Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Selvom vi ikke alle har været på selvmordets rand, som forfatteren til dette brevs bilag har været det, har vist de fleste mennesker til tider følt noget af den sløvhed, håbløshed og livstræthed, der følger efter stærk depression, nattevågen og angstfulde spekulationer.

"Dette noget, der var mig, men som jeg havde bestemt skulle ophøre at være, gik og gik og gik, sløvt og apatisk, uden tanke, uden mål." Forfatteren udtrykker med disse ord ikke blot sin egen øjeblikkelige situation, men tusinder af menneskers tilstand, menneskehedens mentale ørkenvandring. Selvmord er i vor tid en almindelig begivenhed, ja, man siger endda, at Danmark er indehaver af en makaber rekord på dette område. Netop her ved forårstid plejer særlig mange mennesker "at tage deres eget liv", som man siger. Når naturen vågner til sin store livsudfoldelse, skulle man tro, at alle dens skabninger også ville udfolde livsglæde og vitalitet, men "skabningens herre", mennesket, står til dels uden for den fysiske naturs livsrytme, der er baseret på instinkter og automatfunktioner. Mennesket har med sine intellektuelle evner hævet sig op i et andet niveau, hvor det delvis er "udenfor" i kraft af sin iagttagende, tænkende og skabende evne. Foråret er "paradiset", planternes og dyrenes paradis med spirende liv, leg, parring og livsglæde, men mennesket, "Adam og Eva" er uden for "Edens have". I deres ansigts sved må de tjene deres brød, og foruden at Eva føder sine børn med smerte, har de begge utallige oplevelser af smerte og lidelse.

"Det var noget med en sløj økonomi, et forlist ægteskab og som hovedet på sømmet svigtende nerver", skriver forfatteren også. Igen en sætning, der ikke blot er hans, men tusinder af menneskers. Det er jo netop menneskets "forbandelse", at dets nerver svigter i afgørende situationer, "Skæbnen, tilskikkelserne, eller hvad man vil kalde det, kan øse så meget negativt op til en, at man til sidst ikke KAN mere. Man KAN ikke, og man VIL ikke mere", skriver forfatteren. Nerverne slår klik, og man giver op efter "flere fortvivlede forsøg på at skaffe udvej, at slippe ud af den onde cirkel."

Her er den tilstand udtrykt, som er "Helvede" eller "Skærsilden", en tilstand, der opleves før døden, men som også kan fortsætte en tid efter døden, ikke mindst hvis mennesket begår selvmord. "Den onde cirkel" har lukket sig om den, der, uden at vide det, er dens skaber, og fortvivlelsen, håbløsheden og til sidst sløvheden tager magten i menneskets sind. Hvorfor sløvheden? Fordi mennesket almindeligvis ikke ved, at selv om det har prøvet både den ene og den anden måde at komme ud af vanskelighederne på, så er det rigtigt, som Selma Lagerløf siger, at der findes altid en tredie udvej.

Denne tredie udvej ligger blot temmelig fjernt fra så mange moderne mennesker idag. Det er nemlig bønnens magt, og i maskinalderen, atomalderen, eller hvad man nu vil kalde vor på teknisk og materialistisk viden baserede civilisation, er bøn til Gud eller et guddommeligt forsyn noget, mennesker anser for barnagtigt, naivt eller ligefrem tåbeligt. Men selv om vi ved vor intellektualitet har skabt vor egen verden og i nogen grad er uden for naturens instinktive rytme, så er vi dog netop kun DELVIS lukket ude.

