Ældre Kosmos og Kontaktbreve

København, den 22-1-1954.

Kære læser!

Den, som lytter til tidens røst uden dybere forudsætninger for at forstå, hvad den meddeler os, vil uhyre let få den forestilling, at den opvoksende slægt kvalitativt ikke står mål med svundne tiders ungdom. Overalt tales der om krise i forbindelse med ungdommen, og mangen ældre gør sig alvorlige bekymringer om, hvordan fremtiden dog skal blive, når denne ungdom gror til og bliver de bestemmende.

Når jeg berører dette problem, er det, fordi det med næsten klassisk sikkerhed understreger vor evne til at tage på forskud af bekymringer, som livet overhovedet ikke agter at realisere. Thi det er med ungdommen som med det meste af det, man bekymrer sig for: man ser kun det, som tager sig mindre godt ud og overser ganske det, som i virkeligheden tæller mest! Et klogt menneske har engang udtrykt denne situation med de ord: "at det, der slider et menneske op, ikke er de bekymringer, livet virkeliggør, men derimod de 90% det ignorerer! Mon vi ikke alle har grund til at sætte vort navn under den sandhed?

Vender vi os nu imod den opvoksende slægt, er det ganske rigtigt, at vi for tiden næsten dagligt hører om bølleoverfald og den slags, og muligt er det vel også, at en vis del af den opvoksende slægt, nemlig den hjemmene har taget sig mindst af, i årene under og efter besættelsen er blevet noget mere hæmningsløse, end tilfældet længe har været. Men dels har hvert eneste land en vis procent kriminelt anlagte unge, og dels skyldes en del af disse rå overfald den kendsgerning, at såkaldte "pæne medborgere" af og til vover sig indenfor områder, der, ihvert fald ved nattetid, byder den besøgende en vis risiko. At Nyhavn er berømt, skyldes jo ikke dens fremragende kulturinspirationer!

Det er så let, og så billigt, at bedømme den opvoksende slægt efter den beskedne procentdel, der får navn og generalia i avisen på grund af mordforsøg, overfald, voldtægt og anden udskejelse.

"Jamen, hvad så med den dejlige ungdom vi dagligt læser om indenfor sportens område?" Jeg ved, at spørgsmålet eksisterer, og jeg må vel hellere svare ud af karsken bælg, at den ikke optager mig synderligt. Jeg beundrer og respekterer enhver ung, der søger at holde sin krop i form, men sporten er i dag ligeså meget et erhverv, som det er en sundhedskilde, og jeg har ikke overvældende tilovers for det rekordjageri, som vi her uafbrudt er vidne til, og hvor legemerne presses til det yderste, for at dets indehaver kan opnå den tilfredsstillelse at blive nævnt i presse og radio. Lad os med venlighed hylde heltene i de sekunder, deres stjerner lyser på sportens himmel, men lad os ikke glemme, at hvor fremragende lår og lægge de end har, så er træningen og udviklingen af hjernen dog stadigt det, der har størst betydning for den menneskelige udvikling.

Nej, den ungdom, der optager mig, er den, i hvilken de åndelige kræfter virker stærkest og her igen de, hvis åndelige ytringer afslører, at man i dem står overfor de "tilbagevendte gamle". Måske studser De over udtrykket. Men studér grundigt vedlagte bilag, mon De så ikke vil forstå, hvad jeg mener? Det er skrevet af en syttenårig ung pige, men mon det ikke vil gå Dem, som det gik mig, at enhver tanke om skribentens alder forsvinder under læsningen? Jeg vil tro det. Det er ganske simpelt livsytringer fra en moden sjæl eller, om man foretrækker det: et modent sind. Bemærk f.eks. hendes ord om Jesu forhold til politiske problemer og sociale forhold. Hvormange såkaldt voksne har set det, hun her har bemærket? Og hvor stærke er ikke ordene: "Jeg apellerer til hver eneste, der fik os unge til at betragte kristendom som noget barnligt, noget håbløst gammeldags. I har pligt til at give os noget bedre, men husk: noget, der kan bære os, som troen på Kristus har båret vore forfædre! Men indtil da skal det være vor lov, vor vilje: i lyset af denne tro at opbygge en mellemfolkelig forståelse."

