Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Medens jeg i mit sidste brev til Dem berørte problemet: hvorledes bedre indføre de mennesker, om hvem vi mener, at de har mulighed for at forstå Martinus' tanker i det verdensbillede, han har skabt? – vil jeg dennegang forsøge at give udtryk for et af de områder af dette verdensbillede, jeg mener har almen interesse.

På en måde er Martinus' verdensbillede to ting. Det er, på den ene side, et så svimlende hav af detaljer, at det sker, at mennesker "drukner" i disse detaljer, fordi de synes dem at være for omstændelige, og det er, på den anden side – bag detaljerne – den enkleste "nøgle" til livet, noget menneske har skænket os. Det er denne enkle "nøgle", jeg på en måde er mest optaget af, fordi den, engang erhvervet, er det "guldæble i hånden", vi alle længes efter at eje.

Med sine analyser går Martinus direkte ind i det levende væsen. Hans kosmiske syn er som en operationskniv af fineste art, idet det hele tiden trænger ind i områder, der må kendes, for at det helhedssyn kan fremstå, der alene kan blive det virkeligt søgende menneskes evighedsfundament. For Martinus var der, da han skulle overføre sine kosmiske oplevelser til vor begrænsede sansehorisont, ingen tvivl om, at det tankemæssige fundament måtte være i orden, så derfor satte han alt ind på analysen af det levende væsens indre kosmiske struktur. Altså: ikke alene det jordiske menneskes, men alle levende væseners indre kosmiske struktur. Hans analyse her, der må betegnes som hans hovedanalyse, er kendt af enhver, der har studeret hans verdensbillede gennem analysen om de tre X'er. Uden at fordybe mig i en bevisførelse for denne analyses rigtighed, vil jeg blot fremhæve den dristighed og enkelthed, hvormed denne analyse fremtræder. Jeg'et – skabeevnen – og det skabte! Tre urokkelige elementer, enhver kender, og som i deres inderste natur i virkeligheden kun er eet element, idet deres uadskillelighed udgør en simpel selvfølge. Et Jeg uden skabeevne, såvel som begge disse to realiteter uden en organisme, er simpelthen vrøvl. Vi står her overfor en definition, intet normalt menneske vil angribe, – og dog en definition, intet menneske nogensinde før har fremsat på samme måde.

Gennem årtusinder har menneskene kæmpet om begreberne ånd og sjæl. Er mennesket en ånd, eller har det en ånd? Er mennesket en sjæl, eller har det en sjæl? Og så pludselig dette skarpe: Hvad er ånd? Og svaret: Ånd er bevidsthed! Men bevidsthed er ikke Jeg'et. Jeg'et skaber gennem sin evige skabeevne sin bevidsthed. Og pludselig har man det billede, man altid har savnet. Ånd, sjæl eller bevidsthed er nok udødelig, men alligevel "en skabt ting", eller noget, der enten kan være småt eller stort. Der findes virkelig "små sjæle" eller "små ånder", men de må blot ikke opfattes som stationære. For det ved disse mennesker, man kalder "småt", er kun noget midlertidigt. Vor bevidsthed er kun "os" i den forstand, at den her og nu udgør det foreløbige resultat af vor evige fortid. Bag den eksisterer vort Jeg, og dette Jeg er hinsides enhver form for størrelse, form eller alder. Det ER blot. Og da det i sin natur er lig alle andre jeg'er, står vi endelig her, hvor alle falske vurderinger bryder sammen, og og hvor kun den smukke betegnelse "gudesøn" dækker virkeligheden.

Dette fuldt bevidst at forstå, at det, vi kalder vor "ånd", vor "sjæl", i virkeligheden er "vor bevidsthed", og at denne vor bevidsthed uafbrudt er undergivet vækst, er i sig selv den "klippe", man må have under sin tænkning, om denne ikke påny skal ende i tåge. Med disse skarpe definitioner har Martinus åbnet vejen til en helt ny verden, hvor man stykke for stykke kan vinde frem og i stadig kontakt med de erfaringer og den heraf følgende grad af logisk formåen livet har givet os, "selv se" den virkelighed, der før skjulte sig helt og aldeles for vore øjne. Mennesker uden denne indsigt må falde i de første, de bedste faldgruber. De må opfatte de livsformer, vi kalder "planter" og "dyr" for sjælløse ting, de kan behandle, som det passer dem. Men har man blot een gang forstået, at al skabelse må eksistere i tilknytning til et Jeg, går der ingen vej tilbage. Da har selv den mindste plante, selv det mindste dyr, en bevidsthed – og vi dermed et ansvar!

Det er dette ansvar, der gang på gang får mig til at advare imod overfladiskhed i forholdet til Martinus' kosmiske analyser. Thi sålænge vi handler i blinde, uden viden, er livet et andet end det, det bliver, i samme øjeblik man ved sig selv erkender blot det svageste glimt af en højere verdensplans intense lys. Der er dyb sandhed bag ordene, at "dåren vandrer trygt, hvor engle ikke tør træde", langt dybere, end de fleste forstår! Derfor skal man ikke "kaste perler for svin". Man skal lade være med at omtale åndelige eller kosmiske problemer for mennesker, der er blottet for forståelse af disse problemers sublime natur og derfor blot vil "tygge, snaske og savle" over dem på samme måde, som svinet vil gøre ved det perlehalsbånd, der ved en fejltagelse er faldet ned i dets trug.

