Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Erik Gerner Larsson:

Koncentrat af foredrag i KOSMOS FERIEBY mandag den 30. juli 1956.

På Martinus vegne vil jeg gerne byde Dem alle et hjerteligt velkommen til KOSMOS FERIEBY. Denne velkomsthilsen skal ikke mindst lyde til alle vore mange gæster fra egne, der ligger meget langt borte fra denne lille plet på nordvestsjællands kyst. Vi har jo i år haft den store glæde at opleve en hel invasion fra vort svenske naboland, fra Norge og Island og nu også fra Holland. Det har været en stor inspiration for os alle at møde disse mange fremmede, som viste sig at være så åndeligt beslægtede med os, at vi alle hurtigt blev som een stor familie. Fra mange sider har jeg hørt om, hvor lykkelige vore gæster har været ved mødet med denne ferieby, ved menneskene her, ved foredrag, kursus og spørgetimer, og jeg mindes aldrig før at have hørt såmange hjertelige "på gensyn!" som i denne sommer, der, hvad vejret angår, har overrasket os med en overdådighed af solskin. Det er vort håb, at denne sidste uge i højsæsonen må komme til at ligne sine forgængere, og at De alle må få lov til at opleve lige så skønne dage her, som de der nu er draget bort.

Da det i aften er mit sidste foredrag heroppe i denne sæson, vil jeg benytte lejligheden til at beskæftige mig med en række problemer, som har dyb betydning for os alle. Mennesker drager nu engang ikke ad så lange veje, som mange i denne sommer har gjort for at komme hertil, hvis der ikke bag denne lille feriebys ydre facade fandtes en magnetisk kraft, som drager hver især hertil. Denne kraft bærer i det ydre navnet "Martinus" og udgør i det indre det verdensbillede, han har skænket os. Takket være de tanker og den viden Martinus igennem sit verdensbillede har ladet os blive til del, er denne ferieby blevet skabt. At forholdene førte til, at det blev i denne egn, kan synes en tilfældighed, men det tror jeg nu ikke, det er. Der er andre steder i vort land, som er mindst lige så skønne og i hvert tilfælde med langt bedre badeforhold, end vi kan byde på. Men der er een ting her, som alle, der har sind dertil, hurtigt oplever – her er vidunderligt fredfyldt! Og vi er taknemmelige for denne fred, fordi den næsten er en forudsætning for, at den opgave vi i sin tid tog os på, kunne lykkes. Vi ønskede at skabe en sommerskole for Martinus åndsvidenskab, og nu, toogtyve år efter, er denne drøm blevet til en dyb og lykkelig virkelighed. Ser vi tilbage over de sidste fire uger, ser vi henover en række dage, der hver for sig har været fyldt med undervisning, og det vel at mærke en undervisning der i den grad har haft de besøgendes interesse, at vi aldrig mindes at have oplevet en så stor tilslutning til vore foredrag som i denne sommer. Dette har vist os, at feriebyen nu har nået sin hensigt. Vi har nu de erfaringer bag os, der gør det muligt år for år at tilrettelægge en undervisning, alle kan blive tilfredse med. Kun een ting har været savnet, og det er kursus på svensk. Her kan vi kun til vor undskyldning sige, at vi ikke var forberedt på så mange svenske gæster, som tilfældet blev, men til næste år skal dette forhold blive rettet op. Vi forstår, at sprogvanskeligheder kan hindre en fuld forståelse, nu vi er opmærksomme derpå, vil det være let for os at ændre dette forhold.

De ved alle, at vi på grund af Martinus sygdom i hast måtte ændre vore planer således, at Mogens Møller og jeg måtte overtage samtlige foredrag. Det er idag 7 uger siden Martinus blev opereret, og det har for os alle været en vidunderlig oplevelse at se med hvilken næsten mirakuløs hurtighed, Martinus har genvundet sit helbred og idag kan færdes iblandt os mere frisk og mere rask end i meget lang tid. Men selvom Martinus rent fysisk er kommet forbavsende hurtigt og let over den sygdom, der så overraskende ramte ham i foråret, så har denne oplevelse alligevel sat dybe spor både i hans og i vort liv. Trods en lykkelig helbredelse ignorerer Martinus ikke det, der her skete, og selvom han naturligvis stadig gribes af lyst til at holde foredrag, så står hans beslutning om først at fuldbyrde skabelsen af "Livets Bog" urokkelig fast. Han føler det skete som en impuls fra Forsynets side om at vie alle sine kræfter til det egentlige i hans liv, til den mission som i foråret 1921 blev lagt på hans skuldre, og vi må derfor indstille os på, at vi i sagens liv nu står ved en korsvej, ved en helt ny situation.

