Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Egentlig burde jeg dennegang behandle et rent kosmisk problem i mit brev til Dem. Når jeg ikke gør det, er det, fordi jeg har den tanke, at De, foruden at interessere Dem for Martinus verdensbillede, også i høj grad interesserer Dem for at høre, hvorledes kendskabet til dette verdensbillede er ifærd med at brede sig uden for vort eget lands grænser. Både De og vi er jo, det går jeg ihvert fald ud fra som givet, interesseret i, at den viden, der udgør grundlaget for vor egen tænkning, kommer flest mulige mennesker tilgode, og jeg er derfor sikker på, at det vil glæde Dem at høre, hvad der er hændt mig på to lange rejser, som netop er afsluttet.

Min første rejse gjaldt udgivelsen af Martinus lille bog "Den ideelle føde" på tysk, idet vor kontakt med den svenske Hälsokostbevægelse førte til en forespørgsel fra den tilsvarende tyske bevægelse om en evt. udgivelse af bogen på tysk. Den er jo, som De vil vide, forlængst udkommet på svensk, hvor den har vakt stor opmærksomhed.

Rejsens første mål var den tyske reformbevægelses centrum i Bad Homburg, hvor vi – civilingeniør Gentsch, vor tyske oversætter og selv tysker, direktør Sven Johansson, leder af vor svenske forlagsafdeling og undertegnede – blev modtaget på den venligste måde. Forhandlingerne blev hurtigt forlagt til Frankfurt a.M., hvor lederen af et af Tysklands store forlag blev så interesseret, at de nærmere praktiske detaljer blev afklaret, hvorefter vi rejste til Zürich i Schweits, hvor vi traf dr. Ralph Bircher, søn af den store schweitsiske ernæringsfysiolog dr. Bircher-Benner. Dr. Ralph Bircher er reformforlagets ernæringsfysiologiske rådgiver, og han modtog os yderst elskværdigt. Vi havde en to timer lang samtale med ham om både de tanker, Martinus har givet udtryk for i "Den ideelle føde" og Martinus tanker iøvrigt, og jeg overdriver ikke, når jeg her skriver, at vi i denne kloge og yderst besindige mand vandt en ven, der med årene vil blive os til stor hjælp i vort arbejde i både Tyskland og Schweits.

Medens rejsens rent praktiske formål således blev nået og yderst værdifulde kontakter bragt istand, var der ved siden heraf rig lejlighed til at gøre sig en lang række betragtninger over gensynet med det Tyskland, jeg som ganske ung mand oplevede i 1927 og det, der nu åbenb arede sig for mine øjne. Jeg ved, at utallige danske har besøgt Tyskland efter krigen, og der er vist næppe mange iblandt os, som ikke har hørt om virkningerne af den anden verdenskrigs bombardementer. Et er imidlertid at høre, et andet at se, og især at se igennem de "briller" Martinus har givet en. Jeg vil ikke sige, at det virkede rædselsfuldt at se alle disse ruinhobe. Dels er dette ord brugt indtil grænsen af værdiløshed, og dels dækker det ikke den fornemmelse, synet af disse tusinder af sammenskudte og udbrændte bygninger havde på mig. Nej, jeg vil nærmest sige, at dette ustandseligt gentagne syn af ødelagte byer udløste en pinende fornemmelse af, at det, som her er hændt, er for voldsomt for det enkelte menneskes nerver og for dets mulighed for at forstå. Intet menneske kan bære ansvaret for tusinder, titusinder eller hundredtusinders vanvittige død i ild og eksplosioner. Ethvert menneske har en vis ret – og pligt – til at beskytte sin indre mentale ligevægt for dog at kunne leve og være til nytte. Det var let at se, at tyskerne ikke længere "ser" ruinhobene. Og hvem ville vel gøre det? Endnu, ti år efter, dominerer de i den grad billedet, at man uvilkårligt spørger sig selv, hvornår den sidste er fjernet. Men overalt var genopbygningen igang, og med den energi dette folk er i besiddelse af, vil fremskridtene hurtigt blive store.

