Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Naar det levende Væsens Livsbaad første Gang toner frem paa en Udviklingsspirals udstrakte mentale Hav, skyldes dens Tilsynekomst Jeg'ets Begær efter nye underfulde Oplevelser i den ydre Verden. Træt af Tilværelsen paa skønne, fredelige Strande, søger Jeg'et mod nye Kyster, længselsfuldt begærende Kontrasten til den Salighed, det nu har nydt indtil Lede. Men Afrejsen foregaar uden Panik. Havnen, som Skibet staar ud fra, ligger hinsides Tilværelsens farlige Skær og alt ligger badet i den fri Viljes straalende Lys. Intet Jag præger Livet ombord. Vidste man ikke bedre, vilde man tro, at der kun var tale om en ufarlig Rejse, saa lyst og tillokkende ser det hele ud.

Og den første Del af Rejsen er ogsaa saa skøn, at den udenforstaaende kun kunde ønske at være med. Igennem Krystalverdenens fagre Riger og ind i Planteverdenens betagende Zone gaar Skibets Rute. Med Instinktet ved Roret, sejler dets Fører fra den ene vidunderlige Oplevelse til den anden, overalt nydende i fulde Drag den ydre Tilværelses første skønne Epoke.

Men fri Adgang til Nydelse skærper Appetitten hos den, der føler sig ung og stærk. Meget vil have mere. Farten bliver dristigere og Hungren efter nye Oplevelser stærkere. Tilværelsens anden Epoke toner frem i det fjerne. Hvor skønne dens Kyster dog er! Skibets Fører føler Hjertets Banken i sit Bryst. Begæret begynder at syde i Blodet. Hvilke Undere skjuler sig mon bag dens rosenfarvede Skrænter? Hvilke Saligheder venter? Besættelsen er over ham. Roret lægges haardt om. Blændet stirrer han fremover og ænser ikke den advarende Røst: "Du maa æde af alle Havens Frugter, kun dette ene Træ – Kundskabens Træ paa Godt og Ondt – maa du ikke røre. Den Dag du spiser af dets Frugter, skal du dø Døden!"

Men Synerne fortryller, og intet kan standse Skibets Fart mod de Maal, dets Fører har sat sig. Langsomt slipper Instinktet Rattet, en ru og haaret, en klobesat Haand har grebet det i dets Sted. Tyngdeenergien er ombord og tager, førend nogen er rigtig klar derover, Magten. Begærets hede Flammer slører Synet. Skibet styrer ind imod Dyrerigets lokkende Bredder.

Saa let det gaar! Ingen Modvind standser Skibets vilde Fart. Fra Oplevelse til Oplevelse den ene mere hidsende end den anden, jager Skibets Fører ind i Tilværelsens tilsyneladende saa skønne nye Afsnit. Den advarende Røst er glemt. Besættelsen fuldbyrder sit Værk. Skabelsen af Lysets Kontrast er i fuld Gang!

Da, hvad er det? En uheldsvanger Knasen, Skurren, Bragen. Et voldsomt Hug – Skibet staar stille! En ukendt Følelse, Rædslen, griber Kaptajnen. For første Gang standset i sit vilde Jag betragter han undersøgende sin Styrmand. Et grinende, loddent Fjæs møder hans Blik og Følelsen af Fare griber ham. Hvad er egentlig dette? Hvor befinder han sig mon? Hvor er Lyset og Freden, han kom fra, og hvis Tilstedeværelse han er saa vant til, at han forlængst har ophørt med at skænke dem nogen Tanke? De er der ikke mere. Uden at han har ænset det, er de forlængst gaaet fra Borde. Han kender sig med eet frysende nøgen!

Men Skibet slider i det undersøiske Skær. Det gælder Liv og Død og den første svage Refleksion over det skete, viger for det nye ukendte: Kampen for Tilværelsen! Det lykkes. Skibet kommer fri og beruset af Sejrsglæde, styrer dets Fører atter mod nye og stadigt dristigere Oplevelser, mod Opfyldelsen af stadigt mere og mere brutale Begær.

