Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Mon ikke gennemlæsningen af vedlagte kronik vil interessere Dem? Jeg vil tro det, fordi den omhandler et problem, som jeg faktisk aldrig før har set omtalt i en avis, men som De og jeg i snart mange år har arbejdet med som noget ganske selvfølgeligt. Problemet angår, som de vil se, jordkloden som levende væsen og kroniken gør rede for den tyske fysiker G. Th. Fechners opfattelse, som i store træk helt bekræfter det billede, som Martinus har givet os af det samme problem. At der også i kroniken findes synspunkter, som må forekomme mange af os uklart udtrykte, er en sag for sig. Jeg tænker her mest på tankerne om den "ufuldkomne Guddom", som det heller ikke er givet at kronikens forfatter deler.

Går vi udfra tanken om det enkelte menneske som en celle i jordklodens hjerne, er det let at se, at Fechner, som hjernecelle betragtet, har været hjemmehørende i det hjerneorgan gennem hvilke klodevæsenet er i kontakt med tilværelsens kosmiske side. Døden er her fjernet som den illusion, den vitterligt er. Alt er liv, alt er besjælet, alt er ånd. Men hvilken forskel der alligevel er mellem Fechners intuitionsanelser og Martinus dagklare analyser! Hvor Fechner kun tågeagtigt kunne udtrykke de ideer han gjorde sig som det her berørte problem, bilægger Martinus sit syn med alle de detaljer, som får billedet til at tone frem i al sin overvældende skønhed. Tænk blot her på de to sinds analyse, både i vort eget mentale rum og i klodens, koncentreret i det afsluttende facit, at jordklodens bevidsthed i realiteten udgør en overdimensioneret udgave af vor egen, og at vi i studiet af denne vældige bevidsthed i det ydre vil opleve alt det, som foregår skjult i vor egen sjæl.

Det som får en til at bøje sig i den dybeste ærebørdighed for Fechners tanker er den kendsgerning, at vi i ham står overfor et menneske, der i sjælden grad repræsenterer "sanseevnen nedenfra". Gennem sin egen udvikling, der har resulteret i en medfødt stærk intuition, har Fechner været i berøring med de stærke åndelige kræfter, af hvilke kosmisk bevidsthed udgør slutstadiet. Det har ikke for ham været tilstrækkeligt at anskue verden udfra et rent fysisk synspunkt. Parallelt med de mange fysisk-videnskabelige detailanalyser der uden tvivl har tilfredsstillet hans hungrende sjæl, har han måttet have en helhedsanalyse, der kunne give de mange detailanalyser mening, dybde og dermed perspektiv. Og det kan kun en analyse der gør sig fri af ethvert dogme, af enhver konventionel opfattelse. Intet under, at han først har fremsat sine tanker i spøgefuld form – det har i dybeste forstand været i kontakt med det råd, der siger, at den der vil slå et søm igennem en væg skal gøre det med spidsen først. Gør man det med "hovedet" – og det gør mange – er risikoen for at hele væggen ødelægges for stor!

Fechner kendte ikke "sanseevnen ovenfra" af den simple grund, at den ikke for alvor havde manifesteret sig i hans tid. Det gør vi derimod og takket være dette vort bekendtskab, koncentreret i Martinus verdensbillede, er vi nu i stand til at se hvor langt denne fremragende forskers tanker i virkeligheden har rakt. At han døde nogle få år før Martinus fødtes er i denne forbindelse heller ikke uden interesse, idet han muligvis allerede er vendt tilbage til vor verden eller ihvert fald vil gøre det indenfor et begrænset tidsafsnit. Han vil da uden tvivl blive blandt de, for hvem Martinus tanker vil være livsbestemmende. I en tid hvor det materialistiske verdensbillede år for år taber terræn, undermineret som det bliver af en stadigt voksende forståelse af de psykiske kræfters reelle eksistens, ligger der en dyb fortrøstning i dette at vide, at fortidens store ånder nu i flok og følge inkarnerer i vor verden, og at der midt i dette krigens mørke århundrede, hvor frygten har terroriseret den menneskelige sjæl, langsomt føder en mentalitet, der på alle områder vil ændre og omforme de bestående nebuloseagtige kulturtilstande jorden over til den verdenskultur, alle udviklede mennesker længes efter at se materialisere sig. Det er i skabelsen af denne verdensomspændende kultur nødvendigheden af reinkarnationslæren får sin fulde gyldighed, thi hvem vil vel være mere moden til at fulbyrde denne mægtige skabelse end alle de, der i svundne liv gennemlevede og udlevede deres egen tidsalders tankesæt? Een gang var klodevæsenet så primitivt, at kun hadets og gengædelsens hårde lov kunne blive hørt. Anderledes nu. Overalt kan den der "har øjne, der kan se" og "øren, der kan høre" med egne sanser opleve tilblivelsen af et vældigt kosmisk organ i jordklodens hjerne, et organ hvis enkeltceller alle i den verden, vi her har adgang til at iagttage, åbenbarer sig igennem en glødende tro på og tillid til tanken om en verden, i hvilken vi alle er ligeså selvfølgeligt lovbeskyttede borgere, som vi idag er det i jordens utallige små nationalstater. Men ser vi hvorledes jordens "menneskesind" er i vækst, ser vi desværre også hvorledes dets "dyresind" koncentrerer sig i en anspændt kamp på liv og død for at søge at bestå. Denne kamp er måske vor nuværende inkarnations største kosmiske eventyr, thi aldrig nogen sinde før har klodens to sind trukket så skarpe skillelinjer mellem sig som nu. Idag lever mennesket virkelig i en verden hvor det har mulighed for at "miste sin sjæl", hvilket vil sige: miste kontakten med livets dybeste kræfter, med Gud. Overfladementaliteten lever i et klima, hvor den som svamp breder sig alle vegne. I sin angst for ikke at være "intellektuel" søger de fleste ind i mentale modeverdener, der skal beskytte dem imod det eneste de frygter: at man skal opdage, at de ikke tør tænke selv!

Fechner turde! Selvom hans tanker var så afvigende fra flertallets, at sikkert kun et fåtal har taget dem alvorligt, røber de for os mennesket, der har turdet drage konsekvensen af sine intuitive fornemmelser eller anelser. Alene derved udgør han en stor inspiration også i vor tid! For vi må lære os kunsten at tænke selvstændigt alene af den grund, at det er det eneste, der giver virkelig kraft og støtte i en tid hvor "alting flyder". Kun igennem en alvorlig, selvstændig afprøvning af alt det tankemateriale livet byder os – og jeg tænker også her på Martinus verdensbillede – har vi mulighed for at erobre det faste holdepunkt i tilværelsen der vi stå i selv de værste storme.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!