De ved alle, at ifølge vore planer skulle jeg om få måneder være rejst til Indien, hvor mange venner af vort arbejde allerede venter på mig. Et stort forarbejde for mit arbejde derude var allerede fuldbyrdet, men fra det øjeblik Martinus blev alvorligt syg, var der ikke den mindste tvivl for mig om hvor min plads nu var, og selvom jeg naturligvis meget gerne var rejst, vil jeg ikke skjule for Dem, at jeg er Forsynet inderligt taknemmelig for, at det ikke lod mig opleve at skulle høre om Martinus sygdom tusinder af mile herfra og uden mulighed for at være i hans nærhed. Senere har skæbnen iøvrigt villet, at man i Indien er forberedt på store uroligheder i det kommende efterår, hvorfor vore bedste venner derude netop har skrevet og bedt mig udsætte rejsen et år, idet de nødigt ser mig anbragt i situationer, hvor de ikke kan garantere mig fuld sikkerhed. Som forholdene nu er, har jeg jo let ved at opfylde dette ønske.

Med Martinus beslutning om at træde ud af det aktive foredrags- og undervisningsarbejde står vi over for den situation, at dette arbejde nu helt kommer til at hvile på Mogens Møllers og mine skuldre. Var vi ganske unge og umodne mænd, kunne dette ansvar måske nok gøre os angste, men livet har givet os en god tid til at forberede os, og jeg tør roligt sige, at vi går ind til dette arbejde med fuld viden om det ansvar, vi nu bærer på. For mit eget vedkommende har jeg jo haft den store lykke at være Martinus nærmeste medarbejder gennem snart 27 år. Man vandrer ikke sammen med et kosmisk bevidst menneske i så mange år, uden at man oplever at få en dyb indsigt i den mission, et sådant menneske fødes for at fuldbyrde, og når jeg nu af forholdene selv tvinges til at se tilbage over disse år og veje og måle det, vi har nået mod de mål, vi stiler imod, finder jeg, at det her vil være rigtigt at sige, at var de svundne år ofte vanskelige, og var modgangens bølger end til tider kæmpehøje, så kom vi Igennem og står nu og kan se tilbage over en periode af vort liv, der har været meget frugtbar. Takket være det arbejde der indtil nu er fuldbyrdet, har Martinus ikke alene nået at skrive de første fem store bind af Livets Bog, men også en lang række andre værdifulde bøger. Føjer vi til denne i sig selv enestående skabelse den kendsgerning, at det derudover er lykkedes os både at give sagen et umådeligt værdifuldt centrum i København og den store sommerskole, som De nu gæster, finder jeg, at det alle vanskeligheder til trods har været vidunderlige år, og jeg ser ingen grund til at skjule, at jeg idag er meget lykkelig over at have fået lov til at opleve denne store skabelse på allernærmeste hold og derigennem få alle de erfaringer, der nødvendigvis må være forudsætningen for at kunne forsøge til sin tid at løfte arven efter Martinus.

