Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mon ikke alle har oplevet det Chok, man uundgaaeligt faar, naar en Overbevisning, man har næret, pludselig brister og fortoner sig ud i Intetheden? Jeg tror det. Da vore "klippefaste" Overbevisninger imidlertid normalt opløses sukcessive, og ligeledes sukcessive afløses af nye "klippefaste" Overbevisninger, er det kun sjældent, at Choket bliver saa overvældende, at det tvinger til dybtgaaende Refleksion. Og naar det endelig gør det, hænder det, at manglende Egenevne til at naa Tilværelsens kosmiske Dybder, eller manglende Hjælp dertil, lader Trangen til helt at kunne forstaa det nys oplevede Chok, standse ved en selvskabt Ubegribelighedens Port, fra hvilken man saa vender tilbage med en nyfødt Bitterhed i Sindet mod Tilværelsens nu "selvoplevede" kaotiske Tilfældighed og Gudsforladthed.

Begivenhederne siden 3. September sidste Aar taler her sit eget Sprog. Fra den Dag, Verdenskrigen paany brød løs, har Millioner af Mennesker Jorden over oplevet en næsten uafladelig Række af store Chok, af Begivenheder som atter og atter har vendt op og ned paa "klippefaste Overbevisninger" og efterladt disse chokerede Millioner i en Tilstand af aandelig Hjælpeløshed. Krigens virkelige Tragedie ligger ikke paa det fysiske Plan. Det sammenskudte Ler vil i Skaberens Haand engang rejse sig som langt skønnere Byer end de, vi har kendt. Vore stolte Bygningsværker er kun Kopier af aandelige Ideer og vil atter og atter opstaa af Asken – og hver Gang i en mere forskønnet Udgave. Jeg ved, at adskillige her vil protestere og mene, at uerstattelige Værdier altid gaar tabt ved en Krig, men jeg vil svare, at det ikke er Tilværelsens Mening, at vi sluttelig skal ende med at leve i et Musæum. De fortidige fysiske Skønhedsværdier, en Fremtid ønsker at beskue, ved de altid Midler til paany at genopføre i den totale Illusions Aand. Nej Krigens Tragedie vil evigt være den, at den maa opstaa der, hvor Mennesket, i selvtilfreds Overbevisning om, at det nuværende er det absolut fuldkomneste, kræver, at Tiden – Livet – skal staa stille. Men Livet kan ikke standse sit Løb frem imod en stadigt større Fuldkommenhed, fordi nogle faa muldvarpeblinde Mennesker affinder sig med Tingenes nuværende Tilstand og finder dem ideelle. I det jordiske Menneskes Udviklingsperspektiv træder Krigen derfor ind som en guddommelig Funktion indtil det Øjeblik Mennesket, igennem Selvoplevelsens realistiske Erkendelse, fjerner den fra sit eget Liv. Krig er et Middel, kan aldrig blive noget Maal.
 

En Dissektion af vort eget Bevidsthedsliv viser, at det bestaar af Overbevisninger. Disse Overbevisningers Indhold viser sig saa igen at bestaa af en Masse fra hinanden afvigende udkrystalliserede Tankebilleder. En grundig Undersøgelse vil meget hurtigt afsløre, at Tankebilledernes Mængde tiltrods, er det kun de færreste af vore Overbevisninger, der er virkeligt underbyggede. Langt de fleste næres af udefineret Sympatifølelse, idet man "føler", at hvis det hele var saadan og saadan, ja saa var det altsaa udmærket. At denne Opfattelse er rigtig, vil de fleste kunne faa bekræftet ved at undersøge sine Bekendtes evt. sin egen politiske eller religiøse Overbevisning. I begge Tilfælde vil det sikkert hurtigt vise sig, at den udefinerede Følelse, altsaa Sympatien, spiller en overvældende Rolle. Tænkning er anstrengende og Kendsgerninger ofte baade irriterende og distraherende. Det vil derfor altid være lettere at tilhøre en "Sympatiblok" end en Kres af selvstændigt tænkende Mennesker.

