Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Når De modtager dette brev, er jeg påny langt borte fra Danmarks grænser. Søndag aften den 29. september forlader jeg Rom med kurs mod Karachi i Pakistan, og dermed er den lange rejse til det fjerne Østen, som jeg så længe har set hen til, blevet virkelighed. Netop fordi jeg ved, at De først får dette brev ihænde, når jeg er borte, føler jeg trang til endnu engang at bringe alle venner af Martinus arbejde i Skandinavien min kærligste tak, fordi De gjorde denne rejse mulig for mig. Jeg håber, De tager mig på mit ord, når jeg siger, at ikke én eneste lejlighed til at bringe Martinus verdensbillede ud til modtagelige mennesker vil blive spildt. Jeg skal virkelig gøre alt, hvad der står i et menneskes magt, for at bruge den mulighed, jeg her har fået ihænde.

Jeg forstår så udmærket, om en og anden tænker: kan Vesten virkelig have noget at bringe Østen, selve mystikkens hjemstavn? – Men jeg kan også roligt svare, at Vesten idag ikke alene materielt og teknisk har noget at give østen, men også, at østen inden for de åndelige områder selv har sine øjne rettet mod Europa og adskillige gange klart i de senere år har givet udtryk for, at den åndelige fornyelse, verden venter på, meget vel kan komme fra Vest. Og Indien venter på åndelig fornyelse. Den religiøse verdenssituation er idag således, at det åndelige liv hele jorden over er i opbrud, og det hvad enten det drejer sig om den ene eller den anden verdensreligion.

Noget ganske andet er, at den åndelige jordbund i Østen er helt anderledes end hos os, hvor den materialistiske idé ikke alene er slået igennem, men så hårdt, at det store flertal af den opvoksende ungdom enten direkte håner enhver form for religiøsitet eller også skubber disse tanker fra sig som dem uvedkommende. Således er det ikke i Østen. For disse mennesker er det religiøse i langt højere grad tilværelsens centrale problem, end det er det i Vesterlandene. Sandheden i dette ses vel næppe tydeligere end i Indiens deling, da frihedens time endelig slog. Den store drøm om en hel-indisk stat brast netop på grund af den dybe kløft mellem muhammedanere og hinduer, og resultatet blev den mærkelige stat Pakistan, hvis ene halvdel ligger ca. 3000 km. fra den anden – et forhold der simpelt hen må volde de respektive ledere meget store bekymringer.

Hvad vil det egentlig sige, at man er religiøs? Det samme som at man er kunstner. Begge tilstande hviler på et talent. Men medens den almindelige kunstner søger at afgrænse sin kunstneriske interesse inden for det område, han er mest draget imod, har mest talent for, så stræber det religiøse menneske i virkeligheden imod at blive den fuldkomne, altomfattende livskunstner. Det er sandt, at det religiøse liv hidindtil mest har været indkapslet i former, hvor det har været så som så med livskunsten, men dette skyldes ikke den religiøse følelse i sig selv, men derimod i langt højere grad de former, gennem hvilke denne følelse kom til udtryk, og som måtte svare til det udviklingstrin og den tilstand, gennemsnitsmennesket befandt sig i. Alle de store verdensreligioner har som mål en væremåde på højeste humane trin. Alle stræber de efter at belære deres tilhængere om næstekærligheden som det eneste mål, der er en virkelig indsats værd.

Verden af idag har således en dybtgående helhedsopfattelse af det religiøse livs betydning og af dets mål. Opfattelsen af "den ene Gud" er forlængst trængt igennem og dominerer overalt den religiøse tænkning. Man har således syntesen, og det var gennem lange tider nok. Men så kom det sidste århundredes vældige intelligensudvikling. Kirkebyggeriet stagnerede til fordel for skolebyggeriet, og hvad der stagnerede endnu mere, var kirkebesøget. Den helt ud fantastiske videnskabeliggørelse af livet, den vældige tekniske fødsel, har fået katastrofale følger for det religiøse liv, der hviler på en fra fortiden uendelig fint udarbejdet dogmatik, enten så denne er af kristen, muhammedansk, buddhistisk eller hinduistisk oprindelse. Og det er her, oprøret er sat ind og det både i Vest og i Øst. Ungdommen af idag vil ikke nøjes med den religiøse syntese. Den kræver – og gør det i kraft af den intelligensudvikling, den har gennemgået – en gennemgribende analyse af de tanker, begreber og forestillinger, den lever på. Heraf den opståede krise.

