Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Mon De erindrer, at speakeren i vor radio pinselørdag – sikkert til manges undren – meddelte, at vejret ville blive "upåklageligt"! Jeg tror det har gippet i mange ved at høre denne rent vejrmæssigt sjældne glose, som da også lidt senere blev rettet til det mere kendte "upålideligt". Nuvel, i dette øjeblik er vejret virkelig upåklageligt! Aftensolen gyder sit milde lys udover en ferieby, der er i opbrud efter en pinse som, trods al kølighed, alligevel blev en dejlig oplevelse for os alle.

Her er meget smukt heroppe nu, men dejligst syntes der nu alligevel at være de dage, hvor Martinus har holdt foredrag for os. Det er, som om disse foredrag har en ganske bestemt virkning på sindet i denne natur, der med sine store rene linier ligesom danner en fuldendt ramme om vort åndelige arbejde heroppe. Muligvis giver jeg udtryk for en rent subjektiv opfattelse, når jeg hævder, at Martinus foredrag heroppe har en stærkere glød end i København, men sådan føler jeg det altså, og foredraget i år blev ingen undtagelse. Da jeg ved, at mange både her i landet og i vore nabolande gerne ville have hørt hans pinseforedrag, skal jeg i det efterfølgende forsøge at give et indtryk af det. Desværre kan det ikke blive noget fuldkomment referat, men jeg håber alligevel, at det skal lykkes mig at give udtryk for hovedtankerne i dette foredrag, der blev modtaget af en sal fyldt med glade og interesserede mennesker. Martinus kaldte sit foredrag "DEN EVIGE ÅND". Efter en kort, men meget hjertelig velkomsthilsen udtalte han:

"Jeg vil gerne idag ørske Dem en glædelig pinse med et foredrag om den evige ånd eller om den kraft, der ligger til grund for, at vi holder pinse. Pinsefesten er jo en religiøs fest til ære for apostlenes oplevelse af "Den hellige ånd". Men hvad forstår man ved "Den hellige ånd"? Det første, vi hører om den, er i bibelens skabelseshistorie, hvor det hedder at "Guds ånd svævede over vandene". Denne ånd opgives altså som den virkelige årsag til verdens skabelse. Er dette nu bare en intetsigende påstand uden rod i virkelighedens verden? Hvad ved videnskaben om denne ånd? Den ved intet, absolut intet. Med den særlige materialistiske indstilling og forskemetode videnskaben er afhængig af, kan den ikke vide noget som helst om begrebet "ånd". Men det er heller ikke dens mission. Den har helt andre guddommelige felter og opgaver at beskæftige sig med. Men hvad ved så den religiøse verden, de store verdensreligioner og de heraf udrundne mange sekter og trossamfund om denne ånd? Ja, vælger vi kristendommen, så ser vi, at den i kraft af det religiøse instinkt har udløst en stærk følelse af, at den udgør en del af den "treenighed", som den opfatter som Gud. Vi ved, at det i den kristne trosbekendelse hedder, at man tror på "Faderen, Sønnen og den hellige Ånd". Og det hedder videre, at ganske vist er der her tale om tre personer, men i virkeligheden er disse tre kun een. Men hvordan kan noget udgøre tre personer og så alligevel kun være een?

Disse ord kan i virkeligheden kun forstås, når man forstår, at de udtrykker en lignelse, thi de skal i virkeligheden ikke udtrykke tre personer, men derimod tre store, evige principper, som er tilstede i ethvert levende væsen. Ethvert levende væsen må nødvendigvis bestå af et oplevende "Noget" eller det, vi kalder "Jeg'et". Dernæst må det bestå af det skabende og oplevende princip, hvilket vil sige, at det må besidde en skabeevne. Og dernæst må det rumme et princip, i kraft af hvilket virkningerne af dets skabeevne eksisterer. Denne virkning bliver dets bevidsthed. Et levende væsen, der ikke har noget Jeg, er ikke noget levende væsen. Og et væsen, der ikke har nogen oplevelses- eller skabeevne, er heller ikke noget levende væsen, ligesom et væsen, der ikke har nogen som helst form for bevidsthed, heller ikke kan betegnes med ordet levende. Vi ser således, at disse tre realiteter ikke kan undværes i det levende væsen.

