Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Selvom jeg ikke tør forudsætte, at enhver af korrespondanceafdelingens læsere kender den store engelske historiker Arnold Toynbee, tør jeg alligevel dristigt skrive, at få spådomme har vakt større opsigt verden over end denne mands forudsigelse af, at vi indenfor de kommende 50 år vil opleve skabelsen af verdens forenede stater. I hele den vestlige verden står navnet Toynbee som udtryk for vor tids største erkendelse af de respektive kulturers dybeste og inderste mening. I sit kæmpeværk "A Study of History" bryder Toynbee med den hidtil knæsatte materialistiske ide, at samfundet udgør en slags automatisk maskine, dikteret af økonomi og politik, og gør sig til talsmand for denne opfattelses diamentrale modsætning: at samfundet kun udgør en afspejling af de kræfter, der har magten over den menneskelige sjæl.

Toynbee har i dybeste forstand "kulegravet" det erfaringsmateriale, som de skiftende kulturer har bibragt den samlede menneskehed, og er derigennem intuitivt kommet på sporet af den sandhed, Martinus helt afdækker i sit livsværk, at menneskeheden udgør en levende organisme, hvis hele udvikling sigter imod eet bestemt mål, nemlig den helhedsstat, vi allerede nu har givet navnet "United Nations". At Toynbees analyser har virket chokerende og enormt opsigtsvækkende på alle de, for hvem den rene materialisme var blevet livets sidste evangelium, er en sag for sig. For alle os, der nu igennem mange års studium af Martinus kosmiske analyser, er blevet fuldt fortrolige med den kosmiske religiøsitet, Toynbee slutter med at forudsige vil komme, virker hans tanker kun som en vidunderlige inspiration. Vi står her overfor en forsker, der i kraft af rene kosmiske glimt er i stand til at male med intuitionens lyse og livgivende farver. Hvor andre kun ser kaos og tilfældigheder, ser Toynbee mening og hensigt med det resultat, at samtlige hans syner næsten kommer til at virke som et supplement til Livets Bog. Som det vil fremgå af gennemlæsningen af vedlagte bilag, har Toynbee fundet sin nøgle til en dybere erkendelse igennem begreberne udfordring og reaktion. I sit værk har han kun gennemanalyseret de respektive kulturers forhold til disse to begreber, men havde han ført skridtet videre og ladet den omfatte enkeltindividet, ville han i virkeligheden der have oplevet en bekræftende parallel. Thi også mennesket, der udfordrer tilværelsen på en positiv måde, skaber kultur, medens omvendt det menneske, der udfordrer livet på en negativ måde, oplever dets reaktion i form af sin personlige skæbnes sammenbrud.

Når Toynbees historiske analyser har vakt en så enorm opsigt, som tilfældet er, skyldes det i virkeligheden, at han har haft mod til at koble X.I. eller "Jeg'et" ind i historiens gang. Medens al historieskrivning hidtil har udtrykt en beskrivelse af ydre handlingsforløb uden indre, dybere mening, tager Toynbee skridtet fuldt ud og påviser, at al ydre, menneskeligt liv kun kan udgøre en afspejling af det, som foregår i den menneskelige sjæl og især da af det, som er foregået i de magthavendes sjæl. Har disse magthavende været besjælet af livets positive kræfter, hvilket vil sige af godhed, skønhed, menneskekærlighed og tolerance, altså tilværelsens ligevægtsbringende kræfter, er virkningen blevet samfund af høj åndelig kvalitet, medens det modsatte har været tilfældet der, hvor de negative eller rent primitivt egoistiske kræfter har domineret. Men som en samlet virkning af disse kulturskabelser af henholdsvis negativ og positiv karakter, er der frembragt et erfaringsmateriale, som nu vil danne den naturlige baggrund for en positiv sammensmeltning af alle enkeltstaterne til en helhedsstat, som alene vil være i stand til at garanterer den fulde sikkerhed for et positivt livsforløb.

For Toynbee er det en selvfølge, at de fire eksisterende verdensreligioner: Kristendom, Muhammedanisme, Buddhisme og Hinduisme vil gå op i en højere kosmisk enhed. Så langt rækker hans syn, men heller ikke længere. Intuitivt er han kommet i kontakt med tilværelsens kosmiske polprincip og kontrastprincip og anet den dybere sammenhæng mellem disse to mægtige faktorer. Men han har ikke kosmisk bevidsthed og er derfor ude af stand til at give udtryk for, hvad den kosmiske religiøsitet, han forudsiger, vil komme til at omfatte udover dette ene, at den vil udgøre en bekræftelse på de dybere sandheder i samtlige verdensreligioner.

Sammenholder man Toynbees syner med Martinus' kosmiske analyser, ser man her, hvorlangt frem "sanseevnen nedenfra" i virkeligheden rækker, thi Toynbee bygger hele sin analyserække på de facts, historien selv giver ham i hænde. Led for led føjer han disse led til en kæde, der strækker sig fra en fortid, der rejser sig af tågerne, og frem til vor egen tid, og så mesterligt formår han at aflæse livets egen tale udaf disse mange led, at konklusionen har vakt hele den videnskabelige verdens beundring. Som Huxley igennem sine studier nåede frem til en erkendelse af, at kun en kosmisk nyorientering kan frelse verden, står nu også Toynbee frem og erklærer, at menneskehedens værste fjende ikke er at finde udenfor, men derimod inde i den menneskelige sjæl, og at kun en højere indsigt – og derigennem en anden reaktion overfor livet – vil kunne frelse os alle fra undergang.

