Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I læserbrev nr. 2 gav jeg under titlen "Tilværelsens eneste virkelige helvede" et koncentreret referat af mit foredrag i Stockholm mandag den 9. januar. Som De måske erindrer, udgjorde dette foredrag indledningen til mit følgende foredrag for vore svenske venner, et foredrag, hvis enkle titel var "Det sexuelle mysterium". Naturligvis havde jeg håbet på, at flertallet af kontaktafdelingens læsere ville blive glade for min koncentrerede gengivelse, men at det skulle blive modtaget med en så stor glæde, som tilfældet blev, havde jeg ikke regnet med og slet ikke, at de fleste har ment, at det forpligtede mig til at give et tilsvarende koncentrat af det efterfølgende foredrag. At det har været ulige sværere for mig at give dette koncentrat, tror jeg, De forstår. Det drejer sig her om et foredrag, som ikke alene strakte sig over to aftener, men som sammenlagt varede betydeligt mere end tre timer. Jeg tror, det vil glæde danske læsere at høre, at disse to foredrag blev overværet af det hidtil største antal deltagere i Sverige, hvor arbejdet især i Stockholm er inde i en meget stærk udvikling. Med hensyn til selve foredraget omhandler det et emne, vi gang på gang belyser fra forskellige synsvinkler. Omend mange af vore danske læsere kender disse tanker, håber jeg ikke, det efterfølgende referat vil virke som en trættende gentagelse af noget allerede hørt.

I en tid, hvor summen af menneskelig viden vokser med en sådan hast, at det er aldeles udelukket, at noget enkeltmenneske kan være "vidende om alt", sker det, at det udviklede menneske bekymret spørger: "Skal jeg virkelig vide alle disse ting? Er det livets mening, at jeg skal studere fra morgen til aften for ikke at løbe den risiko, at min sjæl afspores, og min tilværelse derved havner i en åndelig blindgade?" Spørgsmålene har en dyb baggrund, eftersom de senere års videnskabelige opdagelser faktisk har vendt op og ned på mange tidligere "absolutte sandheder". Vi, som nærmer os vort halvtredsindstyvende leveår, har oplevet større forandringer af vort både fysiske og psykiske univers end nogen slægt før os, og det er ikke urimeligt, om en og anden spørger, om der i den vældige bunke af ny viden om både mikro- og makrokosmos, som videnskaben har beriget os med, måske findes netop den lille sten, der kan vælte hele vort møjsommeligt opbyggede læs af kundskab.

Det er idag klart for de fleste, at "kundskabens træ" både var større og besat med flere eftertragtelsesværdige "frugter", end nogen kunne ane. Sætningen: "Det kommer menneskene aldrig til at opleve!" er stilfærdigt afgået ved døden. I vor tid stormer menneskeånden frem med en sådan hast, at det ikke virkede nævneværdig sindssygt, at et amerikansk konsortium for fuldt alvor begyndte at "udstykke" grunde på månen og fandt udmærket afsætning. Var eksperimentet ikke blevet stoppet, var det vel snart blevet Venus' tur. Man kan smile ad sådanne ting, smile genkendende til menneskenes dårskab, men man kan også begynde at stille sig selv nærgående spørgsmål. Tanken om, at andre planeter end vor, er beboede, forekommer ikke det tænkende menneske så absurd længere. Videnskaben må ærligt erkende, at muligheden for, at det rent fysiske univers er et myldrende liv, faktisk er betydeligt større end modsætningen: et uoverskueligt dødens domæne. Og her er det, at der kan opstå de efter manges begreber farlige spørgsmål: "Efter hvilken lovbunden struktur er dette universelle liv skabt? Følger det en plan som, hvor gigantisk den end er, så dog er overskuelig, fordi den bekræfter sig selv i al skabelse, mi krokosmisk såvel som mellem- og makrokosmisk? Eller gror det hele "vildt"?"

