Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Når man bliver helt voksen, forekommer tiden en ofte at være en usædvanlig hastig rytter. Jeg kommer netop fra en vidunderlig morgentur i Hyde park, hvor træer og buske nu er så langt fremme, at det helt rigtige forår kan komme nårsomhelst. Det har været lidt mærkeligt for mig at opleve London dennegang, idet vi så at sige har haft uafbrudt solskin fra jeg kom herover. Det har jeg ikke prøvet før. Men det har været dejligt, og den milde luft, ja den er nu god for sjælen!

Min tid har været meget belagt med rent sprogligt arbejde, men naturligvis har der også været tid til andet. Jeg er så lykkelig at have gode venner her og får derfor indblik i mangt og meget, som den helt fremmede måske holdes udenfor. London er i og for sig ikke en by i dette ords normale betydning. Det er en masse byer, som efterhånden er groet sammen, samtidig med at de utrolig energisk søger at fastholde deres egen private atmosfære. Nå, fænomenet er ikke ukendt hjemme heller. Vi på Frederiksberg er jo absolut ikke københavnere! Men udefra set er London et uhyggeligt monstrum af en by. Når man med gunstig vind kommer ind over den og får den at se fra luften, sker det, at man snapper efter vejret, så urimelig stor forekommer den en. Selve byens kerne – city – er imidlertid ikke uoverkommelig, og livet der, der vel ofte af den, der netop passerer byen, opfattes som "livet i London", er ikke livet her. For det er et ret ubeboet område, mest opfyldt af kontorer, banker, o.s.v. – og af mennesker, man kun finder der, nemlig manden med de stribede benklæder, bowlerhatten og paraplyen, – samt det frygtelige engelske udtryk i ansigtet. Det er det sidste, der lokker mange indvendige smil frem, især når denne type dukker op i undergrundsbanen. Der kan selv de indfødte ikke lade være med at sende hinanden hemmelige, fornøjelige blink. Men bortset fra denne specielle type, der i en usædvanlig sjælden grad holder på formen og værdigheden, jeg ved ikke hvilke af faktorerne, der kommer først, er resten herovre næsten en tro kopi af livet på Vesterbrogade i København. Bortset fra de farvede folk. For det er alle disse "oversøiske" mennesker, der giver byen den atmosfære af verdensby, der rent uvilkårligt påtrænger sig en.