Men Livet er blevet anderledes. De Kyster, der drog ham ved deres lokkende Skønhed, synes nu skjult bag Klipper og Skær. Det Hav, som han før kun kendte som stille og fredfyldt, rejser sig nu atter og atter til brølende Protest mod hans Færd. Lyset er borte, Freden forsvundet og i Stedet har Livet givet ham den aldrig hvilende Kamp.

I Begyndelsen var det Nydelse. Hans Bryst fyldtes med larmende Glæde hver Gang Elementerne maatte bøje sig og han stod som deres absolutte Besejrer. Men Øjnene, som før saa frit ud, er blevet smalle Sprækker, gennem hvilke han forlængst har lært at vurdere sin Fjende. De blide Hænder, engang skabt til Kærtegn, er blevet hornbesatte Klør, som kun har eet Maal for den, de træffer: Døden!

Men saa lang er ingen Rejse, at man helt evner at glemme, hvorfra man kom. I ensomme Stunder fyldes hans Sind med en underlig Længsel efter noget, han føler, han har mistet. Naar Sejrsraabene dør bort og Blodrusen svinder, gribes han af Anelser, som udløser sig i sære Drømme. Langsomt begynder han at iagttage den Verden, han ser omkring sig. Hvad er det egentlig for et Liv, han lever? Hvorhen gaar hans Færd, hvilket Maal driver han imod? Fra det brølende Havs uvejrssvangre Horisont rammes hans Øje af en enlig, stærkt vibrerende Lysstraale. Tilværelsens tredie Epokes første svage Lysning er nær. Dyret er blevet det jordiske Menneske!
 

En af de mest iøjnefaldende Forskelle mellem Dyret og det jordiske Menneske er den, at medens Dyret hovedsageligt orienterer sig gennem sit Instinkt, er det jordiske Menneske nu naaet saa langt frem, at det i stedse højere og højere Grad anvender Intelligensen som Orienteringsfaktor.

Men dette betyder ikke, at det jordiske Menneske derfor er lettere stillet. Man fristes næsten til at sige: tværtimod! Thi medens Dyrets Sansning ved sin nære Tilknytning til Instinktet i Almindelighed leder det udenom de Realiteter, der i Form af hurtigt tilbagevendende Smerter meget ofte gør det jordiske Menneskes Liv kvalfuldt, ser man Gang paa Gang dette Væsen, i Kraft af intellektuel Nysgerrighed og begærledet Vilje, indlade sig paa Eksperimenter, hvis Konsekvenser er alt andet end lykkebefordrende. Dyrets og Jordmenneskets Maade at ernære sig paa, er her et talende Eksempel!

Men da Smerten er den uafværgelige Konsekvens af Overtrædelsen af de lykkebefordrende Love i Tilværelsen, vil man se, at Nydelsen af de "forbudte Frugter" tjener et hundrede Procents kærligt Formaal. Uden disse Overtrædelser vilde det jordiske Menneske aldrig vaagne op af sin dyriske Slummer. Det er Overtrædelsernes Virkninger, der beriger det jordiske Menneske med hin guddommelige Skelneevne, der sluttelig lader det komme til Syne som fuldkomment, d. v. s. som et Væsen med en aldrig svigtende lykkebefordrende Orienteringsevne.

Men saa langt er det jordiske Menneske af idag ikke naaet. Indtil nu er det hovedsageligt kun kommet dertil, at det er saa nogenlunde orienteret i den rent fysiske Verden. De oversanselige eller aandelige Verdener ligger stadig for det almindelige jordiske Menneske hen i Taage eller Mystik. Set under Evighedens Synsvinkel er det jordiske Menneske paa sin Vandring frem imod Lyset endnu kun naaet dertil, at det som virkelig indbygget Automatfunktion eller C.Viden kun har Evne til at undgaa Kollisioner med rent fysiske Ting. Overfor alle de aandelige Realiteter, det dagligt er omgivet af og helst skulde kunde tumle, er det endnu ret hjælpeløst stillet, hvilket vil sige, at man her atter og atter bliver Vidne til, at Kræfterne mere leder Mennesket end omvendt.