Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Professor, dr. med. Erik Strømgren har i "Politiken" for den 4.november d.å. skrevet en fortræffelig kronik over spørgsmålet: "Hvorfor har du gjort det?" Kronikken, af hvilken vi gengiver et uddrag, handler om det enkelte menneskes livsmål. Den er bygget over "Det ny Teater"s opførelse af Robert Sherwoods skuespil "Vejen til Rom", i hvilken grækerinden Amytis (Bodil Kjer) stiller hærføreren Hannibal (Mogens Wieth) det nærgående spørgsmål: "Hvorfor har du gjort det?" — for hvad kæmper og myrder du? – hvad er dit mål med disse handlinger? Hannibal forstår slet ikke spørgsmålet, og da dets virkelige dybde går op for ham, virker det lammende pa hans handlekraft, hans beslutsomhed.

Professor Strømgren har stillet det samme spørgsmål til en række mennesker – læs selv med hvilket resultat! Det, der imidlertid optog mig stærkt under læsningen af denne kronik, og som er årsag til, at jeg benytter den som udgangspunkt for dette brev, er, at professoren, sig selv naturligvis absolut uafvidende, ved sin konklusion bekræfter Martinus analyse af den degenererende kosmiske bevidstheds slutfase. Som bekendt udtrykker Martinus denne slutfase med skildringen af, at det levende væsen (i dette tilfælde det jordiske menneske) ved afslutningen af den kosmiske indviklingsproces netop vil befinde sig så langt borte fra Guddommen, så langt borte fra en indre kontakt med livets dybeste mening og hensigt, at det i denne situation vil identificere sig selv med Gud, og dermed have nået den kosmiske tilstands absolutte "dødssfære". Det vil på det nærmeste være et "kosmisk lig", og "ligstanken" vil her være dets koncentrerede selvdyrkelse, dets "væren sig selv nok", eller drømmen om at være nr. 1, være "en Guddom", som alle ser op til, beundrer – og misunder!

At det forholder sig sådan, bekræftes overalt. Den fornemste repræsentant for denne koncentrerede selvdyrkelse møder vi i diktatoren, der kan gå så vidt, at han identificerer sig selv med sit folk. Vi er endnu mange, der erindrer Hitlers berømte: "Jeg er Tyskland!" Men denne jeg-dyrkelse er ikke noget specielt germansk. Den findes overalt, hvor mennesket enten er meget mand (he-man),eller meget kvinde (she-woman). Endnu berøvet den humoristiske sans' nådegave, falder disse halvmennesker for den selvdyrkelsens tragedie, der udløser sig i en heltud uhyggelig evne til at tage sig selv alvorligt eller dødsenshøjtideligt. Uden at være kredsens absolutte nr. 1 har livet tilsyneladende ingen værdi for den. Intet under, at de bringes til frygtelig forvirring ved spørgsmålet: "Hvorfor har du gjort det?", idet de helt og aldeles går ud fra, at enhver tager den fysiske sukces som udtryk for alles absolutte livsideal.

Men hinsides den kosmiske "død" findes den kosmiske "opstandelse", og her begynder billedet at skifte karakter. Det er klart, at livet, når det i sin virkelige eller praktiske natur reduceres til kun at omfatte dette ene fysiske liv, må blive en karikatur på sig selv, – og selvdyrkeren er en karikatur! Han udgør materialiseringen af selve det negatives princip. Han tror at leve, men lever i virkeligheden kun i det begrænsede mentale fængsel, hans egen ånd har formået at reproducere, – og ser slet ikke de mange små fornøjelige smil i andres øjenkroge, hører slet ikke den lydløse latter, der omgiver ham på alle sider, og mærker ikke den medlidenhed, mange lader ham blive til del.

Mange af os, der i Martinus kosmiske analyser fandt netop det livsgrundlag, vi søgte, har i stilhed ændret vore livsvaner, så at de, så langt evner og kræfter har rakt, er kommet i kontakt med de kosmiske love, han i sit verdensbillede har vist os eksisterer. Mange af os er således både blevet vegetarer, er holdt op med at ryge, nyde alkohol og sidst, men absolut ikke mindst, begyndt at træne os i kunsten at være tolerant. Hvad disse vore "forsøg med sandheden" har kostet enhver af os, er ikke bagateller. Thi vor forandrede væremåde føles ofte af vore omgivelser som en direkte udfordring, hvorfor vi måske hyppigere end de fleste møder et: "Hvorfor i alverden gør De det?" – her underforstået: "Hvorfor i alverden gider De have al den ulejlighed, alt det vrøvl – og også påføre os det?"

