Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Skæbnen vil, at De i år skal have brev til selve pinsen, og mon ikke den skønneste pinsehilsen vil være en stilfærdig fordybelse i selve pinsemysteriet? Pinsen er jo festen til ære for "Den hellige ånd", – en sætning som for mange mennesker er så temmelig meningsløs, da det hverken står dem klart hvad ånd, endsige "hellig ånd" egentlig er. Personligt finder jeg den manglende interesse for kristendommens dybere indhold yderst forståelig. Havde jeg ikke mødt Martinus, er det næppe sandsynligt, at jeg selv havde haft større interesse for disse problemer, så grundigt var interessen blevet kvalt i min ungdoms brændende søgen, og denne søgens møde med K.F.U.M.s og Grundtvigianismens sikkert smukt følte, men uhyre tågeagtige udlægninger af netop de sandheder, som idag forekommer mig mest værdifulde.

Det mest fascinerende ved Martinus er jo netop hans utrolige uafhængighed af det éngang vedtagne af, hvad de forskellige åndsretninger har fået ud af den kristendom, der udenfor enhver tvivl har været såre enkel i sin fødsel, eftersom Jesus foretrak at tale til mennesker, som mennesker nu engang er flest. Som alle kosmiske bevidstheder før ham taler Martinus udfra sin egen oplevelse af de guddommelige sandheder og overlader det til os selv at drage sammenligninger. Men netop i forbindelse med begrebet "Den hellige ånd" har Martinus givet os en indsigt, som ikke alene sprænger alle bundne horisonter, men som også er i den dybeste kontakt med de erfaringer, livet har givet hver eneste af os. For Martinus er ånd ene og alene identisk med bevidsthed, og "hellige ånd" er for ham selve kulminationen af dette begreb eller det mål, vi alle er på vej imod. Hver for sig ved vi udmærket, at vi ikke er fuldkomne. Ejendommeligt nok møder vi her et af livets store paradokser, idet vor postulerede ufuldkommenhed kun kan blive akceptabel i relation til en eksisterende fuldkommenhed – eller en tilstand, et uhyre antal mennesker benægter eksisterer! Imidlertid, den eksisterer. Livet viser det igennem tilsynekomsten af de kosmiske bevidstheder og bekræfter dermed vort instinkt, der – via samvittigheden – aldrig har ladet os være i tvivl om, at vi i en mængde situationer ville stå os ved at handle imod de begær, der altfor åbenlyst har magten i vore sind.

Martinus er det første menneske, der klart har præciseret vor kosmiske position som et overgangsvæsen mellem det egentlige dyr og det rigtige menneske. Gennem sine analyser har han så eksakt, som det overhovedet kan gøres, når man tager vort relativt ringe selvoplevede erfaringsmateriale inden for disse områder i betragtning, trukket hele den udviklingslinie op, vi følger. Han har vist os, at bevidsthedsdannelsen hele tiden svinger mellem de to kontrære poler, vi kalder moralsk "mørke" og "lys", og at det jordiske menneske netop nu befinder sig i "mørket"s kulminationsområde eller i en bevidsthedstilstand, hvor det, "mæt" af dette "mørke", nu higer imod "lyset" eller den kulminerende kosmiske bevidsthed. Vi var engang "fuldkomne dræbere", det er vi ikke mere. Tværtimod vender de fleste mennesker sig med afsky fra enhver tanke om at dræbe og udslette andre mennesker. Men nu har vi – i modsætning til dengang vi brændende begærede det – de mest fuldkomne instrumenter til at dræbe med! Én gang sneg vi os ind på livet af vor fjende, – nu dirigerer vi alverdens djævelskab imod ham ved hjælp af fint udregnede tabeller! Den slags gør en vis forskel. Såmeget, at mange mennesker ville finde livet aldeles uudholdeligt, om de ikke gennem deres åndelige søgen dels var kommet på sporet af og dels i berøring med "universets grundtone" eller – "Den hellige ånd".