Når der er tale om Gud, så er det naturligvis også som levende væsen. Denne Guddoms Jeg-princip er det største, det mest omfattende Jeg-princip i hele verdensaltet. At dette princip af fortidens største vise er symboliseret som "Faderen" er således meget naturligt. At den vældige skabelse, som gør sig gældende i hele verdensaltet og som Guddommen befordrer igennem alle levende væsener, er blevet symboliseret som et "Sønneprincip", ses også her som ganske naturligt. Så er der alt det skabte i verden, alle kloder, sole og mælkeveje med alt, hvad de rummer i deres indre og på deres overflade – danner de ikke samlet en eneste stor verden af skabte realiteter, som stadig er under forvandling? Men da skabelse kun kan befordres igennem tanker og viden, som atter bringer nye tanker og ny viden frem, ses det let, at hele dette gigantiske område af skabte former og ting i virkeligheden er det samme som materialiserede tanker. Alt i den ydre verden er materialiserede tanker. Men tanker er igen det samme som viden og oplevelse, og disse realiteter er igen det samme som bevidsthed. Bevidsthed er igen det samme som ånd. Da verdensaltet rummer alt, hvad der er til, og det er skabt og blevet til ved Guds Jeg, er det i virkeligheden det samme som Guds ånd. Da denne ånd eller Guds bevidsthed, som altså åbenbarer sig igennem alle skabelsesprocesser, aldrig nogen sinde udløser sig uden i sit slutfacit at blive til glæde og velsignelse for levende væsener, vil denne ånd eller denne guddommelige bevidsthed i virkeligheden være udtryk for den allerhøjeste fuldkommenhed eller kærlighed. Den kan aldrig skabe noget af det, som menneskene kalder "synd". Men det, som er absolut fri for synd, kalder menneskene "hellig". Man forstår således her, hvorfor Guds bevidsthed bliver udtrykt som "den hellige ånd". Den hellige ånd er altså det samme som Guds egen, i kærlighed og visdom kulminerende væremåde. Og det er denne væremåde, der igen i biblen er udtrykt som "Guds billede". Det er dette billede, Gud satte som målet for al udvikling eller skabelse. Ethvert levende væsen skal således i sit slutfacit blive lig "Guds billede", blive i Guds væremåde.

På et vist område fremtræder de levende væsener allerede i dette Guds billede, nemlig i deres rent kropslige struktur. Ethvert levende væsen udgør selv et Jeg i et verdensalt fyldt med levende væsener. Hele vor organisme er bygget op af myriader af levende væsener, af organer, celler, molekyler o.s.v., hvis liv og førlighed helt afhænger af os, såvel som selve vor kropslige sundhed helt afhænger af vort forhold til disse væsener. Vi er således allerede i det grove bygget op på samme måde som Guddommen. Vi har et Jeg, som er "Faderen" for alle de organismer, der rummes i vor organisme. Og alle de utalte myriader af levende væsener, der udgør vor organisme, udtrykker i virkeligheden et "Sønneprincip" overfor vort Jeg. Dernæst er der vor mentalitet, vor vilje eller bevidsthed, som er medbestemmende over vor organisme, altså vor mikroverden. Denne bevidsthed bliver således et åndsprincip overfor denne mikroverden.

Betragter vi nu det store univers og kommer til den erkendelse, at dette univers er totalt fuldkomment, altså til glæde og velsignelse for de levende væsener, kan vi ikke undgå at se, at således er alle de ufærdige væseners universer ikke. Navnlig er der umådelig megen sygdom i de jordiske menneskers organismer. Også i forholdet til deres omgivelser, til deres næste, er der umådelig megen ufuldkommenhed. Møder vi ikke krig, mord og drab overalt, hvor vi vender vort øje hen? Altså hersker der ikke den fuldkommenhed inden for det område, der beherskes af den jordmenneskelige ånd, som der hersker inden for Guds område eller det altomfattende univers. Guds ånd er hellig, altså fuldkommen, men det er det jordiske menneskes and ikke, idet den på en mængde områder saboterer og ødelægger det liv, der skal elske.

