Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Som De ved, er hovedformålet med disse breve det at vise, at verden omkring os – og her især pressen med dens utallige meddelelser fra videnskabens og kunstens verden – uafladeligt bekræfter det verdensbillede Martinus har bragt os. Der er derfor intet, der glæder os mere, end når vore læsere sender os udklip, som de føler har værdi for os. Gang på gang er de medfølgende bilag blevet sendt os af interesserede læsere. Dette er også tilfældet dennegang, og vi vil tro, at dets indhold vil blive læst med meget stor interesse af hver eneste brevmodtager. Det omhandler, som De vil se, den såkaldte "sjette sans", og det interessante ved det er, at det tilfulde bekræfter Martinus skarpe analyser indenfor dette område, når undtages enten professor Tenhaeff's eller journalistens slutbemærkning om, at menneskets nuværende udvikling sker på bekostning af dets instinkter og dets intuition. Havde de sidste tre ord ikke været med, ville artiklen have været et perfekt udtryk for det, der nu finder sted!

Indsenderen af bilaget, en yngre svensk videnskabsmand, for hvem Martinus verdensbillede er blevet den samme daglige inspirationskilde, som det er for enhver, der virkelig er trængt ned i dets dybder, erklærer begejstret, at professor Tenhaeffs besøg i Stockholm og invitationen til ham om at tale på selve materialismens højborg: Stockholms Højskole, i sig selv er "oerhørt stimulerande", og han fortsætter: "Den parapsykologiske videnskab udført efter akademisk vedtagne former – det alleryngste skud på videnskabens træ – udgør, ifølge min mening, det sidste manglende led mellem den rent materielle videnskab eller resultatet af "sanseevnen nedenfra" og den åndelige videnskab, eller resultatet af "sanseevnen ovenfra", som Martinus igennem sine kosmiske analyser har grundlagt!"

Det morsomme ved indsenderens brev er, at også han omgående er slået ned på den fejlvurdering, som slutbemærkningen i artiklen giver udtryk for. Takket være Martinus skarpe analyser, der blotlægger hele udviklingsspiralen, ved vi nu, at det, vi i daglig tale kalder "instinkt", udelukkende er den som kosmisk automatik inkarnerede intuition. Denne kosmiske automatik fungerer hundrede procents fuldkomment i det almindelige plante- og dyrerige og udgør der livets højeste beskyttende faktor. Også i vort liv eksisterer dette instinkt, bl.a. som den dirigerende kraft bag alle vore fysiske organfunktioner. Men takket være den kendsgerning, at vi er vågen dagsbevidste på dette plan, har en jegbevidsthed, oplever vi også at se, hvorledes det før så fuldkomne instinkt begynder at degenerere, undermineret som det bliver af vor stadigt voksende intelligens.

Denne degeneration er særlig synlig indenfor det rent mediumistiske område. Vi besidder alle rudimentære psykiske organer, som under givne exceptionelle forhold, for eks. ved udsigt til voldsom ulykke etc., kan træde i funktion. Men normalt mærker vi ikke mere disse psykiske evner af den simple grund, at vi ikke længere tør stole på dem. Engang, i menneskehedens åndelige barndom, spillede de en overvældende rolle, ja var den ledende kraft bag al religiøsitet. Men dette forhold skiftede karakter i akkurat samme grad, som den materialistiske tanke, udformet af intelligensen, helt erobrede den menneskelige mentalitet. Idag har denne materialistiske tanke sejret i den forstand, at den på så godt som alle områder har trængt den udefinerede følelsesoplevelse af livet i baggrunden. Vi er blevet "realister" i dette ords mest negative betydning. Vi har simpelthen afskaffet Gud.

Men kan vi det? Man troede det engang, men nu viser en ny gren af den videnskab, alle idag bøjer sig for – parapsykologien – at hvert tiende menneske har en så høj grad af kontakt med områder, der ikke er tilgængelige for almindelig sansning, at disse områder kan inddrages under denne videnskabs forskeområde. Til mange "materialister"s forskrækkelse viser det sig, at så "mystiske" begreber som "clairvoyance", "clairaudience", "telepati" o.s.v. ikke er mere mystiske, end at de kan underkastes en rent objektiv videnskabelig undersøgelse.

