Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg har netop været på foredragsrejse i Sverrig og oplevede herunder, i en af de byer, jeg besøgte, en usædvanlig levende aften, hvor temaet for foredraget var begrebet "reinkarnation". Gruppen, jeg besøgte, er så aktiv, at den samles een gang i ugen, hvor deltagerne så efter tur læser et stykke af "Livets Bog", som så kommenteres. Når man nu ved lidt om, hvor nødigt svenskerne i al almindelighed holder af at læse dansk, kan der faktisk ikke tænkes nogen større kompliment til Martinus tanker end den, der her kommer til udtryk. Der ligger ihvert fald et arbejde bag denne oplæsning og kommentering, som danskerne næppe helt forstår, idet de fleste faktisk lever på den forestilling, at dansk og svensk er hinanden meget lig. Det er det ikke, slet ikke! Det mærker man bedst, når man som dansker skal forsøge at tale til svenskere på en sådan måde, at de virkelig får udbytte af det!

Men som det ofte går ved den slags små møder, var der opstået tvivl om, hvorledes reinkarnationslæren virkelig skulle forstås, og om denne lære stred imod den kristendom, Jesus forkyndte. Som skrevet fik vi en herlig aften sammen. Klokken blev faktisk såmange, at jeg til slut måtte afbryde af hensyn til min stemme. Men netop det, at emnet i den grad formår at fange interessen afslører, hvor levende åndsvidenskaben er. Thi der var jo ikke her tale om diskussion. Der var tale om undervisning og dermed om besvarelse af spørgsmål.

Da jeg kom hjem, fandt jeg medfølgende bilag frem. Det er skrevet af en dansk sognepræst og har været trykt i "Protestantisk Tidende". Jeg lader det følge i hele sin udstrækning, fordi det på en dejlig overskuelig måde bringer det nye testamentes egne ord om denne sag, – og også, fordi jeg beundrer denne præst for den ærlighed imod hans egen samvittighed, som her kommer til udtryk. For intet menneske, ihvert tilfælde intet intellektuelt betonet menneske, kan være kristen uden at tage alvorlig stilling til reinkarnationstanken, der helt og aldeles gennemsyrer alle Jesus' klare kosmiske tankefacitter.

Men – og dette "men" er absolut afgørende for mig – Martinus støtter sig ikke i sit verdensbillede på hverken Jesus, Buddha's eller Muhammeds ord eller tanker. Gjorde han det, ja var hans verdensbillede skabt udfra disse tanker, var det ikke et nyt verdensbillede. Da var det en smuk teori bygget over andres oplevelser. At dette ikke er tilfældet, ved enhver, der har læst Livets Bog. Men de ved også, at Martinus' verdensbillede på den vidunderligste måde bekræfter hovedtankerne i disse tre store læreres forkyndelse. At det måske støder en og anden, at jeg nævner disse tre store skikkelser i samme åndedrag, får være. Jeg har aldrig skjult den indbyrdes størrelsesorden imellem dem, ejheller at Jesus ord bliver de, i hvilke "alle slægter skal velsignes", men jeg har heller aldrig skjult, at om verden blot havde fulgt een af disse store i den ånd, de selv ved deres liv og væremåde gav udtryk for, ville forholdene på jorden ikke være, som de vitterligt er!

Både i Østen og i Vesten råder der i virkeligheden stor uklarhed med hensyn til en virkelig dybtgående forståelse af reinkarnationstankens kosmiske udstrækning. Og dette er ganske naturligt, thi de store Vise måtte – hver på sin plads og hver til sin tid – lempe deres undervisning efter det menneskemateriale, der omgav dem. Alle vidste de mere, end de kunne tale om, og alle vidste de, at de ikke var de sidste, der skulle undervise menneskene. For dem var opgaven begrænset til at inspirere og dermed åndeligt løfte den slægt, hvis lærere de blev, op til et plan, hvor helt nye kosmiske perspektiver gjorde sig gældende.

Alt det ved vi nu! Men vi vidste det ikke med samme klarhed, før vi traf Martinus og gennem ham lærte det levende væsens sande kosmiske struktur at kende. Først nu, hvor denne kosmiske struktur ligger helt afdækket, kan vi se, både hvor store fortidens Vise har været, og hvor umuligt det også har været for dem at forkynde det verdensbillede, mennesket af idag har mulighed for at fatte. Menneskene før det 19. århundrede kendte kun lidet til stråler og bølger, meget lidt til makrokosmos og endnu mindre til mikrokosmos. Og det har den også gjort. Men en forkyndelse, der i så godt som alt må udelade de andre to former for Kosmos, har ingen mulighed for at kunne give mennesket det endelige verdensbillede, i hvilket alle principper kommer tilsyne i deres urokkelige, evige indbyrdes forhold.