Men "Guds ånd svæver stadig over vandene". Den ufærdige tilstand menneskeheden idag befinder sig i, skal ikke vedblive at forekomme. Mennesket skal blive i "Guds billede efter hans lignelse". Menneskets bevidsthed skal blive absolut fuldkommen, så at alt hvad den foretager sig, skal blive til glæde og velsignelse for dens omgivelser, således at menneskets skabelse og oplevelse bliver ligesom Guds. Hvorledes skulle mennesket ellers blive i "Guds billede"?

Vil de jordiske mennesker nu blive så fuldkomne, at både fysiske og psykiske lidelser eller sygdomme vil ophøre? Så fuldkomne, at den af alle så smertefuldt oplevede "Alles krig mod alle" vil standse? Vil menneskene virkelig komme til at opleve fuldbyrdelsen af juleevangeliets vidunderlige budskab om fred på jorden, og vil livet virkelig blive en stor velbehagelighed for menneskene? Ja, det vil det! Og at dette er en urokkelig sandhed kan allerede idag iagttages af den tilstrækkeligt intellektuelt udviklede tænker eller åndsforsker.

Når Kristus kunne forudsige at verden ville komme ind i et "Ragnarok" eller en tidsepoke, hvor der ville blive krige og rygter om krige, hvor folk ville rejse sig mod folk og broder mod broder, og hvor der ligeledes ville blive strid mellem forældre og børn, så var det fordi han kunne se det på visse foreteelser, som allerede da var i begyndende udvikling. Tager vi et overblik over menneskehedens religiøse liv ser vi, at det i sin første epoke i naturmenneskenes liv og et godt stykke ind i kulturmenneskenes blev båret af – ikke videnskab eller intellektualitet – men derimod af den mentale evne eller egenskab vi kalder "instinkt". Denne evne leder trækfuglenes flugt fra den ene del af verden til den anden. Den befordrer alle vore indre automatfunktioner ligesom den befordrer alle primitive menneskers samliv. Dette instinkt er således en ledende faktor i det levende væsens viljeføring indtil det får udviklet intellektuelle evner. Vi ser, at dette instinkt bringer dyret til at skrige, når det kommer i overhængende livsfare. Det får menneskene til at bede til Gud om hjælp, når det kommer i nød eller i en situation, det absolut ikke kan magte, og det ligegyldigt hvor materialistisk disse mennesker end tror sig at være, sålænge de ikke er i virkelig nød eller fare. Dette at det levende væsen, inden det endnu har fået udviklet sine intellektuelle evner, altid i nødssituationer er indstillet på en Guddom eller et forsyn, afslører at denne indstilling hviler på et organisk princip. Menneskenes tro på et forsyn eller en Guddom er således ikke nogen menneskelig opfindelse, det er en organisk indbygget funktion på samme måde som vore øvrige fysiske og psykiske organer. Men efterhånden som udviklingen skrider frem, ser vi, at mennesket får udviklet nye evner. En sådan ny evne er intelligensen, som nu i vort århundrede er nået frem til en meget stor højde. Denne evne har gjort mennesket til et selvstændigt tænkende væsen. Det kan ved hjælp af denne evne gennemskue mange ting, begribe deres inderste natur og dermed forlade tidligere uklare trosopfattelser. Og