Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

 

Kosmologien byder på en fortryllende skøn udsigt over et verdensalt i total harmoni og balance. Men denne udsigt, som jeg oplever, når jeg læser, er egentlig ikke min egen. Det er en beskrivelse, som jeg har fået del i, men som jeg endnu ikke har skuet ved egen kraft. Der er altså en uoverensstemmelse mellem den indsigt, som mine teoretiske studier af kosmologien medfører, og det udviklingsniveau og den synsevne, som er det naturlige for mig. Netop på grund af dette svælg mellem min virkelige evne og min teoretiske baggrund, kan jeg fare ganske vild. Jeg forveksler min teoretiske baggrund og udsyn med min virkelige baggrund og synsevne og tror således, at jeg er en anden end den, jeg i virkeligheden er. Dette fører til det, som Martinus beskriver som mødet med "tærskelens vogtere". Mødet med tærskelens vogtere er altså mødet med mine egne ufærdige sider – de sider, som jeg ikke altid er bevidst om, at jeg har. Det er særlig let at "glemme" sine ufærdige sider, når udsynet er så henrivende som det, kosmologien tilbyder os.

Kristendommens arv er blevet forvaltet på mange forskellige måder. Vi ser, at der af fx klostervirksomheden voksede sygeinstitutioner og skoler, men også grupper som lod "hensigten hellige midlet" under inkvisitionens tid. Det var også ofte kirken, som gik i spidsen for de hekseprocesser, der var almindelige i 1600-tallet. Og hvilke andre end de kristne lande har gennem de sidste århundreder udviklet krigs- og dødsevnen til genialitet? Når disse kristne "kulturytringer" er blevet gransket, er det ikke for at finde mulighed for at kritisere, men er bare en nøgtern konstatering af, at vor praktiske handlemåde er mindre styret af vore høje idealer end af vore faktiske evner.

I det moderne uddannelsessamfund hersker den overtro, at uddannelse løser alle problemer. Den materialistiske måde at se på gennemsyrer vores kultur i en sådan grad, at vi næsten betragter mennesket som en maskine eller en computer. Dette får os til at tro, at hvis vi bare programmerer mennesket på den rigtige måde, bliver også dets handlinger rigtige. Hvor fejlagtig denne tro er, åbenbares når vi betragter andre nærtstående levende væsener, som fx dyr i renkultur. Eller er der nogen, der tror, at de kan uddanne en abe til en velfungerende sygeplejerske? Alle vi, som har været forældre, ved af erfaring hvor lidt man kan ændre et individs evne eller fremtræden. Gud ske lov for det, skal jeg måske tilføje, med tanke på hvert enkelt individs ret til sin egen livsoplevelse.

Det bliver da vigtigt med jævne mellemrum at granske de motiver, som får mig til at studere kosmologi. Jeg må også forsøge at gøre mig klart, hvordan jeg bruger den indsigt, som kosmologien indebærer. Da jeg endnu har mange ufærdige sider, er der således en risiko for, at jeg anvender mine kosmologi-kundskaber på én for omgivelserne ufordelagtig måde. Men jeg kan også anvende mine indsigter til at udvikle ønskede evner til fuldkommenhed.

Her kommer jeg uvilkårligt til at tænke på Åke, den dygtige mekaniker, som gang på gang forbarmer sig over min bil. Med usvigelig præcision slår han fast, hvad der er i vejen, ofte uden at behøve at se på bilen!

Starter den ikke, til trods for at det er varmt og tørt?

Der har heller ikke været problemer før?

Det er ganske sikkert drivremmen, for den har du vel ikke skiftet ud for nylig?

Elegant kombinerer han sin fagkundskab med godt menneskekendskab og forstår, at jeg har sjusket med den sædvanlige vedligeholdelse. Jeg har aldrig set ham bruge mere en et halvt minut til at fastslå en fejl, og han ved også, hvordan han skal foretage reparationen, helt uanset hvilket bilmærke det drejer sig om. At han desuden altid er venlig og positiv gør ham ikke mindre genial som bilmekaniker. Efter at have repareret biler mindst ti timer dagligt i hele sit arbejdsliv, ca. fem og tredive år, behersker han sit erhverv på en måde, der grænser til fuldkommenhed. Det er altså øvelsen, der har gjort mesteren, ikke et teoretisk studium af bilkonstruktioner.