Erkendelsen af disse kræfters reelle eksistens, omend som atavismer, betyder et grundskud for opfattelsen af det jordiske menneske som en blot og bar "skabt ting". Menneskesjælen var faktisk lettest at have med at gøre, da man i videnskabeligt hovmod afskaffede den. Nu, da den drages indenfor videnskabens område, afslører den såmange gådefulde sider ved sit væsen, at det må give moderne psykologer grå hår i hovedet at finde forklaring på alt det, de er vidne til. Thi hvor gerne de end vil kunne forklare alt det, de møder, udfra rent materielle synspunkter, er dette i sig selv umuligt. Det forkætrede "Jeg", man bortopererede med den flotte bemærkning, at det "som bekendt er hjernen, der frembringer vore tanker", begynder påny at gøre sig gældende. Man begynder at begribe, at vort Jeg og vor bevidsthed er to adskilte faktorer, hvoraf Jeg'et er sålangt den vigtigste af den enkle grund, at det er det, som er bevidsthedens skaber og opretholder.

Men den fysiske videnskab har ikke det fulde overblik over det levende væsens kosmiske struktur og kender endnu ikke lovene for bevidsthedsskabelse. Gjorde den det, kunne professor Tenhaeff ikke gøre sig skyld i en så grundig fejltagelse som den at tro, at vor intuition er på retur. Han ville da vide, at intuitionen er en ny kraft i vor bevidsthed, og at dens ringe udslag udelukkende har rod i vor endnu meget primitive moralske tilstand. Intuitionen udgør livets "højeste synsevne", hvorfor dens fornemste repræsentanter må søges indenfor ganske andre områder end de, vi finder i mediernes og de psykisk begavedes verden.

Og betragter vi nu det moderne, moralsk ret fremskredne menneske, for hvem de psykiske områder og egenskaber fornemmes som noget tilbagelagt, ser vi overalt, at medens dets instinktfornemmelser er på retur, er til gengæld dets intuitionsfornemmelser i en så levende vækst, at Gudsbegrebet og det personlige, evige liv nu spiller en stadigt voksende rolle for det. Det største, der overhovedet er sket i vort århundrede, er ikke, at vi kom på sporet af, hvorledes vi kan spalte atomer og dermed frigøre enorme kræfter til destruktion eller opbygning, nej, det er den kendsgerning, som professor dr. Knut Lundmark fra Lund i "Vor Viden", hefte 139, udtrykker med ordene:
 

"Ensartetheden i naturen og den målbevidsthed og plan, som giver sig udtryk i verdens gang, gør det absolut umuligt for mig at finde frem til en "verdensforklaring" af rent materialistiske baner. For at kunne forklare og føre udviklingen mod mål, der synes os fornuftige, må jeg derfor indføre begrebet ratio, tænkt som en styrende og opretholdende kraft. Naturligvis repræsenterer dette kun een side af gudsbegrebet, men længere kan og bør naturforskeren ikke gå. Det tilkommer næppe videnskaben af i dag at give den specificerede udformning af begrebet Gud.

Det er hverken nogen nødudvej eller selvopgivelse, når der indføres et gudsbegreb af denne slags. Det drejer sig kun om at give udtryk for den ensartethed, som vor forskning nu øjner klarere og klarere – det være sig materieforskning eller livsforskning. Gudsbegrebet i den her givne form vil udtrykke den planmæssighed, som i det mindste gør det utænkeligt for mig, at vi lever i en verden opstået ved tilfældighedernes spil som et resultat af den kosmiske atomorkans fald i et uendeligt rum.

Det svar, som forskningen kunne få i sine bestræbelser for at nå frem til ensartethed og for at se fornuften og viljen i naturen, er således svaret på det spørgsmål, som Viktor Rydbergs "Tvivlare och Sökare" engang udråbte:

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!