Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Når Deres øjne falder på disse linier, er jeg igen meget langt borte fra sagens centrum. Jeg vil da netop være ankommet til Indiens hovedstad og højst sandsynligt være i fuld gang med at knytte alle de tråde, der blev brudt ved min afrejse i foråret. At jeg glæder mig til gensynet, tror jeg, De forstår, såvel som jeg også tror, at De forstår det lidt vemodige i at forlade hjem og venner netop som julens højtid står for døren. På den anden side er et ophold i troperne altid et spørgsmål om klima, nærmere betegnet varme. Ved at rejse nu opnår jeg at blive akklimatiseret inden heden for alvor begynder at tage til, – og den fordel har jeg simpelthen ikke mod til, ejheller råd til at ignorere.

Og må jeg så med ganske få linier bringe hver enkelt, som har bidraget til, at jeg påny kan genoptage mit arbejde i Indien, mit hjertes varmeste tak! Jeg vender ikke tilbage til Indien, fordi jeg brænder efter at opleve "det mystiske Østen". Jeg vender simpelthen tilbage til dette store land, fordi jeg ikke alene føler, at jeg har visse medfødte evner til at sprede budskabet om Martinus' verdensbillede der, men især fordi jeg føler en meget dyb pligt til at gøre det. Det fjerne Østen er i et opbrud, historien ikke har kendt mage til. Åndelig talt kan man næsten dag for dag høre lyden af bragene fra sammenstyrtede traditioner. Det Østen, der var, er hjælpeløst fortabt. På dets ruiner vil der rejse sig en verden, i hvilken den hvide mands rolle ikke er herskerens, ikke diktatorens, men kun tjenerens. Det er i denne gigantiske omvæltning, at jeg føler, at Martinus' arbejde er udset til at spille en meget stor rolle, så stor, at jeg ville føle det som en slags forræderi både mod Martinus og mod hans tanker, om jeg ikke vendte tilbage og med al min kraft søgte at udbygge det center, til hvilket grunden allerede er lagt.

At jeg har måttet gennemtænke alt dette meget nøje, tvivler De næppe på. For mig selv er mine stadigt længere rejser helt og fuldt et produkt af den udvikling, jeg har oplevet gennem mit årelange samvær med Martinus. Gennem de mange tusinde samtaler, jeg på tomandshånd har haft med ham, har der altid gået en linie, som ubrudt har peget ud imod den verden, som intet har med landegrænser at gøre. Martinus er vel nok vor klodes nuværende største kosmopolit, og at denne hans indstilling har måttet smitte mig i den grad, som tilfældet er, kan næppe undre nogen. I min egen tankeverden har begreber som "nationalisme" og "internationalisme" forlængst måttet vige for den universalisme, som udgør grundtonen i hver eneste af Martinus' kosmiske analyser. Det er hverken det europæiske, amerikanske eller orientalske menneskes åndelige nød, der optager mig, det er simpelthen det andeligt udviklede menneskes nød. Og dette menneske finder man i dag allevegne jorden over. Vi – De og jeg – hører selv til denne mennesketype. Engang stod også vi hjælpeløse overfor livets store problemer. I dag kender vi vor vej, og det alene, fordi vi mødte Martinus' klare tanker. Uden at vi havde oplevet dette møde, er vi mange, der åbent må indrømme, at byrderne da højst sandsynligt var blevet os for tunge, vort selvskabte helvede for uudholdeligt, og det regulære sammenbrud derfor det sandsynligste. Vi kom igennem. På selv de mørkeste dage i vort liv evner vi nu, takket være den guddommelige håndsrækning, vi igennem Martinus' klare analyser har fået, at se lyset i mørket. For os er "sværdets tid" forbi, – lad det ubrugt ruste i sin skede!

