Ældre Kosmos og Kontaktbreve

" – giv tid, og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue!"

 

Kære læser!

Om nogle ganske få timer vil klokkerne ringe det nye år ind. Kold og hård ligger jorden bunden af vinterens kulde, og isnende kold skærer blæsten gennem marv og ben. Det er vinter nu, og vi mærker det! Men dag for dag vil solen stige, og selvom kulden skulle tage til og lamme både sund og bælt så ved vi, at vi dag for dag går imod den vår, der netop nu oplever sin mest skærende kontrast.

Men den frostbundne jord og træernes nøgne grene er andet og mere end en ren fysisk tilsyneladelse. Det er livets mest udtryksfulde symbol på den kosmiske situation, vi alle befinder os i. At se udover verden idag, er at se ind i den kosmiske vinterzones hårde og bundne verden. Det er at se ind i en verden, hvor kærligheden endnu er mere anelse end virkelighed, hvor den sande godhed, den sande menneskekærlighed, endnu kun er en drøm under smertens bankende hjerte.

Og dog er vi så stolte af denne verden. Så stolte af vor virken og kunnen, så stolte af vor videnskab der har magtet at tvinge naturens kræfter under sin vilje og lade de før så ubundne kærfter nu i bunden form lystre vore ønsker og begær. Så stolte af vor videnskab, ja, – og dog vil denne videnskab engang i lyset af et frembrusende kosmisk forår vise sig at være langt, langt mindre videnskab, end nogen idag kan drømme om. Thi hvad ved vi egentlig? Hvad ved vi om liv og død? Hvad ved videnskaben egentlig om undfangelsens guddommelige kræfter? Om vore evners dybeste udspring? Om årsagen til medfødt defekt? Om sand ernæring? Om sand opdragelse? Om rigtig skolegang? Om de seksuelle abnormiteters dybeste årsag? Om årsagen til ulykkelige ægteskaber? Om tænkningens inderste natur og væsen? Om den rigtige måde at leve på? Om den rigtige begravelsesform? Om kunsten at leve? – Nej, lad os ikke hovmode os! Videnskaben har givet os meget, og den som tolker mine ord som et angreb på den, forstår ikke min tanke. Men videnskaben har ikke løst livets problemer for os. Dens egne dyrkere er ikke bedre, end vi er, ikke større, og slet ikke lykkeligere! Også de lever kun i en verden af drøm og anelse, og kun de største iblandt dem er nået frem til forståelsen af, at det aldrig bliver den fysiske videnskab, der kommer til at løse de sande livsgåder, at disse gåders løsning fremdeles vil komme til at bero hos de vismænd, der ikke repræsenterer sanseevnen nedenfra, men derimod sanseevnen ovenfra. Disse store har forstået, at i livets universiteter brænder kun intelligensens klare, alt belysende flamme, hvorimod intuitionens altgennemtrængende lys alene har til huse i den sjæl, der af Gud er kendt værdig til at være dens tempel.

Nej, lad os aldrig blive så stolte af vor verden, at vi for dens overfladeglimmer glemmer den enkle kendsgerning, at gennemsnitsmennesket endnu er mere dyr, end det er menneske, og at det stadigt forekommer os betydeligt lettere at vurdere hinanden ud fra en køligt – kritisk indstilling end fra den tolerant – kærlige, der burde være vort menneskelige adelsmærke!