Personligt tror jeg ikke, at hverken De eller jeg nogen sinde havde fået svar på disse spørgsmål, om ikke vi havde mødt Martinus og begrebet, at hans verdensbillede netop havde bud til os. Jeg føler en dyb trang til rent ud at erklære, at hvor overbevist jeg er om, at tusinder, ja måske titusinder i denne verden kender detaljer af den verdensplan, der vitterligt eksisterer "bag om tingene", så er jeg tilsvarende overbevist om, at kun eet eneste menneske på denne jord i vor egen tid i og på sig selv fuldt dagsbevidst, altså uden om enhver form for mystik, har oplevet denne plan, og at dette menneske er Martinus. Det er muligt, at en og anden finder, at denne min udtalelse for ham udgør beviset på en slags storhedsvanvid hos mig, men hertil kan jeg kun svare, at vi efterhånden er mange, der vil kunne tage en selv så voldsom reaktion uden at miste vor indre balance af den grund.

De ved, at jeg vinteren igennem har forsøgt ved hjælp af Martinus' symboler at give Dem et så grundigt indblik i hans verdensbillede, som disse korte foredrag gør det muligt for mig. Jeg har således gennem disse foredrag vist Dem de første konturer af det levende væsens kosmiske struktur, og jeg har nøje forklaret Dem visse af de store kosmiske principper, blandt andet de 3 X'er. Om alle disse analyser vil jeg gerne sige, at hvor strålende de så end er, ville Martinus' verdensbillede ikke være det, verden venter, om han ikke ved sin analyse om det sexuelle polprincip førte os ind i selve skabeprocessens inderste mysterium. Igennem sine analyser om det sexuelle mysterium afslører han sig som den diamantslibende mester, der ved sin sidste afpudsning får den i den grove sten skjulte guddommelige åbenbaring til at stråle og funkle på en sådan måde, at selv den mest hildede må føle sit hjerte svulme af fryd ved synet. Thi her, badet i lyset af vore egne selvoplevede bitre erfaringer, af vore egne tyste tårer og vore egne smertefulde suk, ligger det smykke som, led for led, åbenbarer for os den for tusinder af generationer før så skjulte sandhed om selve skaberkraftens natur og dybeste bestemmelse. Med vore egne øjne ser vi her de utallige trin, der strækker sig fra mørkets dybeste dale og frem til de høje åndelige verdeners reneste tinder. Ikke en detalje, ikke en sætning kan undværes i denne sublime analyse der, for mig at se, er den største åndelige gave, noget enkeltvæsen nogensinde har skænket vor lidende menneskehed. Årtusinder vil komme, og årtusinder vil gå, Martinus' analyse om de to sexuelle polers indre sammenspil vil ikke alene bestå, de vil funkle stærkere og renere for hvert årtusinde, vi går imøde!

Muligvis må disse mine ord virke voldsomt på en ny tilhører, og muligvis vil en og anden i sit hjerte spørge: "Hvor tør et menneske tale sådan? Med hvilken ret udtaler han sig så autoritært, som tilfældet er her? Hvad vil han gøre, om den viden, han mener at besidde, opløser sig for hans øjne, som støv og avner opløses af vinden?" Lad mig svare, at jeg meget vel forstår disse spørgsmål. Jeg er mig mine ords rækkevidde fuldt bevidst, og jeg ville aldrig vove at tale, som jeg gør, om ikke det, Martinus har bragt os inden for disse områder, er så ekceptionelt, som tilfældet er. Men pludselig at få den dybeste, den mest omfattende tolerances gyldne nøgle lagt i sine hænder, er ingen ringe ting, og det er det ejheller med egne øjne at se det berømte "syvende slør" løftet bort fra det levende væsens allerhelligste, og fuldt dagsbevidst opleve at se den gåde løst, der har hvilet tungest på menneskeånden.

Hvem ville nogensinde have drømt om at kunne få et eksakt svar på spørgsmålet om det såkaldt "onde"s absolut inderste årsag? Selve formuleringen virker næsten pinlig ved sin påtrængenhed. Og ikke desto mindre er det netop dette spørgsmål, Martinus giver svaret på i sin analyse af det sexuelle mysterium og giver det på en sådan måde, at man pludselig ser, hvor stor han var, der formede ordene: "Alting tjener den til gode, der elsker Gud!"