Da såmange har spurgt mig om, hvor jeg dybest har oplevet forskellen mellem Vest og Øst, vil jeg i det efterfølgende berøre et problem, jeg mener besvarer dette spørgsmål. Dagligt oplever vi at høre ordet "intellektuel" gentaget indtil en sådan grad, at vi nødvendigvis må få den forestilling, at dette ord, dette begreb, dækker noget af det vigtigste i livet. Gør det nu det? Er intellektuelle mennesker en ny tids guder, og udgør dette specielle livsstadium vor mentale udviklings sande endemål? Svaret burde kunne udledes af den enkle kendsgerning, at de fleste intellektuelle mennesker ikke alene næsten normalt føler sig meget ulykkelige, men også åndeligt rodløse. De har brudt broerne af til en fortid, der beherskedes af instinktenergien og de deraf flydende ofte meget stærke traditioner. De tror hverken på Gud eller Djævelen. Den eneste, de tror på, er dem selv, og selv der synes troen at være så beskeden, at den i hvert fald normalt kun formår at fremkalde lysglimt i stedet for permanent lys.

For mennesket uden kosmisk indsigt er det umuligt at fatte de dybereliggende årsager til dette forhold. Thi en kendsgerning er det, at utallige intellektuelle mennesker, deres påståede "ateisme" til trods, er vidunderlige idealister eller humanister. Vi står her overfor en af de dybeste konflikter i menneskelivet, vi overhovedet kan møde, nemlig mennesket, der uden tro på nogetsomhelst, alligevel kæmper for et fremskridt, det selv intellektuelt tvivler på. Hvor ofte hører vi ikke videnskabsmænd hævde, at der i virkeligheden ingen udvikling har fundet sted, rent åndeligt set. At mennesket altså fremdeles er den samme barbar, som det var for tusinder af år siden. Og hører vi ikke de samme videnskabsmænd give udtryk for den tro, at vi nu, ved vor indsigt i atomspaltningens mysterium, en dag kan sprænge hele vor klode i luften, subsidiært udslette enhver form for kultur, – altså en opfattelse, der helt udelukker en Guddoms eventuelle indgriben. Vi oplever lige for vore øjne højt begavede mennesker, som udaf deres studium af makrokosmos udmærket er i stand til at vise os, hvorledes hårfine love regerer dette makrokosmos, uden at de derfor er i stand til at slutte videre til en bag disse love herskende og styrende intelligens eller universel Guddom. Og vi oplever andre, strålende begavede mennesker, som i studiet af det såkaldte sociale liv, altså livet i det, Martinus kalder "mellemkosmos", både ser og forstår, at humanisme, medmenneskelighed, eller næstekærlighed, er den eneste farbare vej frem imod "idealsamfundet", og som derfor mobiliserer alle deres kræfter til fordel for dette samfunds skabelse, uden at de alligevel er i stand til at fatte, at denne deres ideale stræben har rod i en guddommelig plan, hvis medarbejdere de ved deres glødende interesse selv er. Og vi møder andre, højtbegavede mennesker, som igennem deres studium forlængst har afsløret, hvor farlige nydelsesmidler nikotin og alkohol er for det mikrokosmos, deres eget legeme består af, ja, at endog kødernæring rummer faremomenter, det var bedst at holde sig klar af, uden at dette har blot skyggen af indflydelse på det ansvar, de burde føle for dette legeme, der dog er deres eget livs mest primære lykkekilde. Og videre har vi utallige begavede mennesker, som i dag ved mere om tankers og begærs indflydelse på det mentale liv, end man før har vidst, uden at dette har nævneværdig indflydelse på deres eget temperament. Sagt meget kort ved det intellektuelle menneske næsten alting om alting, – uden at dette har gjort det muligt for det samme menneske at opnå en højere lykketilstand, et mere tilfredsstillende liv end kannibalen i Guineas jungle. Hvordan kan dette dog lade sig gøre?