Man har ofte spurgt mig, om Martinus arbejde har fjender. Om der findes mennesker, der er så store modstandere af vort arbejde, at de vil søge at hindre dets gennemførelse. Lad mig hertil svare, at et arbejde som vort aldrig vil kunne rammes eller ødelægges af ydre fjender. Martinus arbejde befinder sig ifølge sagens natur på et så højt plan, at det helt er hævet over ydre modstand. At der altid vil findes ignoranter, som har deres færdige og negative mening parat om dette arbejde, er en sag for sig. Disse menneskers domme vil aldrig hvile på den nøgterne kritik, der er et resultat af et grundigt studium af Martinus analyser. Det vil være overflademeninger, som hver enkelt, der møder dem, vil reagere overfor alt efter eget temperament. Personligt finder jeg det her klogest, hellere end at indlade sig på værdiløs diskussion, da at følge Nazaræerens berømte og aldrig overtrufne råd at svare med et venligt; Ja, ja, og nej, nej. Imidlertid vil det være udtryk for blåøjet maivitet at tro, at vort arbejde ikke vil møde modstand eller få fjender. Men her har livet lært mig, at Martinus har ubestridelig ret i, at disse fjender og denne modstand langt snarere vil opstå inden for vort arbejdes eget område end udenfor. Det kan ikke forhindres, at mennesker møder vort arbejde og bliver meget begejstret derfor, ja helt beruses deraf, for så på et senere tidspunkt at opdage at de faktisk slet ikke er modne nok til at have med et sådant arbejde at gøre. Resultatet heraf kan let blive, at den tidligere så positive begejstring med et slag forvandles til sin egen modsætning. Vi har oplevet dette adskillige gange, og når jeg her berører det, skyldes det udelukkende, at jeg i dette frem- og tilbageblik ønsker at berøre ethvert af de problemer, der allerede angår og kan komme til at angå vort arbejde i tiden fremover. Og i tilknytning til netop dette problem vil jeg her gerne bemærke, at Martinus bestemte ønske om, at hans arbejde aldrig nogensinde må gøres til nogen af givne rammer, ceremonier eller love begrænset sekt eller sammenslutning, altid vil udgøre det mest effektive værn om disse høje tankers eksistens og vækstmuligheder. Utilfredse mennesker vil aldrig kunne vinde magt indenfor et åndeligt samfund, hvor kun den der er villig til at give sit liv for andre, med andre ord villig til at tjene, alene vil være den største. Ingen, som ikke er i den dybeste samklang med dette høje ideal, vil nogen sinde komme til at spille nogen afgørende rolle i vort arbejdes vækst fremover, — det er dette, Martinus har opnået ved at nægte at gøre sit arbejde til et lukket samfund blandt øvrige lukkede samfund.

For mig er det vigtigste i vort arbejde nu udelukkende det, at Martinus får fred til at fuldbyrde Livets Bog. Jeg er blandt de ganske få, der kender hans planer, og jeg vil ikke fra denne plads skjule for Dem, at jeg vil anse det for en stor ulykke for menneskeheden, om ikke Martinus får tid og fred til at fuldbyrde dette enestående værk. Martinus mangler endnu flere meget vigtige analyserækker, og selvom een af dem, nemlig den der omhandler mikrokosmos, nu foreligger indtalt på bånd, vil det alligevel være det bedste for det søgende menneske, om hele dette område tekst- og symbolmæssigt bliver færdigbehandlet af Martinus selv. Jeg ved ikke med hvilke ord, jeg skal give udtryk for styrken i mit ønske om, at Martinus nu helt får mulighed for alene at vie alle sine kræfter til det, jeg forstår ved det egentlige i hans mission, menlig at det må lykkes ham til sidste linie at fuldbyrde sit værk, jeg ved kun, at sagde jeg det ikke, som jeg siger det her, ville jeg senere i mit liv bittert kunne bebrejde mig selv, at jeg ikke i tide havde gjort Dem alle opmærksom på, at hvilket syn man end har på Martinus, så har hans hidtidige skabelse afsløret, at han og han alene ejer det klarsyn, der må til for rent Intellektuelt og i vort eget sprog at afsløre og blotlægge den vej, der skal føre os ud af junglen og frem imod det rigtige menneskeriges nu ikke længere utopiske domæne.

Martinus arbejde har idag antaget dimensioner, der klart viser, at det intet som helst har med noget midlertidigt at gøre. Det er ikke en åndelig "døgnflue", man engang vil have glemt, men derimod en bevægelse, der engang vil blive af verdensomspændende karakter. Her i Danmark har det forlængst konsolideret sig i en mængde intensivt arbejdende grupper landet over. Vi, der oplever sagens vækst fra centrum, ved ganske nøje, at den tid ikke er fjern, hvor det vil være os helt umuligt at imødekomme de mange krav om oprettelse af nye grupper, om ikke lærerstaben bliver forøget. Når den ikke allerede er det, skyldes det udelukkende den kendsgerning, at livet idag er andet og mere end et rent åndeligt problem, det er også et økonomisk, og vi vil ikke fra vor side indlade os på at knytte nye lærere til sagen, før dens økonomi er af en sådan art, at vi kan give disse lærere et menneskeligt, anstændigt liv.