Imidlertid interesserer jeg mig kun begrænset for ruiner, enten det så er praktiske virkninger af en blitzkrig eller musæer. Personligt er jeg langt mere optaget af menneskeansigter, og her var rejsen ethvert ubehag værd. At krig er modbydelig, ved vi. Men man skal se den midaldrende gruppe i et stort folk for helt at fatte, hvor modbydelig den er. Furede, trætte og desillusionerede ansigter kom imod os, hvorhen man så end vendte sit blik. Ansigter der simpelthen udgjorde selve håbløshedens inkarnation. Det, jeg længst vil huske fra denne på så mange måder skønne rejse, vil være synet af al den mentale træthed, jeg her blev vidne til. At forlange af den enkelte tysker, at han skal "føle" sit ansvar for krigen, og alt hvad dermed fulgte, vil være en urimelighed. Virkningen af den blev for "den lille mand" i dette store rige et dagligliv under tryk, som så åbenlyst lægger et forfærdende pres på ham.

Helt anderledes med Schweits, som forekommer mig at være et af de skønneste lande, man kan se. Man åndede formeligt op ved synet af uberørte byer og af et liv, der så åbenlyst forkynder den velstand, der burde være det almindelige overalt. Lucern var et eventyr og ingen, der fra toppen af Mont Pilatus har skuet udover Alperne, vil vel nogen sinde kunne glemme det.

– – – – – – – – – –

Det var ikke uden en vis beklemmelse i hjertet, at jeg så København forsvinde under mig, da jeg lørdag d. 4. september i en af SAS' store maskiner tog til Stockholm. Denne rejses formål var dobbelt: dels skulle jeg om søndagen holde hovedtalen ved den svenske vegetariske kongres' årsmøde, og dels skulle jeg om mandagen åbne foredragsarbejdet over Livets Bog i Sveriges skønne hovedstad. Begge dele kunne også nok give anledning til en vis uro. For et er, at jeg i daglig omgang med svenskere sprogligt klarer mig uden større besvær, et andet er at holde foredrag for dem. Ville det lykkes mig at opnå den kontakt med dem, som er forudsætningen for et varigt og stadigt voksende samarbejde?

Vejret var umådeligt skønt, og det var en ubeskrivelig dejlig oplevelse at lade øjnene glide henover det landskab, der dybt nede lå og lyste i solen. Jeg skal ikke trætte Dem med nogen beskrivelse af flyvningens lyksaligheder, men jeg vil dog gerne berette om blot een lille oplevelse, som var betagende skøn. Da vi vel var midtvejs, mødte vi et skybælte, og maskinen steg opover det. Og netop som vi igen gled ind i et strålende sollys, så jeg fra min plads et lysende skybjerg, som syntes at gå lige ind i himlen. Det funklede som nysmeltet sølv og fra dets afsatser glimtede det som af millioner af diamanter. Maskinen lå lige ved dette kæmpebjergs fod, og jeg følte det et øjeblik, som om hele den fysiske verden var borte, og kun himlens skønhed eksisterede. Præcis een time og tyve minutter senere løb maskinen op foran ankomsthallen på Bromma, hvor en af mine trofaste svenske venner tog imod mig. Een time og tyve minutter – – !

Jeg kunne have sparet mig mine bekymringer! Jeg gad dog gerne vide, hvor gammel jeg skal blive, før jeg lærer den kunst! Foredraget i den vegetariske forening blev overværet af repræsentanter fra mange svenske byer og blev modtaget på den mest kærlige måde. Jeg havde her den store glæde at møde major Ernst KiIlander, den svenske idræts og den svenske vegetarismes "grand old man", der bød mig velkommen så varmhjertet, som havde vi været venner igennem mange år. Major Killander gav udtryk for sin dybe beundring for Martinus arbejde og hilste mig velkommen som en medkæmper for en større og mere dybtgående tolerance end den, der idag hersker mellem alle de, der kalder sig idealister.

