Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Da jeg sent mandag eftermiddag påny så Københavns tårne dukke op forude, var min første tanke den, at jeg nu om få minutter kunne fortælle Martinus, at det, som jeg følte som den dybeste hensigt med denne lange rejse, var lykkedes. Vi har nu kontakter både i London, Paris og Haag. Men for at også De skal forstå, hvordan dette er gået til, vil jeg søge at lade dette brev blive en naturlig fortsættelse af det, jeg skrev til Dem fra London.

Opholdet i denne store by blev en usædvanlig oplevelse for mig. Dels fordi jeg havde rig lejlighed til at forny bekendtskabet med det af den, jeg allerede havde mødt, og dels fordi jeg dennegang fik dette bekendtskab stærkt udvidet. For London er ikke alene byen med de 30.000 gader, den er også byen med de mange muligheder for horisontudvidelse. Således så jeg en dag, hvorledes oprydningen af et mægtigt bombekrater midt i byen, havde afsløret – eller afdækket – ruinerne af et tempel fra romertiden! Englands historie er gammel og lærerig. Det er historien om et materialistisk imperiums fødsel, undergang og opstandelse som et rige, der mere hviler på et åndeligt end på et rent materialistisk grundlag. Og det præger englænderen, som måske er det menneske i Europa, som står den rene tolerances ide nærmest. At der også hos ham er en hel del, De og jeg ikke er særligt betaget af, er rigtigt, f.eks. den dominerende tilbøjelighed til at falde i ekstase over traditioner, der må forekomme enhver udenforstående temmelig komiske, men det ændrer ikke den kendsgerning, at specielt den ledende klasse i England åndeligt repræsenterer en endog meget høj åndelig modenhedsgrad. Det mærkes i alle meningsudvekslinger, som normalt altid foregår på et venligt og yderst veldisciplineret plan med en åbenlys udtalt ærbødighed for modpartens opfattelser. Jeg oplevede en aftenstund et næsten klassisk eksempel på denne tolerance, et eksempel, som midt i al sin fornøjelighed alligevel havde et meget dybt perspektiv. Jeg levede i en bydel, som var beboet af et meget stort antal farvede mennesker fra alle dele af Afrika, Indien, Kina og Japan. De var så godt som alle studenter fra disse lande, og det var meget lærerigt at studere dem. Under en af mine aftenture kom jeg pludselig til et stort gadekryds, og der så jeg tre unge mennesker ifærd med at indrette en interemistisk talerstol ude på selve gaden. Jeg standsede naturligvis for at se den videre udvikling, og et øjeblik efter steg den ene af de unge mænd da også op på podiet og begyndte med rivende tungefærdighed at fortælle os om, hvor råddent England blev styret og regeret. Jeg var eneste tilhører og tænkte, at dette egentlig var et glimrende kursus i sproget, så jeg lyttede meget energisk. Et øjeblik efter kom tre kulsorte gentlemen til. De havde dybe snit i begge kinder, men så ellers yderst civiliserede ud. Der stod vi: tre sorte og een hvid og lyttede til en ung kommunist, der i vendinger, der i hvert fald ikke overalt ville blive tolereret, rakkede sit land ned efter noder. Afrikanerne smilede lidt genert til mig, som ville de siges "Forstår du det?", og jeg smilede igen – for jeg forstod heller ikke så overvældende meget. Kun nok til, at jeg var meget imponeret over den frihed, hvormed han fortalte os, at England overhovedet ikke var værd at leve i. Lidt efter gik afrikanerne, og jeg trak mig også tilbage. Men da jeg var kommet et stykke bort, vendte jeg mig, og minsandten om ikke den unge mand fortsatte med at fortælle den nu helt øde gade sin mening om tingene. Sådant noget hænder hver dag. Måske samler der sig mange om disse talerstole, maske kun fa eller ingen – men ingen griber ind, medmindre det forstyrrer trafikken.

