Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mellem H.C. Andersen og Martinus var der et bånd, som ikke blot skyldtes fælles nationalitet, men de havde også et verdensbillede, der i bund og grund var det samme. Harry Rasmussen, der i mange år har forsket i H.C. Andersen, har fundet mange lighedspunkter. Selv betegnede Martinus livet som et stort eventyr. Det skal vi få at se i denne artikel, der knytter bånd mellem den store digter og Martinus.
 

Vor berømte eventyrdigter H.C. Andersen hyldede forestillingen om livets eller tilværelsens helhedsstruktur som et organisk sammenhængende og samarbejdende, guddommeligt hele. Imidlertid stod det klart for ham, at oplevelsen eller erkendelsen af samhørigheden med livets helhedsstruktur ikke kan være en permanent foreteelse. Den afbrydes midlertidigt af et "syndefald", hvorunder de evige individer i form af hankøn og hunkøn dels mister følelsen af samhørighed med andre individer og med Gud, og dels opfatter sig selv som dødelige. Dette vigtige emne har H.C. Andersen behandlet adskillige steder i sit forfatterskab, og ikke mindst i det interessante og dejlige eventyr "Sneedronningen" fra 1843. (1)

Eventyret "Sneedronningen" udfolder sig, som de fleste af Andersens eventyr – og en stor del af hans forfatterskab med for den sags skyld – principielt i fire dimensioner eller tydningsplaner, nemlig 1. handlingsplanet, 2. idé- eller moraleplanet, 3. det selvbiografiske plan, og endelig 4. det universelle eller kosmiske plan. Tilstedeværelsen af den sidstnævnte dimension eller dette tydningsplan i Andersens digtning skyldes den relativt udviklede intuitionsevne, han var i besiddelse af, og som han i høj grad benyttede i sin skabende virksomhed. (2)

Det turde være klart, at grundideen i eventyret "Sneedronningen" er at vise den kølige, nøgterne, forbeholdne og analytiske, dvs. brudstykkevist erkendende, forstands utilstrækkelighed, når det gælder livets dybere sandheder og værdier. Og situationen bliver ikke bedre af, at vi i vort relative, perspektiviske forhold til omverdenen lader os i den grad lede af personlige sym- og antipatier, der ikke sjældent er udtryk for et snæversyn, som mere eller mindre konsekvent underkender og ofte fordømmer opfattelser og synspunkter, der ligger udenfor vor egen mentale horisont. Dette har H.C. Andersen bl.a. villet vise i den lille geniale fortælling om "Troldspejlet", hvormed han indleder sin kloge historie om de to børn, Kay og Gerda, som i løbet af handlingen kommer til at repræsentere henholdsvis den kolde, kritiske og livsfornægtende forstands hovmod, og den naivt uskyldige, følelsesladede mentalitet. (3)

Som nævnt deler H.C. Andersen denne opfattelse, og det viser han f.eks., når han i sit essay "Tro og Videnskab (Prædiken i Naturen)", som står at læse i rejsebogen "I Sverrig" fra 1851, bl.a. skriver: "Livets disharmoni ligger i, at vi kun see en lille Deel af vor Tilværelse, nemlig den her paa Jorden; der maa være et fortsat Liv, en Udødelighed." – Og at livet og udviklingen primært drejer sig om kosmisk opdragelse, det viser han eksempelvis i romanen "Kun en Spillemand" (1837), når han i romanens anden del, 6. kapitel, fremfører sin "sjælens udviklingslære". Herunder konkluderer Andersen følgende: "Paa Evighedens store Reise skulle vi ikke lære at elske kun Enkelte paa et bestemt Sted, vi ere ikke Jord-, men Himmelborgere; Menneskehjertet skal ikke være en Comet, hvis Straaler kun pege i een Retning, men en Sol, som straaler lige klart til alle Sider." (5)

Den kosmiske udviklingsrejse havde Andersen allerede skitseret i sin debutroman "Fodreise" (1829), hvori bogens hovedperson alias Andersen selv møder en Tommeliden, som er kommet til Jorden fra planeten Sirius og nu fortæller om sin rejse:

"Hvad er vel vort Verdenshav med alle sine Øer, mod Himlens store Ocean med alle sine svømmende Kloder? Ikke engang saameget, som et lille Blækstænk imod hele det sorte Hav.