Selv plejer jeg at måtte konsultere værkstedshåndbogen for overhovedet at kunne foretage lettere reparationer på bilen. En sådan bog kan købes til de fleste bilmodeller, selv om den ofte er ganske dyr. Dog kan et indkøb betale sig i længden for den, der ligesom jeg er uden erfaring og ganske upraktisk. Her findes nemlig skitser i tværsnit, der viser, hvordan bilen er opbygget, samt en nøje beskrivelse, der viser i hvilken rækkefølge og på nøjagtig hvilken måde, reparationen skal gennemføres. Desuden er der ofte en fortegnelse over hvilke slags værktøj, der er brug for. Med en stadig skæven til denne håndbog kan jeg ubehjælpsomt og langsomt afhjælpe visse af de skavanker, der findes hos bilen. Det er også sådan, jeg bør bruge Det Tredie Testamente – som er en vejledning i at udvikle mine endnu ufuldkomne menneskelige evner og talenter. Denne min omskabelse fra dyr til menneske er en lang og møjsommelig proces, som jeg kun delvis selv kan styre med min vilje.

At forstå virkeligheden er dog kun indledningsfasen. Nu begynder næste stadium, B-stadiet, hvor jeg langsomt og usikkert opøver mit talent. Der kræves en stærk vilje og en dyb koncentration, når jeg skal opbygge nye menneskelige handlingsmønstre. Dels må jeg overvinde fristelsen til at handle efter gamle, vante og dyriske mønstre, dels må jeg tænke og handle på en ny måde. Det siger sig selv at den nye handlemåde er usikker, og at det i begyndelsen mislykkes oftere end de få gange, det lykkes for mig. Men min menneskelige handlemåde bliver mere naturlig, jo mere jeg træner.

Hvad er det da for menneskelige strukturer i form af tænkning og skabelse, som jeg har brug for at træne op? Martinus hævder, at en sand analyse af verdensaltet munder ud i ordene Alt er såre godt. Hele universets struktur er til for at skabe mest mulig lykke for hvert levende væsen. Hvis jeg ikke oplever lykke, beror det på, at jeg endnu ikke er moden til at skabe denne lykke. Loven for bevægelse viser mig, at jeg til syvende og sidst selv er ophav til det, jeg oplever, dvs., den energi, jeg sender ud mod mine omgivelser, vender før eller senere tilbage til mig selv. At jeg selv som evigt væsen gennem min primitive historie har skabt megen smerte, som jeg nu kan komme til at opleve, er ikke så svært at indse. Hvordan jeg håndterer den tilbagevendende energi, beror helt på den intellektuelle og følelsesmæssige kapacitet, jeg har. Men da enhver smertelig oplevelse øger min følelse, og håndteringen og overblikket over energiernes virkninger øger min intelligens, så vil jeg før eller senere nå det stadium, hvor jeg skaber glæde og lykke for mine omgivelser og dermed i sidste instans for mig selv. Når jeg til sidst har opøvet min menneskelige tænke- og handlemåde til en sådan fuldkommenhed, at de er blevet en vane eller automatfunktion, så har jeg opnået det, som Martinus betegner som et talents C-stadium. Så har jeg udviklet min kærlighedsevne til en sådan genialitet, at jeg hellere selv lider, end at jeg påfører min næste nogen form for lidelse. For mit vedkommende skal der stadig megen træning til, før jeg opnår dette stadium.

Mens jeg ihærdigt øver mig på at opbygge en ny handlemåde, er Det Tredie Testamente en udmærket inspirationskilde. Dels giver det gennem sit fuldkomne overblik over verdensaltet en logisk støtte for den nye handlemåde. Dels inspirerer litteraturen gennem sin kærlige og tolerante opfattelse til en handlemåde, der er i samklang hermed.

Jeg nævnede før, at der sikkert findes mange "ikke-kosmologer", som handler i samklang med kosmologiens analyser. De har således trænet deres menneskelige talenter uden at være inspireret af kosmologien. Martinus nævnede på et rådsmøde, at han har set enkelte mennesker, som næsten lever efter Livets Bog uden at have læst den (2).

 

 

Blomsten aner ikke, at dens selektive lysfølsomhed engang skal udvikles til øjne. Heller ikke hunræven aner, at den list, som hjælper hende med at fange byttet, i fremtiden skal udvikles til en evne, der kaldes intelligens, og som skal give hende nye muligheder for at opfatte sin omverden. Heller ikke vi kosmologer, som flittigt studerer Livets Bog, kan fuldt ud ane, hvad der bliver følgen af, at vi udvikler evnen til at elske vore medmennesker. Dette vil føre til, at vi åbner en helt ny iagttagelseshorisont, hvor vi kan skue ind i evigheden. Da kan vi ved intuitionens hjælp opleve kosmos i dets virkelige skikkelse, som en kærlig Fader, der modtager sin hjemvendte søn.

Kilder:
1. Det Evige Verdensbillede 2, 25:10
2. Samarbejdsstrukturen, kap. 4f.