Men Huxley og Toynbee repræsenterer kun "sanseevnen nedenfra". Deres bevidstheds grænsepæle når akkurat dertil, hvor sanseevnen ovenfra alene formår at tegne de fortsættende linier.

Men Martinus er ikke en verdensberømt historiker. Han er blot et tildels ukendt menneske, men et menneske, i hvem hele den menneskelige fremtid er inkarneret. Hvor de andre aner – og vækker opsigt ved deres anelser – der ser han og vil en dag, når den kultur, som er ham, har vokset sig frem gennem os, blive hørt. Også Martinus har udfordret livet, og livet har svaret ham, men svaret ham på en sådan måde, at der virkelig skal "øre, der kan høre" og "øjne, der kan se" for at kontakte det budskab, han bringer. For det ligger så snublende nær at spørge, om man ikke skulle sende Toynbee, Huxley og alle de andre, som i vor tid forkynder, at et kosmisk tidehverv er nær, meddelelse om, at Martinus lever, og at den kosmiske religion, de efterlyser, allerede er skabt. Men hvad ville blive resultatet? Højst sandsynligt et:"Har ingen interesse!" Og det er godt således. For er der noget menneske jeg har ondt af, er det vel nok det, som godtager Martinus tanker på en andens anbefaling! Toynbee siger: "Du skal udfordre livet positivt!" En anden stor ånd har engang udtrykt den samme sandhed med ordene: "Søger – og I skulle finde!" Thi at søge den sandhed, der ikke skal vige for en ny, er i sig selv den største udfordring til livet, der findes, derigennem, at denne sandhed, een gang fundet uundgåeligt tvinger een til at blive et andet – og dermed et nyt – menneske! Man kan ikke komme i besiddelse af en højere indsigt og samtidigt forblive indenfor den mere begrænsede indsigts fængselsmure! Det er her, der går et usynligt "jerntæppe" mellem alle de, der længes efter en ny tid, og de, der i kraft af deres søgen pludseligt befinder sig midt i denne "nye tid". En bevidst erkendt ny sandhed fører uundgåeligt til en bevidst ny væremåde – ellers er sandheden ikke bevidst erkendt! Omvendt er derimod en teoretisk erkendt ny sandhed en såre behagelig ting derved, at den er så dejlig uforpligtende. Den indeholder ingen udfordring, kun en mulighed, og er man blevet voksen i livet, både og ser og forstår man, hvorfor de fleste nøjes med at betragte muligheden i stedet for at realisere den.

Det er en uigendrivelig kendsgerning, at verden idag befinder sig ved et kosmisk vendepunkt. Kendskabet til atomspaltningsprocessen har med eet slag bragt os frem til at forstå, at vejen tilbage for bestandig er spærret, og Toynbee får måske ret i, at vi om 50 år virkelig har Verdens forenede Stater. Men dette vil ikke være ensbetydende med, at menneskeheden til den tid vil have lagt mange åndelige alen til sin vækst. Det vil kun være ens betydende med, at de regerende til den tid til en vis grad vil have indset, at det ikke er døde, mekaniske love, der former livet, men derimod det idemateriale, der i dybeste forstand er i kontakt med urokkelige, universelle love. Nået dertil, begynder der ganske vist en helt ny materiel æra for menneskeheden, i hvilken fysisk velstand meget hurtigt vil kunne blive hvermand til del. Men da fysisk velstand ikke garanterer moralsk modenhed, skal man ikke vente til den tid at finde et jubelsamfund, hvor en altomfattende tolerance forlængst har kvalt den intolerance, der i dag forgifter verden. Thi det er netop her, at sanseevnen ovenfra – den kosmiske bevidsthedstilstand – træder ind i billedet og forkynder, at der skjult bag tilværelsens rent materialle side eksisterer en åndelig tilstand, som har sit kredsløb at skulle fuldbyrde, før den sande og urokkelige lykke kan holde sit indtog i det jordmenneskelig samfund. Thi hvad skal vi med en "ny indsigt", hvis der ikke er noget at se, som i dag er skjult for flertallet? Og det er absolut ikke skjult for flertallet, at det vil blive dejligt at leve, når frygten for aggression og økonomisk udnyttelse er forsvundet. Det kan altså ikke være på dette område, at en ny indsigt skal skænke os en større glæde end den, vi allerede nu kan tænke os frem til. Nej, den større indsigt må gælde noget andet, den må gælde det jordiske menneskes sande og urokkelige kosmiske struktur, den må gælde den videnskab, der i alt omfatter vort udødelige liv, og bekræfter de svar, som alle store ånder gennem alle tider i større eller mindre grad har givet. Kun en sådan indsigt, et sådant perspektiv, vil kunne hæve vort liv op på et plan, der gør det muligt for os at administrere den fysiske velstand, som den tekniske verden til den tid vil skænke os uden "blod, sved og tårer". Toynbee har set dybt ned og langt frem, derfor udgør hans værk en vidunderlig inspiration. For os, der gennem mange år har lært at tænke kosmisk, er den største glæde ved det den, at mange tusinde, takket være hans autoritet, igennem studiet af det, vil begynde at ændre deres livsindstilling og derigennem at modnes for de tanker, Martinus har nedfældet i sit hovedværk. Strålerne fra en ny kosmisk impuls vibrerer i dag ind over verden. At følge disse strålers spor, og at iagttage deres udslag udgør måske vort livs største inspiration. Toynbees værk er så tydeligt inspireret af denne impuls, derfor hilser vi det med glæde og ser i den strålende modtagelse, det overalt har fået, en dyb bekræftelse på, at de sandheder, der udgør klippen under vort eget liv, nu ikke alene marcherer, men marcherer stærkere, end mange er klar over!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!