Det er således ikke i den ydre verdens nuværende måde at ytre sig på, vi på denne årets sidste dag skal hente inspiration til at møde det nye år med en positiv tro på det godes sejr i verden. Thi altfor mange tegn tyder i øjeblikket på, at vi kun med nød og næppe undgik en storkrigs rædsler i det år, der i disse timer toner ud, og på at vi ustandseligt må være forberedte på nye "kortslutninger" landene imellem. Utalte milliarder bliver i disse år investeret i et forsvarssystem, der mere og mere får krigstruslens åbenbare karakter, og kun det mest naive menneske kan idag hengive sig til illusionen om, at den sidste verdenskrig er udkæmpet. Alle vi andre må hele tiden leve på en indstilling, der både giver rum for håbet om fred, samtidigt med at den ikke lader sig knuse af krigens pludselige realitet. Og alligevel tager lyset i verden til! Alligevel tager drømmen om fred, om verdensfred, til! Hvordan kan dette dog gå til? Hvorfra henter menneskene i virkeligheden næring til denne, rent umiddelbart betragtet, vanvittigt naive drøm? Det gør mennesket, det gør De og jeg i vor indre aldrig nedkæmpede tro på, at krig ikke er livets mening mere, men at derimod indbyrdes fred og harmoni er dets sande mål. Og denne tro, denne indstilling, er i virkeligheden blottet for selv den mindste mystik. Den udspringer simpelthen fra den erfaring, at vi selv kun evner at vise os fra vor bedste, vor mest tiltalende side, når vi føler os omgivet af netop fred og harmoni. Thi livet er ikke altid et spørgsmål om "de andre", det er også et spørgsmål om "os selv". Hvilket menneske vil ikke gerne gøre et tiltalende, et livgivende, indtryk på sine omgivelser? Det vil dog vist ethvert normalt menneske. Derfor er vi alle "harmonisøgende"! Og derfor er vi alle så lykkelige, når vi på vor vej møder blot ét menneske, der ikke alene forstår os, men formår at omgive os med netop den atmosfære, der udgør selve forudsætningen for at vor ånds specielle blomst kan folde sig ud både til glæde og fryd for omgivelserne – og os selv! Det er dette Ingemann må have haft i tankerne, da han skrev sit lille, skønne digt: "I sne står urt og busk i skjul – ", der i sin natur er rent kosmisk.

Vi kan ikke opgive drømmen om det kosmiske forår, der må afløse den uhyggelige "vinterkulde", der idag råder i verden og får menneskene til at ofre mere på våbenfremstilling end på noget som helst andet. Vi hverken kan eller vil bøje os for den indstilling, at "der har altid været krig, og der vil altid være krig"! Noget i os – og det kan ikke være det ringeste i vor natur – gør oprør imod denne tanke, og skal vi endelig sige noget virkeligt godt om det år, der nu går over i historien, må det være, at i dette år sås for første gang i selve verdenshistorien den første spæde spire til det internationale verdenspoliti, der engang skal afløse samtlige uopdragne nationers evindelige sabelraslen, hvergang de skal demonstrere, at de endnu ikke er kommet over "mælketandstadiet!

Nej, der vil ikke "altid være krig"! Selv en udstrakt kosmisk vinterzone har sin grænse, og vi er meget tæt i nærheden af den. Tegnene derpå er de meget enkle, at en tankes magt rækker netop dertil, hvor den er gennemskuet og enten kendt ægte, hvilket vil sige "med lovene", eller også uægte, hvilket vil sige "imod lovene". Idag ved vi, at krig og enhver anden form for magtkoncentration er "imod lovene", er imod selve den humanistiske ide eller den udvikling, vi befinder os midt i. Vi så det med den nazistiske og den fascistiske tankekoncentration. De var bestikkende "logiske", og tusinder tilsluttede sig dem for derigennem at blive hvirvlet ind i disse uhyggelige tankekoncentrationers malstrøm. Og vi ser det fremdeles med den såkaldte "kommunistiske" tankekoncentration, der er ulige farligere, fordi den anvender dette i virkeligheden så fornemme begreb på en tankekombination, der endnu aldrig har svaret til den skønhed og retfærdighed, ordet "kommunisme" indebærer. Den kommunisme, der idag er kendt verden over, burde istedet hedde "stalinisme", så var den ærlig, og enhver vidste, hvad de havde at rette sig efter. Dette kunne lyde som en stillingtagen, men intet er mig fjernere. Jeg ser ganske klart, at det, vi oplever i vor tid, ikke er den endelige kommunisme, men derimod denne store tankes forskellige "fosterstadier", og her er det, at man allerede nu klart kan se, at denne tankes grovere form nu er i fuld opløsning til fordel for en udvikling, der ikke vil standse før de tanker, Martinus har givet udtryk for i "Livets Bog"s fjerde kapitel, helt har sjeret.

