Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da nærværende Nummer af "Kosmos" er det sidste i det Udstyr og Format, Læseren nu hver Maaned i omtrent seks Aar har faaet i Hænde, og Martinus' Arbejde med Aaret 1939 gaar ind i en helt ny Fase, har jeg tænkt, at et lille Overblik over de nu svundne Aar kunde have en vis Interesse. Thi selvom Martinus' Arbejde idag jo er langt mere kendt og skattet end den Dag, første Nummer af "Kosmos" forelaa, er der alligevel mange, som, omend de nok har været Vidne til dette Arbejdes Vækst, ikke ejer det Indblik i det, der betinger en virkelig Forstaaelse.

Da jeg imidlertid selv har haft den Lykke i en snart temmelig lang Periode at følge det paa nærmeste Hold, vil jeg, i det efterfølgende, prøve at give Udtryk for min egen Erkendelse af Formaalet med denne Mands Skabelse og de Resultater, denne Skabelse indtil nu har naaet.

Da jeg i Foraaret 1929 traf Martinus, var han en ukendt Mand. Naar jeg her skriver "ukendt" er det i den Betydning, at den Proces, som han i "Livets Bog" kalder "Den store Fødsel", og som han selv havde oplevet i Aaret 1921, udadtil endnu kun havde skaffet ham ganske faa Venner, der i kærlig Forstaaelse af hans særegne Natur havde støttet ham saaledes, at han i Stilhed helt kunde hellige sig Forberedelserne til den Mission, der idag er en Kendsgerning. Men i Perioden omkring 1929 indtraf det første Vendepunkt i Martinus' Forhold til Yderverdenen. I August 1928 havde han igennem Hr. Direktør Carl Vett faaet Forbindelse med den Mand, igennem hvilken hans første Møde med Offentligheden blev en Kendsgerning, den elskelige gamle Fabrikant Bernhard Løw. Omend jeg af bestemte Grunde ikke i denne Artikel ønsker at nævne Navne, er jeg dog nødt til at nævne Bernhard Løw, hvis Død den 16. Juni 1931 var en af de første virkelig smertefulde Oplevelser, Martinus' Arbejde bragte mig. Thi uden at forklejne nogen, var Bernhard Løw den, der først af alle helt forstod, hvem han i Martinus havde for sig, og fra deres første Møde viede han alle sine Kræfter til den Sag, han øjeblikkeligt intuitivt følte var født med denne Mand. Det første rent praktiske Resultat af denne Forstaaelse var det, at Hr. Løw, der stod som Leder af Rudolf Steinerforbundet i Danmark, og i Kraft heraf var i Forbindelse med mange aandeligt interesserede Mennesker, bevirkede, at Martinus til sit første offentlige Foredrag den 1. Dec. 1930 havde en Tilslutning paa over to Hundrede Mennesker. Det næste Resultat var Udgivelsen af "Livets Bog"s første Del. At Hr. Løw ikke selv fik Bogen at se, var sikkert hans Livs største Skuffelse, men hans Død indtraf Aaret før dens Udgivelse. Var ovennævnte Kendsgerninger et Resultat udadtil af denne Mands Forstaaelse af og Kærlighed til Martinus' Arbejde, er der i hvert Fald een af de Ting, han gjorde indadtil, som her skal nævnes, og det er, at det udelukkende skyldes hans Forstaaelse af mit eget Sind, at det omkring 1930 blev muligt for mig helt og fuldt at blive Martinus' Medarbejder. Naar jeg idag ser tilbage til netop denne Tid, den vanskeligste i mit Liv, møder jeg endnu Erindringen om denne gamle Mand, der sammen med Martinus var de eneste, der helt forstod mine Vanskeligheder.

Med Udgivelsen af "Livets Bog" begyndte Martinus' Arbejde at tage Fart. Allerede det følgende Efteraar opstod Kravet om en mundtlig Gennemgang af dette for sin fulde Forstaaelse saa svære Værk, og Studiekresarbejdet var dermed en Kendsgerning. At adskillige ventede, at "Livets Bog" skulde faa en øjeblikkelig Succes, ved jeg, at de samme Tanker ogsaa en kort Stund eksisterede i min egen Bevidsthed, ved jeg ogsaa, men Livet selv viste os alle meget hurtigt, at dette Arbejde skulde følge Naturens egne Love: den sukcessive Vækst fra Spire til Blade, Stængel, Grene og engang den skønne Blomstring. Martinus' egen Holdning var en af mine første dybtgaaende Oplevelser. Medens vi andre vekslede mellem lys Optimisme og dyb Pessimisme, var han besynderlig ligegyldig overfor Virkningerne af sit Værks Fremkomst. Ikke saaledes at hans Ligegyldighed udtrykte manglende Interesse, nej, men den dokumenterede den absolutte Ro, han givetvis maatte føle overfor Løsningen af den Opgave, der nu engang var blevet hans.

