Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Grænserne for, hvad vi med vore sanser kan opleve, når det gælder afstand og størrelse, er ganske snævre. Befinder man sig på et højt bjerg, kan man ofte overskue et landskab der strækker sig flere kilometer fra udsigtspunktet. Endnu større afstande kan vi måske opleve, når vi rejser langt i bil eller med tog. Men når vi flyver, bliver afstanden mere ubegribelig. Og hvor langt væk månen eller andre himmellegemer ligger, har vi ikke rigtigt nogen fornemmelse af.

Videnskabsmændene har, med mere og mere forfinede instrumenter, øget vore muligheder for at iagttage både store og små afstande. Med optiske teleskoper og radioteleskoper kan astronomer observere afstande, der overskrider vor fatteevne adskillige gange. Med mikroskop, elektronstråler og partikelacceleratorer kan fysikerne studere fænomener dybt inde i materiens inderste.

Gennem mange år har jeg interesseret mig meget for både fysik og kosmologi. Det er ofte svært at samordne de billeder og den beskrivelse af vor omverden, som naturvidenskaben og fysikerne giver, med den Martinus giver i sin kosmologi. For mange er det nok ikke noget problem, men for os, der er stærkt forankret i materialisme og "fornuftig" tænkning, kan det være svært. Erfaringerne fra vor materielle omverden er for os konkrete og tydelige, mens mange af kosmologiens begreber forekommer os vage og svært tilgængelige. Vi fornemmer sammenhængen og tiltales af de store sandheder, men vor skepsis begrænser vor indsigt i kosmologien til højest at omfatte ting, vi kan kontrollere med egne erfaringer. Jeg vil gerne forsøge at finde tankebroer mellem den materielle og den åndelige videnskab. Denne artikel er et sådant forsøg.

Lad os vende tilbage til størrelsesaksen, hvor vi nu ændrer på dens skala. Vi lader en del af det ukendte område uden for naturvidenskabens grænser være med. Se fig. 2. Makro-, mellem- og mikrokosmos er de små grå felter i midten, mens de ukendte områder er markeret med et spørgsmålstegn. I disse områder kan vi kun prøve at forestille os verdener af helt nye størrelser. Antag nu, at der overhovedet ikke findes nogen øvre eller nedre grænse. Denne antagelse synes de fleste mennesker intuitivt at anse for at være rimelig og den passer jo også med, hvad Martinus fremfører: "Tror vel nogen forsker, at han nogen sinde vil kunne finde det absolut 'mindste' eller 'største' i verdensaltet?" [1]. Hvis der ikke findes nogen størrelsesgrænse, bliver størrelsesaksen grænseløs, dvs. uendelig. Men en uendelig linje kan ikke have noget midtpunkt! Alle punkter er "lige meget midtpunkt". Men strider dette ikke mod, hvad vi oplever? Vi mener, at vi befinder os i "midten" – i mellemkosmos. Men vor placering i "midten" skyldes blot, at vi kan se begivenheder, der ligger omtrent lige langt opad respektive nedad på skalaen. Hvis vi kunne bevæge os til en anden del af skalaen – i tanken er det muligt – f.eks. til atomernes verden, ville vi også dér opleve et makro-, et mellem- og et mikrokosmos. Men for denne atomverden ville vor nuværende daglige verden være et makrokosmos. Vor oplevelse af størrelse er altså relativ, beroende på, hvad vi sammenligner med. Vi kan tænke os et vilkårligt valgt udsigtspunkt, og dermed kan hver oplevelse forekomme kæmpemæssig eller mikroskopisk.

Op til og med middelalderen betragtede mennesket jorden som verdensaltets midtpunkt. Omkring jorden kredsede himmellegemer og fiksstjernehimlen. Med Copernicus' (opr. Niclas Koppernigk 1473-1543, astronom der opstillede teorien om solen i centrum. Et verdenssystem opkaldt efter ham. o. a.) teorier påbegyndtes en udvikling, der efterhånden fik mennesket til at indse, at universet savnede et midtpunkt. Man kan sige, at alle punkter er "lige meget værd, er lige meget midtpunkt". Med Martinus kosmologi ser vi, at et tilsvarende forhold også gælder størrelse og afstand. Det er perspektivprincippet, der er afgørende for, hvordan en genstands størrelse opleves. Martinus skriver: "Alle sanseobjekter er således illusoriske og fremtræder ikke for sanserne således, som de er, men derimod således som perspektivprincippet, som før nævnt, udløser eller former sansningen for os. "[2]. Vi har så indgroede vaner med at måle alt med vore sansers målestok. Det store bliver overvældende og det lille bliver ubetydeligt. Men dette er altså en ufuldstændig måde at se tingene på. I den uendelige kæde af levende organismer i forskellige størrelser, mellem de allermindste mikrober og de vældige planet- og stjernesystemer, hører mennesket til. Men dette hjemsted er ikke noget absolut centrum. Lige så rigt og mangeartet vort liv er i vor omverden, lige så rigt opleves det blandt mikrober respektive blandt planeter og stjerner.

Betyder dette, at fysikken og fysikerne tager fejl? Vi må forstå, at naturvidenskaben er en materiel videnskab og som sådan er bundet til vore sanser, vore målinger og vort perspektiv. Hvis man ser naturvidenskabens opgave som den at beskrive vor materielle omverden, må man konstatere, at det gør den korrekt og med succes. Ikke endegyldigt – det er jo en udvikling – men mere og mere forfinet og fuldstændigt. Martinus skriver: "Den jordiske videnskab, der er begyndelsen til den hellige ånd eller det bevidsthedslag, gennem hvilket Gud bliver synlig eller livets udødelighed til kendsgerning, er nu ved at være færdig med åbenbaringen af materieværdien eller alle sådanne analyser, der udtrykkes i mål, vægt og hastighed."[4]. Vi kan nu ræsonnere at denne, naturvidenskabens, beskrivelse af den materielle verden er perspektivbundet. Den kan altså ikke være en absolut sandhed. At mange videnskabsmænd desuden benægter, at der skulle være nogen tilværelse udover den materielle, er jo et andet, men betænkeligt, problem. Martinus viser i kosmologien, hvorfor naturvidenskaben ikke evner at løse livsmysteriets gåder. [5].

1 Martinus: Livets Bog, stk. 1010