Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1939/6 side 41
Erik Gerner Larsson:
Guds Vilje.
"Det var Guds Vilje –!" Vi kender alle Sætningen, har alle hørt den i en eller anden Forbindelse. Guds Vilje, to smaa Ord, men Ord, som fylder næsten ethvert Menneske med Ærefrygt. Guds Vilje, – Tanken standser sit Løb, Begrebet synes ufatteligt. Og dog. Selvom det store Flertal overfor Definitionen af denne Vilje giver totalt op og blot fortrøster sig til, at denne Vilje kun kan være til det Gode, men at de Veje, ad hvilke den naar sine Maal, er "uransagelige", kommer der ret hurtigt for Aandsforskeren det Øjeblik, hvor Jeg'ets Trang til Klarhed ogsaa her kræver Besked.
"Det var Guds Vilje –!" Undersøger man i hvilken Forbindelse man almindeligvis hører denne Sætning, vil man se, at det næsten altid er i Tilknytning til en fuldbyrdet Skæbne eller Handling, hvis Resultat var uventet. Midt i en tilsyneladende haabløs Forvirring af Tanker om det meningsløse i det, man har været Vidne til, siger en Røst pludselig det forløsende Ord: "Det var Guds Vilje!" og instinktivt fornemmer de fleste, at disse Ord vist dækker Sandheden, uden at de derfor forstaar mere af det passerede. Kan man da komme paa Sporet af denne mægtige Viljes Maade at manifestere sig paa? Maa man ikke her give op og sige til sig selv, at her møder vi vor Bevidstheds tydeligste Begrænsning? Slet ikke!
I Opfattelsen af sig selv er de fleste Mennesker blevet saa jegbevidste, at kun de færreste forstaar, at de er en Del, et Organ, i Guddommens samlede Legeme. At denne stærke Jegbevidsthed virkelig er en Kendsgerning ses tydeligst af den Ensomhedsfølelse, der idag er de fleste tænkende Menneskers største Mareridt. For Mennesket uden Kendskab til Tilværelseslovene synes Tænkeevnen at befordre en Adskillelse fra Omverdenen, der nærmer sig det katastrofale. Individualismen koster sin Pris, noget de fleste først bliver klar over den Dag, det er for sent. Trangen til Originalitet er desværre ikke altid ledsaget af Evnen til at bære den Ensomhed, der er den Originales sikreste Følgesvend. Men Tænkeevnen vokser. Ingen vil være "Masse". Hjorden splittes i Tusinder af Enere, som igennem deres Trang til at demonstrere deres selvstændige Tænkeevne meget ofte drives ud, hvor de ikke kan bunde. Den almindelige Religiøsitet er en "Hjordreligiøsitet" paa samme Maade, som den gængse Moral er en "Hjordmoral". I sin Udvikling er en meget stor Del af Menneskeheden vokset op over det gængse, den har modigt sprængt Baandene i sig selv og har forladt Hjorden – uden at tænke paa, at en Tilværelse uden et aandeligt Klippefundament er en Tilværelse i Lidelse.
Og aandelig Lidelse er da ogsaa det, som træder tydeligst frem i Studiet af Mennesket af idag. Det er rodløst. Dets Sind er et Sammensurium af aandelige Ruiner, blandt hvilke det vandrer ensomt og hjælpeløst rundt. Den mentale Bygning, der tidligere i Form af følelsesmæssigt erkendte Sandheder hvælvede sig over dets Liv, er brudt sammen, og det ejer ikke selv Evnen til at rejse nogen ny Bygning i den gamles Sted, – det er aandeligt uden Tag over Hovedet, og det føler Kulden derved. Gud er blevet borte i det jordiske Menneskes Liv.
Og dog. At det jordiske Menneske har sønderbrudt sit gamle Tempel er ikke ensbetydende med, at det ikke af hele sin Sjæl længes mod den Dag, hvor et nyt og endnu større og rummeligere rejser sig paa den nu saa øde Tomt. Ethvert normalt Menneske har denne Længsel i sig. Gudløshed er det tommeste Pral, der nogensinde er fostret. Den ivrigste Propagandist for Afskaffelsen af enhver Gudsopfattelse, er, sig selv uafvidende, det største Forsvar for en Guds Eksistens; thi jo ivrigere han bliver i sit Angreb paa den formentlig "falske" Gud, desto mere afslører han den virkelige, saasom hans Skrig efter "Plan" og "Fornuft", efter "Retfærdighed" og "Humanitet" nødvendigvis maa bære hans eget Sind et stort Skridt nærmere Erkendelsen af sit eget Intellekts Ophav. Tragedien for enhver "Gudsangriber" er jo den, at det er af Gud selv, han skal have alle sine Argumenter, – og Alfornuften har Raad til at være tolerant.
Nej, var det saaledes, at alle Mennesker levede lykkeligt og tilfredse i deres respektive Trosbaase, da kunde der være Grund til Tvivl. Da vilde Begrebet "Guds Vilje" være langt mere problematisk, end Tilfældet er. Men bag ethvert levende Væsen virker en mystisk Kraft, der bringer Uro, der forstyrrer. En Kraft, der bærer fremad. En Kraft, som er den aandelige Dovenskabs frygteligste Fjende: Loven for Tiltrækning og Frastødning. I Kraft af vor egen Vilje drages vi imod dette eller hint. I Kraft af vor egen Vilje begærer vi, og vore Begær bliver tilfredsstillet, men hvorledes?
Naar det enkelte Menneske jamrer over Verden, burde det saa ikke i Stedet for sin Jammer hviske til sig selv: "Jeg har jo selv villet denne Verden!" Undersøg det enkelte Menneskes Evne til at manifestere Tolerance, og enhver vil se, at Verden af idag, den saa grusomt bejamrede Verden, er i den Grad et Produkt af den Enkelte, at intet nogensinde bedre kan fortælle denne Enkelte Sandheden om ham selv, end netop Studiet af Verden af idag.
Men er denne frygtelige Verden, denne det tænkte Helvedes gigantiske Overmand, ikke lige netop den Kontrast vi maatte opleve, før en ny Dag kunne gry? Hvad er Guds Plan, Guds Vilje med Verden? spørger mangt et bange Sind. Er Svaret ikke allerede i Verden? Hvad er Samfundet af idag andet end et gigantisk Billede paa det jordiske Menneske, der nu har faaet sin Vilje. Studér det enkelte Menneske, og De vil se, at begærledet Vilje er det centrale i dets Liv, tilsyneladende ufarligt i det Smaa, tilsyneladende ja, paa akkurat samme Maade som det enkelte Krudtkorn i en Patron, men i sin samlede Virkning –! Men det gamle Tempel vakler. En blodig Taage er i Færd med at sænke sig over Menneskene. Med Kainsmærket paa Arm og i Pande bereder "Dyret" sig til sin sidste Strid. En Kultur synker i Grus. Men i den mørkeste Nat vil der straale et Lys, og der vil lyde en Røst: Menneske, dette er din Vilje! Dette er ikke min Vrede, ikke mit Had, men dit eget!
– – – I denne Stund vil Menneskene fatte, at Lyset var i Mørket, og først da vil de helt og fuldt forstaa Ordene: Ske ikke min, men din guddommelige Vilje!