Nu vilde alle disse "Sympatiblokke" jo heller ikke være generende, dersom de ikke selv affødte deres Modsætning: "Antipatiblokke". Heller ikke disse sidste behøvede i og for sig at virke generende for ens Lykkebefindende, hvis ikke – ja, hvis ikke det var en Kendsgerning, at vi har begge Bloksystemer i vort eget Sind. Men det er en Kendsgerning, endog Tilværelsens mest ubehagelige. Krigen raser i vort eget Indre.

I vor Indstilling til Livet har vi to Veje at gaa. Vi kan begære enten et handlingsfyldt Liv eller det modsatte. Og her møder vi en ejendommelig Inkonsekvens hos det store Flertal af Menneskene, idet de fleste faktisk ønsker, at deres eget Liv maa følge en rolig og ubrudt Kæde fremefter. Ikke for kedelig, men heller ikke for voldsom, samtidig med at de intet har imod, at der "sker" noget i Verden, – blot de altsaa selv maa nøjes med den risikofrie Tilskuers Rolle. Denne Deling af Bevidsthedskræfterne med en stærk Sympati for sig og sine og en Art hemmelig Antipati mod andres Tilfredshed, der bl. a. giver sig Udslag i det almenkendte, at uhyggelig mange, ved at erfare om Naboens Modgang, straks ser Vorherres retfærdige Pegefinger, i Stedet for at mobilisere alt det i sig selv, der i den forhaandenværende Situation kunde være bemeldte Nabo til Nytte i hans Nød, er det, der skaber vor Tilværelses ydre Forhold. Krigens dybeste Aarsag er Spaltetheden i vort eget Væsen. Før denne Spaltethed er ophørt, før ophører Krigen ikke.

Hvad er da denne Spaltetheds Aarsag? Den simple, at vi ikke kender os selv. Kun et forsvindende Antal Mennesker paa denne Jord ved, at de er evige, udødelige Væsener, ved, at hele den omkringværende Verden, deres eget Legeme inclusive, bestaar af Energi, som er det udødelige Jeg underlagt, ved, at det til sin Raadighed har alle Verdensaltets Energier, at det kan blande dem efter eget Forgodtbefindende, og at Blandingen kommer til Syne som det, vi kalder "Tanker", "Tankebilleder" eller netop det, af hvilket vi danner vore "Overbevisninger". Kun et forsvindende Antal Mennesker paa Jorden ved, at man forgæves i Verdensaltets svimlende Hav af Energi skal lede efter Tilværelsens "faste Punkt", skal lede efter det, paa hvilket vort Bevidsthedsliv i Evighed kan hvile urokket og uforstyrret af Forvandlingsprocessen i Energiernes Verden.

Det jordiske Menneske af idag ejer en altfor fremragende Evne til at lade sig illusionere af Materiens tilsyneladende Fasthed. Uden at være orienteret i sit eget Livs dybeste Hemmeligheder, tillægger det Materien Egenskaber, den ikke har, og hvis højeste Kulmination er Troen paa, at det døde skaber det levende. Uden at kende de virkelige og evige Tilværelseslove, skaber det sig forgængelige Overbevisninger og tillægger dem Uforgængelighed. Uden virkelig Kendskab til sit eget Liv følger det Sympatiernes og Antipatiernes forræderiske Bølgeslag i sit eget Indre og opnaar til Gengæld kun, at Tvivlens og Angstens Mørke breder sig og skjuler Virkelighedens straalende Sol.

Det jordiske Menneske ved ikke, at alt hvad der sker, er Guddommens Tale til det selv. Det ved ikke, at det nu oplever en Tid, hvor alle selvskabte Meninger skal sønderbrydes til Fordel for Forstaaelsen af den Verdensplan, der nu skal fuldbyrdes. Det jordiske Menneske vil nu komme til at opleve, at Livets egen Vækst vil forme sig saa helt anderledes end den tænkte, at man kun i Studiet af sit eget Liv vil kunne finde en Parallel, thi der har det altid i stor Udstrækning været saaledes, at det aldrig gik, som vi selv troede, men at vor egen Livsvej, sine uventede og helt uformede Slyngninger til Trods, altid førte os fra Mørket frem imod Lyset.