Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Et problem, der er fælles for enhver Martinus-interesseret er det, der kan udtrykkes med spørgsmålet: "Hvorledes skal jeg dog interessere andre mennesker i Martinus' tanker og arbejde?"

Da dette spørgsmål er af vital interesse både for den enkelte og for vort arbejde som sådan, tror jeg, det vil interessere enhver at høre lidt om de erfaringer, jeg selv har gjort gennem min snart tredive-årige tilknytning til sagens centrum. Jeg var meget ung, da jeg mødte Martinus, knap 22 år, så det er vel forståeligt, at hans tanker udløste en stærk åndelig beruselse i mit sind, og at denne beruselse afstedkom en voldsom trang til at indvie alle og enhver i den glæde, der var vederfaret mig. Nuvel, takket være denne tilstand ved jeg idag en hel del om, hvordan man i hvert fald ikke skal bære sig ad, når man ønsker at informere andre om Martinus' tanker! Det ligger i selve sagens natur, at man i alle sine livsoplevelser slutter fra sig selv og til andre og mener, at det, der så dybt glæder en selv, nødvendigvis også må glæde alle andre. Man glemmer eller overser helt, at vi mennesker for det første absolut ikke er ens, og for det andet – og det er i dette tilfælde måske det vigtigste – slet ikke er i besiddelse af samme åndelige hunger eller behov. Hvad der for ét menneske er strålende lys og inspiration, kan udmærket for et andet menneske være noget dødsenstrættende, for ikke at sige rent nonsens. Sagt kort lærte livet mig meget hurtigt, at man skal være uhyre varsom med sin omtale af sine åndelige interesser for ikke at bringe sig selv – og også det, man kæmper for – i miskredit.

Men selv om jeg lærte mig kunsten at tie – en drøj lære – betød det nu ikke, at jeg af den grund opgav tanken om at sprede kendskabet til Martinus' tanker. Jeg måtte blot indstille mig anderledes end før, hvor jeg ukritisk gik ud fra, at alle og enhver havde brug for den viden, Martinus bragte. Det gik op for mig, at åndelig beruselse har det tilfælles med en fysisk rus, at den giver alt for stærk trang til at tale uden modent overlæg. Martinus' tanker er meget stærke tanker og udsætter en i begyndelsen for en meget svær fristelse. For nægtes kan det jo ikke, at et blot overfladisk kendskab til Martinus' verdensbillede giver en meget stærke intellektuelle våben ihænde, næsten for stærke. Man fristes til at bruge disse stærke våben, mest måske fordi der vel i enhver ung findes en ikke helt ringe portion forfængelighed og forståelig trang til selvhævdelse. Resultatet blev, ihvert fald for mit vedkommende, en kort, men ret uforglemmelig periode af temmelig ophidsende diskussioner i hvilke jeg nok sejrede, men også fik sejrens bitre frugter: en lang række mere eller mindre dybtgående uvenskaber.

De her nævnte to erfaringer må vist regnes for de mest elementære, man oplever, når man ønsker at viderebringe det budskab, der har fået så stor værdi for en selv. Gerne skånede jeg enhver for de ubehagelige timer, disse begynderstadier afstedkommer, men jeg frygter, at vi alle må passere dem, mere eller mindre, naturligvis. Men med disse erfaringer bag mig begyndte jeg ligesom at få fast bund under mit ønske om at bringe Martinus' tanker ud til den menneskehed, jeg fremdeles følte havde brug for dem. Man må her erindre, at Martinus på dette tidspunkt var så godt som ukendt i vort land, et forhold der gjorde det både lettere og sværere at gøre disse erfaringer. Lettere, fordi de fleste hurtigt glemte det hele, sværere, fordi de mange opfattede mig som repræsentant for en slags ny og yderliggående sekt, hvis tåbelige tilhængere tilsyneladende nægtede sig alle livets goder eller glæder. Jeg erindrer således en mand, jeg mødte i toget mellem Alborg og Århus. Han var virkelig en venlig mand og tilsyneladende meget interesseret. Jeg mærkede godt, at han ligesom stivnede, da jeg fortalte ham, at jeg ikke spiste kød, men da jeg så senere i samtalens løb også fortalte, at jeg hverken røg eller nød spiritus, døde det hele med hans afsluttende spørgsmål: "Kan De heller ikke lide kvinder?" Selv mit bekræftende svar kunne ikke hindre den hjælpeløse fiasko.