På samme måde som jeg i mit foredrag om "Tilværelsens eneste virkelige helvede" måtte tage Dem med på en lang rejse tilbage i tiden, – dengang til Deres foregående fysiske livs dødsstund, – må jeg dennegang tage Dem med på en så lang rejse tilbage i tiden, at samtlige nuværende kendte tidsbegreber mister enhver betydning. Thi for at forstå det sexuelle mysteriums virkelige udstrækning må man gøre sig klart, at det udgør den inderste årsag til begreberne: lys og mørke. Og da det, vi ønsker at kende, er mørkets eller det såkaldte "onde"s absolutte udspring og mening, må vi følge det tilbage til det punkt, hvor dets allerførste, spæde tilsynekomst kan registreres. At dette første udspring intet har med vor nuværende verden at gøre, står vist de fleste ganske klart. I vor verden begynder mørket eller det "onde" ikke, her kulminerer det simpelthen, hvilket jeg netop søgte at vise Dem i min introduktion til dette foredrag. Nej, for at finde dets allerførste spæde vibrationer, de allerførste anelser om dets kommende magtfelt, må vi tilbage til en verden, i hvilken mørkets egen modsætning helt og aldeles dominerer. Og dette finder vi i det spiralkredsløbs guddommelige verden, der befinder sig umiddelbart under det spiralkredsløb, vi nu har påbegyndt. Angående disse vældige kosmiske spiralkredsløb må jeg henholde mig til mine tidligere foredrag. Her kan jeg kun endnu engang understrege, at et kosmisk spiralkredsløb udgøres af et udviklingsafsnit, indenfor hvilket hver af de seks kosmiske grundenergier eller kræfter kommer til ligelig eller fuldstændig udfoldelse eller, sagt på en anden måde, et udviklingsafsnit, indenfor hvilket tilværelsens moralske modpoler: lys og mørke hver for sig oplever en tilsvarende helhedsudfoldelse. Da denne helhedsudfoldelse i sig selv udgør det levende væsens kulminerende oplevelse af tilværelsens urokkelige kontrastprincip, der igen udgør selve fundamentet for al sanseoplevelse, forstår De sikkert, at det er nødvendigt for mig at føre Dem netop til dette vældige lysområde, for at De kan få et klart billede af, at ordene: "Tusinde år er for Herren som een dag og een dag som tusinde år", virkelig udtrykker en urokkelig kosmisk sandhed. Mennesket, der indstiller sig på at modtage en kosmisk opdragelse, må lære at forstå, at medens "frugterne fra kundskabens træ" normalt kun har relation til dets egen "tid", så har "frugterne fra livets træ", hvilket vil sige visdommen, kun relation til een tid, nemlig "Guds tid", og indenfor dette tidsbegreb findes der hverken "utålmodighed", "hastværk" eller "tilfældighed". Som åndelig forsker bør De aldrig glemme, at det var menneskets grådige appetit på frugterne fra kundskabens træ, der ledte det til oplevelsen af kaos, og at kun nydelsen af frugterne fra livets træ kan lede det tilbage til kosmos!

For at forstå lysets største modsætning – mørket, – må vi altså dvæle ved dets allerførste spæde udspring, der finder sted i selve det guddommelige lys'kulminationsområde, eller i den verden, hvor intuitionsenergien eller tilværelsens højeste sekraft er hjemmehørende. Her, i dette allestedsnærværende lys, her, i en verden hvor den rene Gudsbevidsthed udfolder sig i alt og overalt, her, hvor Guddommen vandrer sammen med gudesønnen i tilværelsens sande "Paradisets have", og hvor hver eneste gudesøn oplever livet fra Guddommens eget udsigtspunkt, altså fra det højest muligt syn, – her alene findes spirerne til det drama, der på krop og sjæl er blevet vort! Vi skal således tilbage til den underliggende udviklingsspirals guddommelige verden eller intuitionszone for helt at kunne fatte den inderste årsag til det drama, i hvilket vi selv – De, jeg, ja alle jordiske mennesker, – hver for sig har fået en hovedrolle tildelt. Thi hvor fattigt og ydmygende livet end kan forme sig for os, hvor nedværdigende vore dage måske kan eller skal forløbe, – eller hvor rige – så er vi dog alle, ved vort udødelige jeg's eksistens, dømte til at spille hovedrollen i vort eget, fra helheden tilsyneladende udskårne, liv.

