Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1995/4 side 78
Det synes jeg er fantastisk...
Foto af Majvor Dahlgren
 
Livet er som et eventyr
af Majvor Dahlgren
 
Næsten hver aften når jeg går til ro for natten, fanger mit blik et fotografi, jeg har hængt op på væggen i soveværelset. Ja, fotografiet er et billede af Martinus, og dette billede fremkalder taknemmelighed og glæde over alt, hvad jeg gennem denne person har lært om livet.
Jeg mødte aldrig Martinus mens han levede her på jorden, men han forekommer mig endnu mere levende, end noget andet menneske jeg kender. Han lever gennem sine ord, når han giver os sine analyser.
Det er nu over 20 år siden, jeg mødte de helende tanker, der er strømmet fra Martinus. Jeg glemmer aldrig det første kosmologi-foredrag jeg overværede. Efter at have lyttet til Sture Emby, der var foredragsholderen, vidste jeg, at jeg havde fundet noget, jeg længe havde søgt. Ærlig talt, så ved jeg ikke, om jeg havde haft energi til at leve videre i denne min inkarnation, hvis jeg ikke havde fået hjælp af de kosmiske analyser.
Livets direkte tale til os alle er lige så spændende som en eventyrbog, når man begynder at lære, at alt i livet har en mening og intet er tilfældigt. Oftere og oftere synes jeg at kunne hvile i nuet og ikke længere ærgre mig over en vanskelig fortid eller grue for den ukendte fremtid. Ja, temmelig ofte føler jeg en fred og glæde, der har med kendskabet til de åndelige love at gøre. Som jeg sår, må jeg høste. Hver dag sår jeg nye skæbnefrø og må endda høste noget af det, jeg tidligere har sået. Visse dage føles unægtelig meget svære, men det er til at udholde, når man ved, at alt er såre godt. Det har jeg lært af Martinus, og det virker som om han nikker bifaldende fra fotografiet på væggen i mit soveværelse.
Men i min fantasi synes jeg Martinus ser på mig med et bekymret blik. Måske synes han at jeg, med mine kundskaber i åndelig viden, burde så flere gode skæbnefrø og færre af dem, der forårsager mig og mine omgivelser bekymringer.
Og hver aften beder jeg om kræfter til at forbedre mig....
Oversættelse: BA
 
P. Brinkhard 21-5-85