vi ser da også hvorledes trosevnen degenererer i akkurat samme grad som intelligensevnen udvikles. Det største resultat af denne udvikling er den rent fysiske videnskab. Ved hjælp af intelligensevnen er det jordiske menneske trængt ind i den fysiske materies mysterium. Her kan man veje, måle og på anden fysisk vis tilegne sig urokkelige facitter. Utalte millioner af "hestekræfter" er på denne måde blevet tvunget til at arbejde for menneskeheden. Men samtidigt ser vi, at instinket og dermed troen på et forsyn og en kærlig moral er degenereret og gået tabt. Man kunne ikke ved intelligensens hjælp finde Gud eller sit eget evige væsen og kom derved til at tro sig identisk med den fysiske materie. Man blev eksperter i at kunne fortælle hvormeget denne eller hin klode vejer og med hvilken fart lyset bevæger sig osv. osv. Men med fysisk mål og vægt kan man ikke erhverve sig viden om moral, og med tids- og rumdimensionelle mål kan man ikke finde udødeligheden eller de evige facitter eller realiteter som verdensaltet og det levende Noget uundgåeligt må repræsentere. At menneskeheden med den materialistiske videns enorme vækst i vort århundrede måtte tabe troen på det, som foreløbigt kun kunne være abstrakt, er selvfølgeligt. I sit intelligensmæssige overmod vænnede den sig til, at alt hvad der ikke kunne bevises i mål og vægt, volumen og bølgelængder o.l. ikke kunne akcepteres. Overfor denne indstilling måtte den kristne eller humane udvikling absolut stagnere. Men når man ikke kan akceptere næstekærligheden som kulturbasis, er der kun den stærkeres ret eller jungleloven at bygge på. Og vi har da også oplevet at se verden komme ind i det største kapløb om magt, der nogen sinde har eksisteret. Det ene raffinerede og geniale våben afløser i vor tid det andet. Den eneste kulturbasis der idag respekteres er magt, overlegen magt. Alle klodens landegrænser er idag dikteret af magt. Jesu bjergprædiken, som udgør verdens største kulturbasis, har man kun kunnet betragte som nonsens. Hvordan skal man skabe kultur ved at "vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre"? Hvordan skal man skabe kultur ved at tilgive, tilgive og atter tilgive? Og hvordan skal man kunne forsvare sit land ved at "stikke sit sværd i skeden"? osv. Nej, en stærk hær, flåde og luftvåben ved man dog hvad er! Dette er parolen, og de såkaldt kristne stater blev de mest geniale krigsfolk i verden. De skabte de mest geniale krigsvåben, ja, de viger i givne situationer ikke tilbage for at udslette millionbyer om det skal være. Og hvorfor? For at forsvare resultatet af tidligere erobringer, undertrykkelser og andre åbenlyse uretfærdigheder.

Da Kristus vidste i hvilken rækkefølge menneskenes evner og anlæg ville udvikle sig, er der således intet mærkeligt i at han kunne forudsige en "Dommedagsepoke" eller en periode af kulminerende lidelser. Det er denne dommedagsepoke vi nu oplever. Det tyvende århundrede vil blive den største milepæl i menneskehedens historie, en milepæl mellem to store udviklingsepoker, mellem fortidens barbari og fremtidens humanitet.