Men også i vor egen "lilleverden" er en mængde forældede tankekoncentrationer nu i fuld opløsning, hvad vi mærker derpå, at vi ikke længere evner at forsvare dem med samme ildhu som før. Både vor evne og vor lyst til at hade er således i åbenbar opløsning. Vi ved alle, at vi kan gøre det, og vi oplever vel alle situationer, hvor vi har lyst til at gøre det. Men imod både denne vor evne og vor lyst står vor teoretisk tilegnede viden om det forkastelige i at følge disse farlige indskydelser, hvad der uundgåeligt resulterer i, at vi efter kortere eller længere tids forløb opgiver denne negative trang og istedet vælger tilgivelsens og forståelsens lidt smallere, men mere harmonigivende vej. Og vi er også mange, der forlængst har spist den sidste "julegås". Ikke fordi vi ikke syntes, den smagte vidunderligt, for det er kun meget umodne sjæle, der angriber kødretternes velsmagenhed, men fordi vi simpelthen indser det forkastelige i, at andre levende væsener skal ofres for vor skyld på områder, hvor det absolut ikke er nødvendigt, – der er områder nok endda! Og ser vi på vore tidligere så veludviklede evner til at dømme, kritisere og blive forargede, ser vi også her, at usikkerhed har afløst den før så dominerende sikkerhed. Vi ser, kort sagt, at vor evne til at lade andre leve i fred vokser i takt med vort eget ønske om selv at leve i fred! Dette er meget vigtigt, thi det er fra dette vort ønske, fra denne vor indstilling, at verdens sande fredstanke henter sin dybeste og mest betydningsfulde næring! Det er ikke let at være praktisk idealist i vor verden, men nogle må have mod til at gå foran, og ved deres eksempel vise deres omgivelser, at det så mange kalder "tågede drømme" og "ren utopi" udmærket med lidt god vilje kan blive daglig livspraksis.

Det er nok muligt, at jeg på visse områder er langt mere drømmer end de fleste; er det tilfældet, så har jeg også ret til at sige, at jeg har skuet mere end de fleste. For jeg har virkelig set en helt ny verdens første spæde konturer og mærket vibrationerne fra denne verden så stærkt i min sjæl, at jeg intet øjeblik vil tøve med at "gå ud i verden" og søge at vise alle de, der bærer på den samme drøm, som førte mig til dette mål, alt det livet gav mig. Ja, jeg må vel sige det på den måde, at jeg aldrig nogen sinde vil få fred i mit sind, om jeg ikke gør det. De ved jo alle, at var Martinus sygdom ikke kommet, ville De nu have modtaget mine breve fra det sollyse Indien. Men det, der skete, var kun godt. Jeg ville aldrig være kommet til at rejse med så god samvittighed, som jeg nu kan gøre det. På alle områder har vort arbejde gennemgået en reorganisering, der har gjort det umådelig stærkt. Et enormt stærkt indbyrdes sammenhold blev resultatet af de vanskeligheder, 1956 bragte, og når vi nu om få dage går igang med det nye år, vil en meget stor del af vore kræfter blive viet trykningen af de mange engelske manuskripter, som nu er i vor besiddelse. Det er Martinus absolutte ønske, at hvad så end verdensudviklingen bringer i de kommende måneder, så skal jeg rejse. For fra alle jordens egne ønsker man at vide mere om hans verdensbillede end det, de få fragmenter i de mindre bøger formår at give udtryk for. At bidrage til at dette ønske kan gå i opfyldelse, forekommer mig så meget mere selvfølgeligt, som jeg i alle de år, jeg har haft den lykke at følges med Martinus, er blevet uddannet med dette mål for øje.

1957 står nu umiddelbart for døren. Hvad det vil bringe, kan ingen af os vide. Men vi har sikkert alle vore håb og drømme, og evner vi virkeligt at give tid og ikke kræve det umulige af livet, er det min urokkelige overbevisning, at den dag uundgåeligt vil komme, hvor vi med digteren får lov til at opleve den opfyldelse, han udtrykker med ordene: " – og hvad du drømte skønt, du skal i sandhed skue!"

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!