Selv lever jeg i et distrikt, der helt domineres af farvede folk fra både den nære og fjerne orient. Og disse mennesker interesserer mig meget. De er fremmede her, som jeg selv er det, og det mærkes. Jeg vil lade andre om at beskrive denne bys bygninger og struktur, de gør det bedre og interessantere, end jeg nogen sinde ville kunne gøre det, for jeg må ærligt indrømme, at jeg omtrent er nået til det stadium, hvor synet af gamle bygninger giver mig kvalme. Jeg har tvunget mig selv til at gå fra kunstsamling til kunstsamling og fra det ene berømte bygningsværk til det andet, fordi man dårligt kan være bekendt at have været her, uden at have set disse ting. Men jeg føler nu ingen trang til at skjule, at selvom jeg nok beundrer skønheden, hvor jeg ser den, forekommer utrolig meget af det, der udskriges som "enestående", mig direkte hæsligt. Jeg er meget mindre "gift" med fortiden end med fremtiden, så da derfor en engelsk ven indenfor London airport tilbød mig at vise mig denne absolut nye bygnings utallige indre skjulte raffinementer, var jeg betydeligt lykkeligere, end jeg ville have været, om han havde slæbt mig igennem Buckingham's utallige gemakker. For det var fremtiden, jeg her fik et indblik i. Det er heltud fantastisk at se, med hvilken omhu alt her er organiseret. Hvem tænker således på, at dersom en rejsendes kuffert forsvinder i mylderet ved en maskines ankomst, så er hele bygningen på et øjeblik i højeste alarmtilstand, og ingen rejsende kan forlade bygningen, uden at hundreder af øjne hviler på netop hans kuffert, om den svarer til den eftersøgte eller hvordan. Og hvem tænker på, at i samme øjeblik en maskine når England, ved man her alting om passagerernes navn osv.? Men det var kun en lille del. Det mest interessante forekom ankomst- og afgangssystemet mig at være. Det er et så utroligt "sikkerhedsnet", der idag garanterer luftfarten, at kun de uheld, selve skæbnen sætter igang, bevirker de nedstyrtninger, vi af og til læser om. Og alligevel var det trods alt mindre denne måske verdens største lufthavns rent fysiske form, der optog mig. For mig er denne helt ud eventyrlige lufthavn en af klodens reelle "nervecentrer", som i forbindelse med London selv lader en føle, at stedet er andet og mere end noget, man kan udpege på et landkort. Døgnet rundt ankommer og afrejser herfra mennesker i specielle "missioner", hvilket jo blot vil sige i forskellige ærinder, der har skæbne tilfølge for utalte mennesker jorden over. Derfor må Londons rent åndelige side blive en anden, end den man møder "hvorsomhelst". Og det er den. For den, der har mødt Martinus' verdensbillede og nu ser livet med "hans øjne" – her underforstået: sålangt ens egen udvikling rækker, er livet i London netop det praktiske studium i begrebet "tankeklimaer", man kunne unde enhver. Her er jeg hjemme, for de ting har jeg beskæftiget mig mere med end de fleste, og derfor giver opholdet mig en enestående chance til i al stilhed at se, hvorledes jordmenneskehedens "to sind" her udfolder sig på enestående måde. At gå en tur ved nattetid i kvarteret omkring Leicester Square, byens forlystelsescentrum, er som at gå en tur i selve junglen. Man går kun en sådan tur, fordi man ved, at jættestærke betjente hele tiden er i nærheden, og man kunne lade være med at gå den, hvis man ikke så brændende ønsker at kende livet – ikke det "pæne" liv – men livet, som det virkelig er, når "ordentlige" mennesker forlængst er inden døre. Det har ofte slået mig, i hvor høj grad de fleste mennesker foretrækker at leve uvidende om alle de ulykkeliges eksistens, der er faldet som ofre for deres egne laster. Det er, som om de fleste foretrækker hellere at leve med bind for øjnene end virkelig at se den verden, de lever i. Som bekendt omgav Jesus sig ofte med skøger og "toldere", hvad siden hen de fleste biskopper og præster har holdt sig for gode til. Og det er måske også klogt af dem. Men Martinus har ofte sagt, at det er hans mission at vise os "Guddommen i mørket", og det gør han. Thi i denne by ser man de endelige konsekvenser af livet imod lovene. Ikke de billige piger, som her findes i alle kulører, for de er trods alt ikke så afvigende fra de pæne piger, som mange tror. Nej de er her, som alle andre steder, men det, der her ses meget tydeligt, er den enorme sum af mennesker, der er faldet for narkomani og for de sexuelle udskejelser, der uundgåeligt fører til åndeligt selvmord. At gå i disse gader og se denne endeløse parade af negative talentkerners forfærdende magt over sindene, er som at vandre i en jungle af begærledet vilje. At se denne strøm af drukne, råbende og skrigende mennesker, der vælter ud fra alle de mange mere eller mindre obscure restauranter, – og samtidig vide, at de alle er gudesønner på vej, det har måske været det interessanteste for mig i denne ofte nådeløse storby. For her kan mennesker gå tilbunds "i stilhed". Og de gør det, i tusindvis! I mit arbejde som lærer har det aldrig været de lykkelige, der for alvor har inspireret mig. Det har været alle de, på hvis pande håbløsheden har sat sit uafvaskelige stempel. Jeg så for mange år siden vor store skuespiller Poul Reumert i rollen som Oscar Wilde. Hans spil i denne svære rolle gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, ikke mindst fordi han formåede at vise den store engelske digter i sit livs mørkeste time på en sådan måde, at hele hans fremstilling blev en tro kopi af den virkelighed, man her kan opleve hver eneste aften, om man vil. Den, der vil være kirurg, må træne sig op til at kunne tage de frygteligste læsioner uden at blinke. Og den, der virkelig ønsker at være lærer i Kosmologi, må se lige i øjnene, at er noget menneskeligt ham frastødende, så er han ikke voksen nok til at hjælpe den, der er ved at omkomme i smudset!

Men som man her finder det mentale mørkes yderpunkter, finder man også det menneskelige sind i fuld udfoldelse. Der er noget aldeles betagende ved at vandre i en by, hvor man møder mennesker fra alle jordens egne. Jeg har således under mit ophold her diskuteret åndelige problemer med mennesker fra så fjerne egne som Persien, Arabien, Ægypten, Indien og Nigeria såvel som med unge fra det meste af Europa, specielt Grækenland. Jeg er så heldig at bo lige ved siden af Kensingtons Garten, hvor jeg meget flittigt går tur, dels fordi jeg er kommet til at holde af dette smukke område, og dels fordi jeg der har lige så mange chancer, som jeg går ture, for at få en hyggelig sludder med et menneske fra alle andre steder end England. For her står vi ved noget mærkeligt, som man må vænne sig til. Bortset fra de af ens venner, der er englændere, er det næsten umuligt at komme i kontakt med byens egen befolkning. For dem er vi "fremmede", simpelthen. Men altså, vi er mange fremmede, og instinktmæssigt føler vi det og har derfor let ved at tale sammen. Jeg skulle en aften møde en engelsk ven, men havde en timestid, som jeg benyttede til at gå en tur i parken. Det var mildt, og jeg satte mig på en bænk ved en lille sø, der her kaldes "Ponden" (dammen). Ved siden af mig sad en ung, aldeles kulsort mand. Jeg hilste venligt, men han svarede ikke. Nå, tænkte jeg, du prøver igen, så jeg spurgte venligt, fra hvilken del af verden han kom. Så svarede han: "Tilgiv mig, at jeg ikke svarede med det samme, men jeg troede, du var englænder!" Og så fik jeg på een time mere at vide om den sorte mands sjæl, end jeg har fået at vide af alle de bøger, jeg har læst om dette emne. Vi gik os en tur, der tog netop den time, jeg kunne afse, og vi skal mødes i aften, hvor han skal være min gæst. En højt begavet ung mand, der er ifærd med at afslutte sine eksaminer og derefter vender tilbage til sit eget land, hvor han, med alle sine kundskaber, kun kan opnå andenrangs stillinger! Tænk engang det problem igennem og spørg Dem selv, hvilke konsekvenser det indebærer for "besættelsesmagten". Han havde afrikanerens sædvanlige blide øjne, men bagved dem – – husker De de øjne mange danske havde, når de under besættelsen så en tysk officer?