Det hele Planet-System, hvortil vi høre, fortalte Manden mig, var ellers ikke andet end en stor Skole, inddeelt ligesom Skolerne paa Jorden, i flere Classer, og i denne skulle Fornuftvæsnerne dannes for den store Evighed. Vi maa nu slet ikke troe, at vi ved Døden strax dimitteres til det store Universitet deroppe. Ak nei! vi ere her paa Jorden endnu ikke længere end i Peblinge-Classen; Døden er kun en lille Examen, der flytter os op i en høiere Classe." (6)

Tanken om den kosmiske opdragelsesrejse fra klode til klode finder vi faktisk også i Martinus Kosmologi, nemlig i Livets Bog 1, stk. 284. Og forestillingen om, at målet for den igangværende udvikling er, at "menneskehjertet" skal blive som solen, der lyser lige klart og varmt på alt og alle, kan vi genfinde i Martinus' dejlige og poetiske lille bog "Blade af Guds Billedbog". Vi må derfor atter konstatere, at der består en stor og principiel overensstemmelse imellem H.C. Andersens religiøse forestillings- og begrebsverden og Martinus' geniale kosmiske analyser og visdomsfacitter. (7)

Eftertiden har måttet erkende, at digter Andersen havde en usædvanlig klar forståelse af, hvad der ville komme til at ske med først og fremmest den vestlige kulturkreds' livs- og verdensopfattelse. Forløbet siden midten af 1800-tallet og frem til vor egen tid har til fulde givet Andersen ret i den opfattelse, som han bl.a. har givet udtryk for i romanen "At være eller ikke være" (1857), nemlig, at den materialistiske livs- og verdensanskuelse er et "alt guddommeligt opslugende Uhyre." I den sammenhæng må det ikke glemmes, at Andersen faktisk havde en mere positiv, ja, nærmest begejstret holdning til videnskabelige opdagelser og tekniske fremskridt, end tilfældet generelt set var med de fleste i hans samtid. (8)

H.C. Andersen opfattede principielt videnskaben og teknikken som Guds gaver til gavn og glæde for menneskeheden og dens fremtid. Han priste langtfra de såkaldte "gode, gamle dage", men så meget desto mere den ny og kommende tid, som han med sin kulturoptimisme mente ville rumme meget godt for menneskeheden. Hans forfatterskab nærmest vrimler med eksempler på denne holdning hos ham, men et af de mest typiske er måske nok det underfundige og herlige eventyr "Lykkens Kalosker" fra 1838. Sin optimisme på menneskenes og verdens vegne delte Andersen i øvrigt med H.C. Ørsted, hvis bog "Aanden i Naturen", som udkom 1849-50, næsten kom til at betyde lige så meget for ham som Bibelen. Han kendte dog bogens tanker og ideer på forhånd, for dem havde han i mange år haft lejlighed til at drøfte med sin ældre ven og læremester. (9)

Men også i denne situation viser livets hensigtsmæssighed eller Guds vilje og bestemmelse sig for vore undrende øjne: Thi mennesket planlægger og handler netop på basis af sin viden og erfaring – eller sin mangel på samme, hvilket i sidstnævnte tilfælde og i henhold til skæbneloven nødvendigvis må konsekvere i fejlagtige og uhensigtsmæssige eller ligefrem farlige dispositioner og handlinger. En mangel på viden og erfaring kan f.eks. være, at man ikke er klar over, at det er mest hensigtsmæssigt og derfor bedst, hvis man viljestyrer sine begær, frem for at lade sine begær styre sin vilje. Men en sådan situation eller tilstand danner jo grundlag for erfaringsdannelse på to væsentlige bevidsthedsområder: det intellektuelle og det emotionelle, af hvilket sidstnævnte område ikke er det mindst vigtige, idet der netop inden for dette område bl.a. er tale om de lidelsesoplevelser og -erfaringer, Martinus beskriver som absolut nødvendige forudsætninger og betingelser for udviklingen af den humane evne, næstekærligheden, og af den deraf betingede kosmiske sanseevne, som intuitionsevnen udgør. (11)

I mellemtiden har den lille Gerda søgt efter sin legebroder overalt i verden, men en overgang taber også hun målet af sigte og lader sig forblænde af romantikkens følelsesfulde og farverige blomsterhave, som hun møder hos konen, der kunne trolddom. Her hos hende glemmer Gerda for en tid sin legekammerat Kay, og for at hun ikke skal blive mindet om ham gennem synet af roser, tryller blomsterkonen alle rosentræerne i sin have ned i jorden og væk. Men den gamle troldkvinde havde glemt at fjerne den smukke rose, der pyntede hendes hat, og ved synet af denne kommer Gerda i tanke om roserne i sit barndomshjem: "Hvad!" sagde Gerda, "er her ingen Roser!" og sprang ind mellem Bedene, søgte og søgte, men der var ingen at finde; da satte hun sig ned og græd, men hendes hede Taarer faldt netop der, hvor et Rosentræ var sjunket, og da de varme Taarer vandede Jorden, skjød Træet med eet op, saa blomstrende, som da det sank, og Gerda omfavnede det, kyssede Roserne og tænkte paa de deilige Roser hjemme og med dem paa den lille Kay.

"O, hvor er jeg bleven sinket!" sagde den lille Pige. "Jeg skulde jo finde Kay! – Veed I ikke hvor han er?" spurgte hun Roserne. "Troer I, at han er død og borte?"

"Død er han ikke," sagde Roserne. "Vi have jo været i Jorden, der er alle de Døde, men Kay var der ikke!"