Jeg meldte mig efter få dages forløb ind på skole, idet jeg gerne ville udvide mine sprogkundskaber. Min lærer, en ung, vordende doktor i engelsk og fransk, spurgte mig, om jeg havde noget specielt ønske om grundlaget for undervisningen, og jeg sagde da, at jeg havde en bog med nogle symboler, som jeg gerne ville kunne forklare på et korrekt engelsk. Det fandt han i sin orden, og så begyndte vi. Jeg kunne have undt Dem at overvære den chokbehandling, det blev for ham. I begyndelsen studsede han, dernæst begyndte han at spørge – og så måtte jeg erindre ham om, at han også havde til opgave at korrigere mine sproglige fejl. Sagt ganske kort: jeg var løbet lige i armene på netop den mand, som havde alle forudsætningerne for at hjælpe os tilrette med vore oversættelser, således at de bliver på et smukt og moderne engelsk. Timerne fløj, og bagefter kneb det os at blive enige om, hvem af os der havde fået det største kursus. Både han og hans unge frue var meget begejstrede over Martinus analyser, og vort møde førte til et venskab, som jeg tror, vi alle vil få megen glæde af. Ihvert fald er han forlængst igang med at "pudse" de af vore oversættelser, jeg havde med, og som idag synes mere aktuelle, end da jeg for en måned siden rejste hjemmefra.

Huset jeg boede i, ejedes af en meget venlig dame, som på alle måder gjorde alt, hvad hun kunne for at gøre opholdet rart for mig. En dag spurgte hun mig rent tilfældigt om min mening om tilværelsen i det hele taget, og mit svar førte til en samtale, der afslørede at hun, der både havde fået en meget fin opdragelse og selv var en yderst habil kunstnerinde, var som "født" ind i Martinus tankeverden. Resultatet af samtalen blev, at hun inviterede mig sammen med sine venner, og jeg fik på denne måde kontakt med dejlige mennesker, der på een og samme tid selv fik en masse spørgsmål besvaret, samtidig med at de gav mig en glimrende træning i engelsk.

Vor gode ven i Stockholm, den meget højt ansete major Killander, formand for den svenske vegetariske forening, havde givet mig et introduktionsbrev med til generalsekretæren for den vegetariske bevægelses verdenssammenslutning, mr. Hanworth Walker, der boede i Londons umiddelbare nærhed. Jeg havde sendt ham dette brev, og den sidste søndag jeg var i England, overraskedes jeg ved hans besøg. Det blev en dejlig oplevelse. Jeg havde i nogen grad frygtet at møde et menneske, for hvem vegetarismen var dets hele livsindhold, men blev i stedet for stillet overfor et menneske, der i den grad var en af vore, at resultatet blev et venskab, der på utallige områder vil blive os til gavn. Han var bl.a. personlig ven af præsidenten for den japanske fredsbevægelse, der netop har inviteret Martinus på besøg, og resultatet af vort møde blev den omgående afsendelse af et ekspresbrev til Japan med anmodning om på alle områder at sørge for Martinus. Der opstod en meget dyb kontakt mellem mr. Hanworth Walker og mig, og vi enedes om på alle områder at søge iværksat et samarbejde til gavn for os. Da mr. Hanworth Walker samtidig var meget gode venner med min værtinde, ja så havde jeg i de tre mennesker, jeg her har omtalt for Dem, nemlig mr. Antony Holden, min engelsklærer, mrs. Capell, min værtinde og mr. Hanworth Walker, netop de tre kontakter vi alle har ønsket at have i dette land. De erklærede sig alle villige til på enhver måde at bistå os i fremtiden, og jeg tør roligt skrive, at mødet med disse mennesker var hele rejsen derover værd.

Imidlertid var der som allerede antydet, kommet brev hjemmefra med meddelelsen om Martinus rejse til Japan. Jeg vil ikke skjule for Dem at jeg følte mig temmelig lammet ved denne efterretning! Den virkede ikke så lidt overvældende, både ved det eventyr den må blive for Martinus og dermed også for os, og ved de konsekvenser den kan få. Tingene begyndte ligesom at træde frem i et større sammenhæng, og meddelelsen havde en helt elektricerende virkning på vore engelske venner. Jeg følte det med et, som om jeg var blevet "koblet ind" på et verdensomspændende net af åndeligt interesserede mennesker. Hver for sig havde de alle bekendte jorden over, som skulle underrettes, og jeg måtte love mr. Hanworth Walker om snarest muligt at skrive en artikel om Martinus i de vegetariske foreningers verdensorgan, som han redigerer. Han skulle derefter sørge for, at denne artikel blev sendt ud over hele jorden. Som De vil forstå, var mr. Hanworth Walker, der iøvrigt i meget minder om Martinus selv, fyr og flamme, og han lovede mig at hjælpe os på enhver tænkelig måde i de engelsktalende lande. Før vi forlod hinanden, gav han mig et brev med til en god ven i Paris – det næste led i kæden!

