Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Denne nytårshilsen er skrevet i en af krigens sidste, spændte måneder, nemlig januar 1945. Oplysninger om de rædselsfulde koncentrationslejre er begyndt at sive ud, og Martinus fanger straks dette værdiladede ord og bruger det i en ny og tankevækkende sammenhæng. I dette lille glimt fra fortiden kommer Erik Gerner Larsson også ind på begrebet "okkultisme".

 

Der er ét ønske, jeg snart i mange år har næret, og det er, om blot alle, for hvem Martinus arbejde er andet og mere end en flygtig overfladeinteresse, kunne opleve julen sammen med os. Naturligvis ved jeg udmærket, at det næppe nogen sinde vil kunne lade sig gøre, men når jeg stadig bærer på dette ønske, er det, fordi alle disse mennesker så ville få lejlighed til som selvoplevelse at se virkningen af det, man under ét kalder "åndeligt liv". Martinus formulerede det for så vidt selv juleaften, da vi begge sad næsten begravede i julepost, idet han da ganske stilfærdigt sagde: "Det er, som om vi her lever i en kærlighedens koncentrationslejr!" Han havde ret. På ingen anden tid af året oplever vi i så vid udstrækning virkningen af den åndelige oplevelse, han for snart femogtyve år siden havde. Fra at være noget, der blot skete inden i ham, har denne oplevelse siden hen forplantet sig videre ud og lever nu i vort eget kød og blod som en uadskillelig del af os selv.

Få har vist hyppigere end jeg måttet både høre og se på print de mest forskelligartede udtalelser om denne mand, spændende fra de sjofleste sigtelser og frem til de mest fantastiske opfattelser – noget, der for øvrigt har lært mig mere om menneskene som enkeltvæsener end noget andet – men færre, måske ingen, har haft rigere lejlighed end jeg til at iagttage hans egne reaktioner over for de begivenheder, livet har ladet ham møde. Og her er det, at jeg i mit første brev til Dem i det nye år, føler trang til at sige Dem noget, der ofte er kommet frem i mit sind, når mine tanker har kredset om denne mands person og hans arbejde, nemlig det, at kun når der i vort eget sind befinder sig samme overensstemmelse mellem indre viden og ydre væremåde, som jeg igennem disse mange år har iagttaget hos ham, vil De og jeg til fulde forstå, hvad et åndeligt liv egentlig vil sige. Thi man skal ikke have kendt Martinus ret længe, før det går op for én, hvor usandsynlig uafhængig han er af både sine egne samtidige såvel som af deres meninger. Mere end noget andet, jeg har mødt på min vej, gælder det gamle orientalske ordsprog, "Mens hundene gør, drager karavanen forbi", på denne mand, hans liv og virke. Dels hænder det jævnligt, at man bliver konfronteret med en ny Messias, for ikke at sige Jesus, en ny "Manden fra Norden" etc., og dels hænder det jo også, at jeg direkte bliver spurgt, om ikke Martinus er den eller den – sådan i al fortrolighed! Hvor lykkeligt da at kunne svare med hans egne ord: Hvem jeg er, eller hvad jeg har været, er uden betydning. Tag det af mit arbejde, De har brug for og lad resten ligge!" Og kan det være til nogen nytte, kan jeg her åbent sige, at heller ikke jeg nogen sinde har fået noget andet svar!

På samme måde, som en patient jo ikke bliver rask den dag, han udskrives, på samme måde vindes eller tabes krigen heller ikke den dag, klokkerne melder fred. I sin kosmiske natur var krigens resultat givet, før den brød ud i vor verden. Men nu, hvor dens hårdeste del snart er til ende, finder jeg det rigtigt at prøve på at give udtryk for de tanker, der på dette sted lever om den tid, vi går i møde. Det er forståeligt, at tidens ydre hårde tryk giver anledning til indre sjælelig følelsesudslag. Et af disse er en vis trang til at opblande reel tænkning med mystik eller uafklaret følelse.

