Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Måske vil De studse lidt over, at bilaget dennegang er engelsk, men mon De trods alt ikke vil nikke genkendende til det? Jeg tror ikke, der findes et såkaldt civiliseret land idag, som ikke anvender den slags annoncer, og det fortæller enhver, der har mod til at tænke blot lidt dybere end sædvanligt, at det dræbende princip trods al tale om humanitet og næstekærlighed står umådeligt stærkt. "Det bedste liv i verden" lover annoncen den unge mand, som giver sit liv til hæren! Og det lykkeligt smilende ansigt over ordene skal kun tjene til at understrege den vidunderlige kendsgerning, at det at få uniformeret både krop og ånd er den allersikreste vej til både sukces og til en pension, der sikrer en en ubekymret alderdom, – – hvis man altså når til den!

Personligt må jeg indrømme, at min første tanke, da jeg læste den var, om ungdommen af idag virkelig sluger en sådan annonce aldeles råt og straks iler til skrivebordet for at sende navn og adresse. Da jeg er sådan indrettet, at der ikke er altfor lang afstand mellem tanke og handling, begyndte jeg forsigtigt at stille mine engelske venner spørgsmål, og svarene var sådan set ikke negative – altså set fra min verden. For den engelske ungdom er krig "et snavset job", som den kræver bedre og bedre betalt – og får det! Nå, det er jo også længe siden, vi herhjemme spiste den indkaldte af med 50 øre om dagen! En god ven bemærkede: "Tror du hæren ofrer disse kæmpeannoncer, hvis den ikke var nødt til det?", og jeg må indrømme, at den vældige reklame – der, som her – tyder på, at det trods alt ikke er så helt let at få ungdommen til at indse, at det at melde sig – aldeles frivilligt, til kanonføde, er "det bedste liv i verden".

På den anden side må man ikke undervurdere dette nye træk i det militære billede. Nu reklamerer man ikke med "heltedøden" mere, næ nu fortæller man den unge mand, at han både får et spændende liv og en betrygget alderdom ud af at give afkald på sin private personlighed og blive et nummer i en organiseret masse, hvis formål – i hvert tilfælde i første række, så absolut ikke er at sikre denne masses enkelte individer "en betrygget alderdom". Hvilken skrigende modsætning er der, i hvert fald i England, ikke mellem de store typer, denne annonce anvender, og så de tre linier med petitsats, der meddeler, at et jetplan er styrtet ned og piloten dræbt! I det hele taget er det ikke de store overskrifter, der derovre forkynder, at så og så mange blev dræbt under urolighederne på Cypern eller andre steder – nå, det kunne jo også forstyrre illusionen om "det bedste liv i verden".

Vurderer man den her berørte situation udfra Martinus' verdensbillede, udgør den i sig selv en fantastisk bekræftelse på hans beskrivelse af det jordiske menneske som endnu levende i den kosmiske vinterzone. Der er mere "frossen mentalitet" i vor verden, end der er "tøbrudsmentalitet". Man hjælper endnu hinanden mere med "våbenhjælp" end med "kulturhjælp". Det sidste kommer stadig i anden række, og det vil være udtryk for utilgivelig naivitet at tro, at verdensfreden, den virkelige verdensfred, er "lige henne om hjørnet". Vi her i Skandinavien er i forhold til den øvrige verden nærmest at ligne ved en meget smuk 0 midt i et hav af uro og forberedelse til krig. De fleste ved det vel ikke, men de vil opdage det i samme øjeblik, de kommer udenfor dette vidunderlige områdes atmosfære, kommer så langt væk, at mennesker uden at rødme spørger om ting, der afslører, at de ikke har blot det mindste begreb om vort liv og vor tænkemåde. Men vi har også – stadig bedømt i forholdet til den store verden, været så lykkelige at undgå at blive krigsskueplads. Vi har oplevet en besættelse, og den var på sin vis svær nok, men alligevel for intet at regne imod det, de mennesker måtte opleve, hvis lande for alvor "smagte sværdet". I en grad, der endnu er usædvanlig i verden, har vi her i Skandinavien bygget op og skabt en social struktur, der er forbilledlig, ja så forbilledlig, at dette område i sig selv representerer en helt anden kosmisk sturktur end den, vi møder lige udenfor dets grænser. Det føles derfor ganske naturligt, at det må blive fra dette område, at et nyt verdensbillede vil stråle udover verden, thi er der noget, der er den skandinaviske mentalitet imod, så er det krig og ufred.