Skabelsen af Studiekresarbejdet, der i saa høj Grad kom til at hvile paa mine Skuldre, var ikke let. Jeg var et Barn overfor den Opgave, jeg skulde løse, havde kun min stærke Begejstring at støtte mig til, men var blottet for enhver Erfaring i at tale og undervise. Ubarmhjertig Kritik, fra Sider jeg troede havde forstaaet mig, gjorde det ikke lettere, og havde Martinus ikke ustandseligt i denne, som i de utallige Situationer, der senere opstod, staaet ved min Side som en urokkelig Klippe, var det hele endt i en ynkelig Fiasko. For mig var hans Sind et Eventyr. Almindeligvis blidt og fjernt, men som et Lyn nærværende og manifesterende en Viljebestemthed, som jeg kun har mødt hos ham.

Trods Mangler og Ufuldkommenhed voksede Studiekresarbejdet til min egen store Forundring alligevel stærkt. Foruden København ønskede baade Aalborg, Aarhus og Odense at være med, og Kresene der var hurtigt en Kendsgerning. Fra en Tilværelse, der hidtil mest havde bestaaet i utallige Vandringer sammen med Martinus og Undervisning i de Symboler, han netop skabte i de Aar, gled jeg ind i det rastløse, men lykkelige Rejseliv, som Studiekresarbejdets stadige Vækst betinger.

Men netop denne Vækst krævede hurtigt et Bindeled. Da Martinus i Forholdet til sit Arbejdes ydre Vækst stod i en saa skarp Opposition til Foreningstanken, at denne som ydre Organisation for evigt er bandlyst indenfor hans Sag, blev det hurtigt nødvendigt at skabe et hundrede Procents uafhængigt Organ, og i Begyndelsen af Aaret 1933 bestemte Martinus sig til at udgive et Maanedsblad, hvis Navn "Kosmos" nu paa sjette Aar dokumenterer hans Sags Livskraft.

Indholdet af dette Blad bestemtes af Tilslutningen til Studiekresene, i hvilke der hurtigt opstod Ønsket om at faa ganske bestemte Problemer klarlagt. Artiklerne "Den ideelle Føde", "Bisættelse" og "Logik" taler her sit eget Sprog. Igennem disse Artikler har Martinus i disse Aar skabt Grundlaget for en helt ny Kultur, som, i Tilknytning til Stoffet i Hovedværket, ikke kan undgaa at faa en fuldstændig revolutionerende Indflydelse paa den Studerendes Indstilling til Livet.

Efterhaanden som Studiekresarbejdet kom over sine forskellige Børnesygdomme og langsomt gled ind i den Form, det har idag, skete der det, at denne permanente Undervisning i Martinus' Idemateriale skabte et lille Samfund af Mennesker, der, uden nogen Art af Sekttilbøjeligheder, ønskede at fortsætte Studiet af disse Livets højeste Problemer ogsaa om Sommeren. Med andre Ord: Ønsket om at eje et Sted, hvor man i sin Ferie kunde være sammen med ligesindede, opstod og tog meget hurtigt en stadig fastere Form. Jeg skal ikke her komme ind paa alle de Detaljer, der nødvendigvis maatte gennemdrøftes, før en saadan Plan kunde føres ud i Livet, kun maa jeg nævne, at Martinus fra første Færd var indstillet paa Problemets Løsning, og at man ikke vil kunne paavise en eneste Realitet i den store "Kosmos Feriekoloni", vi idag kender, som ikke først har passeret hans Hjerne og faaet hans Billigelse. I 1934 lykkedes det Martinus at erhverve et omtrent 10 Tdr. Ld. stort Strandomraade oppe ved Nykøbing S., nærmere betegnet ved Nyrup Bugt, og her opførtes da fra Sommeren 1934 til Foraaret 1935 de første syv store Feriehuse. At Kolonien fik Sukces nævner jeg her kun for en Fuldstændigheds Skyld, dens store Vækst siden, vidner jo derom.

