Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Supplement til Artiklen: Tænkeren H. C. Ørsted).
(Fortsat).
 

Kald Pythagoras frem, at se de himmelske Love
For Planeternes Gang igennem umaadeligt Tidsløb.
Naar han Eenheden ser i denne Mangfoldighedsvrimmel,
Trylles hans høje Sjæl af de store Fornuftharmonier.
Lad Euklides kun se, hvad i Mathesis man opfandt,
At den formaar at følge Naturens jævntrindende Virken,
Som ej viser os Spring, men hvor end Tanken vil sætte
En af Delens Ende der og er den andens Begynden.
Slig en Uendelighed at beregne, han næppe holdt muligt.
Men Aristoteles, Du, som mægtigt hersked blandt Aander!
Leder for Hedendoms Lærde, for Mahomedaners og Christnes,
Gennem Aarhundreders Løb, og end af hver Kyndig beundret,
Hvis omfattende Sjæl ransaged Tænkningens Dybder,
Gransked de skjulte Love, som følges i Digterens Skabning,
Og med ringere Sans ej dem, som Staterne lyde!
Selv dit aandrige Blik omfatted dristigt Naturen,
Og dit Lys endnu bestraaler os Dyrenes Indre.
Din uomtaagede Sans vil forstaa den romantiske Digtning;
Men hvad om Staternes Forhold og Menneskesamfundets Ordning
Ved vor Tænkning blev fundet – saa langt man end er fra Maalet –
Sikkert af Dig vil kaldes et stort og ypperligt Fremskridt,
Skønt kun ringe det er imod den Indsigt som vandes
I Naturens mangfoldige Værk, ved utrættelig Stræben."
Utaalmodigt af Anspann den unge Taler blev afbrudt:
"Mest din Tale sig drejer", han sagde, "kun om den ene
Kundskab, som Nutiden priser, skønt lidt den betyder for Aanden."
Hurtigt gav ham til Svar den vidtomtænkende Frankmann:
"Ikke dømte Du saa, hvis Tingen nøje du kendte;
Den, som belært om Naturens ophøjede Love, kun føler
Sjælen betynget med tom, uvederkvægende Kundskab,
Læste vel Bogen, men ej han Meningen deraf har fattet.
Hvis saa frodigt som nu Naturens Kundskab var vokset
Hos de gamle Hellener, vist aldrig Digtning og Viden
Var udartet saa let; thi næppe vil Du betvivle,
At hver Retning for sig omsider fører fra Sandhed,
Eller at Øjet maa blændes, naar længe kun eet man betragter.
Er alt naaet det Bedste, da søger Begærlighed Mere,
Og forfalder til Svulst, til Kunstlen, ja vel til Vanvid.
Selv hvor Aanden sig holdt usmittet af saadan Begæren,
Men fra Tanke til Tanke gaar frem, upaamindet af Alt, hvad
I Tilværelsens Rigdom den bydes udenfra rundtom,
Vil den paa Søvngængervis kun skride frem uden Omblik.
I vort Tyskland alt længe sig aabenbared en Stræben,
Til i vovelig Flugt at oversvæve hver Grænse,
Inden hvilken det Sikre for Kunst og Videnskab findes.
Lokket af daarlig Lyst til overordentlig Kundskab,
Kaster man Visheden bort for et Skin af højere Visdom.
Ingen Art af Kunst eller Videnskab modstaar saa kraftigt
Sværmerens vilde Begejstring, som den, der gransker Naturen;
Thi den beskuede Væren her giver en levende Vished.
Rask i sin Fremgang, bestandig med nye Vaaben den nedslaar
Gammel Fordom og Tant, saa tit de Hovedet rejse.
Virksom, den ikke forbliver i Mandens grublende Hjerne,
Men beviser hver Dag sin Kraft i utallige Værker;
Derfor staar den urokket, mod Sværmeriet en Dæmning.
Overskreget blev tit et Visdomsord, som var fremført
Mod forældet Indbilding, den Kæledægge hos Hvermand;
Men naar der virkes ved Daad, besejres lettere Mening,
Mangen Fordom blev knust af det Lyn, som lystred en Leder:
Mangt et System faldt om, da Jorden mer ej stod stille:
Nattens Spøgelser svandt, da selv vi frembragte Syner."