Ældre Kosmos og Kontaktbreve

ERIK GERNER LARSSON:
Koncentrat af åbningstale i
KOSMOS FERIEBY mandag den 25. juni 1956.

Når jeg i aften har den glæde at byde Dem velkommen til KOSMOS FERIEBY, sker det, som De sikkert alle ved, på baggrund af Martinus sygdom. I mange år har det været ham, der har budt Dem velkommen og fra denne talerstol givet udtryk for sit varme ønske om, at Deres ferie her må blive en virkelig ferie for både legeme og sjæl. Jeg må i aften nøjes med at bede Dem modtage hans allerkærligste hilsen. Jeg ved, at adskillige af Dem allerede har hilst på ham og ved selvsyn konstateret, at han idag, netop fjorten dage efter sin operation, er i vidunderlig bedring og på sin vis ser både yngre og raskere ud, end han har gjort i meget lang tid. Men selvom Martinus i det ydre ser langt mere strålende ud, end man kunne vente efter en så alvorlig sygdom, må De ikke heraf lade Dem forlede til at tro, at Martinus snart er rask og vil kunne genoptage sit arbejde i fuldt omfang. Martinus har besluttet sig til helt at opgive at holde foredrag og til udelukkende at hellige sig skabelsen af sit livsværk LIVETS BOG. Han føler, at det, der er sket, er en mindelse fra Forsynet om, at også hans tid på det fysiske plan er begrænset, og at det nu er tid at fuldbyrde den mission, der blev lagt på hans skuldre under hans åndelige indvielse i foråret 1921.

For mange år siden gav Martinus overfor mig udtryk for, at året 1956 ville blive hans sags skæbneår. Martinus kommmenterer ikke altid sine udtalelser, og for mig var det kommet til at stå således, at jeg mente, at vi i dette år ville opleve at se, hvorledes Martinus arbejde nu vender sig ud imod den store verden. Jeg tilstår, at jeg ikke et sekund havde forestillet mig, at Martinus i dette år skulle blive så alvorligt syg, som tilfældet har været, selvom jeg nok i denne vinter af og til har anet, at han absolut ikke var helt rask. Nu bagefter kan jeg nok se, at dette måtte komme, og selvom begivenheden endnu er meget tæt inde på livet af mig, syntes jeg alligevel, at jeg kan begynde at se den dybere mening med det, som er hændt. Martinus betegner selv sin sygdom som en stor lysoplevelse for ham. Vi, som står ham nær, har ikke hørt blot een eneste klage, ejheller noget som helst udtryk for fysisk smerte. Jeg har oplevet at se Martinus dybere bevæget end nogen sinde før, men det var under indtrykket af den overvældende kærlighed, der fra alle sider slog ham imøde.

Selvom jeg nok forstår, at mange af Dem må være dybt skuffede over ikke at komme til at høre Martinus selv tale, beder jeg Dem tænke på, hvor lang en "arbejdsdag" Martinus nu har bag sig. I snart 36 år har han uafbrudt arbejdet på skabelsen af det verdensbillede, De og jeg er så lykkelige ved at kende. Af disse 36 år har jeg kendt ham i de 28, og jeg kan bevidne for enhver, at om alle mennesker i deres liv havde arbejdet lige såmeget for menneskekærlighed og tolerance, som Martinus har, levede vi idag i en verden af ufattelig skønhed og godhed. For mig at se er Martinus selve inkarnationen af uselviskhed og af ubegrænset visdom i vort århundrede. Så langt min egen ånd har rakt, har han evnet at besvare ethvert spørgsmål, jeg har stillet ham, på en sådan måde at jeg lærte at se lys der, hvor før et tungt mørke rugede over livet. Og som det er gået mig, er det gået utallige. De og jeg er børn af et århundrede, for hvem freden og trygheden er blevet illusorisk. På alle områder har vi oplevet, hvorledes den ene krise uafbrudt afløser den foregående, og ser vi ud over verden idag, ser vi kun febrilske forberedelser til det omfattende ragnarok, som er atomvåbnenes bitre konsekvens. For mange mennesker er dette tilstundende opgør stormagterne imellem tegnet på verdens undergang, på al kulturs ophør. Det ville det måske også have været for Dem og mig, om vi ikke havde kendt Martinus. Takket være hans kosmiske analyser ser vi nu ikke alene anderledes på dette problem end flertallet, vi ser også positivt på den udvikling, verden er inde i, thi vi ved nu, sålangt vor kosmiske sanseevne rækker, at verden ikke styrer imod en altopslugende afgrund, men derimod mod et opgør mellem to livsindstillinger, et opgør i hvilket de fra dyreriget nedarvede evner og egenskaber vil komme til at vige for den humanisme, der alene kan udgøre grundvolden for den sammenslutning af verdens stater og nationer, der vil blive alle disse forbitrede krisers endelige og gyldne frugt.