Denne unge kvinde kender næppe noget som helst til vort arbejde, og muligvis har det overhovedet ingen betydning for hende. Det er også aldeles ligegyldigt i denne forbindelse. Det, der her har betydning, er den enkle kendsgerning, at et syttenårigt menneske formår at give udtryk for tanker, mange voksne end ikke er nået frem til at kunne formulere i deres egen sjæl. Hvorfra denne modenhed, denne hunger?

Det er her at vejene skilles. "Arv og miljø", siger den kloge. Den unge pige har fået en god opdragelse i et godt hjem, og hun har fået en god skolegang med en klog påvirkning osv., osv. Det er muligt, at den kloge her taler sandt og i få ord opridser en situation, som livet måske tilfulde bekræfter. Jeg ved det ikke, for jeg kender ikke det mindste til hendes private liv og forhold. Men jeg kender så meget desto mere til det levende væsens reaktionsevne overfor livet. Og denne viden afslører ganske klart for mig, at selvom den forannævnte forklaring på det opstillede problem muligvis er rigtig, så har hun ikke været ude for andet og mere, end hvad titusinder andre også har været ude for, – uden at det har givet tilnærmelsesvis samme resultat. Overalt i verden vokser der børn op i kloge og gode hjem, børn som både møder kærlighed i hjemmene og klog og human undervisning i skolerne. Men børn er "mentale kar", – og der kan ikke være mere i et kar, end til det er fuldt. Resten løber over! Her står vi overfor et stort kar, – og hvorfra stammer det? Denne unge kvinde har så ganske givet et fremragende talent for forståelsen af "det eneste fornødne", og hvor har hun det talent fra? Fra sine forældre, fra slægten, fra menneskehedens arvemasse – ordene lyder så fornemme, så videnskabelige og derfor – hånden på hjertet – så rigtige. Og er i virkeligheden så usandsynligt tågede, at de kan få det til at gyse i den, der har fået en dybere indsigt.

Fik vi virkelig vore evner "foræret", hvilken værdi havde livet så? Hvor kunne vi finde skønhed, kærlighed eller kosmisk retfærdighed, om livet var således, at vi var levende "robotter", reproduktioner af ukendte generationer. Og hvorfra skulle vi få mod til at tro på en højere styrelse i livet, om der ikke i os fandtes en kraft, en magt, som kunne ændre vor sjælelige struktur fra en negativ til en positiv retning? Det er så let at fremsætte videnskabelige forklaringer, som tilsyneladende dækker et problem. Men for det levende væsens vedkommende dækker ingen videnskabelig forklaring Jeg'et. Derfor har man foretrukket at ignorere det. Man taler kun om "bevidsthed" og gør i virkeligheden denne synonym med Jeg'et. Men Jeg'et er ikke vor bevidsthed, det er skaberen af den, og det er noget ganske andet. Det, vi kalder vor "bevidsthed", kan aldrig blive andet end frugterne af Jeg'ets vekselvirkning med livet, altså vore evner, anlæg eller vore talenter. Her tørner evigheden sammen med timeligheden og knuser for enhver, der her kan "se" og "høre", alle forestillinger om "arv og miljø" som eneste ophav til vor nuværende tilsynekomst i denne verden. At disse faktorer spiller en stor rolle, vil intet tænkende menneske bestride, men de spiller ikke hovedrollen, det gør – vi selv!