Det kan det, fordi det såkaldte intellektuelle stadium i virkeligheden kun udgør et overgangsstadium mellem det rent instinktive og det intuitive livsstadium. Det intuitivt benådede menneske ved på en helt anden måde end det intellektuelle menneske ved. Thi dets viden udgør ikke en "brøkdelsviden", men derimod en viden, der altid er i kontakt med helheden. Derfor ser vi også, at medens det intellektuelt—vidende menneske kan vide, uden at denne viden har indflydelse på dets handlemåde, så tvinges det intuitivt-vidende menneske i en så høj grad af sin indsigt, at det på få timer helt kan ændre væremåde.

Og da vi netop lever i en verden, hvor intuitionsenergien på grund af den megen lidelse, som det intellektuelle livsstadium fører med sig, er i stadig vækst, jå så oplever vi da også, at et stadigt større og større antal mennesker begynder at tage deres idealer så alvorligt, at de begynder at leve dem. Og her er det, at en kraft sætter ind, som ofte synes ukendt for det intellektuelle menneske, nemlig ydmygheden. Hvor det intellektuelt betonede menneske ofte fremtræder overlegen eller "åndshovmodig", jvnf. her det akademiske "Herrer vi ere i åndernes rige", så ser vi overalt, at det intuitivt begavede menneske repræsenterer de virkeligt "stille i landet". Og det gør de, fordi de bevidst har oplevet den bitre kamp mellem vilje og evne. Hvor det intellektuelt betonede menneske ofte næsten hovmoder sig af sin evne til endnu at kunne være brutal eller "supermaskulin", der gruer det intuitivt begavede menneske for de følelsesmæssige eruptioner, der gang på gang får det til, med et bittert-vemodigt smit, at mindes Pauli berømte ord om, at det gode, vi vil, gør vi ikke, men det onde, som vi ikke vil, det gør vi – til skade for vore omgivelser, javel, men på dette livstrin også til næsten ubodelig skade for os selv!

Og her kommer så mit svar på forskellen mellem livet i Østen og livet i Vesten. Vi vesterlændinge, som er vokset op uden nogen virkelig åndelig baggrund, giver altfor ofte og alt for let os selv ret til at eksplodere, når livet ikke vil det, vi selv vil. I Østen derimod betyder det "tab af ansigt", om man ikke kan bære sin modgang på menneskeværdig vis. Østerlændingen ville foragte sig selv, om han tillod sig at hyle sådan op, som en normal vesterlænding tillader sig at gøre det. For ham er modgang identisk med tilbagevendende skæbnebølger fra et tidligere liv, for os er det "uvenlighed" og "fjendskab" eller "mangel på forståelse" fra vore omgivelsers side! Dermed være ikke sagt, at alle østerlændinge er velafbalancerede og højtkultiverede mennesker! Kun, at i alle de krese, jeg er i kontakt med, er mental balance det absolutte ideal!

– – – – – – –

Og nu er jeg så vendt tilbage til de blide sorte øjnes land. Omkring mig vil jeg nu påny møde de meget kærlige og de meget vidende smil, Påny vil jeg opleve det besynderlige, der næsten grænser til det, vi kalder "karakterspaltning", at noget i mit væsen, som direkte hører Vesten til, umærkeligt glider af mig. For i Østen er man ikke agressiv. Der går man stille, taler sagte og giver sig selv god tid, thi der siger man om et menneske, der jager afsted, at "den stakkel må være fattig på tid" — og så ler man lydløst til hinanden! Men når jeg nu påny genoptager mine vandringer i min gamle gade i Old Delhi og der igen oplever det tidløse liv, igen oplever, at små børn og gamle mennesker som den naturligste sag af verden tager mine hænder, da ved jeg, at mine tanker atter og atter vil søge hjem til det hus, det centrum og til den skikkelse, der gjorde alt dette muligt for mig. Gennem snart tredive år har jeg fulgt Martinus. Af ham har jeg lært, hvad jeg ved. Gennem ham har jeg lært at leve, og takket være ham tør jeg håbe på, at den opgave, jeg har taget mig på, vil lykkes.