Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg havde en dag besøg af en af vore svenske venner her på mit kontor, og længe varede det naturligvis ikke, før vi var dybt inde i en samtale om de problemer, der optager os begge. Samtalen blev lang, og da den sluttede, bad vor svenske ven mig om at forsøge at berøre dens vigtigste indhold i et kontaktbrev, for, som han sagde, "jeg ville ønske, at mange af vore venner havde hørt din udredning af netop det problem".

"Netop det problem"? – Nuvel, vi talte om det vegetariske problem, og den ulykke det er, at den vegetariske tanke altfor ofte gøres til genstand for en dyrkelse, der nærmer sig den rene mission i dette begrebs uheldigste betydning. Skal man da ikke kæmpe for at gøre mennesker til vegetarer, og skal man ikke selv leve denne tanke ud i dens alleryderste konsekvens? Ord er så bestikkende, – og derfor så farlige! Det er altid så uendeligt billigt at slå sig til ridder på den sort/hvide opstilling af et problem. Ikkesandt: enten lever man vegetarisk, ja helst uden æg, ost eller smør, og så er man ikke alene "højt udviklet", så er man nærmest "supermenneske" i overført betydning, – eller også står man ikke mål med disse krav, og så hører man til, – ja ihvert tilfælde til meget langt nede på stigen!

Lad os imidlertid lige se på selve den vegetariske tanke. Er det en selvstændig tanke, eller udgør den en del af et tankesæt? Naturligvis det sidste. At skære den vegetariske tanke ud af sin kosmiske helhed er vel nok den største bjørnetjeneste, man overhovedet kan gøre den. For i sig selv er denne tanke intet. Fjern den fra sin kosmiske helhed, og dens evne til at lyse, varme og sprede skønhed mister i samme øjeblik sin inderste livskilde og kan da kun holdes i glød og give varme ved hjælp af tilværelsens usleste brændstof: fanatismen!

For mange mennesker – altfor mange kan man synes – er den vegetariske levevis kun et middel til fysisk livsforlængelse, hvad der jo meget ofte er det samme som mere eller mindre velcamoufleret dødsangst. Dette trin eller stadium er vel nok den vegetariske tankes rene A.-stadium, thi naturligvis bliver intet menneske vegetar uden også at have taget blot nogen stilling til dyrenes ret til at leve. Jeg har endnu aldrig mødt en vegetar, som Ikke gav udtryk for sin afsky for, at dyret skulle lægge krop til menneskelig ernæring, en – og dette "men" forekommer mig meget afgørende, det er ikke kærligheden til eller medlidenheden med dyret, der for disse mennesker er det afgørende i problemstillingen, afgørende er kun muligheden for et længere og sundere liv, altså et liv uden sygdomme.

Vi står her ved noget, der er lidt mærkeligt. Er det sundere at leve vegetarisk end for eks. at leve ved moderat kødspisning? Spørgsmålet må her kun opfattes rent fysisk. Det vil der næppe kunne føres blot det mindste bevis for, og det er, når alt kommer til alt, et yderst ligegyldigt spørgsmål og påvirker i virkeligheden slet ikke den vegetariske tankes kosmiske vækst i vor verden. Thi denne tanke har ligesom to helt forskellige liv iblandt os. For nogle mennesker er den blevet en slags hovedtanke, som de ofrer al deres tid og alle deres kræfter på. At denne indstilling til tanken i sig rummer alle muligheder for fanatisme, siger sig selv. Det er fra dette område, vi møder den løftede og meget lodrette pegefinder. Mange af disse mennesker opfatter sig som "pionerer", og man mærker ofte her den "hellige ild", som uden tvivl har sin berettigelse, når den altså ikke bliver til det bål, hvor alle de skal steges, der har andre anskuelser. Man kan her dristigt sige, at såfremt den vegetariske tanke alene skulle vokse frem i verden igennem disse menneskers forkyndelse, ville den sandsynligvis afgå ved døden allerede i vort århundrede, eftersom det er en urokkelig kendsgerning, at samtlige vegetariske foreninger jorden over fører en om ikke hendøende, så dog hensygnende tilværelse.

Men hvorfor gør de det? Mon ikke, fordi de forsøger at monopolisere en tanke, som har det i sig, at den som alle store tanker trives bedst i frihed? Og betragter man denne side af den vegetariske tankes liv, ser man kun strålende lys forude! Aldrig nogen sinde før er der i jordens historie blevet fortæret så mange grøntsager og frugter, som i vort århundrede, og aldrig nogen sinde har menneskenes opmærksomhed været rettet med stærkere og mere kritiske øjne på de fra forfædrene nedarvede ernæringsvaner end netop nu, hvor sygdomme og anden elendighed dag for dag gør spørgsmålet om folkenes sundhed mere og mere aktuelt. Føjer man så hertil den stadigt voksende befolkningsmængde jorden over, kan man roligt sige, at den vegetariske tanke aldrig har haft bedre betingelser for vækst end netop nu, – – og bruger disse betingelser!