Dybest set består livet kun af to realiteter: Guddommen og gudesønnen. Hvor meget vi end gennem kontakt med andre søger at flygte fra os selv, kommer der ligefuldt en dag, hvor vi oplever dette forhold. Livet skal nok vide at gøre os bevidste i vor egen ensomhed – og dermed give os chancen for at finde Gud. Men hvad er Gud? Ja, hvad er vi? At vi ser sådan og sådan ud og er så og så gamle, er dog ingen forklaring på os. Lærer man os ikke bedst at kende gennem mødet med vor karakter? Med vor måde at reagere over for livet på? Det gør man. Og da vi er gudesønner, må vi til en vis grad ligne vort fædrene ophav. Noget af hans væsen må klæbe ved os, selvom vi endnu er ufærdige eller uudviklede. Noget ved os må afspejle hans natur. I noget må vi helt og aldeles ligne ham. Som vi, må også han have en karakter. Hvor finder vi den?

"I ham leve, røres og ere vi!" Vi kender alle ordene, har alle lært dem i vor barndom. Men hvad fortæller de os. Ganske enkelt at vi på alle sider er omgivet af den vældige bevidsthed, den vældige karakter, vi hver især udgør en mikrospopisk afspejling af. Gud er ikke "i naturen", Gud er selve naturen, han er alt, hvad vi overhovedet formår at sanse. Og her er det, Martinus gennem sine til tider næsten iskolde analyser af verdensaltets grundenergier og deres måde at reagere på har givet os "nøglen" til denne vældige bevidsthed. Vi ved nu, at der bag hver eneste stofkombination eksisterer et "Jeg" eller en "stoforganisator" – og vi ved, at alle Jeg'er tilsammen udgør selve det guddommelige Jeg på akkurat samme måde, som alle vanddråber tilsammen udgør verdenshavene. Omend "guddommelige dråber", vil vi aldrig miste vor egen guddommelige identitet. Vi vil altid være, vi vil altid opleve livet, og denne oplevelse vil altid bestå i en evig vekselvirkning mellem os selv og det guddommelige Jeg. I dette vældige panorama svinder vort nuværende liv ind til noget uhyre beskedent, men da det alligevel er dette liv, der i øjeblikket udgør vort kosmiske udsigtspunkt, må det være herfra, vi prøver at forstå forskellen mellem den ufuldkomne og den fuldkomne eller "hellige ånd". Og her kommer livet os i dette øjeblik til hjælp. Thi "se dig ud en sommerdag!" – hvilken overdådighed af liv og farver, af former og dufte! Det menneske, der ikke føler mødet med foråret som et møde med selve fuldkommenheden, er endnu for umodent til at forstå nogen som helst. Sådanne mennesker findes vel, men er det ikke det almengældende, at vi hele vinteren igennem ser hen til dette vidunderlige møde? Og er pinsen her ikke udtryk for selve forårets kulmination eller – som Martinus siger det – kulminationen af Guds ånds skabekraft i naturen.

Og hvad er det så, vi ser? Vi ser en "karakter" udfolde sig, en karakter der ikke kender til snæversyn og fordomme, en karakter der ikke deler livet i "venner" og "fjender", men lader det regne på såvel gudelige som ugudelige, og lader solen skinne varmt og dejligt på selv det usleste kryb! Er vi sådan? Er vor karakter så altomfavnende? Nej, sammenlignet med det, vi i denne vidunderlige tid ser for vore øjne, har vi en rigtig skidt karakter! For ser vi udover den verden, vi har skabt, og den Guddommen har skabt, har vi grund til at skjule vort ansigt og skamme os. For vi har skabt en verden af rystende angst og ufred, en verden så dårlig, at krig og massakrer ikke alene hører til dagens orden, men simpelthen er blevet den magt, der dominerer hele vort tankeliv. Hvor lærken stiger jublende mod sky i Guds verden, og hvor himmelsk frække valmuer i de mest hidsigrøde kjoler dominerer enhver grøftekant på selv de mest "hellige"s højhelligdage, der ruger mørket i vor verden, og diplomater jager fra land til land for at forhindre, at vi alle omkommer i en brintbombes hvidglødende Nu. I mineralernes tyste, hvide verden, i planterigets vidunderskønne verden, ja selv i det begyndende dyrerige bor freden, for der hersker lovene! Men vi, vi har brudt lovene. Med vor egen vilje, med vore egne begær har vi skabt den verden, i hvilken vi idag lever. Denne verden der kunne være så skøn, men som ved os er blevet så besudlet, at den i alt fortjener navnet "helvede".

