Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

"Der er kun eet liv – eet liv bagved alt. Dette liv åbenbarer sig gennem mig og gennem enhver anden skabning, form og ting. Jeg hviler på det store livshavs skød, det støtter mig og bærer sikkert, omend bølgerne stiger og falder, omend storme raser, og uvejr brøler. Jeg er tryg på livets hav og glæder mig ved at føle dets bølgeslag. Intet kan skade mig, skønt forandringer kommer og går, er jeg tryg. Jeg er eet med allivet, dets magt, viden og fred er bagved, under og indeni mig. Åh, du ene liv! Giv dig udtryk gennem mig! Bær mig snart på bølgens kam, snart dybt nede i havet, altid støttet af dig! Alt er mig godt, når jeg føler dit liv røre sig i og gennem mig. Jeg lever ved dig og åbner mig for den fulde åbenbaring og indstrømning af allivet."

Jeg har valgt dette lille skønne stykke af den indiske filosof Ramacharaka som indledning til dette brev, fordi det udtrykker noget centralt i det virkeligt levende menneskes tilværelse. Sætning for sætning udtrykker dette stykke den brusende fornemmelse af evighedskontakt, man oplever sålænge ens bevidsthed er stærk nok til at holde sig fri af døgnets kævl og strid, sålænge man, kort sagt, evner at lade hver dag have nok i sin plage. Men hvormange evner det? Oplever man ikke gang på gang, at mennesker, også åndeligt grebne, næsten umærkeligt falder for de døde tings magt og påny erobres af det støv, de troede sig fri af. Når jeg idag ønsker at berøre dette problem, er det, fordi mange mennesker slet ikke er klar over, at deres liv følger visse rytmer, der hver for sig markerer sig ved en begyndelse, en kulmination og en afslutning. Også vort forhold til sandheden følger dette princip, og det enten vi møder den igennem Martinus eller andre. Mange mennesker som på et givet tidspunkt i deres liv har mødt Martinus tanker og følt sig grebet og løftet af dem, er ikke vidende om, at denne tilstand kun bliver varig, såfremt de indstrømmende impulser bearbejdes og omsættes i "nyt liv", hvilket vil sige "ny væremåde". Bliver dette ikke tilfældet, vil den impuls, som i een periode løftede sjælen svimlende højt og lod den fornemme en uforglemmelig kontakt med det evige bag det timelige, langsomt vige for det timeliges tryk. Det er såvist ingen kompliment at høre til denne sags "veteraner", dersom dette tilhørsforhold blot består i, at det nu er så og så mange år siden, man lærte dette arbejde at kende, begejstredes for det – og så påny blev "tilbageerobret" af de gamle livsvaner! Og den slags sker. Det ubehagelige ved situationen er blot, at vedkommende som regel ikke mærker det, samtidigt med at udenforstående ser det altfor klart. Vi står her ved selve den indre årsag til, at såmange åndelige bevægelser, der fødtes i begejstring, dør i tomhed og hulhed. At dette ikke vil ske i Martinus arbejde, er en sag for sig. Problemet eksisterer også indenfor vort arbejde og manifesteres af enhver, der kapitulerer overfor de krav, man stillede til sig selv, da kontakten med evigheden var på sit højeste, da man, billedlig talt, næsten skuede direkte ind i himlen. Som jeg skrev til Dem i mit sidste brev, var jeg i pinsen sammen med svenskerne i deres lille Kosmosby oppe i Mellemsverige. Når oplevelsen gjorde så stærkt et indtryk på mig, var det, fordi jeg påny oplevede at være sammen med mennesker, for hvem de åndelige idealer var så levende, at blot dette at få lov til at være sammen og tale om åndelige problemer, var så vidunderligt, at enhver form for primitiv egoisme var som blæst bort. Her stod impulsen på maksimum! Og hvor det dog føltes vidunderligt! Nu begynder sommeren snart på denne skønne plet. Kosmos Ferieby er i år umådelig skøn. Nye skabelser føjer sig til de gamle og danner derved en ramme om vore idealer, som man skal lede længe efter. Men – og lad os aldrig glemme det! – det ydre er kun en ramme, som bliver værdiløs i samme øjeblik den åndelige atmosfære må vige for en selvejerglæde, der, hvor berettiget den end er, meget let kan blive den dolk, der tilintetgør det levende bag det døde. Vi har et "guldæble" i vor hånd, en skat, vi bør vogte! Og ser vi ind i vort eget hjerte, vil enhver let kunne afgøre med sig selv, om han eller hun er her som ejer eller på ferie, for at give udtryk for sit eget højeste Selv – eller for at leve i den isolation, der altid er udtryk for den åndelige fattigdoms forløberstadier!

Vi får mange udenlandske gæster i år. De kommer her alle for at opleve ånd – og det er os, som skal åbenbare den for dem! Og vi kan det, om vi vil søge tilbage til den stund, hvor vi første gang mødte Martinus arbejde, og genopleve de tanker, det fødte i os! Gør vi det – og er det ikke vor pligt? – vil sommeren i år blive et eventyr både for de andre og ikke mindst for os selv!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!