Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Blandt de mange storslåede tanker, Martinus verdensbillede bringer os, er der især een, der fornemmes så ny, at langt de fleste første gang de møder den, reagerer stærkt overfor den, og det er den, at jordkloden er et levende væsen som os selv, altså et legeme med en bag materien skjult sjæl. For mennesker uden kosmisk sans fornemmes tanken ligeså latterlig, som de fleste moderne billeder forekommer dem latterlige, der er blottet for medfødt kunstnerisk sans. Men for mennesket med medfødt kosmisk sans betyder denne tanke en heltud eventyrlig vej til forståelse af – det selv! For her, udbredt for dets undrende øjne, ser det i makrokosmisk format alle de sjælstilstande, som det oplever i sig selv. Det ser en kæmpeudgave af sit eget dobbeltsind. Ser hvorledes de kræfter også her udfolder sig, der i dets egen sjæl fører til den af alle oplevede spaltning, der atter og atter får os til at handle imod det, vort højere selv har erkendt som det rigtige, som det mest moralske. Dag efter dag hamres det igennem aviser, tidsskrifter og ugeblade ind i vor hjerne, at der igennem vor fysiske verden går et "jerntæppe", og at de på den ene side af dette tæppe er ligeså hvide, som de på den anden side er sorte. Så hårdt hamres det ind i os, at det er yderst tilgiveligt, om mange af denne pågående suggestion forledes til at tro, at de står overfor en urokkelig sandhed.

Imidlertid er livet ikke så billigt, at den slags "sandheder" får ret lang levetid. Sandt er det imidlertid, at et studium af jordklodens sind, iagttaget igennem de begivenheder – de klodemæssige livsytringer – der er tilgængelige for enhver af os, afslører, at også den kæmper med en dødens og en livets moral, mellem jernhård tvang eller "herrefolksmentalitet" på den ene side og frihed eller ret til selvstændig, human vurdering, altså næstekærlighedsmentalitet, på den anden side. At dette forhold så totalt skydes ind under det nok så bekendte "jerntæppe" på den måde, at altmørke i verden alene er samlet i den ene lejr, er kun den tragiske fejlvurdering af forholdene, der må opstå der, hvor begrebet "kosmisk opdragelse" endnu er noget helt ukendt.

Lader vi imidlertid vor tanke hæve sig over de midlertidige politiske forhold, kan vi ikke undgå at se, hvorledes samtlige vore egne tankeimpulser, der af os forn emmes som "stofløse", i livet omkring os materialiserer sig stofligt. Vi ser "fædrelandsfornemmelsen" blive til "partier", der åbent bekriger den mindre egoistisk betonede "internationalitetsfornemmelse", der også er inkarneret i partier. Overalt bliver vi vidne til, at vort eget indre, tilsyneladende skjulte følelsesliv på det ydre fysiske plan fremtræder ganske åbenlyst i form af kampe mellem "meninger", der hver for sig er inkarneret i menneskegrupper. Vi ser kort sagt vore egne kriser gentage sig lige for vore øjne i makrokosmisk format. Intet mangler. De nationale, de religiøse, de sexuelle osv., alle er de der og giver os derigennem rig lejlighed til at se, hvorledes liv og død tager jættetag i klodelegemets bevidsthedsliv. At dette syn, denne opfattelse for mange er aldeles uforståelig, er ligegyldigt for den, der een gang har set og erkendt den. Thi bag ved dette mægtige spil, som man her har fået indsigt i, ligger der en mægtig inspiration, nemlig den, at livet på alle områder afslører vor kosmiske kurs. Nok taler næsten alle om krig, men altid som noget, der må overstås, før verden for alvor kan få fred. Eller – overført til os selv – nok må vi igennem mange kriser og vanskeligheder, men en dag !!! Dybt inde i os selv fornemmes det som kendsgerning, at der er en dyb kosmisk sammenhæng mellem vor egen tilsynekomst i denne verden og denne verdens specielle kosmiske struktur. Mange vil så gerne opleve livet på en "bedre klode", men overser helt, at den, vi er inkarneret på, rummer alle muligheder for vor nuværende bevidstheds udvikling – og ikke mindst for den side af vort sind, som måske er skjult for andre, men som vi selv er vidende om eksisterer, nemlig den, som det ikke ville være nogen pryd for os at vise frem i en anden og bedre verden. Det, at denne verden kan "friste" disse sider frem, så de kan blive afslepne, er måske det bedste ved den. Thi som intet i klodelivet længere kan forblive skjult, men ustandseligt opdages og åbenbares, kan heller intet i vort eget sjæleliv i det lange løb forblive "skjult". Det åbenbares, hvad der for os betyder slipning og forædling. Det er igennem denne fornemme vekselvirkning mellem vort Jeg og klodejeget, man begynder at se den kosmiske plan bag vort liv, et syn, der ville være en umulighed, om kloden ikke var et levende væsen, men kun "død materie" underkastet "tilfældighedernes spil". Kloden som levende væsen er således ikke alene en stor og skøn tanke, – den er også en uhyre lærerig tanke!

Med hjertelig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!