Og denne krise løses ikke, ved at man forsøger at skænke menneskeheden en ny tro, selvom dette ønske brænder i mange menneskehjerter både i Vest og i Øst. Verden af idag kan kun bringes ind i en ny virkelig positiv religiøs tilstand igennem en åndelig viden, der i sin natur er ligeså ubestikkelig, som den viden den fysiske videnskab skænker os. Og her er det, at jeg med hele min sjæl føler mig overbevist om, at alene Martinus kosmiske analyser giver svar på alle de spørgsmål, det fremskredne religiøse menneske rummer i sin sjæl. Jeg ved udmærket, at en sådan udtalelse kan få et skær af persondyrkelse over sig, men den risiko må man løbe. Thi den, der giver udtryk for en sådan opfattelse, har næppe fordybet sig i Martinus kosmiske analyser med samme intensitet, som jeg har. Og det er her, jeg har noget på hjerte, som jeg gerne vil give udtryk for ved denne specielle lejlighed.

Jeg skrev før, at det virkeligt religiøse menneske er en kunstner, idet hele hans religiøse tilstand hviler på et talent for livskunst. At dette talent eksisterer i ethvert levende væsens sjælelige struktur, er her en sag for sig. Det, der i denne forbindelse optager mig, er, at den religiøse talentkerne, som alle talentkerner iøvrigt, må gennemløbe en lang udvikling, før den kan sætte den blomst, vi kalder "det religiøse geni". På sine første stadier ytrer tilstedeværelsen af denne talentkerne sig igennem det uintellektuelle menneskes evne til blindt at tro opsatte religiøse dogmer og påbud. På dette stadium er den religiøse talentkerne – iøvrigt lig med alle andre endnu umodne kunstneriske talentkerner – voldsom modtagelig for den form for påvirkning, vi kalder "suggestion". I denne tilstand forveksler det ivrigt religiøst troende menneske gang på gang sin regulære tro medviden. Virkningen heraf er den nokså bekendte religiøse intolerance. Intet har skadet sand religiøsitet mere end denne "vi-alene-vide" tilstand. Den har i virkeligheden været al ond religiøs intolerances moder. Når dette er sagt, skal det imidlertid også siges, at der ud af al den religiøse intolerance, der har flammet jorden over, er kommet det gode, at mange mennesker i mødet med alle de urimelige påstande, som den udbredte sekterisme har stået fadder til, er begyndt at tænke selv eller, med andre ord, nået til det punkt, hvor deres religiøsitet har forladt suggestionens farlige område. Det er ingen let sag at frigøre sig fra den religiøse suggestion, bundfældet som den er i givne dogmer, regler og rammer. Men processen er overalt igang. Mennesket af idag har svært ved at bøje sig for forestillinger, der påtvinges det udefra som noget, det med vold og magt skal akceptere. Det vil se med sine egne øjne, erkende med sine egne sanser. Det er dette forhold, der, som før antydet, er årsag til den åndelige krise, der idag går henover verden. Og midt i dette virvar – for virvar er det – fødes der så en Martinus. Fødes der er menneske, der "som en tyv om natten" oplever det, som alle religiøse genier før ham har oplevet, nemlig at "se Gud". Hvis Martinus nu blot havde været én af de mange, mange tusinde, der hvert år oplever et kosmisk glimt, ville han næppe have interesseret Dem og mig. Men han var anderledes, ja så anderledes, som man netop måtte vente han var, der skulle betros den mægtige opgave, det er at udforme et åndeligt fundament for en kommende ny åndelig guldalder.

Hvordan reagerede Martinus over for sin oplevelse? Ja, efter at det første chock over opgavens natur og omfang var overstået, reagerede han, som kun den gør det, der er villig til at give sit liv for andre. Så åndeligt redelig og hæderlig, som kun den moralsk overlegne kan være, stillede han sig selv spørgsmålet: "Hvad har mennesket, det udviklede menneske af idag, virkelig brug for?" – og svaret, blev det verdensbillede, han har manifesteret i LIVETS BOG og i sine symboler. "En aldeles uforståelig bog, tungt skrevet og med et hav af gentagelser" siger mange. Men hvem er disse "mange". Det er udelukkende de, hvis religiøse talentkerne endnu ikke er trådt i virkelig funktion. Det er mennesker, hvis religiøse hunger endnu er på det stadium, at kan de ikke få en forklaring på livsmysteriet i løbet af en time – mere tid kan de ikke ofre på den slags – har det ingen interesse for dem. Man kunne smile af dette, dersom det ikke var således, at netop mange af den slags mennesker har magt og indflydelse og dermed mulighed for at hindre en høj, åndelig oplysnings fremtrængen.