Som en sidste venlighed gav vejrguderne mig et strålende vejr at forlade England i. Endnu engang så jeg denne vældige by, der idag anslås til at have næsten 10 millioner indbyggere, dybt nede under mig. Endnu engang lyste det smilende sydengelske landskab op mod mig. Så kom kanalen, og kort efter gled vi ind over Dieppe for en kort stund efter at lande på le Bourget, Paris' berømte lufthavn.

Jeg havde kun få dage til min rådighed i Paris, så jeg opsøgte allerede den næste formiddag mr. og mrs. Woodland Kahler, der boede pa en af byens store boulevarder. Det viste sig at være et umådeligt elskværdigt, amerikansk ægtepar, og brevet fra mr. Walker var altså nøglen til deres hjerter. Selvom vi kun tilbragte få timer i hinandens selskab, var det nok til at slutte en kontakt, som vil blive os til meget stor værdi. Mr. Woodland Kahler tilb ringer det meste af sit liv med at rejse over hele jorden og har et utal af venner i hvert af de lande, han gæster. Også for ham var mødet med Martinus tanker en helt eksplosiv oplevelse, – netop det han igennem mange, mange år havde søgt. Jeg ville gerne skrive meget mere om dette besøg, men lad mig slutte med at skrive, at såsnart Martinus vender hjem fra Japan, vil han, hvis ikke mr. Woodland Kahler flyver derover, møde ham her i København. Som De vil forstå, var jeg ikke meget "turist" i Paris. Jeg fik set en del af de store samlinger i Louvre og var naturligvis oppe i Eifeltårnet, foruden at jeg benyttede enhver lejlighed til at trave rundt og få blot en lille fornemmelse af denne by som, hvor berømt den end er, alligevel gav mig en beklemmende følelse af de uhyre økonomiske vanskeligheder, Frankrig idag kæmper med. Alt var utroligt dyrt, også for indbyggerne selv, men, som skrevet, min tid var kort, og jeg kunne kun få glimt af det, man vil få at se, om man har bedre tid.

Ruten til Holland gik op over de områder, hvor krigen nu to gange har raset i al sin vildskab. Man kan ikke lade være med at gøre sig sine tanker om dette, når man under sig ser de små nordfranske byer og skove. Hvormeget blod har denne jord dog ikke drukket blot i vort århundrede?

Mødet med Holland var et møde med kanalernes land. Hvor ser det dog fantastisk ud fra luften. Amsterdam lignede et tegnebrædt med snorlige linier i alle retninger. Skæbnen ville, at den ene af maskinens to stewardesser havde mit eget efternavn, og det førte til, at hun kom og satte sig ved siden af mig og gav mig et yderst fornøjeligt lille foredrag om det, der stykke for stykke dukkede frem af hendes fædreland. Pludselig lagde maskinen sig på siden, og få minutter efter gled vi ned og landede i Amsterdams lufthavn, en af Europas største.

Medens jeg var ankommet i al ubemærkethed til London og Paris, var dette ikke tilfældet i Amsterdam. Her stod gode venner og ventede mig, og det hjertelige gensyn varmede helt ind i sjælen – det var som en lille forsmag på den hjemkomst, jeg vidste ventede mig få dage senere! Vi har gode venner i Holland! Hvormange jeg har talt med og til, ved jeg dårligt. Jeg ved kun, at de knap tre dage, jeg var der, gik altfor hurtigt. Og jeg ved, at vi i direktørparret for den internationale elektrotekniske virksomhed C.G.E.'s hollandske afdeling hr. og fru H. M. Dunnewolt har netop de mennesker, som i Holland vil yde os al den hjælp og støtte, vi får brug for i dette land. I deres hjem mødes utallige åndsinteresserede mennesker, og jeg kan roligt sige, at Martinus arbejde her er i de bedste hænder, som tænkes kan. Mødet med vore venner i Holland var en lille forsmag på mødet med fremtiden. Her er Martinus' verdensbillede, takket være en række gode og yderst forstående mennesker, ifærd med at fæste stærke rødder, og da jeg endelig måtte sige farvel, blev det mindre et farvel end et: på gensyn!, der fyldte vore sind.