Som det gik om søndagen, gik det også om mandagen. Her stod en af Stockholms idealistiske sammenslutninger "Mandagsgruppen" som indbyder. Denne gruppe har det på sit program at lytte til repræsentanter for alle åndelige retninger, og dens ordfører bød mig særligt hjerteligt velkommen, fordi navnet Martinus begynder at få så god en klang blandt åndeligt søgende mennesker i Sverige. Mit foredrag omhandlede det jordiske menneskes modtagelighed for en ny åndelig verdensimpuls, og det blev modtaget med stor interesse af en forsamling som talte over 200 deltagere.

Bagefter delte forsamlingen sig i en mængde livligt diskuterende grupper, og førend det hele var forbi, havde der indtegnet sig såmange deltagere i en "Martinusgruppe", at jeg, som vor gode ven og strålende medkæmper i Sverige redaktør Agne Windmark udtrykte det, "kunne tage hjem og hilse Martinus og sige, at flaget nu var plantet i Sveriges hovedstad og det første virkelige "brohovede" sikret".

Når resultatet blev så godt, som tilfældet var, skyldes det i overvældende grad vore svenske venners strålende indsats. I begyndelsen kun få, har de i stilhed udrettet et enestående arbejde for os, påtaget sig byrder de ikke behøvede at påtage sig og på alle områder propaganderet på en sådan måde, at det alene skyldes dem, at interessen i Sverige er i en så levende vækst, som tilfældet er. Det er nu lagt i mine hænder måned for måned at udbygge og konsolidere denne interesse, en opgave som jeg ikke alene glæder mig til at løse, men som også har hele mit hjerte.

Når dette brev er Dem ihænde nu på lørdag, er jeg forlængst borte igen. Jeg er da i Wales, hvor jeg blandt gode venner øver mig i det engelske sprog. Efter en uges ophold der, tager jeg til London, hvor jeg, takket være sagens trofaste ven i Indien, Nehrus tidligere sekretær Anna Ørnsholt, skal træffe en lang række førende personligheder indenfor områder, der er beslægtet med vort eget arbejde. Hvad dette fører til, kan jeg ikke på nuværende tidspunkt have nogen mening om, men jeg tager næppe fejl, når jeg giver udtryk for, at det vil føre til nye værdifulde kontakter, nye kanaler, ad hvilke Martinus tanker med tiden vil trænge frem. Fra England rejser jeg over Frankrig til Holland, hvor jeg skal tale for en stor gruppe interesserede i Haag omkring den 10. oktober. Denne gruppe er allerede blevet så omfattende, at den agter at gå i gang med oversættelsen af mine "breve" til hollandsk. Det bliver spændende at møde den på hollandsk jord. Jeg ved, at denne gruppes ledere er meget energiske, og at det er deres håb at få mig til at aflægge gruppen regelmæssige besøg.

Dette var i korthed lidt om, hvad der er hændt mig, siden jeg sidst skrev til Dem. At disse rejser for mig har lidt af eventyrets skær over sig, tror jeg, De forstår. På den anden side skal ingen være i tvivl om, at jeg ikke opfatter dem som ferie. Tiden er hård og uroen meget stor. Overalt føler man, hvorledes angsten for en ny storkrig vokser måned for måned. Menneskene føler sig åndeligt meget ulykkelige, meget splittede. Kirken har forlængst mistet sit tag i det intellektuelle menneske, som mere og mere åbenlyst giver udtryk for sin længsel efter et verdensbillede, der på een og samme tid tilfredsstiller både hjerne og hjerte. Vi – De og jeg – kender dette verdensbillede, og personligt føler jeg det som min dybeste pligt, ja som det dybeste formål med mit liv, at bringe bud om dette verdensbilledes eksistens til de flest mulige. Thi selvom vi samlet i forhold til de mange, er næsten forsvindende få, er vi ligefuldt et frø, der er spiret og ifærd med at blive et træ, hvis krone engang vil omslutte jorden. Måtte vi altid have denne store tanke for øje, for den og den alene vil holde os fri af den intolerance, som altid ligger på lur efter at søndre og ødelægge det, der vil skønheden og freden i verden.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!