Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Saa langt tilbage menneskelig Forskning rækker, bliver vi Vidne til det religiøse Princips Eksistens. At dette Princip i sine første Stadier ikke kommer til Syne i særligt nuancerede Former, er naturligvis en Selvfølge. Men fra det Øjeblik, det levende Væsen hæver sig ud af Dyreriget og ved Hjælp af den gryende Refleksionsevne begynder at danne sig et første taageformet Billede af Tilværelsen, ses det, at der altid har været et "Noget", man i Form af en Guddom eller Guder, har tilbedt som Ophav til det Liv, man levede. Denne Gudsdyrkelse, der i sin dybeste Natur afslører Individets Trang til Sandhedserkendelse, maatte i sin første spæde Begyndelse nøje svare til det Erfaringsmateriale, man da sad inde med, og vi ser da ogsaa, at den Opfattelse af Guddommen, det jordiske Menneske først dannede sig, var en Opfattelse, der udtrykte Guddommen som Indbegrebet af al Magt. I sin primitive Jæger- og Krigertilværelse maatte det forestille sig Tilværelsens Ophav som et Væsen, der besad alt det, det selv manglede. Og vi ser da ogsaa, at den første Gudsdyrkelse, man bliver Vidne til, var en blodig Fest, gennem hvilken man søgte at vinde dette overlegne Magtvæsens Sympati og den deraf formentlig følgende Velvilje og Hjælp i vanskelige Situationer. Da Tilværelseskampen ustandseligt afslørede, at kun den stærke sejrede, ser vi da ogsaa, at den første Opfattelse af Begrebet "Himmel" dækker et Sted, hvortil kun den stærke og sejrrige har Adgang, – Valhals Gudehjem var ikke et Sted for Svæklinge! Men efterhaanden som Resultatet af den daglige Væremaade viste sig at blive Lidelse og atter Lidelse, kommer Barmhjertighedsbegrebet mere og mere til Syne. De primitive Religioner degenererede og gav langsomt Plads for de tre Verdensreligioner, der idag tilsyneladende behersker Verden. Men Virkningerne af den religiøse Kultus, der eksisterede i længst forsvundne Tider, er endnu ikke ophørte. I Form af C-Viden eller Vanebevidsthed ligger de idag til Grund for en stor Del af det jordiske Menneskes Opfattelse af Begrebet "Moral". "Døden paa Ærens Mark ved Sværdet" har ikke Rod i Kristendommen, men derimod i langt ældre religiøse Idealer.

Da det er en Kendsgerning, at det jordmenneskelige religiøse Liv er baaret frem af store aandelige Førere, som man har givet Navnet "Verdensgenløsere", bliver det ogsaa en Kendsgerning, at denne Ledelse principmæssigt kan adskilles i to diametralt modsatte Tilstande. Disse Tilstande er kortest udtrykt gennem Moselovens: "Øje for Øje, Tand for Tand" og Kristus: "Stik dit Sværd i Balgen, thi hver den, der ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd!" Da den første befordrer Hadet, Vreden og Hævnen, kalder Martinus den for "Den mørke Verdensgenløsning" i Modsætning til "Den lyse Verdensgenløsning", der med sin Stimulering af Næstekærlighed og Humanitet nu staar overfor en afgørende Udvikling. Da den mørke Verdensgenløsning er den dybeste Aarsag til alt det, vi kender under Navn af "Krig", bliver det saaledes en Kendsgerning, at "Mørket" endnu har Overtaget i den jordmenneskelige Mentalitet. Men da alt Mørke er identisk med den Kontrast, uden hvilken Erkendelsen af "Lyset" vilde være umuligt, vil den Katastrofe, det jordmenneskelige Samfund staar overfor at skulle opleve, i sin dybeste Analyse kun være Udtryk for Kærlighed. Det er den "Høstens Time", der maa gaa forud for en "ny Sæd", denne nye Sæd er Kristendommens absolutte Krav om Næstekærlighed koncentreret i Budet "Elsker Hverandre", – og i den Sæd skal, naar Mørket har udraset, – alle Jordens Slægter velsignes!