen med hævngerrige og perverse Anlæg. Medens Pessimisten ofte med Glæde dvæler ved Tanken om Arvesynd og Sjælsfortabelse og gør sig dystre Forestillinger om Tidens forfærdende Umoral med dens nødvendige hinsidige Konsekvens i Form af Straffe, der langt overgaar, hvad nogen jordisk Retsinstans nogen Sinde blot har vovet at tænke paa at byde sine Klienter, ejer Optimisten i sig Evnen til gennem det hele at ane hin guddommelige Evolution, der gør det begribeligt, hvorfor en omvendt Synder er saa højt anskrevet i Himmelen. Det lystseende Menneske ejer saavist ingen Trang til at gaa i Kloster, og en Religiøsitet, der vover at gøre det naturlige unaturligt, skal intet Haab gøre sig om at sejre i en Verden af optimistisk indstillede Mennesker. For Pessimisten har ingen Sag nogen Ende, for Optimisten er en hvilken som helst Sag afgjort ved dens Formaal. Er dette ikke i Kontakt med, hvad han anser for ret og rimeligt, har den øjeblikkeligt mistet hans Interesse. Medens Pessimisten er livsfjendsk og derfor uvenligt indstillet overfor Menneskene i Almindelighed, er Optimisten livselskende og derfor direkte befordrende for Næstekærlighed. For ham er Formen altid underordnet, han har Raad til at lade det enkelte Menneske have sine Ejendommeligheder, den samme Realitet, der hos Pessimisten bliver til "Særheder", han spejder blot efter Muligheden for at opleve det Lys, det gode Humør, der for ham er selve Tilværelsens Indhold, dens bærende Idé. Og har han ikke Ret? Vilde Jorden ikke være en virkelig Jammerdal, dersom Udviklingens Endemaal var det, at vi alle skulde gaa op i een stor Begrædelsens Symfoni? En Verden, hvor vi alle gik i Sæk og Aske, hvor dystert Tungsind rugede, og hvor alle var bukket under for en overvældende Syndsbevidstheds Tyngde. Optimistens lyse Sind og hele positive Indstilling til Livet gør, at han er et skabende Menneske, et Menneske, som i Tanke saavel som Handling ønsker at gøre sit til, at Himlens Lys skal fornemmes her paa Jorden. Han ved, at hans egen Trang til at se Lys, at opleve Lys, ikke vil blive tilfredsstillet, dersom han ikke selv bidrager dertil. Derfor søger han overalt det lyse, glade og muntre ligesaa flittigt, som Bien søger Honning. Og da Tilværelsens Love fungerer ligesaa planmæssigt for ham som for Pessimisten, opnaar ogsaa han i sin stadige Trang til at se og opleve Glæde og Smil, at faa udviklet netop det Talent, der gør, at han ser det allevegne. At hans lyse Livssyn og deraf følgende humane Indstilling, konsekvente Tolerance og stadige Forsvarstrang overfor dem, der maaske har baaret sig lidt uheldigt ad, i det aandeligt mørkelagte Menneskes Sind saa tydes som "Blasfemi" og "Ugudelighed" er en Sag for sig, – men i hvert Tilfælde ikke en Sag, der gør Optimisten eller det virkeligt livsglade Menneske mindre anset og vellidt blandt alle de, for hvem hans Smil og smittende Glæde over alt og alle hører til de faa virkelige Lysglimt i en ellers tilsyneladende saa mørk og besværlig Tid!