Gennem vore forældre er de fleste af os forbundet med et århundrede, der kun kendte til skumle "kål- og kartoffelkældre" som højeste udtryk for distribution af vegetabilske næringsstoffer. "Høker-perioden" er sikkert den vegetariske tankes tristeste kapitel her i Norden, men den udgjorde dog forudsætningen for de strålende grønt- og frugtforretninger, vi idag oplever i hver eneste by i riget. Her er det, man skal opleve den vegetariske tankes ydre vækst! Og her peger pilen klart frem imod en ny tidsalder, og det selv i et land der har svineavl med lydløs aflivning som speciale. Intet forstandigt menneske tvivler et øjeblik på, at avlen af grøntsager vil tiltage, forædlingen ligeså, og at den dag vil komme, da det af mange foragtede gartnerfag vil få sit eget ministerium, som for eks. det kødproducerende landbrug jo allerede har haft i mange år. At der kan være lokale svingninger i de enkelte års forbrug, betyder her mindre end intet og har i virkeligheden mere med pris end med manglende købelyst at gøre.

Nej, den vegetariske tankes ydre liv og vækst er i strålende fremgang jorden over. Men hvordan med den samme tankes indre vækst, med dens allerdybeste mening og hensigt? Ja, her er billedet knapt så lyst. Thi medens grøntsager for det almindelige menneske er en fødevare, det nu langsomt opdrages til at akceptere, så er de samme grøntsager for mange vegetarer en idelig og frygtelig kilde til hidsige diskussioner om vitaminer, syrer og baser, og hvad ved jeg. At tro, at der inden for vegetariske sammenslutninger findes mere tolerance og praktiseret næstekærlighed end inden for andre idealistiske sammenslutninger, kan kun begrundes med et fuldstændigt ukendskab til deres strukturer og praksis. Og at tro, at netop disse sammenslutninger skulle være arnestedet for en højere sjælelig kultur end den, an møder i andre foreninger, kan også kun bero på manglende kontakt med dem. Hermed være naturligvis ikke sagt, at samtlige vegetarer jorden over er stridbare mennesker, men kun at illusionen om, at man bliver et bedre mennesket!) af at spise gulerødder og appelsiner, – er en illusion!

Lad os se helt klart i øjnene, at den vegetariske tankes indre vækst intet som helst har med foreningsliv at gøre. Den er i alt en frugt af det enkelte menneskes personlige åndelige udvikling og manifesterer sig i virkeligheden skønnest der, hvor et menneske pludselig opdager, at dets indre modbydelighedsfornemmelse ved at spise kød eller i det hele taget ved sit eget begær bidrage til, at dyr skal dræbes, for at det selv kan få noget at spise, har ført til, at det uden selv at lægge mærke dertil er ophørt med at spise kød eller fisk. Her har vi den vegetariske tankes fornemme C.-stadium, – alt andet er kun de nuancer, der hører til dens B.-stadium eller det stadium, hvor indstillingen er en blanding af etik og alt muligt andet.

Ser vi ud over verden idag, ser vi, hvorledes samtlige lægefakulteter jorden over har deres opmærksomhed henvendt på det, vi spiser, og overalt møder vi strålende videnskabeligt begrundede opfordringer til at ændre levevaner og spise mere grønt og mere frugt. Men hvor møder man dog endnu kun lidt forsvar for den vegetariske tankes etiske side! Sjælen, og alt hvad dens er, er jo endnu videnskaben så temmeligt fremmed, selvom man tydeligt mærker en vis kursændring. Her findes, ihvert tilfælde i Vesterlandene, kun åndsvidenskaben i forsvarets allerførste række. Og det er, som det skal være! Thi følelse alene afgør ikke problemet. Værdigt og dermed absolut menneskeligt bliver livet først, når det ytrer sig som et resultat af et indre afbalanceret spil mellem følelse og intelligens. Da kommer det tilsyne på en sådan måde, at det både giver kejseren, hvad kejserens er, – nemlig dyb og venlig forståelse af alle de der endnu ikke alene nyder kød, men også gør det med den bedste samvittighed af verden! – og Gud, hvad Guds er, nemlig den indre ærbødighed for livet der gør, at det føles utænkeligt for én selv at vende tilbage til en ernæring, der som forudsætning nar drab af levende, følende medskabninger.

Martinus har aldrig skjult for nogen, at han ikke deler den anskuelse, at man kan "æde sig op i himlen", og han har heller aldrig skjult, at han foretrækker at være sammen med et kærligt menneske, selv om det spiser kød, fremfor en fanatisk vegetar. Men han har heller aldrig skjult, at vejen frem til et liv, der byder den højeste mulighed for lykke og i sig rummer den mindste fare for den fysiske sundhed, går over dette til sin øvrige indre forvandling at føje en ny måde at ernære sig på, en måde der hverken includerer kød, nikotin eller alkohol. Men glemmer man ordene "sin øvrige indre forvandling", mister de andre ord helt deres mening for ham, der med hele sit liv og sit arbejde utrætteligt har kæmpet for at lære alle de, der har søgt kontakt med ham, at hævet over begæret efter en blot sund krop står begæret efter en sund sjæl eller et sind, der har lært sig at indse, at kun der, hvor de guddommelige tanker, der skal bære fremtidens liv, får lov til at vokse i fuld frihed, går vejen til den fuldkomne verden, vi idag drømmer om.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!