Direkte religiøse diskussioner har jeg været forskånet for. Årsagen hertil har været min medfødte dybe respekt for andres religiøse overbevisning. De diskussioner, jeg kom ind i, drejede sig altid om materialisme contra religion, aldrig om hvorvidt den ene form for religion var bedre end den anden. Jeg ved, at andre her må gøre bitre erfaringer, hvad der bestyrker mig i min overbevisning om, at diskussion indenfor de her berørte livsområder altid er af det onde. Diskussion har, ihvert fald hvor det drejer sig om religiøse problemer, formeget af krigens karakter til, at jeg tror på den som en god vej i åndelig forkyndelse.

Mit temperament betingede, at disse læreår måtte blive ret strenge. For mig var Martinus' tanker en ild i blodet, der ikke kunne dæmpes. Jeg måtte simpelthen have luft for alt det, der fyldte mig, og derfor tror jeg, at jeg så noget nær har begået alle de forsyndelser eller dumheder indenfor det her berørte område, der kan begås. Men jeg fortryder intet! Udaf de mange forsyndelser opstod der et erfaringsmateriale, der idag gør det til den letteste sag af verden for mig at "skille klinten fra hveden" og kun tale til de mennesker, der virkeligt har et åndeligt behov. Og her er det, at jeg tør give visse, for mig selv gyldne regler fra mig.

Gør først og sidst Dem selv til en god lytter! Kunsten at lytte til et andet menneske er sørgeligt degenereret i vor tid, hvor alle vil tale og ingen har tid til at lytte, trods det, at alle længes efter at møde et virkeligt lyttende menneske. Gennem en kærlig lytten spindes de første venskabstråde mennesker imellem. Og lyt med dobbelt hensigt. Lyt først, fordi De derigennem opnår sympati, og lyt derefter, for igennem modpartens ord at finde ud af, hvilket åndeligt udviklingstrin vedkommende befinder sig på. Ved De først det, er sejren på forhånd Deres! For enten vil De da intet som helst fortælle om Deres indstilling, og derved forskåne Dem selv for et åndeligt krafttab, eller også vil livet selv give Dem en chance for at tale på en sådan måde, at De fornemmer en vidunderlig følelse af "levende ild" i blodet! Og altsammen kun, fordi De har gjort begrebet "at lytte" til en virkelig levende evne i Deres eget sansesæt!

Og dernæst: vær beskeden! Som evnen til at lytte er degenereret i vor verden, er også beskedenheden eller det endnu mere sublime: ydmyghed, på voldsom retur. Intet virker mere utiltalende på åndeligt voksne mennesker end arrogance, og da især åndsarrogance. Det er dejligt at vide besked med en en mængde åndelige problemer og endnu mere vidunderligt at have virkelig åndelig indsigt, men begge dele mister al deres skønhed, om de demonstreres uden ydmyghed. Mennesket af idag, og jeg tænker her på mennesket, der i enrum har grædt meget, mennesket, som i livet føler sig isoleret og ulykkelig, har først og fremmest brug for et kærligt hjerte! Skjuler der sig så stor klogskab og livsindsigt bag det kærlige hjerte, er sejren igen Deres! Om De ejede alverdens kundskab, gavner den Dem alligevel intet i det øjeblik, et andet menneske åndeligt fryser i Deres selskab!

Studerer De for alvor Martinus' analyser "medens tid er", behøver De aldrig at frygte for den stund, hvor livet ønsker De skal tale! Men vær vidende om, at deri ethvert menneskes åndelige struktur findes et lille, yderst fintmærkende organ, der registrerer Deres åndelige ægthed. Taler De for at brillere eller imponere, reagerer dette organ omgående, og kunne De se, hvad der sker indeni det menneske, De taler til, ville De blive forfærdet. For da ville De se, hvorledes dette menneskes "åndelige hjerte" lukker sig lige så hårdt i som en musling, der bliver angrebet. Trods klingende ord og glimrende udtryksform har De tabt og mere end det, De har mistet noget, som er svært at generobre: et andet menneskes åndelige respekt.

Martinus' tanker er ikke for hvermand! Man kan sige, at de er for åndeligt søgende mennesker, men heller ikke denne definition dækker. Nej, Martinus' tanker er reserveret mennesker med en udviklet kosmisk talentkerne. Som det musikalske menneskes dybtgående musikfølelse hviler på en medfødt musikalsk talentkerne, ja, som al kunst har rod i medfødte talentkerner, har kosmisk forståelse også rod i en medfødt forståelse for disse problemer. Jeg har derfor gjort mig det til en hovedregel, overalt hvor jeg møder mennesker, gennem yderst forsigtige og tilsyneladende ligegyldige spørgsmål at skaffe mig viden om netop dette specielle forhold. Og det er så let. For mennesker vil gerne tale og indvi en i deres synspunkter på f.eks. det nationale, det religiøse, det ægteskabelige og det moralske område. Har De et menneskes opfattelser på de her nævnte områder, har De også et billede af dets indre tilstand og så vil Deres Intuition hurtigt klare resten for Dem! Og siger Deres intuition Dem, at dette menneskes kosmiske talentkerne er så godt som sovende, så tal om vejret! Smil ikke! At kunne tale om vejret er en kunst, som f.eks. englænderne mestrer i alle de situationer, hvor de ønsker et venligt, men absolut neutralt forhold til et menneske, de ved skæbnens gunst eller ugunst for en stund er bragt sammen med.