Det er på denne baggrund, man skal vurdere Buddha's, Jesus og Muhammeds forkyndelse, og så det verdensbillede Martinus har bragt os. Martinus står overfor en menneskehed, der ikke har brug for nogen ny tro. Det moderne menneske er nemlig ikke afkristnet, det er afsuggereret, og det er noget helt andet. Det evner ikke længere at tro udefinerede følelsespåstande. Det kræver viden, og ligegyldigt hvor meget man end fra kirkelig side kræver tro, mere tro, så er troens tidsalder langsomt ved at synke i grus. Mennesket af idag vil vide. På alle områder gennemgår den opvoksende ungdom i den grad en træning i dette at tænke, at denne træning i sig selv afskærer den fra en tilbagevenden til en tid, hvor livsanskuelsen eller tilværelsens åndelige fundament alene var baseret på tro eller blind tillid til opsatte religiøse dogmer og påbud.

Dette oplevede Martinus, da han i 1921 gennemgik den proces, han senere gav navnet "Den store fødsel" eller, som pastor Wemmelund kalder den: "Fødselen ovenfra". Igennem denne oplevelse blev Martinus fuldt bevidst i, at skulle det budskab, det blev hans mission at bringe menneskene, nå dem, måtte det formes i et helt andet sprog end det, hans store forgængere havde brugt. I dag ved vi, at Martinus' sprog blev analysen, blev den metode, ved hvis hjælp mennesket besejrede den materielle verden og trængte ind i alle dens mysterier.

Og hvad siger Martinus da om reinkarnationsproblemet? Han siger, at ingen, der ikke kender det levende væsens evige eksistens og dets virkelige kosmiske struktur, har nogen mulighed for at fatte denne tankes virkelige storhed. Han siger, at den, som ikke for alvor er trængt ind i det sexuelle mysterium og der lært og forstået det evige sammenspil mellem den maskuline og den feminine pol, har nogen som helst mulighed for at fatte de dybereliggende årsager til det moralske kaos, den moralske opløsning, der omgiver os på alle sider. Men han siger ydermere, at ejheller den, der ikke kender mikrokosmos og makrokosmos og derfor ikke ved, hvor afhængig vor skæbne er af vort forhold til de principper og love, på hvilke disse to vældige livsområder beror, har mindste mulighed for at opnå en absolut og urokkelig livslykke. Thi for Martinus er reinkarnationstanken ikke blot et spørgsmål om tidligere og kommende fysiske eksistenser, den er langt mere et spørgsmål om det enkelte menneskes forhold til de love, der betinger den virkelige "opstandelse" eller den tilstand, hvor det fri af "hjulet" afkaster støvets åg og træder ind i strålemateriens underfyldte verdener.

Medens jeg her har berørt Martinus' forhold til reinkarnationstankens kosmiske analyse, vil jeg gerne tilslut berøre hans forhold til den del af denne tanke, som angår mellemkosmos og specielt den del, som henholdsvis angår vor evige fortid, vor nutid og den del af vor evige fremtid, som berører den udvikling, vi i øjeblikket er undergivet. Som bekendt er en af de største anker imod den tanke, at vi har levet før, den, at vi ikke kan huske noget fra et tidligere liv. Men denne anke hører til det, jeg vil kalde "billige indvendinger", fordi den afslører, at den, der kommer med den, ikke har tænkt sig ret meget om. Som bekendt viser Martinus os, at medens hukommelsesevnen er meget svag hos det virkeligt udviklede menneske, og bliver det mere og mere, så er den til gengæld stærk hos dyret og det meget primitive menneske. Årsagen hertil er den, at hukommelse og had hører sammen. Den, som ikke kan erindre, kan ikke hade. Had forudsætter nemlig, at man kan erindre detaljerne i den fornærmelse, man har været udsat for, og som altså udløser ønsket om hævn. Glemmer man disse detaljer, ja måske hele fornærmelsen, er selve forudsætningen for hævnen faldet istykker. Og det gør det udviklede menneske, som gang på gang oplever den lidt komiske situation, det er at vide, at egentlig er man "rasende" på denne eller hin person, men man har desværre glemt, hvad det er, man er rasende over, – og så er der kun råd til et smil over en selv! Men primitive mennesker kan ikke alene hade, de kan på en for dem selv uhyggelig måde erindre sig modgangen gennem de oplevede år med det resultat, at bitterhedens og forurettelsens onde frugt bliver deres altfor tydelige ejendom. Tænk om de samme mennesker så også kunne erindre tidligere livs modgang og skuffelser! De ville dø af mental selvforgiftning!