Nuvel, vi erkender, at langt det meste af det menneskelige liv idag hviler på indgroede – eller indarbejdede – vaner. Imidlertid afslører mange af disse vaner sig overfor et stærkere mentalt lys som negative, altså dårlige vaner. Det er lidt fattigt at skulle indrømme overfor sig selv, at man ikke er istand til selv at dræbe de dyr, hvis kød man begærer som føde, og så i stilhed akceptere, at andre skal gøre det for en, istedet for at tage konsekvensen af sin indstilling og erstatte kødet med de mange storartede vegetabilske næringsmidler, der idag er så let tilgængelige. Man generes af denne mangel på indre konsekvens og begynder i stilhed at eksperimentere og opdager så en dag, at det går aldeles fortræffeligt at leve uden kød. Under disse eksperimenter sender man gang på gang Martinus en kærlig tanke, fordi han så konsekvent advarer imod enhver form for fanatisme indenfor dette på fanatikere så rigt befolkede område. Og tilsvarende med nikotin og alkohol, som Martinus ganske kort betegner som "grus kastet direkte ind i det endnu kun spæde kosmiske syn". Man forstår, at disse vaner er farlige. Ikke ved deres brug, men ved deres misbrug. Ingen tager skade af en cigaret eller to eller af et glas god vin. Men enkelttal bliver indenfor disse områder så uhyggeligt let til flertal. Det forstår man, og derfor begynder man stilfærdigt at "afvikle".

Og så tolerancen. Jeg tror ikke, at der hersker nogen større misforståelse af dette begreb, end den man atter og atter møder hos mange tilsyneladende begavede mennesker, som gang på gang afslører, at de virkeligt tror, at tolerant, det er noget, man er! Nej, det er netop noget man ikke er! Ihvert tilfælde vil jeg mene, at den procentdel i verden, der som medfødt gave har dette vidunderlige talent i fuld udfoldelse, er så lille, at vi omtrent kan se bort fra den. Alle vi andre fik kun som medfødt gave et anlæg for dette talent. Og om vi "graver det ned" eller lader det vokse, står helt og aldeles til os selv! Det er på dette punkt, at Martinus kosmologi virker som en helt "frontoprivning". Ikke på noget område lader han os beholde vor ret til at give udtryk for en bag smukke ord camoufleret intolerance. I sin klare påvisning af retfærdighedsprincippets indre, regulære balance på hvert eneste eksisterende udviklingstrin, har han een gang for alle vist os, at vejen frem er spærret for den, der alene nøjes med teoretisk at hylde de store idealer uden at have lyst eller vilje til at forsøge at leve dem i dagliglivets ofte slidsomme og grå hverdag. Martinus er bestemt ikke imponeret af vor såkaldte "intellektuelle verden"! For ham er den kun trinnet under den højintellektuelle eller den, hvor mennesker aldrig i ord hylder noget, de ikke et øjeblik har isinde at realisere i handle- eller væremåde. Forskellen er vistnok synlig!

Stiller nogen derfor mig spørgsmålet om, hvorfor jeg lever og tænker, som jeg gør, vil jeg i et uhyre antal tilfælde betjene mig af Nazaræerens uovertrufne råd: "Lad eders svar være ja, ja, eller nej, nej!" Jeg vil virkelig prøve på at være "listig som en slange, eller blid som en due!" – men optage en diskussion? Aldrig!!! At denne indstilling fører til, at man indrulleres blandt de såkaldte "stille i landet", griber ikke forstyrrende ind i mit sjæleliv. Det forekommer mig, at der er tilstrækkelig til at råbe op! Men møder jeg på min vej et menneske, hvis hele atmosfære lader mig føle, at jeg står overfor en, for hvem min måde at tænke på og min måde at leve og være på kan blive en inspiration, – da "springer jeg trygt fra timetervippen" og udleverer uden betænkning enhver årsag til, hvorfor jeg er, som jeg er, og gør, som jeg vitterligt gør! Endnu har jeg kun haft glæde deraf!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!