Vor bevidsthed, sjæl eller ånd, er ikke et produkt af slægten eller af vore forældre. Det begreb, vi udtrykker med disse ord, hører ikke det timelige, men derimod det evige til. Hvis det ikke var sådan, mister en lang række dybe sandheder indhold og mening, f.eks.: "Jeg kendte dig, før jeg dannede dig i moders liv", "Før verden var, var jeg", "Frygter ikke for dem, som ihjelslår legemet, de kan ikke ihjelslå sjælen" osv. Men det, som overlever legemets død, må have været til, før det blev født. Det er her, at mennesket med kosmisk opdragelse bag sig står helt anderledes end mennesket, der kun har lært om "det ene liv". For mennesket, som er hyldet i illusionen om, at det er et produkt af sine forældre, af slægten og af miljøet, betyder en artikel som den her vedlagte kun et udtryk for en begavet ung piges "glimrende evne" til at udtrykke tanker, der nu er fremme. For mennesket med kosmisk indsigt derimod, betyder gennemlæsningen af den samme artikel den store inspiration, det altid er at møde de første glimt fra en gammel bevidstheds lys i dens nye tilsynekomst i vor verden. Bliver den evne, der her har manifesteret sig, ved med at udvikle sig, med andre ord: kvæles den ikke af en voldsom forelskelse med efterfølgende konsekvenser, der kan blive katastrofale, vil den uundgåeligt vokse videre og ligeså uundgåeligt sprede lys, liv og varme til alle de, der er modtagelige for dens påvirkninger. Der vil altid være noget dybt betagende i dette, at et ganske ungt menneske afslører en så dyb forståelse af det åndelige bag det materielle, som tilfældet her er. Det er tilsynekomsten af den slags manifestationer, der giver fred og tryghed og en indre sikkerhed for, at al den megen tågesnak om den opvoksende slægts umulighed hører til på de overflødige bekymringers udstrakte overdrev. Thi denne unge kvinde er ikke en ener. Overalt vokser de sjæle frem, der fra tidligere liv medbringer den dybe medmenneskelige forståelse, der sikrer klodens åndelige kurs frem imod lysets regioner. Det ved ingen bedre end vi, fordi vi møder dem overalt i vort arbejde. På hvert eneste studiehold i Danmark findes de, og vi står i den dybeste taknemmelighedsgæld til dem for den åndelige hunger, de lægger for dagen. Og som de eksisterer her, eksisterer de i hvert eneste land og udgør der disse landes åndelige elite. Det er denne ungdom, der i vor tid er "jordens salt". Begrænset i antal vil de, når livet giver dem den magt ihænde, de er forudbestemte til at skulle opnå, udgøre de kraftcentre, udfra hvilke de kræfter vil stråle, der vil betinge vor klodes gradvise forvandling fra at være en boplads for dyre-mennesker til at blive det sande hjemsted for mennesket af ånd. Indtil nu har vi kun kendt kulturbegrebet i relation til visse magtgrupper, der formede livet efter de forudsætninger, de var nået frem til at erkende. Sådan er det ikke længere, langsomt, sejgt og sikkert tvinger de voksende materielle vanskeligheder jorden over menneskene til at forstå, at materialismens epoke er ved at ebbe ud. Kun høj åndelig viden kan råde bod på de vanskeligheder, der idag tårner sig op. Men høj åndelig viden er det samme som en altomfattende dyb kærlighed og tolerance. Uden disse faktorers sejr over junglementaliteten vil vejen kun bevæge sig imod dybet, mod hadet og selvudslettelsen. Det ved alle de, der i tidligere liv har oplevet disse negative kræfters indflydelse på krop og sjæl i en så stor udstrækning, at virkningen fremdeles lever i deres bevidsthed, hvor den nu som "nye evner" bryder igennem og gør sig gældende. Disse sjæle ved, fordi de ved selvoplevelse har erkendt det, at hadet og intolerancen er menneskets farligste fjender, og de er villige til at betale prisen for at være "soldater" i den hær, der bekæmper disse kræfter. At disse sjæles "våben" alene er åndelige gør dem ikke så svage, som man ofte tror, for verden er ifærd med at modnes til at begribe ånd. At vi skal igennem navnløse lidelser, før verdensfreden sænker sin milde og frugtbare atmosfære over os, forstår vi. Men vi ved, at den kommer, selvom andre måske ikke vil akceptere denne viden. Studiet af Martinus klare kosmiske analyser udgør her den inspiration, der altid vil holde os fri af negative tankers malstrøm.

Aner den unge kvinde, der har skrevet dette smukke indlæg, at noget nyt er ifærd med at fødes? Jeg ved det ikke! Men når hun efterlyser noget bedre, end det kristendommen har bragt os, har jeg lyst til at svare hende, at noget bedre end Jesu bjergprædiken ikke kan tænkes, men også, at Jesus selv forkyndte, at "kommende slægter" skulle få hele sandheden. Denne omfattende sandhed, forkyndt i vort eget sprog og bygget til vore egne selvoplevede erfaringer, har vi haft den lykke at opleve at få del i. Men den har ikke overflødiggjort kristendommen. Den har tværtimod gjort den rigere, dybere og skønnere for os!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!