Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Søndag den 7. Januar 1940 begravedes i Aarhus en af Sagens gode Mænd, Lars Nielsen. Indfriende et gammelt Løfte foretog Sekretær Gerner Larsson Begravelsen og inddrog dermed et nyt Felt under Sagens Rammer.

Jeg vil forsøge at skildre mine Indtryk fra denne Begivenhed. Begravelsen var ansat til Kl. 13,45, og paa dette Tidspunkt var vi samlet ca. hundrede Mennesker, hovedsageligt Deltagere fra Studiekredsen i Aarhus, i hvilken Lars Nielsen havde været den drivende Kraft, altid paa Færde med sit lyse Smil og sine venlige Formaninger om at give Møde.

Saa aabnedes Dørene til Kapellet, og vi gik ind. Midt for det lysende gyldne Kors i Kapellets Baggrund stod Kisten dækket af Sagens skønne Flag. Det var for os, der har lært at elske dette smukke Symbol, et opløftende Syn. Fra selve Livets Hovedsymbol straalede de seks Grundenergiers klare, rene Farver ned til alle Sider. Dette Syn skabte en umiddelbar Følelse af Fred, Harmoni og Glæde.

Fra Orglet præluderedes, indtil Følget var paa Plads, og saa lød Salmen "Altid frejdig naar du gaar". Et Øjebliks Stilhed, og nu staar Gerner Larsson paa Trappen ved Kistens Hovedgærde. Stilfærdigt, smukt og naturligt, som havde han mange Gange før forrettet Begravelser, talte Gerner Larsson til Vennen Lars Nielsen. "Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om saa det gælder!" sang vi i Salmen. Dette kunde saa helt og fuldt staa som Motto over Lars Nielsens Liv. Lars Nielsen havde altid været et søgende Menneske og var tilsidst fundet ind til det, som for ham var Sandheden. Vi vil alle huske hans utrættelige Arbejde for Sagen. Hans lyse og kærlige Sind. Han havde faaet Vished for, at Døden ikke eksisterede som det Mørke, vi almindeligvis tror den er, men kun som et Led i den Kontrast, der er nødvendig, for at Lyset i det hele taget kan opleves. Han forstod, at Legemet kun er et Redskab for Jeget og ikke identisk med det. Legemet forgaar, men Aanden vandrer videre ind til friere, lysere og lykkeligere Tilværelser end den, den forlod.

Betragter vi Verden omkring os, vil vi let forfalde til Modløshed, men midt i denne Verden staar det til os selv at skabe Paradiset. Himlen er ikke et Sted henne, men beror kun paa vor egen indre Tilstand. Der, hvor der er Fred og Harmoni i Sindet, der findes Lykken og Paradiset!

Gud er ligesom blevet borte for os, dette er Menneskehedens største Tragedie. Lars Nielsen ejede den lykkelige Evne at kunne se Gud i alle Ting og levede sit Liv udfra denne Erkendelse. Han havde forstaaet Reinkarnationstanken, forstaaet at dette Jordliv kun var et Led i en uendelig Kæde af Liv paa det levende Væsens evige Vandring fra en primitiv til en mere og mere fuldkommen Tilværelse.

Gerner Larsson bragte nu Lars Nielsen en Hilsen og Tak fra Martinus og sig selv og vendte sig derefter til Fru Lars Nielsen: Vel staar vi idag ved en Kiste, der indeholder de sidste Rester af et udtjent og udslidt Redskab, men De, kære Fru Lars Nielsen, ved som jeg, at Lars Nielsen er ikke der, men at han er gaaet ind til en lys og straalende Tilværelse, befriet for alle de Lidelser, som klæber ved Livet i vor Verden. Ingen af os vil derfor kunne se paa det, som her er sket, med Sorg, – jeg ved, at De smiler gennem Taarer og glæder Dem over det Lys, det blev ham beskaaren at opleve. Vi siger ham et Lev vel!

Orgelet intonerer og vi synger Salmen "Herrens Venner ingensinde mødes skal for sidste Gang"! Derefter bærer Slægtninge og Venner Kisten til Graven. Her bragte Gerner Larsson Lars Nielsen en sidste Hilsen og Tak fra hans Hustru og fra Sagens Venner, og smukt og fuldttonende klinger Salmen "Dejlig er Jorden" udover den stille, sneklædte Kirkegaard.

– Vi har oplevet en Begravelse, der formede, sig som en stilfærdig, smuk Højtidelighed uden det Islæt af Sorg og Mørke, som almindeligvis gør en Begravelse til en Lidelse at overvære. Jeg læste i Ansigterne Kærlighed og Sympati, netop de Udstraalinger, som gør denne Begravelse til en uforglemmelig Oplevelse for mig.

Studiekresdeltagere i Aarhus har i Fællesskab besluttet at skænke Fru Lars Nielsen en Sten til hendes Mands Gravsted. Samtidigt har Martinus skænket Fru Lars Nielsen Hovedsymbolet paa Livets Bog i Bronce til at anbringe paa Stenen.