At tro, at man sådan mir nix, dir nix kan få hele livsmysteriet klarlagt på et øjeblik, røber kun, at ens religiøse behov – hvilket i virkeligheden vil sige: ens behov for at være eller blive en sand livskunstner – er meget ringe, nærmest latent. Men modsat denne type står mennesket med en dybtgående åndelig hunger, og for ham er LIVETS BOG simpelt hen et uudtømmeligt skatkammer. I sin skarpe analyse af det jordiske menneskes forhold til den nye verdensimpuls (LIVETS BOG I, 5. kap.) har Martinus givet enhver sandhedssøger netop det overblik over den her berørte situation, der er nødvendig for ikke at styrte i en af intolerancens utallige faldgruber, læs den! For når jeg før skrev, at Martinus gennem sin reaktion over for sin oplevelse afslørede, at han var villig til at give sit liv for andre, mener jeg, at hans liv siden har bekræftet dette. Tænk hvor fristet han egentlig har været. Havde han givet sig til at skrive om livet efter døden og om alt det, der optager de mange, ville han på et øjeblik have haft en verden for sine fødder. Nej, han gik den lange, lange og meget trange vej, det har været at skabe et værk, som først menneskene efter ham helt har mulighed for at vurdere. Han gik aldrig på akkord. Vi, som har stået ham nær i disse mange år, og som på nærmeste hånd har fulgt hele hans udvikling, har altid kun set et menneske, for hvem fuldbyrdelsen af den mission, Forsynet betroede ham, var det egentlige og afgørende.

Fysisk skilles hans og mine veje nu for en stund. Men af alt, hvad jeg tager med mig til det fjerne Østen, er intet større og intet mere inspirerende end erindringen om den måde, Martinus reagerede på, når vanskelighederne tårnede sig op, og alle horisonter syntes lukkede. Idag har han sejret. Selvom LIVETS BOG endnu ikke er skrevet færdig, har han, i det han allerede har givet os, givet os mere, end noget menneske før ham har givet, og nok til, at vi i mange liv fremover vil have inspiration til at fortsætte den kamp med os selv, der en dag vil fuldbyrdes gennem vor egen opstandelse som et "menneske i Guds billede efter hans lignelse". Martinus er mere end en verdenslærer. Han er det enkelte menneskes lærer i et omfang, vi aldrig før har kendt. Men han er det kun for den, der har mod til at forlade "fader og moder", er det kun for det menneske, for hvem hungeren efter at "se Gud", efter at opleve den allerdybeste mening med livet, er større end hungeren efter noget som helst andet. Dette bør man altid have i sine tanker, når man føler trang til at vurdere hans indsats.

I en kaotisk tid, en tid der på de åndelige områder synes mere nedbrydende end opbyggende, udgør Martinus en ildsøjle, der lyser vej frem imod en tid i vor udvikling, hvor alle de kræfter, der nu er kommet i oprør, påny har fundet deres balance. "Er han en kristen?" spørger mange, og mange vil vel nu stille mig samme spørgsmål i relation til både Muhammed og Buddha. Og jeg vil svare Dem alle, at som han er den største defensor for al sand kristendom, er han det samme for både al sand muhammedanisme og al sand buddhisme. På historiens mørke baggrund lyser de tre verdensgenløsere op som vældige flammer, der én gang oplyste verden således, at humanismens skønne ideal ikke alene kunne blive født, men også komme i vækst. For mig at se forener disse flammer sig i Martinus sind på en sådan måde, at hver den, der med dyb alvor og fri af enhver forhåndsaversion studerer hans værk, vil opleve at blive mere glad for det, han igennem fortidens store Vise lærte at kende, samtidig med at han vil indse, at årsagen til denne glæde helt er den inspiration, studiet af LIVETS BOG gav ham. Thi LIVETS BOG, der mere end noget andet er Martinus eget sind, forbinder med en hidtil ukendt kærlighed vort Selv med den fortid, af hvilken vor bevidsthed helt er et produkt, med den fremtid vi selv med hver en kærlig tanke, der fødes i vort sind, er med til at skabe.

– – – – – – –

Og nu glæder jeg mig til at gå igang med den opgave, Forsynet har betroet mig. Vær overbevist om, at som jeg ved, De tænker på mig, er mine tanker hos Dem. Alt, hvad jeg oplever, alt, hvad jeg møder, vil jeg prøve at delagtiggøre Dem i. Men lov mig, at De ikke digter mere ind i min rejse, end den kan bære! Jeg rejser til Indien for at knytte kontakter, og for, på alle de områder livet giver mig mulighed herfor, at opbygge den første spæde organisation i Østen. Kærligt indstillede mennesker venter mig overalt i dette store og for mig sikkert meget forunderlige land. At jeg er lykkelig for den tillid, De alle har vist mig, ved De, men lykkeligst er jeg måske, fordi det faldt i min lod at være den første, som den sag, jeg har givet mit liv, sen der ud, og så at jeg kan rejse med en indre vished om, at alt, hvad jeg herhjemme er knyttet til med stærke bånd, er betrygget så godt, som det menneskeligt er muligt. En stor arbejdsperiode er endt, en ny toner nu frem, måtte Gud velsigne den.