Martinus' tanker skal ud i verden, og vi bærer hver især på et stort ansvar i denne sag! Det er derfor vigtigt at være bevidst i, at den fornemste form for åndelig undervisning altid har været og altid vil være ens egen væremåde! Eksemplet smitter mere end noget andet. Og her vil jeg gerne minde Dem om en af de sætninger fra Jesu liv, jeg sætter højest. Den lyder: "Du må ikke forarge de små! "Hvem er disse små? Det er i virkeligheden langt de fleste af de mennesker, vi er i berøring med. Langt de fleste mennesker af i dag har endnu intet brændende åndeligt behov, dertil er livskampen for hård. Men disse menneskers øjne hviler på os. Og giver vi dem igennem vort eksempel, vor måde at leve på, grund til kritik, er vi med til at forarge dem og dermed med til at være en hindring for en højere verdens lys i at tone frem. Vi kan være vegetarer på en sådan måde, at alle har respekt for os, og vi kan være det på en sådan måde, at stemplet "fanatiker" står med fede typer på vor ryg. Vi kan, kort sagt, misbruge vor åndelige viden på en sådan måde, at vort liv bliver en hån imod den idealisme, vi gerne ville forkynde. "Den, der lever skjult, lever lykkeligt" siger et gammelt ord, og det er meget sandt. Og vi bør alle leve skjult i den forstand, at vi aldrig ved vor væremåde selv giver til den form foromtale, der hverken gavner os eller de idealer, vi kæmper for. Martinus' arbejde har ikke blot de få lærere, der officielt bærer navn deraf. Det har ligeså mange lærere, som det har interesserede! Og jeg har ofte den tanke, at de bedste lever helt ukendt af de fleste af os! At "give kejseren, hvad kejserens er", eller at leve sådan, at man ikke i det ydre giver nogen som helst anledning til forargelse, giver en de største chancer for virkeligt at "give Gud, hvad Guds er"! Da jeg var meget ung, "stormede jeg himlen". Nu, som voksen har jeg aldrig nogen større glæde, end når det lykkes mig, takket være den viden, Martinus har givet os alle, at bringe smilet frem i et ansigt, der altfor længe har båret smertens stempel. Vort arbejdes fremtid ligger i Guds hånd, og det vil sætte både blomst og frugt til sin tid. Men vil vi hjælpe dette arbejde frem i den korte tid, der her er os beskåret, er det min overbevisning, at vi gør det bedst ved at være menneske iblandt mennesker og på alle områder stræbe efter at omsætte den viden, Martinus har beriget vort sind med i en livspraksis, der først og fremmest går ud på at bringe smil og glæde ind i vore medmenneskers liv. At fornemme med hele sin sjæl at livet er evigt, og at alt det, der idag synes så overvældende, i virkeligheden kun er svage krusninger på evighedens uendelige ocean, er i sig selv så stort, at man derudfra altid kan få kraft til at mindske både egne og andres vanskeligheder. Indstiller man sig på en sådan væremåde, bliver man uundgåeligt "det lys på bjerget, der ikke kan skjules". Mennesker vil da komme til en med deres sorger, og de vil spørge, hvorfra man dog får kraft til altid at være glad og i ligevægt. Og spørger et menneske selv, ja, da er vejen åben til netop den samtale, der kan gøre det uendelig let for en selv at sige: "Tag og læs denne bog eller dette foredrag, måske er det lige noget for Dem – ! "

P. S.

Som en lille efterskrift til dette brev vil jeg gerne fortælle Dem, at Martinus' rejse til Island former sig som en strålende lysoplevelse for ham. Straks ved sin ankomst blev han anmodet om en pressekonference, og de islandske blade omtaler ham med stor ærbødighed og respekt. Martinus har påny krydset henover Island med fly og talt til et utal af forsamlinger. Takket være vor energiske medarbejder, Vignir Andresson, er Martinus' arbejde i strålende vækst på Island, hvorfra kravet om oversættelser nu begynder at blive meget stærkt. Martinus selv er meget lykkelig for denne rejse, der giver ham en velfortjent pause i hans anstrengende arbejde på afslutningen af Livets Bog, men trods sin store sukces glæder han sig dog allerede til igen at vende hjem og genoptage sit arbejde her. Formodentlig vil han tale i Instituttets sal allerede mandag den 6. oktober.