Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvis man drevet af sin interesse for Martinus analyser bliver vegetar, ikke-ryger eller afholdsmand – før man i virkeligheden er moden til det – hvad så? Så kan man ligesom føle, at man har gjort sig fortjent til en slags "rabat", som man har krav på at få udbetalt – f.eks. i form af beundring fra omgivelserne. Denne sjove og snirklede, men også farlige tankegang fortæller Erik Gerner Larsson om i denne lille refleksion.

 

Jeg havde en dag besøg af et ulykkeligt menneske, som, da det havde fået luft for sine egne sorger, kom ind på et problem, som faktisk havde relation til langt de fleste mennesker: den camouflerede intolerance. Vi kom til at drøfte den gradvise forandring af ens liv, som studiet af Martinus kosmiske analyser medførte og de virkninger, som denne forandring kan få på omgivelserne, og det slog mig, hvor let det kan ske, at et menneske, der faktisk ikke er helt moden til f.eks. at ophøre med at spise kød, ryge eller nyde alkohol, falder for fristelsen til at søge sig kompensation for sit villede afhold igennem en stadig irriteren af sine omgivelser. Jeg tænker ikke her på typen, der går rundt med løftet pegefinger og med overudviklet udtryk i øjnene forkynder, at det ikke spiser lig. Denne væremåde bærer straffen i sig selv, og egentlig farlig er typen for såvidt kun, som den altid vil blive brugt som propaganda af modparten, der her, og med rette, kan hævde, at hvis det at høre op med at spise kød får den slags konsekvenser, så er det ulige mere tiltalende at tilbringe sin tid sammen med barbarer. Nej, det er ikke karikaturen på en vegetar, der er farlig, men derimod det menneske, som virkelig med hele sin klare forstand accepterer det rigtige i vegetarismen etc. og følgelig efterlever det sete uden derfor alligevel at have den hjertets fine kontakt med problemet, der gør dets efterlevelse til noget helt naturligt. Denne type siger ikke "Tak, jeg spiser ikke lig!" Dertil er den både for begavet og for kultiveret, men den tilkendegiver alligevel sin vegetariske indstilling på en sådan måde, at den virker permanent irriterende på omgivelserne. Det samme kan altså også gælde for de to andre nævnte områder: rygning og alkohol. Men når virkningen bliver en stadig tiltagende irritation hos omgivelserne, afslører denne irritation, at en camoufleret intolerance dybest set kommer til udløsning, der tages faktisk "hævn" for noget, selvom vedkommende sandsynligvis vil være den sidste til at indrømme, at noget sådant finder sted.

Problemet optager mig en del, fordi vi i denne måde at forandre os på, er stillet over for en væremåde, der i høj grad vedkommer de idealer, vi alle gerne ser kommer i vækst. Vedkommende spurgte mig direkte, om man skulle være vegetar etc. for at "få lov til" at beskæftige sig med kosmiske problemer. Jeg er endnu ikke mere hærdet, end at et sådant spørgsmål er nærved at få mig til at falde ned af stolen. På mit meget benægtende svar fik jeg da bekræftet, hvad jeg inderst inde frygtede, at vedkommende havde mødt et menneske på sin vej, som var meget optaget af Martinus arbejde, men som altså havde stillet denne pris som en slags betaling for udvidet åndskundskab. Ak, om det blot var så let at blive et bedre menneske!

 

 

Det er imidlertid ikke første gang, at jeg har været ude for den tro, at en ændring af ernæringsformen straks vil føre til en lykkeligere sjælstilstand, et postulat, der i en betænkelig grad minder om den gamle jesuitiske formel: "Målet helliger midlet". Men lad det være sagt straks og så stærkt, som jeg formår det: ingen kan spise sig himlen et hanefjed nærmere! Vi må alle lære at forstå, at som vi selv har haft lov til at vokse frem i nogenlunde fred til det trin, vi i dag repræsenterer, må andre have den samme fred. Det er ikke vor mission at gøre et i forvejen byrdefuldt liv endnu tungere ved unaturlige krav. Ingen behøver af den grund at frygte for, at den vegetariske ide dermed vil uddø. Denne ide har ikke sit udspring i en eller anden overophedet hjerne, den udgør en del af selve livet og vil evigt melde sig for hver eneste af os, når vi når det stadium i kredsløbet, hvor den har sit virkelige hjemsted. Og hvad der gælder for den, gælder også for nikotin og alkohol – alle tre repræsenterer de begær, som dødsenssikkert må vige pladsen for nye og sundere begær, den dag, bevidstheden – og her vel at mærke ens egen bevidsthed – bliver så omfattende, at disse begærs virkninger er endeligt og uigenkaldeligt afslørede.

Jeg har ønsket at skrive disse linier til Dem, fordi intet ligger mig stærkere på sinde – absolut intet! – end med al min kraft at bidrage til, at Martinus arbejde ikke får sat en slags sektstempel på sig, noget det ikke vil kunne undgå, om vi hver for sig begynder at behæfte det med visse krav, hvor vi dels tager en lille, muligvis helt ubevidst, hævn for de goder, vi ikke nåede at få med, inden vor forstand udsatte os for et nådeløst overfald, dels indirekte får givet udtryk for, hvor højt udviklede vi faktisk er. Nej, denne sags tiltrækkende skønhed lever kun så længe, som vi alle giver udtryk for en virkelig tolerance i forholdet til alle dem, med hvem vi dagligt skal leve og virke. At vi selv lever vegetarisk etc., berettiger os ikke et eneste øjeblik til på unaturlig vis at fremhæve denne levemåde som "den eneste saliggørende". De fleste af os har engang spist kød og også nydt andre såkaldte goder, og vi gjorde det med god samvittighed og nød det indtil den stund, hvor vi ikke fandt nogen nydelse i det længere. Himmelstormere har vi haft nok af i verden, lad os ikke formere den race mere end højst nødvendigt! Som vi selv muligvis blev færdige med de her skildrede nydelsesformer, vil alle blive det, såvel som alle også vil opdage, at de egentlig ikke blev "bedre" af den grund. Man spiser sig nu engang ikke hidsighedsevnen ud af sjælen, ejheller evt. andre dårlige egenskaber. Kunne man gøre det, var det vel værd at ofre en formue på en propaganda her, men man kan ikke, og altså tjener man intet nyttigt – og dermed intet kærligt! – formål ved at genere sine omgivelser inden for disse åbenbart stærkt fristende områder. Skal vort arbejde vokse, og det skal det, må vi lære at indse, at vi giver det de bedste livsvilkår dér, hvor vi nøjes med at lade virkningen af vort studium af disse høje og rene tanker komme de andre til gode i form af ændring i vort eget sind i retning af det mere omgængelige, venlige og overbærende. Kan dette lykkes os, har vi gjort betydeligt mere end de fleste, og er det ikke løn nok?!

Fra korrespondanceafdelingen,
brev nr. 99, dateret 3-8-1945.