Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Euklid var en græsk matematiker, der virkede ved universitetet i Alexandria omkring år 300 f.Kr. Hans lære er samlet i 13 bøger med titlen "Euklids elementer" og skildrer datidens matematiske viden med hovedvægten lagt på geometrien. Formen er "deduktiv", og det vil sige, at Euklid begynder med at påstå et eller andet, som han ikke kan bevise, men som han går ud fra, at alle og enhver kan indse. Derefter går han videre, sætning for sætning i en klar og logisk følge, idet han slutter fra det ene til det andet for efterhånden at nå frem til ny, men sikker viden.

Hans værk danner grundlag for den moderne matematik, og hans logiske sprog og metode har gennem mere end 2000 år været det store forbillede. Galilei talte om, at naturen er skrevet i matematikkens sprog, Descartes og Pascal ønskede at lave en matematik på moralens område, og Georg Brandes ville grundlægge en ny filosofi, der tillod påvisning af bestemte love som i mekanik og kemi.

Martinus passer udmærket ind i denne tradition. I bogen Bisættelse, kap. 155, omtaler han sin kosmologi som en klarlæggelse af "livets egen matematik", og i Livets Bog 2, stk. 435, fortæller han, at en analyse først er 100 procent matematisk, når dens facit er en uundværlig del af livets kredsløb. Det skal vi høre mere om i det følgende.

I sin store analyse: "Livsmysteriets løsning i 12 grundfacitter" (Livets Bog 3, stk. 669 ff.), opstiller Martinus på samme måde som Euklid en række sætninger, der enten hviler på simpel iagttagelse, eller hvor hver ny sætning kan udledes af den foregående. De tre første sætninger lyder således:

1) Verdensaltet eksisterer.

2) I verdensaltet gælder årsagsloven.

3) Årsagsloven fører overalt – i sit slutfacit – til fuldkommen skabelse, dvs. til noget, der er til gavn og glæde for alle levende væsener.

Som man sikkert vil forstå, kræver den sidste sætning en nærmere forklaring. Verden er jo fyldt med krig og ulykker, og det ligner ikke fuldkommen skabelse. Hvordan forklare det? –

 

 

Her bruger Martinus "det sure æble" som oplysende eksempel. Man kan først bedømme en skabeproces, siger han, når den er nået til vejs ende, dvs. når æblet er modent. Ellers er der jo ikke tale om et "slutfacit" i æblets omsætning eller kredsløb. At bedømme verden på dens nuværende trin, der svarer til æblets sure stadium, vil derfor ikke være "100 procent matematisk".

Men på dette punkt vil et menneske, der er vred og bitter på sin skæbne, næppe kunne give Martinus ret. For ham eller hende vil den sikre forvisning om verdens utilgivelige ondskab jo netop være den rette "matematik".

Her mangler evnen til at analysere, ville Martinus sige.

Her ligger nok også forklaringen på den beskedne opmærksomhed, hans egen "matematik" har fået.

Og heraf ses let, at vilkårene for en Euklid og en Martinus ikke er helt de samme.