Et frø kan overvintre dybt nede i jordens skød, og når tiden er inde spirer livet frem fra dets kerne. En sådan kerne, der i sig rummer det liv, der skal udfolde sig i et nyt forår, ligger også i dybet af menneskets sind. Vi HAR engang hørt hjemme med liv og sjæl i det fysiske paradis, der nu udfolder sig omkring os – engang for længe, længe siden. Men nu ER vi sat udenfor. Intellektualitetens slange har bugtet sig ind i vort liv, og vi kender forskel på godt og ondt, fordi vi har erfaret begge dele. Vi tænker, reflekterer, bedømmer, vejer og måler, vi æder det ene æble efter det andet af "Kundskabens træ", der snart står tomt for sine skønne frugter, som lige straks smager så sødt, men har en bismag af bitterhed, der som regel først mærkes som en eftervirkning af stor ubehagelighed. Vi kan dog ikke, som nogle tror "vende tilbage til naturen" og blive den gamle "Adam og Eva" igen, vi kan heller ikke, som nogle prøver, smutte væk fra det hele ved at begå selvmord, derved gør man blot ondt værre, men der findes en tredie udvej.

Selvom vi gennem udviklingen af intellektuelle evner har placeret os selv uden for naturens store instinktbetonede livsrytme, er der andre universelle rytmer, vi kan komme på bølgelængde med, og i en sådan forbindelse ligger menneskehedens videre udviklingsmuligheder. I dybet af hvert menneskesind, selv hos det mest blaserte intelligensmenneske, findes en mental "kerne", der har "overvintret", og som, når tiden er inde, vil udfolde sig i livsfornyelse og skabende livsudfoldelse. Men vejen til den del af en selv, går gennem lidelsesfulde erfaringer og ubehagelige oplevelser. Lyset må tændes i mørket. Den ældgamle sætning "Der blive lys" er en skabelsesproces, som finder sted hver eneste dag, snart i eet menneskesind, snart i et andet. Det er ikke et lys, der får en til at føle sig "frelst" i ordets banale betydning, eller "udvalgt" og bedre end andre, det er kontakten med en ny livsrytme, der sluttes, en universel livsrytme, der ikke er baseret på blinde instinkter, men som skal udfoldes gennem os ved den intellektualitet, vi møjsommeligt har udviklet gennem "syndefaldet" der jo netop er udtrykt i de gamle skrifter som indsigt og erfaring: "Om I æde af dette Træes Frugter, da skulle Eders Øine oplades, og I skulle blive ligesom Gud, og kjende Godt og Ondt".

Sådan har det været for kronikkens forfatter, og alle mennesker har engang været, eller vil komme i en situation, som kan sammenlignes med hans. Og for alle vil der også vise sig en udvej af mørket, som der gjorde det for ham. Vel er der mennesker, som ikke har tålmodighed nok til at vente på hjælpen, eller som i uforstandig bedreviden lukker af for den tilbudte hjælp, fordi de tror, hjælpen skal være netop, som de selv ønsker den, men også de vil med tiden finde "den tredie udvej".

I gamle dage (og den dag idag i sydens lande og i orienten) søgte ulykkelige mennesker at finde trøst og lise for deres forpinte sjæl på hellige steder. Mange fandt den i det tyste kirkerum eller templets hal, hvor de følte at en stærkere magt end de selv var til stede. Madonnafiguren syntes dem at nikke trøstende og beroligende og love dem at bære deres brændende bønner frem for den højeste. Noget lignende har mangen orientaler følt og føler stadig over for Buddhastatuen, der udstråler indre fred, mildhed og kærlig omsorg for alt levende. Disse kunstværker, madonnaer, krucifikser, Buddhaer, Bodhisattvaer og hvad de nu kaldes, har været og er endnu mange steder til stor trøst og inspiration for mennesker, hvis sind trænger til ro og balance. Men for den moderne vesterlænding har disse figurer kun ringe interesse, det er levninger fra en "overtroisk tidsalder", som er forbi for ham. For nogle få kun de have en vis historisk eller kunstnerisk og æstetisk interesse, men det er ikke noget, der for dem kommer nutiden ved. Men for de mennesker, der i sin tid skabte disse figurer, og for de utallige, der modtog inspiration og trøst gennem dem, var de ikke et spørgsmål om kunst, men om livet, det guddommelige liv, som de symboliserede, og som den, der havde skabt dem, havde nedlagt i dem ved Guds eller gudernes nåde, den guddommelige inspiration.