– – – – – –

For sidste gang drønede maskinen henover startbanen, og kort efter gled vi udover de oversvømmede kystområder. Det virkede mærkeligt, dybt nede under sig at se de vældige arealer, der for stedse er gået tabt. Endnu ses konturerne af markerne ganske tydeligt, såvel som ruinerne af de helt ødelagte landsbyers huse endnu skelnes ganske klart. Det må have været en frygtelig oplevelse, da vandmasserne her brød igennem og lagde alt øde. Men så kom skyerne væltende fra nord, og med eet lød kaptajnens stemme i højttaleren med ordre til at spænde sikringsbælterne. Vi var højt oppe, men med de mange skybælter kom de uundgåelige "lufthuller". Det er dog ikke nær så slemt, som det lyder, og forholdsvis kort tid efter gled vi ned. Og dernede, udbredt foran mine øjne lå mit eget land! En ferie var forbi. En cirkel løbet sammen. En stor cirkel synes vel både De og jeg – og dog har den kun taget 9 – ni – timer at gennemrejse!

I Kastrup mødtes jeg igen med mine kære herhjemme. Og da jeg lidt senere trådte ind i Hallen på Mariendalsvej, kom min lille søn for første gang i sin nuværende inkarnation løbende mig imøde! Det var vel nok en festlig afslutning på en ferie!

Og vil De så spørge mig om, hvad rejsen dybest set har givet mig, vil jeg åbent svare Dem, at den har givet mig en levende og uforglemmelig følelse af den enorme betydning og værdi, Martinus kosmiske analyser har. Overalt har de været den "nøgle", der åbnede dørene for mig, og overalt har de tvunget mennesker til at lytte med hele deres sjæl. Vi – De og jeg – har levet sålænge i nærheden af disse analyser, at en og anden måske har glemt det dybe indtryk, de gjorde på os første gang, vi mødte dem. Men vil skæbnen, at også De kommer ud i verden, vil De opleve nøjagtigt det samme, som jeg har oplevet, nemlig at verden i det ydre er ved at blive ens. De samme varer fra de samme fabriker opfylder butikkerne i alle lande. Umærkeligt smeltes verden sammen til en fysisk eenhed dag for dag. Men eet har verden ikke: en indre åndelig eenhed! Og alle, de mest intellektuelle især, føler sviende savnet af denne eenhed. Overalt er det religiøse liv nu i opbrud. Kirken taber terræn med en forrygende hastighed, og selvom teosofi og antroposofi eksisterer, er også disse retninger magtesløse idag. Deres ledere og ophavsmænd er døde, og impulserne de gav, var ikke stærke nok. Men Martinus verdensbillede er stærkt, er uafhængig af dets skaber på dette plan. Alle, der møder det, føler dette, og det har været min rejses største eventyr at se det lys, det evner at tænde i trætte øjne og at se det håb og den kraft, det giver de, der rent intuitivt fornemmer dets sandhed. For dette verdensbillede behøver ingen at nære frygt. Det er af livet selv bestemt til at skulle sejre!

Men jeg lærte også, som jeg skrev til Dem sidst, at vejen frem til denne sejr vil blive lang og vanskelig, og at vi her må opøve os selv i kunsten at tænke i århundreder, hvor vi meget gerne vil tænke i årtier. Men gør vi det, og arbejder vi hver især efter bedste evne, fuldbyrder vi igennem dette arbejde både den højeste bestemmelse med vort eget liv og giver de andre netop den håndsrækning, de idag mere end nogen sinde før har brug for!

Selv flyver Martinus nu ud i verden. Var min egen rejse et eventyr, som for altid vil lyse op i min egen indreverden, har det ikke været et mindre eventyr at se og opleve den begejstring, hvormed Martinus er blevet hjulpet til denne rejse som, derom er jeg overbevist, vil bringe os et meget langt stykke frem imod den internationalisering af vort arbejde, der vil give os selv de stærkeste og mest lykkebringende impulser!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!

P.S. Meddelelse til københavnske læsere:

Vi gør Dem venligst opmærksom på, at Gerner Larssons foredrag begynder førstkommende torsdag d. 14. og fredag d. 15. ds., kl. 20.

Under Martinus rejse til Japan overtages hans foredrag om søndagen af E. Gerner Larsson. Mandagsforedragene suspenderes, indtil Martinus atter er hjemme.