Men også i Sverrig, Norge og på Island begynder Martinus arbejde at slå så dybe rødder, at den tid ikke er fjern, hvor også disse lande må have deres egne lærerkræfter. Emnerne findes, men endnu lider vi i disse lande under det handicap, som den midlertidige mangel på oversættelser afstedkommer. De kan ikke være uvidende om, at der arbejdes meget hårdt indenfor disse områder, og at vi for eks. i vort forhold til Sverrig er begyndt at få "bund under fødderne", hvad oversættelser angår. Men der er endnu en lang vej at vandre, før vi kan sige, at vi har løst de givne opgaver.

Og den øvrige verden? Ja, lad mig her først nævne esperantogruppens i virkeligheden helt fantastiske arbejde. Hvormange af Dem tænker egentlig på, at der her i dybeste stilhed sidder en beskeden gruppe unge mænd og kvinder og udfører et arbejde, som meget vel en dag kan sætte en frugt, der vil beskæmme alle de, der blot tror, at der her er tale om et hobbyarbejde. Vi, som dagligt oplever at se de mange breve fra jordens fjerneste egne ankomme til denne gruppes ledere, ved, at disse mennesker ofte må arbejde til langt ud på natten for blot at give de interesserede nødtørftige svar. Bog efter bog har denne lille gruppe af uselvisk indstillede mennesker selv bekostet oversat og udgivet, og det alene fordi de føler, at de må gøre det.

Og som esperantogruppen arbejder ihærdigt, arbejder engelskgruppen med tilsvarende energi. Den mest energiske medarbejder i denne gruppe er sikkert Anna Ørnsholt, der tusinder af mile herfra sidder i sit dejlige hjem oppe i de blå bjerge i Kotagiri i Indien og oversætter Martinus foredrag og nu mit store kursus til engelsk. Måned efter måned strømmer det oversatte materiale her til Danmark og vil inden længe begynde at udkomme i bogform. Men også andre arbejder uhyre aktivt i denne gruppe, og den dag vil ikke være altfor fjern, hvor både den og esperantogruppen vil blive afdelinger med helt selvstændigt liv på samme måde, som for eks. feriebyen nu er blevet det.

Martinus arbejde er, som De vil forstå, i en meget levende vækst, så levende at alle vi, der dagligt arbejder med det og har problemerne lige inde på livet, ofte må spørge os selv, hvorledes vi dog skal kunne opfylde alle de krav, der stadigt stilles til os. Og her er det, at spørgsmålet om sagens økonomi uvægerligt melder sig. Det har aldrig været nogen hemmelighed, at det har kostet kamp og ofre at nå dertil, hvor vi nu er nået. Men nu, hvor Martinus tages ud af det aktive arbejde, og sagen gøres til en selvejende institution, er spørgsmålet om sagens økonomi blevet brændende på en ny og på sin vis farligere måde end nogen sinde før, hvor både Martinus og jeg selv stod som to af sagens største indtægtskilder. Imidlertid står vi idag overfor visse meget lykkelige realiteter. Feriebyen er midlertidigt færdigskabt, og dens økonomi er lagt ind i afsikrede rammer. Ligeledes er sagens centrum midlertidigt færdigskabt, således at vi med rette kan hævde, at den første svære skabelsesperiode nu endelig er afsluttet. Og vender vi os imod sagens permanente indtægtskilder: bogsalget og kontaktbrevene, så er også disse områder i stadigt stigende vækst. Således kunne alt siges at være lyst og godt, men –. Og dette "men" er den enkle kendsgerning, at ligegyldigt hvor hårdt vi har arbejdet i disse år, har vi ikke kunnet nå frem til at klare de med sagens drift forbundne udgifter. Vi har hvert år haft et deficit, som vi har måttet udligne ved lån og understøttelse. At "Martinus kulturfond" her har ydet en uvurderlig indsats, ved jeg, at De alle er klar over, men denne fond kan ikke, og bør efter min formening heller ikke, løse alle vore problemer. Vort arbejde er idag så omfattende, at det ikke tjener sammenligning med den lille flok, der for ca. 25 år siden samledes om Martinus og dengang påtog sig byrden at få Livets Bog frem. Billedligt set har sagen idag meget "brede skuldre", og jeg er derfor kommet til det resultat, at det er ganske meningsløst ikke at fordele alle sagens byrder på disse skuldre, fremfor at lade trykket hvile på nogle ganske få mennesker. Det er en kendsgerning, at dersom hver eneste kontaktbrevmodtager støttede Martinus arbejde med tre kroner i måneden, ville vi være istand til at svare enhver sit, under forudsætning af, at fonden stadigt eksisterede, og derudover løse de opgaver, som sagens vækst hele tiden kræver løst. Jeg har derfor bedt Martinus om tilladelse til fra første oktober at ændre prisen på kontaktbrevene til kr. 5,- pr. måned, en prisforhøjelse der naturligvis ikke rammer samtlige vore friabonnenter eller mennesker, for hvem denne udgift er uoverkommelig. Jeg ved meget vel, at vi løber en vis risiko, men jeg finder, at tiden nu er kommet, hvor vi bør løfte i flok og vise verden, at vi, uden bunden foreningsdannelse med love, bestyrelse og alt det, alligevel udgør en af verdens stærkeste foreninger igennem vor vilje til i fællesskab at løse de opgaver, som vi frivilligt har taget på os. Sagens regnskab har sådan set altid været offentligt, men bliver det jo nu helt, en ting jeg er lykkelig for, idet enhver form for personlig kritik da uundgåeligt vil forstumme. Vi har idag en meget fin balance mellem sagens værdier og den gæld, vi hæfter for. År for år vil denne situation forbedres, og ret længe vil det ikke vare, før vi vil komme til at opleve virkningen af alt det, der er blevet skabt i de år, der nu ligger bag os. En stærk ungdom står idag vagt omkring dette arbejde, det ville De opleve, om De en aften fik, lejlighed til at se, hvorledes der arbejdes i sagens centrum. Men denne frivillighed, denne vilje til at hjælpe Martinus i hans kamp for at føre disse høje og livgivende tanker frem, bør ikke længere hæmmes af den altfor negative kamp om penge til papir, farve o.s.v. o.s.v. Derfor har jeg bedt Martinus, om hans tilladelse til at foretage den ovenfor nævnte prisændring, idet jeg ser således på denne sag, at tiden nu er inde til at skabe klarhed over og stabilitet i sagens økonomi, et syn jeg håber De alle deler.