Det er således vor vågne, klare bevidsthed, der udgør det fornemste forskningsmateriale for os. Studiet af den vil, om talentet for kosmisk forståelse ellers er tilstede, hurtigt lade timelighedens tågeslør vige for evighedens skarpe og meget klare lys. Thi fra vor nuværende bevidsthed, vor nuværende "ånd" går titusinder af fine tråde tilbage til den evige fortid, af hvilken den er et resultat. At følge disse tråde, hver og en af dem, er ikke alene åndsforskning på højeste plan, det er den eneste vej til virkelig at "se" den Gud, der er al vor åndelige søgens inderste mål.

Og her er det, at det, vi kalder "Martinus' verdensbillede" bliver den vejledning, der aldrig glipper. Område for område har Martinus gennem sit snart lange liv afdækket for os, og hver gang med den, synes det ofte, næsten kølige og neutrale logik, der får os til at spørge: "Jamen, hvorfor kunne jeg dog ikke selv finde ud af dette, det er jo dog så ligetil!" Ja, ligetil, om forudsætningen er i orden. Og forudsætningen er, og det vil jeg aldrig blive træt af at understrege: virkelig åndelig hunger! For her er nemlig et af de områder, hvor der syndes utroligt groft. Altfor mange mennesker har den tanke, at åndsvidenskab eller kosmologi er noget, enhver på stående fod kan tage stilling til, diskutere og have afgørende meninger om. Men sand åndsvidenskab har det tilfælles med sommerfuglestøv, at berøres den med grove hænder, så forsvinder al skønhed, al indre, virkelig sublim forståelse.

Medens fysisk videnskab er grov i den forstand, at enhver, der har begavelse dertil, kan arbejde med den med udsigt til resultat, så udleverer åndsvidenskaben kun sine skatte til den, der nærmer sig dem med et ydmygt hjerte og en ægte længsel i sjælen. For alle andre forvandler disse gyldne skatte sig øjeblikkeligt til ubegribeligheder eller til de døde ord, hvis uægthed stikker enhver i øjnene.

Men er de virkelige forudsætninger i orden, har livet intet at give den enkelte, der har større værdi og giver større inspiration, end studiet af de kosmiske analyser. Med de love og principper, Martinus har afsløret i "Livets Bog" som vejledere, åbner det ene strålende kosmiske perspektiv sig efter det andet for ens undrende blik. Thi så viseligt er livet indrettet, at Gud – det altomfattende Jeg, der også omslutter vort eget, – åbenbarer sig lige så let i støvets som i stjernernes verden!

Livet kan kun opleves på to måder: enten som livløs materie og endeløs tilfældighed, eller som liv, som een allestedsnærværende og altgennemtrængende bevidsthed, med hvilken vi befinder os i en uafbrudt korrespondance. Er det første tilfældet, bliver menneskets liv kun en bitter, ja, direkte ond kamp om social position, ære og magt. Er det andet derimod tilfældet, ja, da bliver livet en uafbrudt åbenbaring af strålende logik eller af den guddommelige bevidsthed, der bag formernes verden vibrerer os imøde, hvorhen vi end retter vore sanser.

Det ville have været let for Martinus blot at have givet os sit verdensbillede i "afklædt" form. Men han ville dermed have stillet os overfor et fornyet krav om tro. Og Martinus ved bedre end nogen anden på denne jord, at troens tidsalder er ved at være forbi. I dag lyder kravet om viden gennem verden. Og det er dette krav, Martinus har honoreret med sin fantastiske uddetaljering af de love og principper, han afdækker i "Livets Bog"s seks bind. Havde han ikke udført dette enorme og til tider sikkert uhyre besværlige arbejde, hvor gentagelsens kunst nødvendigvis må sidde i højsædet, havde vi ikke nu været i besiddelse af en Kosmologi, der i sin opbygning er lige så gennemført begrundet, som enhver af de fysisk-videnskabelige discipliner, vi er fortrolige med. Martinus' mål var ikke personlig berømmelse eller succes. Det var, og er, at tjene vor famlende ånd så godt, at der, overalt hvor tvivlen måske kunne standse vor søgen, nu er skabt stærke broer mellem de erfaringsområder, der er solidt udbyggede, og de, hvor kun et meget spinkelt erfaringsmateriale står til vor rådighed.

Og så til slut et lille råd, som jeg tør stå ved. Anbefal altid enhver "nybegynder" en hurtig gennemlæsning af Martinus' værker, for at de derigennem kan få det første svage overblik over de vældige områder, dette verdensbillede afdækker. Thi animerer dette overblik ikke til den grundige gennemgang af stoffet, der kan tage år, ja, efter al sandsynlighed vil tage hele livet, så må man regne med, at vedkommendes åndelige sult ikke helt står mål med en måske udtrykt begejstring.

Alle Martinus' analyser er, hver for sig, lige vidunderlige. Men een analyse hæver sig over alle de andre, og det er analysen af de tre X'er, eller analysen af det levende væsen. Studér den, og De har en viden, som aldrig kan rokkes og aldrig forgå. At kende analysen af Jeg'et og overbevidsthedsområdet med de to sexuelle poler, samt skæbneelementet med talentkernerne, er det samme, som at eje en gylden nøgle til selve livet. Hvor som helst De færdes i naturen, hvem De end taler med i dagliglivet, – overalt bekræfter disse analyser sig selv. Og mere end det. Overalt peger disse analyser tilbage mod den universelle bevidsthed, i hvis billede vi selv er skabt, den bevidsthed, der en dag vil træde os lyslevende i møde i al sin stråleglans og med hver eneste fiber i os lade os forstå, hvor stor Kristus i virkeligheden var, da han som den første i vor verden med jubel i hjertet kaldte den ved det skønne navn: "Fader"!

Med en kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!