Eventyret "Sneedronningen" rummer, i lighed med flere andre af Andersens eventyr, i sin kosmiske dimension også en beretning om "syndefaldet" og om "den kosmiske genfødsel". Mere præcist handler det om det, Martinus kalder "det seksuelle polprincip" og "den seksuelle polforvandling", som er en altafgørende, universel proces, der baserer sig på det levende væsens organiske evighedsstruktur. Læsere, der ikke er fortrolige med emnet, må jeg henvise til Livets Bog 3-4, og eventuelt til anden relevant litteratur.

Når vi derfor læser eventyret "Sneedronningen" med "kosmologiske briller", ser vi, at Andersen lader historien tage sit udgangspunkt i en "paradisisk" situation og tilstand ("barndomshjemmet og miljøet"), som beror på, at de to seksuelle poler ("de to børn, drengen og pigen") fungerer på lige fod og vilkår med hinanden. Men lige som Martinus, vidste den vise digter Andersen, at livets evige love eller skabeprincipper fordrer forandring og fornyelse, for at livet og livsoplevelsen kan befordres, opretholdes og fornyes: de to seksuelle poler ("drengen og pigen") må separeres og blive "borte" for hinanden ("børnene må hver for sig forlade barndomshjemmet og -miljøet"), for at den livsnødvendige kontrastdannelse, på hvilken al eksistens og livsoplevelse beror, kan etableres.

Bibelens mytologiske Satan, Djævelen, Fristeren eller Slangen, er i kosmologien identisk med "verdensgenløsningsprincippet", og dette er i samspil med "kredsløbs- og kontrastprincippet" ("Slangen" og dens "hoved" og "hale") og i forening med "sult og mættelsesprincippet", ansvarlig for og den dybeste årsag til "Syndefaldsprocessen". I Første Mosebog fortæller Eva til Slangen, at Gud har forbudt hende og Adam at spise af frugten fra "kundskabens træ", thi i så fald vil døden være dem vis. Hertil siger Slangen: "I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes jeres øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!" (13)

I eventyret "Sneedronningen" siger den hvide dronning, i sin identitet med "verdensgenløsningsprincippet", til Kay, som på grund af sin fortryllede, enkeltpolede tilstand er en slags "fange" i "Forstandens Isslot" (den materialistiske livs- og verdensanskuelse), at "løsenet" på hans frigivelse er ordet "Evigheden": "Kan Du udfinde mig den Figur, saa skal Du være din egen Herre, og jeg forærer Dig hele Verden og et Par nye Skøiter!" (Det er min opfattelse, at Andersen med de nye skøjter samtidig kan have ment: en ny evne til åndelig bevægelsesfrihed). Og da "polerne" atter forenes, som det sker, da Gerda genfinder Kay, dvs. da humanitet, følelse og intuition genvækkes hos ham, og da intelligensevnen og intuitionen genvækkes hos hende, i samme øjeblik lykkes det at finde løseordet på den kosmiske frihed, som er identisk med åndens sejr og herredømme over døden og materien, over tid og rum. Individet har dermed fået foræret "hele Verden", og "paradistilstanden" er atter genvundet og genfundet, "børnene" er vendt tilbage til "barndomshjemmet og miljøet": "... Kay og Gerda gik Haand i Haand, og som de gik, var det et deiligt Foraar med Blomster og Grønt; Kirkeklokkerne ringede, og de kjendte de høie Taarne, den store By, det var i den de boede, og de gik ind i den og hen til Bedstemoders Dør, op ad Trappen, ind i Stuen, hvor Alt stod paa samme Sted som før, og Uhret sagde: "dik! dik!" og Viseren dreiede; men idet de gik gjennem Døren, mærkede de, at de vare blevne voxne Mennesker. Roserne fra Tagrenden blomstrede ind ad de aabne Vinduer, og der stod de smaa Børnestole, og Kay og Gerda satte sig paa hver sin og holdt hinanden i Hænderne, de havde glemt som en tung Drøm den kolde, tomme Herlighed hos Sneedronningen. Bedstemoder sad i Guds klare Solskin og læste høit af Bibelen: "uden at I blive som Børn, komme I ikke i Guds Rige!" Og Kay og Gerda saae hinanden ind i Øiet, og de forstode paa eengang den gamle Psalme:

"Roserne voxe i Dale,

Der faae vi Barn Jesus i Tale."

Der sad de begge To Voxne og dog Børn, Børn i Hjertet, og det var Sommer, den varme, velsignede Sommer." (14)

Denne artikel kan passende afsluttes med at citere H.C. Andersens egen konklusion på eventyret "Sneedronningen": "uden at I blive som Børn, komme I ikke i Guds Rige!" – Eller med andre ord: Uden at vi på ny lærer og udvikler den umiddelbare, uforbeholdne og åbne livsholdning, der normalt er karakteristisk for helt små børn, og uden at vi tilegner os den forståelse, tolerance og tilgivelse, der ligger i ægte medmenneskelighed, eller kort sagt den humane evne, kan vi ikke gøre os håb om at løse livsmysteriet og komme til at opleve livet som dét guddommelige og eventyrlige under, det rent faktisk er, altid har været og vil forblive med at være i al evighed. (16)