Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

– den islandske billedhugger Einar Jónssons værker

 

Fra vore første primitive huletegninger til i dag kan vi se, hvordan kunsten har afspejlet idealer, som har med drab at gøre, med at være den største krigshelt, den største sejrherre. "Hvad var gladiatorkampene på liv og død andet end dyrkelse af det dræbende princip?" skriver Martinus i Det Evige Verdensbillede 3 (Symbol 33, fig. 15), og han fortsætter lidt efter: "Og hvad er vore dages boksekampe andet end efterdønninger af fortidens hunger efter heltedyrkelse og tilbedelse af mørket eller den brutale magts overlegne udøvere?" Martinus beskriver sådanne former for "hedensk forlystelse" som yndede motiver for dyrerigets kunst: "Alle skuespil, film, romaner, noveller osv. er endnu kun halvfærdig kunst. Vi ser, at disse kunstprodukter slutter, hvor helten får sin belønning og skurken får sin straf. Men dette er absolut noget forkert, noget ufærdigt, noget der stimulerer det primitive væsen, som tror at ondt skal gensvares med ondt, og at krig er det absolut rigtige forsvar over for krig. Men da kunstnerne eller forfatterne kun kan se den halve del af begivenheden, kan de jo heller ikke lovprise eller beskrive andet. De forstår ikke, at romanen, skuespillet, filmen eller novellen ikke er færdig dér, hvor helten får sin belønning og skurken får sin straf. De forstår således ikke, at slutningen først er dér, hvor helten og skurken mødes i tilgivelse og kærlighed. Først da er de nævnte litterære kunstprodukter færdige. Den dyriske kunst lovpriser således i virkeligheden det dræbende princip i dets forskellige grene... Denne dyriske kunst vil blive afløst af en kunst, der vil hylde og lovprise den absolutte alkærlighed eller livets allerhøjeste bærende guddommelige fundament. Den vil lovprise Gud og det af mørket opstandne menneske i Guds billede efter hans lignelse. Den samme kunst vil i stor udstrækning danne symbolik over kommende realiteter, der er utilgængelig for naturel fysisk gengivelse. Motiverne for denne menneskelige kunst vil i særlig grad være strålerne fra Guds evige lys i alle dets livgivende forgreninger igennem verdensaltet." Heldigvis kan vi allerede nu finde repræsentanter for denne menneskelige kunst.

 

 

 

Allerede i en tidlig alder besluttede han sig til at blive billedhugger, dette til trods for at han aldrig havde set et eneste kunstværk.

Først flyttede han til Reykjavik og så til København, hvor han studerede ved Kunstakademiet. Han skrev følgende om sin tid der: "Fra den tid jeg gik dér, stammer mine kæreste minder fra mit lange ophold i København ... først og fremmest på grund af den åndelige vækkelse jeg da oplevede og visheden om, hvad jeg ville. Jeg var flittig og påpasselig på akademiet. Jeg lærte også mange forskellige ting dér, ikke mindst lærte jeg mig selv at kende og at bruge min fornuft til at kritisere fordomme og læresætninger. Jeg ville aldrig bøje mig for det vedtagne, hvis jeg mente, der fandtes et fornuftigere synspunkt, og jeg foragtede forstenede synspunkter lige så inderligt som enhver form for øjeblikkets lavkultur. " (Billedhuggeren Einar Jónsson, Skuggsjá Forlag, Island, 1982). Han kom senere til at studere i Rom.

Efter at have boet i udlandet i 20 år flyttede Einar Jónsson tilbage til Island i 1909. Han forærede alle sine kunstværker til den islandske stat, som så til gengæld byggede et museum til hans skulpturer samt et atelier, hvor han kunne arbejde. Jónsson og hans kone havde deres bolig på museet til hans død som 80-årig i 1954. Hans kone passede museet, indtil sin død 20 år senere.

 

 

Han fortsatte: "... Om eftermiddagen var jeg inviteret til at bese Einar Jónsson museet og til et besøg hos fru Jónsson, kunstnerens enke, som bor i den for kunstneren indrettede smukke lejlighed i museet. Det var en stor oplevelse at gense de vidunderlige kunstværker, som dette museum rummer. Det er som at vandre i et helligt tempel. Al ting maner til andagt for den, der forstår det sprog, som Gud igennem den geniale kunstner her har åbenbaret for verden. Det maner de allerædleste følelser frem i hans indre. De fremtryller i hans sind de inderligste ønsker om at hjælpe det Gode til sejr over det Onde. Igennem de snehvide grupper i marmor og gips i disse stille sale og kamre funkler de første gyldne stråler fra en ny verdensepokes solopgang over jorden. Og her i selve kunstnerens atelier ser vi Guds model for skabelsen af mennesket i sit billede, en gigantstatue af Jesus Kristus. Men da dette gigantværk efter kunstnerens mening ikke var fuldkomment nok, har han senere, ligeledes i stort format, skabt et Kristusansigt og med sit genis sidste evner og kræfter bragt kærlighedens og visdommens glans til at funkle fra dette geniale kunstværk. Det blev den store kunstners afskedsgave til verden og en værdig afslutning på det store genis hellige livsværk, der vil kaste glans over livets mening og næstekærlighedens autoritet langt frem i tiden."

Et udvalg af Einar Jónssons værker kan ses på disse sider.

 

Skulpturer af Einar Jónsson, copyright Einar Jónsson Museum, Reykjavik, Island.