Nuvel, han spurgte mig om min indstilling til hævn, og han blev chokeret. Fra det synspunkt havde han aldrig før set sit eget og sit folks liv, og hvor begavet han var, vil De forstå, når jeg citerer hans sidste bemærkning, inden vi skiltes: "Det forekommer mig, at dit folk står ved afslutningen af den evolution, vi lige er begyndt på. Men vil du ikke fortælle mig mere om Martinus' livssyn?" Det ville jeg, og derfor kommer han her i aften.

Og sådan skifter mit liv uafbrudt. Jeg var igår sammen med en engelsk ven af vort arbejde, – kommet ind i det gennem vor Esperantoafdeling. Vi har været sammen før herovre, og han har været storartet imod mig. Igår viste han mig det store Kodak-hus, hvor han arbejder og viste mig iøvrigt en pudsig ting. Han havde lånt det første hefte af mit kursus på engelsk, men kunne naturligvis ikke nå at læse det på disse få dage, hvorfor han simpelthen havde taget en fotokopi af det. Nu så jeg denne kopi forstørret op til det dobbelte af originalen – også et lille blik ind i fremtiden. Han viste mig processen, det tog kun ganske få minutter at fotografere dette relativt store manuskript af. Nå, men efter at vi havde spist frokost sammen, fulgtes vi ad hen til Tower Hill, hvor en herovre meget omtalt metodistpræst ville tale, stående på en murbrok – altså omtrent som de gør det hver søndag i Hyde park, hvor enhver kan stå op og sige sin mening. Men denne præst var ikke almindelig. Han havde en fantastisk klar stemme, (fin undervisning i engelsk), og så havde han meninger, som var som talte ud af Martinus' arbejde. Masser af mennesker strømmer til, hver gang han taler, og det er aldeles fantastisk at overvære et sådant møde, hvor publikum gang på gang afbryder og får svar, så det synger i luften. Skulle jeg referere, ville det fylde et nyt kontaktbrev, og det er ikke meningen. Men jeg oplevede her en anden del af livet i denne by, end natsiden giver udtryk for. For her var kamp for nye ideers fødsel. Han viste med sine ord, at han ikke var bange, for han betegnede regeringens deportation af den græske ærkebiskop som stridende imod al sand kristendom og al sand demokrati. I det hele taget "talte han Roma midt imod" i en sådan grad, at det næppe ville være blevet tolereret hjemme.

Et ejendommeligt land. Forleden dag kom Malenkov på besøg. Hjemme ville alting have stået på gloende pæle. Her? Absolut nej. Næ, man mener, at han har vældig godt af at se noget andet, "the poor boy"! Det er dette tidløse, dette af en dyb tolerance gennemtrængte tankesæt, man finder hos såmange, der gør livet her så tiltrækkende. Som min ven sagde, da vi stod og så udover det næsten håbløse ruinlandskab, der endnu ligger midt i Londons hjerte: "Jeg så dette ske. Nat efter nat var hele kvarterer blevet jævnet med jorden, og det tog os timer at nå frem. Vi tænkte dengang, at vi aldrig ville kunne bygge det op igen. Men se nu, hvor stærkt det går!" Jeg pegede på en plads, mere end to tønder land stor med ruiner og spurgte: "Men det der, hvorfor ligger det fremdeles sådan?" – "Nå-å", sagde han, "det er blot, fordi man ikke kan blive enige om, hvorvidt man skal lave en ny fin vej eller hvad. Om få år skal du blot se, hvilket kvarter her er blevet!" Og jeg tror ham. For overalt har jeg set, hvorledes det ene bombekrater efter det andet er blevet udfyldt med nye huse, huse med centralvarme og alt det, men også huse, der i en uhyggelig grad minder om alt andet i Europa. Men måske er det vejen? Jeg vil ihvert tilfælde selv hellere bo i et mindre romantisk, men varmt og praktisk hus, end i et af de gamle, London er altfor velsignet med. For milde himmel, hvor er disse huse, – al deres eventuelle skønhed ufortalt, ubehagelige, når det er koldt, og regnen strømmer ned.