Som allerede antydet finder vi her det levende væsen – gudesønnen – i helt andre omgivelser end de, vi her i vor nuværende verden er fortrolig med. En hastig undersøgelse af hans indre åndelige eller kosmiske struktur afslører øjeblikkeligt årsagen. Grundenergierne, de kosmiske elementer, enhver gudesøn må danne sin bevidsthed af, har her en ganske anden indbyrdes kombination, end vi i vor verden er fortrolig med. Hos os dominerer tyngde- eller eksplosionsenergien både fysisk og psykisk. Her derimod, er det intuitionsenergien, der er den førende i enhver tankeblanding, i enhver bevidsthedsudløsning. Hvor vi, åndeligt blindfødte som vi endnu er, hader livet, hvor det tilsyneladende står os imod, findes her den næstekærlighedens rene og ubesmittede atmosfære, der i vore skønneste stunder stråler os imøde som et for de fleste uopnåeligt ideal. Intet under at alle de, der i en brøkdel af et sekund har oplevet denne verdens overjordiske dejlighed, aldrig formår at glemme den strøm af kærlighed, de i det øjeblik var i berøring med. Intet under heller, at de, der timedes den lykke bevidst at se ind i dette "forjættede land" med glæde gav deres fysiske liv for at hjælpe deres lidende medmennesker til den samme oplevelse.

Som snart mange gange berørt i mine foredrag, følger livet to vældige rytmiske "pendulsving". Fra evighed og til evighed vil livsoplevelsen, som jeg før gav udtryk for, forme sig som en helhedsoplevelse af kontrasterne "lys" og "mørke" eller, som Martinus kalder dem: det behagelige gode og det ubehagelige gode. Det er dette sidste, vi har givet navnet: det onde. Med oplevelsen af den proces, Martinus i sit hovedværk "Livets bog" kalder "den store fødsel" eller "kosmisk bevidsthed", en oplevelse, der finder sted i den afsluttende del af dyreriget, afslutter det jordiske menneske sin oplevelse af "det ubehagelige gode" i den forstand, at det fra nu af ved, at det selv i alt, absolut alt, er sin egen skæbnes absolutte første årsag. Her og her alene har livet selv sat grænsen mellem trangen til had, hævn og ondskab, af hvad art nævnes kan, – og den tilgivelsesevne, hvis skønneste frugt vi kender i ordene:"Fader, forlad dem, de vide ikke, hvad de gøre!" Men det er også mellem denne grænse og livet i den underliggende udviklingsspirals guddommelige verden, at det drama udspilles, der i sin nuværende fase har fået utallige mennesker til at tro, at begrebet "en alkærlig Guddom" er en tom illusion.

Hvad vil det egentlig sige, at intuitionsenergien dominerer i et levende væsens sanseoplevelse? Det vil ganske enkelt sige, at hvor det så end retter sit blik imod nogen eller noget, viger enhver tåge, og øjeblikkeligt rummer det i sit eget sind svaret på det spørgsmål, dets sjæl fødte. Denne livsoplevelsesform er ikke ukendt for det jordiske menneske. Vi har alle i "glimt" fået svar på ting, vi måtte vide. Og iblandt os lever der mange, som intuitivt er rigt benådede mennesker. Strålende videnskabsmænd, kunstnere og humanister har gang på gang afsløret, at de skylder deres intuition de resultater, de har nået. Forsøg så at forestille Dem en verden, hvor enkeltvæsenerne har samme medfødte evne til at anvende intuitionsenergien i deres tankefunktions tjeneste, som det gennemsnitlige jordiske menneske har til at anvende hidsigheden, irritationen og småondskaben i sin tankefunktion, og De vil have et nogenlunde klart billede af denne verdens skønhed. For at nå denne høje udvikling har det levende væsen ikke alene passeret "det rigtige menneskerige"s kærlighedsmættede domæne, det har også passeret "visdomsriget"s vidunderverden og befinder sig altså nu i selve "ideernes verden" i "Guds egen verden", hvor det nu hersker suverænt over de kræfter, af hvilke det engang var en ynkelig slave eller træl.