Det er mod den dystre baggrund, som det af os frembragte liv tegner for vort indre syn, at den nyfødte sommer føles både som en vidunderlig åbenbaring af Guds vældige bevidsthed, men også som en evigt tilbagevendende bebrejdelse. Mindes De ordene: – Er du bedrøvet, så kom under løvet en solskinsdag, – thi skoven har hjerte for menneskets smerte – !" Ja, i skoven, ved stranden, – ude i naturen finder den menneskelige ånd ofte den indre fred og balance, som er den nægtet i omgangen med dem, som burde stå den nærmest: menneskene. I naturen kan det bange hjerte, det angstfyldte sind ofte finde den fred, som det burde være en let sag for dets nærmeste at give det! Men vi har ikke sind, der "stiller stormen på søen"! Vi er ikke lysbringere. Nej kun altfor ofte er vi det modsatte. Og det må vi være sålænge, vi med vort væsen udgør kontrasten til den bevidsthed, der ikke alene vil freden, men ved selve sin natur er den! Hvor Guddommen i al sin skabekraft lader intuitionsenergien være den dominerende faktor, lader vi denne høje og vidunderlige energis skarpeste modsætning – tyngdeenergien – være den dominerende i vor skabelse. Vi tænker i ild, – og hele horisonten rundt truer et ildhav med at bryde løs og udslette os! Så langt er vi nu kommet, at hver eneste lille eksplosion jorden over påny får os til i angst at spørge: "Kommer det nu?" Bag alle vore intellektuelle forklaringer på verdenssituationen føler vi alle instinktivt, at vi har brugt "vore talenter" så dårligt, at høstens time meget vel kan blive vor egen undergang. Vi delte ikke jordens goder broderligt mellem os. Vi foretrak at tage fremfor at give, og vi blev eksperter i at lukke vore øjne, når vor broder var i nød og trængte til vor hjælp. Og nu nærmer den time sig, hvor selv de mest fyldte lader ikke længere kan give sjælen fred og tryghed.

– – Det er i en sådan tid, man helt forstår, at livet aldrig mere vil blive helt lykkeligt, før menneskene påny vender sig mod religionen, mod den kraft der alene formår at skabe balance i den menneskelige sjæl. For religion er ikke blot det, vi har lært i vor barndom, og som materialiserer sig i et omfattende kirke- og tempelbyggeri. Religion er i langt højere grad livet levet i kontakt med de love, der hvert år lader skoven udfolde al sin pragt for vore undrende blikke, der lader vore grøftekanter blive rene skønhedsåbenbaringer og lader luften blive et orgie af vidunderlige dufte. Gud er ikke en fattig sjæl, der sidder på en trone og "dømmer levende og døde". Guddommen dømmer overhovedet ikke. Guddommen elsker – og det er noget ganske andet end at dømme. Dom og al den ondskab, der følger heraf, er noget der angår os, for det elsker vil Den dag, vi opgiver den form for liv og erstatter den med den, i hvilken der kun findes kærlighed, tilgivelse og forståelse, er vi ikke alene modne for det dagsbevidste møde med Guddommens bevidsthed, da er vi også i den dybeste samklang med ham, der i Gethsemane kunne forme de vidunderlige ord: "Fader, ske ikke min, men din guddommelige vilje!"