Og hvorfor skal man erindre detaljerne i sin karakters udformning, når der findes en langt fuldkomnere måde at "erindre" på, nemlig ved oplevelsen af alle disse detaljers facit i form af det, vi kalder "medfødte evner" eller "talenter"? Her træder Martinus påny ind i billedet og viser os, at frugten af vore tidligere liv, af "vor evige fortid", er de evner eller talenter, der udgør betingelsen for vor nuværende livsoplevelse. Og for at gøre forståelsen af dette problem endnu lettere, viser han os, at vi ikke har mindre end tre sæt talenter eller evner, nemlig alle de, der i form af "dårlige vaner" af Jeg'et selv ønskes destrueret, de, der er vore "gode vaner" og som skaber glæde til alle sider, samt alle de talenter, der i form af håb, drømme eller længsler endnu ligger i svøb og venter på deres "tid".

For Martinus er det evige Nu, det sande liv. I dette Nu lever vi konstant, og i det høstes frugten af den evige fortid og lægges spiren til den evige fremtid. Gang på gang viser Martinus os, at vi, i vor store frygt for den rent fysiske død, begår den fejl at forestille os, at vi kan dø. Døden vedkommer dybest set slet ikke os, siger Martinus, den angår kun det instrument, ved hvis hjælp vi her oplever livet og som, i lighed med alle andre instrumenter eller redskaber, er slid og ælde underkastet. Vi er kun ånd, og kan aldrig blive andet. Når vi er inkarneret i den grove materie, som det her er tilfældet, har det sin ganske bestemte årsag, nemlig den, at vi her eksisterer i og er omgivet af, materie, som ikke lystrer vor vilje. Vi befinder os med andre ord her i den situation, at alle ulogiske tankekombinationer her fører os til oplevelse af katastrofe. Takket være dette forhold lærer vi her kunsten at tænke, hvilket kun vil sige, kunsten at omgås de både fysiske og mentale kræfter på en sådan måde, at slutresultatet bliver til glæde for både os selv og for vore omgivelser. Det er under kampen for at lære denne rigtige kosmiske omgangsform med de universelle kræfter at kende, at vi slider det ene legeme op efter det andet. Men resultatet af disse fysiske liv er altså skabelsen af de evner eller talenter, der sluttelig betinger den endelige sejr. Og denne sejr rykker den samlede menneskehed nærmere og nærmere. Engang var den herskende moral, drøm og længsel den, at "dø heltedøden" for at komme til den tids himmel eller valhal. Nu er drømmen en anden. Idag længes menneskeheden efter fred. Og da længsel er enhver evnes, ethvert talent's første moder, ser det slet ikke så galt ud for menneskene, som mange prædiker. Jamen, hvad så efter døden? Døden, siger Martinus, er Guddommens største overraskelse til det jordiske menneske. Livet efter døden er lys, lys og atter lys! Det er en tilværelse, hvor det jordiske menneske midlertidigt er befriet fra sin undervisnings tungeste byrde, thi efter døden kan det ikke vokse i moral. Da er det i en verden, hvor materien lystrer viljen, og hvor tilværelsen omkring det former sig efter dets egen evne til at skabe logisk. Men i de verdener, det der oplever, møder det netop de overlegne livskunstnere, der i kraft af en langt fuldkomnere logisk tænkeevne, formår at skabe netop det mål af skønhed og livsglæde omkring sig, som får det jordiske menneske til at længes efter påny at tage kampen op med den fysiske materie, for der at få den tanketræning i kunsten at skabe logisk, der kan gøre det til disse moralske geniers ligemand. Thi medens hadets og den åndelige ufuldkommenheds bitre frugter er den dyriske eller egenkærlige logiks urokkelige konsekvenser, så er den altomfavnende næstekærlighed frugterne af den logik, der i alt skaber lys og fuldkommenhed og gør sin repræsentant til et væsen, hvis liv er "et liv til Guds ære".

For Martinus er de fysiske inkarnationer således en epoke, der er afsluttet i selvsamme sekund, den sidste rest af dyrisk egenkærlighed er brændt ud af sjælen til fordel for en væremåde, der i alt er blevet lysende. Det er med henblik på denne væremåde, alle hans analyser er blevet skabt, og når hans verdensbillede en dag er fuldbyrdet og dermed overgivet til os, vil vi i det eje en evig flammende inspiration til i hverdagen at søge at tilegne os denne nye livsform. Ukendt af det store flertal rejser Martinus således idag i vor verden en ny tids lyssøjle der, samtidig med, at den påny beliver alle de sandheder, som verdens Vise før ham forkyndte, viser det urofyldte, moderne menneske vejen til den indre harmoni, uden hvilken livet blot er en hæslig karikatur på det, alle de kosmisk benådede ved, det skal være og blive.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!