Når Kristus kunne forudsige, at der efter denne dommedagsepoke eller lidelsestilstand ville opstå en "ny himmel" og en "ny jord" i hvilken "retfærdigheden skulle bo", var det fordi han kendte det resultat, som disse forfærdelige lidelser vil bringe menneskeheden. Han vidste, at de ville afføde en ny evne eller sans i dens mentalitet, nemlig humanitetssansen. Denne evne, der får brutalitetssansen til at degenerere, vil bevirke, at mennesket mere og mere kommer ind i en tilstand, hvor det ikke kan nænne at gøre sine omgivelser fortræd eller forvolde dem smerte. Jo flere lidelser et menneske har gennemgået, desto større human evne vil det fødes med i sit kommende nye fysiske liv. Denne nye humane evne vil således forandre det jordiske menneskes mentale eller åndelige struktur. Det begynder sjæleligt at fornemme, at der må være en dybere mening med tilværelsen, og det begynder sjæleligt at føle, at det ikke kan være rigtigt, at menneskeheden hele tiden skal leve i krig, hele tiden skal myrde og lemlæste sig selv. Det begynder at føle uvilje mod dette at være soldat. Det nænner ikke at spise animalsk føde, fordi det føler uvilje imod at dyrene skal dræbes blot for at det skal få et måltid mad. Det fornemmer, at der må, være en højere kultur for menneskene end for dyrene og derfor tager det mere og mere afstand fra alt, hvad der har med drab og inhumanitet at gøre. Det nænner ikke at andre skal lide, og gang på gang ser vi, hvorledes disse mennesker hellere selv lider end tilføjer andre fortræd. For disse mennesker kan den materialistiske videnskab ikke være tilstrækkelig. Den kan ikke give dem noget fundament for deres ændrede indstilling. Den kan ikke hverken bekræfte eller afkræfte deres humane indstilling som den retmæssige. Derfor bliver vi hos disse mennesker vidne til en sjælelig hunger, som kun en helt anden videnskab end den rent fysiske kan stadfæste og underbygge. Denne videnskab er således en videnskab om humanitet, næstekærlighed og dermed om sjælelivet. Det er en viden om de levende væseners reinkarnation og udødelighed. Det er en viden om universet som Guddommens organisme, en viden om, at "I ham lever, røres og ere vi". Denne viden er således alle humant udviklede mennesker modne for, men de kan ikke selv udrede den ved hjælp af deres egen intelligens og humanitet. Hertil kræves der intuitionsevne. Denne evne er den der følger efter humanitetsevnen. Den giver mennesket kosmisk bevidsthed, der igen er det samme som den vågne, dagsbevidste oplevelse eller erkendelse af Guds ånds virkelige eksistens. Af mennesker, der har opnået med sin intutition at få en vågen, dagsbevidst forbindelse med og oplevelse på det kosmiske plan kan den videnskab skabes, der alene kan hjælpe det nu virkelig humant udviklede menneske. Og det er denne videnskab, der er bebudet menneskeheden som "Talsmanden, den hellige ånd" eller som "Kristi genkomst i skyerne". Denne videnskab eller kosmiske bevidsthed er således det samme som den, der udgjorde Kristus mentalitet. Denne videnskab, som er videnskaben om Guds væremåde, er i sig selv "Vejen, sandheden og livet" og der hvor den vokser frem, afføder den en ny verdenskultur i alle humant udviklede mennesker. Den adskiller alle dem, der endnu tror på krig og magt som fundamentale kulturfaktorer fra de, der i kraft af deres egen udvikling, er vokset bort fra disse forestillinger. Disse mennesker, der i dag, i kraft af deres egen natur, af deres egen humane udvikling tager afstand fra enhver form for myrderi, fysisk såvel som mentalt, udgør i virkeligheden den gruppe mennesker, som Kristus udtrykte som "Fårene" medens den krigeriske og inhumane gruppe mennesker er identisk med "Bukkene", som endnu vil have megen lidelse at gennemleve, for at den humanistiske sans også kan udvikles i dem.

Således er Guds ånd det samme som det store lys i mørket, og som aldrig har skinnet stærkere end det fra og med det tyvende århundrede vil komme til at skinne for menneskene i form af kærlighedens, humanitetens og udødelighedens videnskab. Et bedre fundament for kulturskabelse eksisterer ikke, thi det er sleve Guds billede. Og med Guds billede som videnskab i hjerte og hjerne er Guds skabelse med mennesket fuldbragt. Det er da blevet eet med Gud. Det udgør "Mennesket i Guds billede". Det er selv blevet "Vejen, sandheden og livet". Og således ser vi, at Kristus får ret. "Talsmanden, den hellige ånd" er selve Guds strålevæld , og med den som kulturbasis, må alle sorgens og lidelsernes skygger vige. Denne nye, begyndende verdenskultur vil således blive den evige pinseglans over livet, åbenbaret i den daglige fysiske tilværelse som videnskab, skønhed og glæde.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!