Vort bilags forfatter kalder også sin kronik "Ikke et spørgsmål om kunst, men om livet", og den viser een af de veje, der for et moderne menneske kan blive "den tredie udvej". Skæbnen førte den dybt ulykkelige mand til Statens Musæum for Kunst, og skæbnen var ikke en tilfældighed, men en mulighed, en hjælpende hånd, der raktes frem imod ham. Det var den universelle magts svar på hans bøn om hjælp, som måske ikke engang var en bevidst bøn fra hans side, men blot et tilbageholdt skrig, en stum klage og et inderligt ønske hos den tavse og trætte mand, der gik og gik og gik. Pludselig sad han i et højloftet rum og "fornemmede at det var rart, at der ingen larm var her, ingen hastende, målsøgende mennesker og ingen tuden og skingren fra horn og klokker. Men en usigelig stilhed, der er velgørende for et forpint sind."

Og så skete det. I gamle dage ville man have kaldt det et under. Forfatteren kalder det selv en psykofysisk proces og en åndelig renselsesproces. De moderne maleres farvevisioner glødede lige ind i hans sjæl, der, netop fordi den var – næsten – udslukt, ingen modstand gjorde og ikke tog noget snæversynet forbehold, men overgav sig på nåde og unåde. Al virkelig kunst er kærtegn, siger Martinus, og det bekræfter denne kronik. Hvor den kræsne og kunstforstandige "kender" som æstetisk smagsdommer nyder et kunstværk, næsten som nogle nyder et stykke lækkert smørrebrød, føler han vel også en vellystig kildren af sine mentale smagsorganer, men han smager samtidig på sig selv og sin store kunstforstand, og hans nydelse er for intet at regne mod det, som det menneske oplever, der kommer i en tilstand af umiddelbarhed og renhed, d.v.s. uden forudfattede meninger, uden snæversyn og også uden snobberi. Selvfølgelig må der i vedkommende være sans for skønhed (som ikke altid blot er det man kalder "kønt"), men den proces, der foregår er absolut i familie med den troendes på det hellige sted. Der er blot den væsentlige forskel, at den troende suggereres gennem instinkt og følelse og dysses til ro som et barn i vuggen, medens den modtagelige, der står overfor et moderne kunstværk, (en van Goghs eller Cezannes billeder er også hellige, men fri af den bundne form) efterhånden tvinges til selv at arbejde med, der sker noget i ham, frigøres noget, noget, der har med hans eget liv at gøre, ikke blot et spørgsmål om kunst, men om livet.

Når mange mennesker netop ved forårstid giver fortabt, er det fordi de føler et uoverstigeligt svælg mellem deres sindstilstand og naturens kåde livsudfoldelse, det spirende liv, den jublende fuglesang og de unge menneskers forårsglade forelskelse i livet og i hinanden. (Thi i hvert liv repeterer vi jo endnu det dyriske paradis i ungdommens vår). Men har man ikke grøde og vækst i sindet, føler man let en særlig trykkende ensomhed midt i den vårlige livsudfoldelse, og tilføjer ens skæbne ydre begivenheder af meget ubehagelig art, da kan bægeret flyde over, og man synes, man glider ud i det yderste mørke. Alt det sker dog ikke blot for at mennesker skal lide, men for at de gennem lidelsen kan finde frem til den sol i deres indre, som er eet med universets solkraft, den højeste ild, den evige skaberkraft. Og fra sindets dybder sker "opstandelsen" til nyt liv, et liv, hvor intellektet gennem det enkelte menneskes guddomsforhold ved bønnens magt skal udfolde menneskeværdig væremåde til gavn for andre og derved også for sig selv.

Den beretning kronikkens forfatter giver om den store kunsts virkning på et modtageligt menneskesind i rette øjeblik, er for åndsforskeren en ny bekræftelse på livets guddommelige tale til mennesket. Og for det menneske, der for alvor kan gribes af det i kunsten, som er selve livets pulsslag, vil åndsvidenskaben også snart være en impuls, der lukker op for endnu større udsyn og livsrytmer, der i fremtiden vil forene kunst og liv i en sådan grad, at det enkelte menneskes liv bliver et kunstværk.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!