Jeg ønsker ikke med disse ord at forherlige Skandinavien på de andres bekostning. Jeg ønsker blot at gøre opmærksom på, at de stridigheder ufortalt, som vi også har, er det f.eks. helt umuligt, at der skulle kunne opstå en Hitler, Mussolini eller Stalin her. Det er os væsensfremmed, at et enkelt menneske i den grad skulle få magt, som tilfældet blev med de nævnte mænd, og det afslører, at vi har en anden indstilling til magtbegrebet, end man har i de lande, der endnu åbenlyst længes efter, at "en stærk mand" skal stå frem og "ordne forholdene".

Som bekendt skal et lands sande moralske kvalitet ikke vurderes efter størrelsen af dets land-, vand- og luftstridskræfter, men derimod efter dets forhold til syge, gamle og arbejdsløse. Og her kan Skandinavien være sit ansigt bekendt. Der er forskel på at blive syg i Skandinavien og f.eks. i Amerika! Og det samme gælder, hvis man bliver gammel eller arbejdsløs. Det er sandt, at det har kostet sin pris at nå dertil, hvor vi nu står, også at mange mener, at vi er gået for vidt i forholdet til, hvad vi har råd til, men det står fast, at vi ikke vil gå tilbage, ja, at intet politisk parti i vort land ville vove at propagandere for en sådan tilbagegang. Det er denne kendsgerning, der mere end noget andet fortæller om, at vor mentalitet er en anden, en videre og en sjæleligt set varmere end den, man møder de fleste andre steder i verden, – og at det er en mentalitet, som i sig selv rummer en enorm modsætning til tanken om, at det militære liv skulle være "det bedste liv i verden".

Og her er det, at man, sammen med mennesker, hvis nerver dirrer under presset af de syner, de selv fremmaner, pludselig føler den voldsomme styrke, det er at besidde et syn på livet, der er al krig overlegent i den forstand, at man hele tiden har det klart for sig selv, at i hvad der end sker, bliver selv den værste udløsning af det dræbende princip mindre enden på vor tilværelse end begyndelsen! For verden kan ikke fortsætte i dette forfærdelige spor. Vi kan ikke liv efter liv blive ved med at leve i angst og spænding for nye krige. Tiden er ikke mere som "i gamle dage", vi er borgere i en helt ny tid med helt nye perspektiver. Den menneskelige ånd har næsten nået den fuldkomne magt over materien, den mangler nu kun magten over sin egen sjæl, og ingen, der kender blot lidt til lidelsens inderste natur, kan være i tvivl om, at det bliver den, der kommer til at bringe balance i tingene. Det kan lyde ondt at sige det, men verden har ikke lidt nok!!! Millioner af mennesker på vor jord sulter, medens andre har en ligefrem uhyggelig overflod. Disse andre har kirker og præster og skønne, skønne ord på læberne. Men de har et tykt lag is om deres hjerter, når de kan foreslå, at deres landmænd skal undlade at dyrke deres jord et år for at undgå økonomisk krise på det verdensmarked, der stadig er den mest forbandede dans om guldkalven. Fortolk ikke mine ord som intolerance. De er stadig fingeren på det ømme punkt, Martinus har kaldt "vinterzonementalitet". Og verden udenfor vore døre lider under denne kolde og ukærlige indstilling til livet, som ikke alene skaber hungersnød, men også adskillelse mellem racer og religioner.