Men medens mange til Dato har glædet sig over et kortere eller længere Ophold i denne skønne Koloni, er det maaske kun de færreste, der har spurgt sig selv om, hvorfor Martinus gik med til Skabelsen af denne rent ydre Realitet, der egentlig skulde synes fjern for et Menneske af hans Type. Og jeg vil da her gerne bemærke, at man intet Sted bedre end i Skabelsen af "Kosmos Feriekoloni" har et Bevis for Ønsket i hans Sind om at føre den af saa mange drømte "Himmel" ned paa Jorden. Med andre Ord, at være medvirkende Aarsag til Skabelsen af en Model af "Det rigtige Menneskerige". For den, som har kendt Martinus i en lang Aarrække, er det ingen Hemmelighed, at hans Respekt for det talte Ord har sin Begrænsning. Religiøs Sentimentalitet maa aldrig vente at finde ham blandt sine begejstrede Forsvarere. Rent bortset fra hans gennemførte Tolerance overfor enhver anderledes tænkende, maa man gøre sig klart, at for ham staar Handlingen som det centrale i ethvert Menneskes aandelige Udvikling. For Martinus er "Kosmos Feriekoloni" da ikke alene et Sted, hvor den Enkelte kommer for at hvile ud og for at være sammen med Aandsbeslægtede, men i ligesaa høj Grad et Sted, hvor man kommer for rent praktisk at demonstrere Resultatet af sit Møde med hans egen indre aandelige Verden. Heri ligger dens største Værdi og dens moralske Berettigelse. Denne stadige tagen Afstand fra saavel den overfølsomme som den overintelligensbetonede Religiøsitet er i Virkeligheden det, der gør Martinus' Arbejde eksklusivt. Der er simpelthen ikke indenfor dets Omraade noget Rum for Brillering hverken af den ene eller den anden Slags, men derimod udelukkende kun Rum for Udviklingstrinenes normale Udtryk. At dette ikke forhindrer eller kan forhindre enkelte Mennesker i at anvende hans Ideer paa ovennævnte Maade, er naturligvis en Kendsgerning, men en ligesaa stor Kendsgerning er det samtidig, at disse Mennesker paa ingen Maade repræsenterer det, han har tilsigtet med hele sin aandelige Produktion.

Grundtonen i alle de kosmiske Analyser, vi indtil nu har fra hans Haand, er Livsforstaaelse. Forstaaelse af, at ingen kan manifestere højere Trin i Tilværelsen end det, hvortil han eller hun midlertidigt er naaet, og den deraf følgende nødvendige kærlige Tolerance overfor det, man bliver Vidne til. Hans Analyse af Sladder som fortyndet Mord eller Drab er simpelthen skelsættende i Udvikling af mental Kultur, idet vi her stilles overfor et absolut Krav om disse Tendensers Fjernelse fra Bevidstheden, før Muligheden for Korrespondance med finere aandelige Energier kan finde Sted. Man kan, med andre Ord, altsaa ikke sige, at det, at studere denne Mands Arbejde er ensbetydende med Deltagelsen i en Undervisning, der kæler for de mindre udviklede Sider af ens eget Sind. Som sin store Forgænger er heller ikke Martinus kommet for at skabe Fred, men for at sætte Splid. At denne Splid saa opstaar stærkest inde i en selv, gør det jo egentlig ikke mere tillokkende. Men ikke desto mindre viser den stadigt voksende Tilslutning, at det opfylder et eksisterende Behov. Og Sandheden tro, maa man sige, at det ene af alt i Øjeblikket eksisterende i sig ejer Evnen til at bringe det intellektuelt og følelsesmæssigt fremskredne Menneske, der samtidigt grundet paa indre, nagende Sult, søger religiøs Viden, den Fred, det begærer.

Og lad mig derfor, da "Kosmos" nu som en naturlig Afslutning paa en uendelig rig Periode i Martinus' Arbejde, overgaar til i ændret Form at danne den værdige Ramme om det kommende Indhold af Fortsættelsen af "Livets Bog", udtrykke, at Udgivelsen af Artikelserien "Logik" i Bogform foreløbig staar som en af de glædeligste Begivenheder, de sidste Aar i denne Sag har bragt os. Thi med Udgivelsen af dette Værk, der paa enestaaende Maade overfor den Verden, der staar som Modtager af Martinus' Viden, dokumenterer hans Skabeevnes Identitet med Intuition, har alle vi, der brænder for denne Sags Vækst, faaet et Værk i Hænde, hvis Indhold ethvert virkeligt søgende Menneske maa bøje sig for. Siden Udgivelsen af "Livets Bog"s første Del har intet i den Grad inspireret mig som Gensynet i Bogform med det mentale Panorama, som "Logik" skænker os.

Fra at være en ukendt Mand i 1930 staar Martinus ved Indgangen til Aaret 1939 nu med en Produktion bag sig, der, for den, der gaar i dens Dybder, rummer Mulighed for Tilegnelsen af en helt ny Kultur. Naar dertil kommer "Kosmos Feriekoloni", hvis Skabelse simpelthen er uden Sidestykke, og hvis Fremtid efter de Kampe, der nu engang følger med al Skabelse i tung Materie, nu er mere beskyttet end nogen Sinde før, er det ikke uden Grund, at Martinus selv i de svundne Aars lykkelige Skabelse ser Beviset for den Guds Eksistens, han selv har viet sit Liv. At der yderligere til denne Skabelse idag er knyttet fire Lærere, der hver for sig agter at give, hvad de ejer af Kraft for disse straalende Ideers Sejr, kan ikke forringe hans Glæde, saalidt som den indre Viden han maa have om, at disse fire blot er en forsvindende lille Fortrop imod alle dem, der vil følge efter.