Dette var i korthed en rejse ind over nogle af de problemer, der i denne tid har optaget mine tanker både ved dag og ved nat. Med et slag har Guddommen frembragt en situation, som helt har ændret det billede af dette år, jeg havde da nytårsklokkerne ringede det ind. Men eet er det samme som dengang: min indre dybe forvisning om, at vi – De og jeg – har et budskab at bringe verden, et budskab den længes efter og har behov for. Hundreder af mennesker har i de forløbne år i breve og i fortrolige samtaler betroet mig, at de ikke havde magtet at bære deres livs byrder, om de ikke havde mødt Martinus på deres vej. Til disse betroelser må jeg lægge min egen. Jeg aner ikke, hvordan jeg skulle have magtet mine egne vanskeligheder, om jeg ikke havde mødt Martinus på min livsvej. Takket være ham har jeg kunnet finde vej i det mørke, livet er for enhver af os, der kun har vort eget lille lys at se ved, og takket være ham ved jeg mig idag fri af enhver uvenlig eller ukærlig indstilling mod nogen eller noget. Igennem Martinus rene tankeverden lærte vi, at vel kan mennesker hade os og søge at gøre os meget fortræd, men dette vil aldrig mere forpligte os til at hade dem og til at tage kampen op imod dem. Alene dette har friet vore sind fra tryk, der idag knækker mennesker, der måske er langt bedre, end De og jeg er. Thi selvom vi er mennesker uden den evne til at tro, der er forudsætningen for at være kirkekristne, er vi ikke gudløse ateister. Tværtimod. Jeg vil vove at hævde, at det er bedre for et menneske gennem tvivl og krise at nå frem til mødet med Martinus og "Livets Bog" og der med egne øjne se en ny og vidunderlig virkelighed, end det er blot sløvt at give op, fordi kirken og alt hvad dens er, har mistet interessen for en. Udover verden lever der idag utalte millioner af mennesker, der, som vi, vil møde et nyt og vidunderligt inspirerende liv den dag, Martinus kosmiske analyser gives dem ihænde. Det er dette, der er vor mission, og svigter vi her, ja, da føler jeg, at vi har svigtet det allerbedste i vort liv, nemlig det som ene er istand til at give os en lykke, der står, hvor alle andre lykkeformer forlængst er blevet støv og aske.