At et arbejde som Martinus' i forholdet til en yderverden ofte gøres synonymt med mystik er også tilgiveligt, adskillige i vor verden foretrækker jo at give udtryk for meninger og synspunkter uden forudgående tænkning, men er der noget, dette arbejde ikke er, så er det mystik! Tværtimod! Hele Martinus eget liv går jo netop med, i så klare tankebilleder som overhovedet muligt, at overføre sin indre åndelige og meget realistiske viden. En af mine bekendte bebrejdede mig engang, at Kosmos indeholdt alt for lidt "okkult" stof, noget, som han fandt meningsløst, da vi jo sad inde med stor "okkult" viden. Tilgiv mig gåseøjnene, men for alle de, der kender mit eget arbejde, vil det ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke ligefrem elsker ordet "okkultisme", der jo netop udtrykker "hemmelig viden" i modsætning til det, jeg efter bedste evne dagligt er beskæftiget med. Mig bekendt sidder jeg ikke inde med nogen "hemmelig viden". I relation til de erfaringer, min evige tilværelse har givet mig, har jeg, takket være Martinus' klare og meget lidt hemmelige analyser, erhvervet mig en indsigt, der i sig indebærer evnen til at gøre mig glad ved livet og bære dets tilskikkelser på en ganske anden måde, end det ellers ville have været mig muligt. At jeg desårsag føler trang til at være med til at give så mange som muligt den samme indsigt, finder jeg naturligt, det modsatte ville for mig selv være direkte uansvarligt. Men jeg føler mig ikke som okkultist eller moderne mystikerdiscipel. Tværtimod, jeg føler mig i højeste grad som et normalt og ganske almindeligt menneske. Det er i dette normale og ganske almindelige, jeg finder inspirationen til arbejdet med at dygtiggøre andre i den viden, studiet af Martinus analyser har bragt mig. Her finder jeg, at vi står ved det i denne mands arbejde, der har ladet mig selv forstå, hvorfor det vil sejre i den verden, til hvilken det nu bliver givet, og det er ud fra denne viden, jeg føler mig inspireret til at anvende alle mine kræfter på dets vækst. Sandheden og Gud er for mig det samme. Og da Gud manifesterer sig i alt og overalt, finder jeg det identisk med smålighed og ufordragelighed at tro, at kun ét menneskes arbejde skal gælde. Jeg elsker selv alle åndelige lighedspunkter og føler, jeg har råd til at se Guds ansigt andre steder end i Livets Bog, men jeg har forlængst gjort klart for mig selv, at jeg her fandt det, der gav mit eget liv det største indhold, derfor skal det også have alle mine kræfter.

Året 1945 bliver måske klodens mærkeligste. Overraskelser, som i første omgang vil gøre måske både Dem og mig stumme, vil måske indtræffe. Det ved vi blot: En ny tid toner dag for dag langsomt frem, og denne nye tid skal være Deres og mit liv. Lad os rette vore øjne fast mod det lys, den bringer og lad ringere sjæle klamre sig til hadet og intolerancen. Lad os med vore egne vågne og klare sanser møde den tid, det tjener både den og os selv til gavn! Verden hverken kan eller skal leve på mystik. Den kan kun leve på dagklar viden. Det er ganske vist sandt, at de åndelige verdener for det store flertal har et skær af mystik over sig, men det beror kun på, at dette flertal endnu er uden træning i at tænke åndeligt. Et moderne elektricitetsværk er jo også mystik for junglebeboeren, uden at vi af den grund selv finder på at tilbede de kommunale belysningsmestre. Nej, dér hvor vor åndelige viden bliver en så stor del af vort eget væsen, at den bliver realistisk handlemåde, dér har den værdi, dér gør den nytte, og dér bærer den bud om, at det, vi beskæftiger os med, både er sundt og tillige blottet for alt det, der alt for let skjuler sig bag ord som "okkultisme" og "mystik".

Tag derfor sammen med mine hjerteligste nytårsønsker og samtlige medarbejderes kærligste tak for hvert eneste julekort og julebrev, også alle vore bedste ønsker om, at mødet med Martinus analyser må blive Dem en rig inspirationskilde til et sundt, kærligt, muntert og virksomt liv iblandt alle dem, forsynet dagligt lader Dem møde. Opfattet rigtigt, er Livets Bog en uudtømmelig kosmisk lyskilde, en kraftfontæne, der evner at hjælpe Dem igennem de svære timer – opfattet forkert, nej, lad os lade det ligge, det gælder jo hverken Dem eller mig!

Fra korrespondanceafdelingen, brev nr. 84, dateret 5-1-1945.