Som et rent fysisk verdensrige, er England så absolut på retur. Men som en åndelig magtfaktor i verden, er det et af de største riger. Dets bedste mænd kæmper på fremtidens front. De har set, at magt ender i blindgader og besværligheder. Men de står i en hård kamp, for der findes stadig mange i dette land, der græder ved tanken om at skyde en hund, medens de uden mindste antydning af samvittighedsskrupler skyder en neger ned. Begge "sind" findes her side om side, men at det menneskelige sind vil sejre, nærer jeg ingen tvivl om.

Som De vil forstå, er jeg lykkelig over opholdet her. Mine efterhånden mange og lange rejser har kun bekræftet een ting, og det er, at verden har brug for Martinus – og at den en dag vil bruge ham! Lad mig slutte med et par ord om mine tanker om denne "dag". Jeg har aldrig skjult, hverken for mig selv eller andre, at jeg mener, at kun den, der allierer sig med tiden og gør den til sin bedste ven, vil sejre. Det har været en lykke for os – men kan også give anledning til mange besværligheder, – at vi har mødt Martinus' arbejde i dette liv. For vi kan falde for fristelsen til at blive ivrige, entusiastiske. Martinus selv er ikke entusiast, jeg heller ikke. Og jeg tror, det er en stor lykke for alle, at vi ikke er det. Vort arbejde er ikke nogen ny "Oxfordbevægelse" – dette være sagt uden intolerance, blot som et udtryk for, at vi ikke søger mod "den store sukces". Vort arbejde tilhører fremtiden. I det korte spand af tid, som vort nuværende liv udgør, må vi være lykkelige ved at få lov til at forberede denne fremtid. Utallige råd bliver hvisket mig i ørerne om, hvorledes og hvordan osv., men lad mig meget åbent sige, at sålænge Martinus er iblandt os, er det ham, og ikke hverken mig eller nogen anden, der former denne sags fremtid, og at det er spild af energi at råde det menneske, der er kommet til verden for at råde os! Jeg er lykkelig for måske at skulle til østen, det er klart, men jeg venter mig ingen mirakler af den rejse, og De skal heller ikke gøre det! Martinus' arbejder er undergivet en vækst, som ligeså naturligt følger de love, det hviler på, som egen i skoven følger de love, der gør det til skovens stærkeste træ. Vil vi ødelægge det, livet har betroet os, skal vi blot ønske os det stort før tiden! Det ønske har jeg ikke, og jeg har det håb, at denne sags mest trofaste støtter heller ikke har det. Det er nemlig i vort eget og ikke i "de andre"s liv, Martinus' arbejde skal sejre, før det har virkelig værdi. Det er sandt, at der er mange fortvivlede og ulykkelige mennesker i verden, men det forpligter ikke os til at styrte os ud i et hovedløst forsøg på at hjælpe dem. Vi må aldrig her glemme, at ordene: "Søger, og I skulle finde!" fremdeles står ved magt. Martinus' arbejde er født i Norden, og derfra skal det brede sig ud over verden, ikke i min og heller ikke i din, men i Guds tid. Disse ord er mine alvorligste tanker om denne sag og har været det i snart mange år. Det er på den "klippegrund", de har skabt i mit indre, at jeg arbejder, og jeg har den tro, at enhver, der her gør som jeg, yder mere for menneskeheden end den, der vil storme himlen med vold!

--------

Når De hører fra mig næste gang, har jeg forladt Albions ø og er igen på fastlandet. Jeg skal i Paris møde nogle vældig gode venner af vort arbejde, som for kort tid siden er vendt tilbage fra en lang rejse gennem Indien, hvor de blandt andet har været gæster hos premierminister Nehru og hos Anna Ørnsholt. De har tilbudt mig al mulig hjælp, hvad jeg kun kan være lykkelig for. Fra Paris går rejsen til venner i Holland, som på den plads, hvor de lever, gør alt for vort arbejdes udbredelse. Men disse rejser bliver kun korte, for nu nærmer tiden sig, hvor feriebyen vil blive fyldt med gæster. Jeg ved, at trofaste venner af vort arbejde i påsken vil gøre alt, hvad de kan, for at feriebyen skal være i orden, til gæsterne kommer. Det er første år, jeg ikke selv er med, og det svider faktisk i hjertet!

Med kærlig hilsen fra