Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Som Martinus-interesseret føler man sig ofte alene i verden – og med god grund. For hvor mange kender noget til denne forfatter, hvem kan man snakke med om hans bøger?

For mit eget vedkommende var følelsen af ensomhed meget udtalt, da jeg for 15 år siden mødte kosmologien via bibliotekets hylder. Hvis jeg ikke havde haft mulighed for at træffe andre interesserede på Martinus Center i Klint, ville jeg nok have følt mig som et menneske, der resten af sine dage måtte leve i en beholder. Nu har jeg fundet venner i både Sverige og Danmark. Mange skriver endda til bladet, små hilsener, personlige breve eller artikler. Det er en stor opmuntring. Tak for det!

Men da jeg tog fat på Martinus artikel på næste side, strejfede melankolien mig atter. Han indleder nemlig med nogle tanker, som straks bragte mig tilbage i beholderen. Uvilkårligt udstødte jeg dybe suk over mine omgivelser – danskerne! – som ikke har det med at gå særlig meget op i ideer og åndelige sager. På det punkt ligner jeg dem godt nok – bortset altså lige fra det med Martinus ...

Om danskerne sagde Storm P.: "Der skulle være oprør i torsdags, men så blev det regnvejr". Kendt er også Benny Andersens: "Livet er ikke det værste man har, om lidt er kaffen klar". Eller Jeppe Aakjærs: "Du pusling-land, der hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge". Og for Martinus vedkommende, kender mange nok hans syn. Det gik ganske kort ud på, at danskerne var så tilpas jordbundne, at han med held kunne fuldføre sin opgave i netop deres land. Her ville han ikke vække opsigt eller blive forstyrret.

Når jeg kommer ind på disse tanker, skyldes det min artikel inde i bladet om Martinus sag under 2. verdenskrig. For mange blev krigens år en hyggelig tid med et sammenhold, som savnes i dag. Ganske vist kneb det med kaffen, men fødevarer manglede vi ikke. Kalorieforbruget var ved befrielsen det højeste i Europa.

Andetsteds finder læseren en artikel om de svimlende størrelser og afstande – opad i det store såvel som ned i det små. Endvidere en beretning om esperanto, en ide og opfindelser, der er vokset sammen med sagens historie. I en særlig rubrik besvarer Martinus et spørgsmål om selvplageri, og vi slutter med kosmologiens mest varme emne: tilgivelse.

Og må jeg så opfordre til, at man også i år finder sammen i Klint. Udsigterne lyder på alle tiders vejr, en serie vidunderlige foredrag, spændende studiegrupper samt en splinterny og lækker restaurant, hvor der også vil blive serveret te og masser af kopper kaffe! Jo, den med kaffen er god nok, vent bare og se. Livet er ikke det værste, man har...