Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et Aar gaar paa Hæld. Et Aar faa vil savne og færre mindes uden Smerte. Dagene gaar mod Jul, og vi ser alle de kendte Tegn paa, at denne, Menneskenes største Højtid er nær. Men ét ser vi ikke: de blanke, glade Øjne. Glæden, Freden, Trygheden er borte, veget for den Angst, der kommer over et Menneske, naar det i Mørket hverken evner at finde Vej eller Sti. Retter man sine Øjne mod dette Aars første Maaneder, synes det, som om man skuer ind i en fjern Fortid, hvor der, trods Ufred og Kiv, dog ogsaa var Rum for menneskelig Forstaaelse. Saa hastigt drejer Udviklingens Hjul nu, at det, der for blot Maaneder siden føltes som "utaalelige" Tilstande, idag, holdt op mod vort nuværende Liv, nærmest føles som paradisiske. Hvor meget Blod har Jorden ikke drukket siden hin frygtelige Septembersøndag, hvor Lynet slog ned i den Verdensdel, der blev vor, og lod alle Tiders mest barbariske Baal flamme op.

Og dog. Følte ikke de fleste, at Katastrofen var uafvendelig? Aldrig har noget Aar set et større Fornuftens Nederlag end det, der nu gaar over i Historien. Ingen vilde Krig, absolut ingen! Hvor man end vendte sig hen lød det: "Intet Offer er for stort for at bevare Freden" – og saa, i næste Aandedrag: "Men vor Ære maa I ikke krænke, den vil vi forsvare med vort Blod. Ve jer, hvis I gør det. Gud er med os og skal Vaabnene tale, vil han lade os sejre!"

Æren. Ak, hvad har ikke Æren kostet af Blod og umenneskelig Lidelse? Dette, det mest udefinerbare af alle Begreber, hvad har det ikke krævet gennem Tiderne? Ærens Mark, – dette forfærdende Begreb, hvilken Magt har det ikke over Sindene. Millioner af Kors fra en Krig, der nu er Fortid, flammer os i Møde som en enstemmig Protest. Korset, Tegnet for Humanitet, Næstekærlighedens straalende Symbol, Sindbilledet paa Ydmyghed og Offervilje, paa alt hvad der er skønt og ophøjet, – Korset – plantet paa Krigergrave! I Sandhed, Inkonsekvensens Kulmination!

Men Mennesket tænker ikke. Mennesket lever i Følelser. Store og lidenskabelige Følelser. "Hellere een Dag som Løve end hundrede som Lam", "Blod og Ære" – – Øjnene flammer og Haanden griber efter Kniven. Æren er krænket, vi kræver Hævn!

"Guddommen har to Maader at undervise paa," siger Martinus, "enten den Vises blide Røst, der blot ønsker at vejlede, hjælpe, – eller ogsaa Livets direkte Tale". I totusinde Aar har Røsten lydt, i totusinde lange Aar blev det forkyndt: "Du skal elske din Næste som dig selv!" Mennesket hørte det, og hørte det alligevel ikke, Hjertets Varme evnede ikke at besejre Hjernens Kulde. Mennesket uden Udødelighedsviden har ikke Talent for at give, kun for at tage. Det er umandigt og svagt ikke at kunne hade og dræbe den, der staar en efter Livet. Men Had er Tanker, og Tanker er noget, der lever, noget der yngler og yngler stærkt. I Blod og Bevidsthed fejrer Hadet idag sin Triumf. I hidsende Tankebilleder, i larmende Lyde og i hærdet Staal demonstrerer det sin Magt. I Kolonner med skarpt afgrænsede Meninger staar Millioner af Mennesker nu overfor hinanden – hver kun hørende sin egen, hver dødsens overbevist om, at han besidder den Sandhed, som er Livet værd – og Blodet flyder, nej fosser udover den Jord, der blev givet med Ordene: Gører Eder den underdanig.

"Livets direkte Tale". – Har nogen Slægt før oplevet den mere direkte? I hvert et Hjem, i hvert et Hjerte, taler Krigen nu daglig sit ubarmhjertige Sprog. Over uhørte Afstande bringer hver Time os Bud om Drab og Lemlæstelse, om Skæbner, der knuses, Hjem, der ødes, om guddommeligt Liv, der slettes ud. Hvem fornemmer ikke i denne Tid den saaredes Stønnen, den druknendes Skrig og den gasramtes kvalfyldte Begær efter Luft? Er den Tid ikke forbi, hvor alle disse ukendte Liv er os ligegyldige? Føler vi ikke alle, at dette Ragnarok er Vanvid, er Uvidenhedens forfærdende Kulmination?

Og dog. Er alt det, der nu sker, ikke netop hin guddommelige Røst, der hviskede til Kain: "Gør du godt, da se frit op, men gør du ondt, da ligger Synden for Døren?" Udrustet med større Evner end nogen tidligere Slægt, med større Mulighed for Skabelsen af et jordisk Paradis end nogen Sinde før, valgte Mennesket Sværdet, valgte den raa, brutale Magt og skal nu opleve at se hin guddommelige Lov blive fuldbyrdet, der gennem Nazaræerens Mund fik Form i Ordene: "Hver den, der ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd!"

Nej Dødens Ridt igennem Verden er ikke en umenneskelig Djævels gigantiske Triumf. Dødens Ridt er – og det vil alle engang vaagne op til med egne Øjne at se – en uendelig kærlig Guddoms Førelse af en hel Menneskehed frem imod de Højder, den i al Evighed har været bestemt til at skulle naa, men som ikke kan naas med Hadets Energier brændende i Hjertet. Livet – Guddommen – taler idag til Menneskene i et Sprog, de bør kende, fordi det er deres eget. Men dette Sprog vil ikke blive talt eet Sekund længere, end det er nødvendigt, og dette gælder det hele Samfund saavel som den Enkelte. En Dag vil Hadets umaadelige Flammehav dø bort og paa dets Aske vil rejse sig en Verden af Skønhed og Fuldkommenhed. Myrderierne, vil da være et Minde, en Erindring om den Tid, da Guddommen var forsvundet for Menneskene, og de havde sat sig selv i hans Sted.

– – –

Julen stunder til, og Aaret gaar paa Hæld. Med Angst i Hjertet ser de fleste Mennesker Fremtiden i Møde. Maatte da alle vi, der igennem Martinus' klare Analyser naaede at faa Bund under Fødderne, nu evne at vise i Praksis denne Videns Værdi. Nu er den Tid inde, hvor enhver vil møde sin Prøve. Lad det paa den Plads, Forsynet har sat os, blive kendt, at det Budskab, Julen udtrykker, er en Sandhed, der ikke har mistet i Kraft og Styrke. Maatte vi alle, ved Hjælp af den Viden, vi igennem Martinus har erhvervet os, faa Mod til at staa, hvor de andre falder, da vil vi gennem vor Væremaade bekræfte den Sandhed, vi fandt i vor Søgen efter den Gud, Menneskeheden idag har mistet Kontakten med.