Men livet kan ikke bestå uden bevægelse eller forvandling. "Livspendulet", som i den guddommelige verden når sit højeste udslag i positiv retning, vender her umærkeligt, og langsomt søger det nu over imod sin egen modpol: negativitetens kulmination eller "mørket". Denne proces oplever det levende væsen som den højeste oplevelse af begreberne "mættelse" og "hunger". Og i den guddommelige verden mættes det levende væsen i en sådan grad af lys og fuldkommenhed, at det ganske mister kontakten med begrebet "smerte" eller ufuldkommen livsoplevelse. Et liv uden kontrast er imidlertid intet liv. Derfor ser vi, hvorledes mættelsen af det absolut fuldkomne liv, den i alt absolut fuldkomne skabeevne langsomt fører det levende væsen ind i lysregionernes sidste vidunderlige verden: salighedsriget eller den verden, hvor det levende væsen nu selv repræsenterer Guddommen, idet alt, hvad det her oplever, er dets eget, for al smerte udrensede erindringsmateriale, der i virkeligheden er tilværelsens eneste absolut "ædleste metal", idet ingen kraft nogensinde har kunnet tilintetgøre det. Derfor kalder Martinus da også det levende væsens kopier af alle dets oplevelser i yderverdenen for "guldkopier", såsnart de har passeret den "rensningsproces", i hvilken de befries for enhver misforståelsens påklistrede "slagge". Vi har et svagt genskin af denne skønne verden i det gamle menneskes frydefulde genoplevelse af barndommens og ungdommens nu for enhver bitterhed udrensede erindringer. Det er iøvrigt den her berørte "rensningsproces", der ligger til grund for sandheden bag ordene: "Tiden læger alle sår!" Denne proces er, som jeg tidligere har vist Dem, nøje forbundet med tilværelsens perspektivprincip, hvis funktion det jo netop er at bringe enhver smertefuld livsoplevelse såmeget på "afstand", at dens inderste kosmiske budskab bliver synligt. Jeg beklager at måtte lade dette område ligge, og må her henvise eventuelle fremmede tilstedeværende til selv at studere dette princip i "Livets bog".

Imidlertid, allerede inden det levende væsen – vi må bruge dette udtryk, fordi der her hverken er tale om "en mand" eller "en kvinde", men simpelthen om en helt ny art af levende væsener – havde forladt den guddommelige verden, var der i dets sjæl født de første anelsesmæssige begær efter modsætningen til den fuldkommenhed, det nu indtil overdådighed har oplevet. Disse begær har påvirket den kraft i sjælelivet, vi kender under navn af instinkt på en sådan måde, at dette, i den guddommelige verden latente kosmiske organ langsomt har begyndt at røre på sig og vågne op. Denne "opvågningsproces" tiltager stærkt ved det levende væsens indtræden i salighedsriget eller den verden, hvor hukommelsesenergien dominerer enhver livsoplevelse. Dette forstås let, når man betænker, at en livsoplevelse, i hvilken hukommelsesenergien spiller den afgørende rolle, intet har med tilværelsens højintellektuelle verdener at gøre. Af livet i disse verdener er det levende væsen nu træt eller mæt. Det materiale, der nu beskæftiger dets ånd, henter det fra sin egen sjæls inderste skatkammer, og det udgør samtlige de erindringer, det ophobede under sin lange vandring gennem den underliggende udviklingsspirals plante- og dyrerige. Intet under at denne, for al smerte udrensede genoplevelse af hele det eventyrlige forspil til dets opvågnen som rigtigt menneske eller højintellektuelt væsen formår at besætte dets ånd med fryd. Thi her oplever det, ikke delt i de tusinde enkeltlivs smådetaljer, men derimod i vældige panoramaer den udvikling, der førte det mod lysets regioner. Atter og atter kommer det i ekstase over genoplevelsen af den guddommelige plan, dets liv fulgte. Og midt i denne ekstase gribes det af længslen efter påny at genopleve denne guddommelige vandring under nye former. Hvor gerne jeg end ville fordybe mig i dette stof, må jeg også lade det ligge og henvise Dem til selv at studere det i "Livets bog". Hovedhensigten med mit foredrag er at vise Dem de inderste kræfters sammenspil i denne enorme evolution, der fører det levende væsen – via hunger- og mættelsesprincippet – fra rige til rige, fra livszone til livszone. Det er ekstaseenergierne fra oplevelserne i salighedsriget, der påvirker de to grundenergier, der skal betinge opfyldelsen af ønsket om påny at betræde den fy-