Når alt dette er sagt, skal det også siges, at ingen kan bebrejde verden dette, for den ved det ikke. De og jeg ved det, fordi en strålende ånd har vejledt os til denne erkendelse, som giver både Dem og mig langt mere indre balance, end vi måske selv er klare over. Mange af os har efterhånden denne høje viden som noget ganske selvfølgeligt, og det hænder vel for en og anden, at den varme og spænding, som denne viden gav ved første møde, langsomt er stilnet af og afløst af ligegyldighedens farlige neutralitet. Pas på denne tilstand! Af alt, hvad vi ejer, er vor sjæl det vigtigste, og standser dens vækst under presset af hverdagens sløvende vanetænkning, betyder det den død, vi aldrig vil kunne tilgive os selv. Sand kosmisk viden er som et guldæble i hånden! Vi ejer dette guldæble, sålænge vi bruger vor kosmiske viden i hverdagens liv. Bruger den til at udvikle vor næstekærlighed og vor tolerance – grene på den samme skønne humanitetens stamme, men det glider ud af vor hånd den dag, vi bare "ved" uden at bruge vor viden! Personligt har jeg kun eet ønske, nemlig det, at jeg kunne vise enhver af Dem den glæde og den ild, Martinus' tanker tænder i de menneskers sind, som, nok modne derfor, men anbragt på pladser langt borte fra os, første gang hører om dem. Oplevede De det, ville De også vide, at i en sådan stund oplever man selve livet og føler næsten bogstaveligt Guds bankende hjerte. Det er sandt, at jeg har lettere til disse oplevelser, end De har, men jeg var også engang en famlende begynder i ønsket om at hjælpe andre mennesker med den viden, som havde standset enhver storm i mit eget hjerte. Jeg begik mængder af fejl, men jeg har aldrig frygtet disse fejl og vil aldrig gøre det. For uden fejl kan vi ikke vokse. De erfaringer vi ikke ejer, kan vi ikke bruge, og vore fejl er langt mindre farlige både for andre og for os selv end vor angst! Millioner af mennesker får idag de dårligste liv som tænkes kan, fordi de er angste! Angste for andres mening, angste for at "dumme sig", angste for at andre skal synes, de er "sære", kort sagt angste for at realisere de tanker og ideer, der lever i deres sjæl, ikke et frit liv, men et liv i indelukkede bure, hvor disse skønne tanker og ideer ligesom fugle flakser til døde, fordi de aldrig får lov til at møde og opleve det virkelige liv.

Er jeg streng? Jeg ønsker så absolut ikke at være det! Jeg ønsker blot meget brændende for Dem, at De virkelig må få det udbytte af Deres liv, som jeg ved, De har mulighed for at få! Når jeg sommetider ad tankens vej søger tilbage til min egen tid før Martinus, er det som et møde med et liv, der slet intet liv var. Kun uoverstigelige mure for den tanke, som famlende søgte sig frem imod et lys, den anede eksisterede, men som den kun mødte stivnet i tågede og ubegribelige trosdogmer, der skabte mere ondskab end kærlighed. Og så mødet med Martinus, der dengang som nu, føltes som en port, der blev slået op på vid gab, en port igennem hvilken lyset strømmede ind og bliver ved at strømme. Var jeg ene om denne oplevelse, kunne man vel med rette kalde mig fantast, men vi er mange, der har oplevet dette, mange for hvem livet uden disse tanker ville være en uovervindelig ørkenvandring, hvor vi før eller senere måtte give op og segne. Med Martinus' tanker fik vi kontakt med tilværelsens højeste ild, mere kan han ikke gøre for os. Hvad vi får ud af dette møde, bestemmer vi selv, og her er det, at jeg mener, at det af og til kan være på sin plads at minde enhver om, at i den store kamp, som udviklingen nu er inde i, er også vi "krigere". Ikke med udsigt til vældig hæder og gylden pension, ihvert tilfælde ikke på dette plan. Men på vore skuldre hviler det at skulle bære et nyt verdensbillede ud til menneskene. Et verdensbillede, som aldrig skal binde dem, aldrig lukke dem inde i båse, men som skal give dem al den frihed, deres sjæl har behov, om det skal lykkes den at "fuldende løbet og nå målet" – måtte vi aldrig glemme det!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!