For alle udviklede mennesker står det som en drøm at måtte få lov til at møde et kosmisk indviet menneske. Vor historie har vist os, at de altid har eksisteret iblandt os, men også at de som regel først blev opdagede, når de var borte. Selv var de altid blandt "de stille i landet". Men enten man opfattede dem som oprørere og dræbte dem, eller man opfattede dem som ufarlige, tåbelige fanatikere, satte deres liv altid rig frugt derved, at det blev deres tanker, som kom til at danne kulturernes fundamenter. Med Martinus stiller sagen sig lidt anderledes. Thi selvom han så absolut ved sit eget væsen og væremåde hører til de mest stille i vort land, så har dette, at han har formået at udtrykke sin åndelige oplevelse, sin indvielse i klare analyser og i sine skønne symboler, bevirket, at han på en måde er kommet til at udgøre en slags offentlig "hemmelighed" i vort land. Han er blevet som en slags "hvisken fra tagene" og vi, som kender hans tanker, ved forlængst i vort hjerte, at denne "hvisken" en dag vil stige til den højde, der gør, at hver eneste søgende sjæl jorden over vil høre hans røst. Hvornår dette sker, kender kun Guddommen, og det er godt således. Thi i det vi her står overfor, har De og jeg kun een mission, den at lytte, lære og sålangt evner og vilje rækker, at leve de sandheder Martinus har vist os. I ungdommelig begejstring har mange af os håbet og troet, at Martinus tanker som en stormvind skulle gå ud over jorden. Nu ved vi, at dette ikke vil blive tilfældet, og adskillige af os må beskæmmet indrømme, at Martinus aldrig selv har givet os anledning til at tro, at hans sag ville flamme op som et kæmpebål i hans egen tid. Tværtimod har han gang på gang givet udtryk for, at hans arbejde skulle følge den samme vækstrytme som egen i skoven, der lever længst, fordi den har den største evne til at overvinde enhver vanskelighed.

Vi har overvundet mange vanskeligheder i disse år. Når De idag gæster denne skønne plet, hvor alting snart er smeltet sammen til en vidunderlig harmoni af fysisk og psykisk skønhed, så er alt, hvad De ser, et resultat af overvundne vanskeligheder. KOSMOS FERIEBY er i sig selv et eventyr. Den er frugten af vort møde med vor tids indviede. Denne plet var aldrig blevet til, om De og jeg ikke havde mødt Martinus, dette bør De ikke alene vide, det bør De heller aldrig glemme. Når Deres øjne søger sagens skønne flag, der vajer over denne plet, bør De i Deres hjerte føle en inspiration til at handle i overensstemmelse med de tanker, som er årsagen til denne lille bys skabelse. Gør De det, værner De ikke alene ånden på denne plet, da værner De også om det skønneste og det bedste i Deres egen sjæl. Thi her skal freden bo, bo på en sådan måde, at den fremmede, som kommer her, føler det med hele sin sjæl. Utallige har givet udtryk for, at de har følt dette, og vi beder til, at kommende tider vil give udtryk for det samme. For denne ferieby er en af en kommende verdenskulturs første spinkle stråler. Her materialiseres i "kød og blod" de tanker, som fremtiden vil komme til at leve på. At dette er sket, har kunnet ske, er eventyret i vort eget liv, for det er beretningen om, at vi har taget vore drømme alvorligt og ydet en indsats for, midt i en verden af mentalt mørke og tvivl, at skabe et lys, der rækker ud over vor egen tid.

De og jeg er endnu ikke fuldkomne, og det ville være udtryk for et utilstedeligt åndeligt hovmod, om vi gav udtryk for, at vi ved vor indstilling skulle være blot det mindste bedre end andre. Ved at forhindre at hans verdensbillede blev grundlag for en forening med givne rammer og love, har Martinus givet os en håndsrækning af overordentlig stor betydning. Takket være dette kommer vi aldrig til at danne kaste i vort samfund. Det er Martinus urokkelige ønske, at vi alle skal føle os som frie, som åndeligt voksne mennesker. Han har aldrig ønsket at binde os på noget som helst område, men tværtimod af sit hele hjerte ønsket for os, at hans tanker blev et middel til en højere lykke for os og ikke en åndelig bås, vi blev arresteret i. Dette ønsker jeg, De skal tænke på, når De nu er gæst her, for det vil være synd for Dem og synd for Deres omgivelser, om De er kommet her med den forestilling, at De her skal møde fuldkommenheden. Se ind i Deres eget hjerte, se klart og nøgternt, og De vil med det samme forstå, at som De er udtryk for et bestemt trin i udviklingen, er Deres omgivelser det også. Og sig så til Dem selv: – ligeså tolerant jeg er overfor mine egne ufuldkommenheder, vil jeg være det overfor de andres! Gør De det, vil De få en dejlig ferie her, thi da vil De være åben og lydhør overfor alt det, De kan møde her, om De selv vil! Og mere end det, da vil De også være i den inderligste kontakt med Martinus egen ånd. De har aldrig hørt ham dømme nogen eller noget, og De vil aldrig få det at høre. For Martinus kender menneskene og venter sig ikke, at de skal være anderledes, end deres ånd er udviklet til. Det er i denne hans dybe og ægte tolerance, De altid skal søge inspiration til både at forstå Dem selv, Deres egen situation og andres! Thi selv om Martinus ikke længere taler til Dem fra denne talerstol, så lever han iblandt os her. De vil møde ham på denne plet, som han elsker meget højt. De vil møde hans kærlige øjne og varme håndtryk, men jeg beder Dem respektere hans ønske om fred. Han er her for at samle kræfter, men ikke for at holde foredrag og heller ikke for at klare private problemer. På disse områder har han bedt Mogens Møller og mig om at være i hans sted, og vi håber, at De vil bruge os, som De før har kunnet bruge ham. Martinus ønsker ikke på nogen måde at isolere sig, men han føler, at han nu må koncentrere alle sine kræfter om afslutningen på sit hovedværk, og det vil han ikke kunne, om hans tid og kræfter også skal dække de områder, han før har beskæftiget sig med. Han har bedt mig bringe hver især sin kærligste hilsen med ønsket om, at den ferie, De her har søgt, må blive blandt de skønneste, De har oplevet.

Med dette ønske vil jeg slutte min velkomst til Dem. Vi håber alle, at højsæsonen 1956 må blive en periode af lys og skønhed, feriebyen til ære og hver eneste gæst til glæde og gavn.