Kontaktbrev 1953/30 side 4
ÅNDSVIDENSKAB FOR HVERMAND
Af Erik Gerner Larsson
(fortsat)
Smertens kosmiske hensigt.
Da alt, hv ad der kommer ind under begrebet smerte, udløser angst, frygt eller rædsel, er det naturligt, om den studerende her stiller spørgsmålet om denne realitets dybeste kosmiske hensigt. Lad os her give ordet til Martinus, der i Livets Bog stk. 86 giver et meget klart svar på netop dette spørgsmål: "At denne "Undervisning" undertiden er af smertelig Natur, har jo kun sin Rod i, at den kosmisk set maa virke som "Faresignal". Den er "en Klokke, der ringer", naar Individet er paa Afveje, og jo mere Individet bryder af fra den naturlige Vej, desto stærkere "ringer" den. Al Smerte i Verden, baade fysisk og sjælelig, udgør saaledes kosmisk set Væsenernes største beskyttelsesmiddel. Den er et skærmende Gelænder, der værner Individet mod at falde ned i en evig Døds Afgrund. Uden paa Basis af Smerte vilde intet Individ kunne opretholdes i en evig Tilværelse. Ingen Væsener vilde nogen Sinde kunne bringes tilbage fra Afveje, men fortsætte ad disse, hvilket igen vilde være det samme som en evig Stilhed, thi uden Smerte ingen Kontrast til Livet, og uden Kontrast ingen Manifestation, ingen Vej til Fuldkommenhed, ingen Udvikling, ingen Oplevelse af Tilværelsen, men en altomfattende Ligevægt vilde forhindre enhver Form for Bevægelse. En evig Død vilde være Herre over Livet. Men takket være Smerten er det modsatte en Kendsgerning. Livet er Herre over Døden, og Smerten er en guddommelig Velsignelse.
Smerten viser Vejen til Gud, til Sandheden og Livet!"
Som man vil se, betegner Martinus smerten som "undervisning", og det er jo netop det, den er blevet for os. Uden den, ville der aldrig i vor bevidsthed være opstået den "mættelse" af den, der i sig selv udgør selve forudsætningen for vort begær efter en helt anden form for liv end det, der nu gennem utalte millioner af tidligere tilværelser har været os beskåret. Men for plantevæsenets vedkommende er forholdet et ganske andet. Det repræsenterer begyndelsen til den tilstand, som vi oplever afslutningen på, og som følge heraf, betyder smerteoplevelsen for dette væsen kun noget sekundært, kun en ubehagsfornemmelse.
Dyrets kosmiske struktur og position.
Som allerede antydet udgør dyrets bevidsthedsliv den "forlængede" eller "udvidede" plantebevidsthed, hvilket vil sige, at salighedsvæsenets underbevidsthed nu nærmer sig det dagsbevidste stadium. I dette, at åndsvidenskaben hævder en kontinuerlig udvikling, altså en udvikling uden spring, adskiller den sig fra den fysiske videnskab, der hævder, at det, vi kalder "udvikling", i virkeligheden er en "udvælgelse", der betinger, at den stærkeste, den mest livsduelige består og danner livsduelig "arvemasse" i modsætning til den svage, der forgår. Denne opfattelse er forståelig, når tingene vurderes efter de rent ydre forhold, men den er blottet for logik, såsnart man begynder at undersøge det levende væsens kosmiske struktur, der netop forudsætter, at som det levende "sår", skal det "høste". Denne lov er jo ikke noget, der blot angår mennesker, den angår alt levende! Når det kan se ud, som om udviklingen foregår i de omtalte "spring", beror det ganske simpelt på, at mange dyregrupper under de klimatiske forvandlinger, som vor klode gennem de store tilblivelsesprocessers forløb har været undergivet, blev berøvet de oprindelige forudsætninger for deres tilværelse, hvorefter de måtte inkarnere på andre kloder, på nøjagtig samme måde som celler, der i vort legeme på grund af vore udskejelser ikke længere kan opretholde livet her, inkarnerer i andre og for dem bedre legemer. Vi er her påny indenfor "tomrumstanken", idet endnu kun få videnskabsmænd erkender, at der findes andre beb oede kloder end vor. En dag vil enhver forstå, at den tilsyneladende afstand mellem himmellegemerne kun er tilsyneladende og udelukkende beror på vort sansesæts ufuldkommenhed. Verdensaltet er een stor, levende organisme, og der findes hverken fortabelse eller undergang for dyrene som for menneskene. Kroppene eller legemerne kan forgå, ånden b agved vil evigt bestå, og det ligegyldigt om det er en plante, et dyr eller et menneske. Liv er liv, og liv kan aldrig blive identisk med død.
Vender vi os nu imod det væsen, vi har givet navnet "dyr", ser vi, at den primære forskel mellem dette væsen og plantevæsenet er den, at dyret, i modsætning til planten, kan bevæge sig frit omkring og selv opsøge sin føde. Derudover ser vi, at selvom instinktenergien – den kosmiske automatik – stadigt er den bestemmende faktor bag de viljeførende kræfter i bevidstheden, så fremtræder denne instinktfunktion langt mere detaljeret eller nuanceret i dyrets bevidsthed end i plantens. Ligeså lidt som planten kan dyret "tænke", i den forstand vi opfatter dette begreb. Men anlæggene for denne evne er langt mere fremskredet i dyrets bevidsthed, end de er i plantens, som endnu ikke har de for tænkningen nødvendige hjerneorganer udviklet fysisk synligt. Desuagtet må man aldrig slippe den tanke, at disse to væsenstyper er forbundet med hverandre igennem tusinder, for os ganske vist usynlige bånd. Det, der rent kosmisk er sket, er det, at tyngdeenergien, der i plantens bevidsthed var på sit andet stadium for opadgående, nu stiler imod sin kulmination, samtidig med at følelsesenergien, der i plantevæsenets bevidsthedsliv var på sit første stadium for opadgående, nu er nået frem til sit andet stadium, hvad der bevirker en kolossal forskydning i den ydre verden, hvor virkningen af denne specielle tilstand frembringer udviklingsspiralens eneste "varmblodige" organkombination. Det er således udelukkende på basis af forholdet mellem tilværelsens kosmiske ildenergi (tyngdeenergien) og tilværelsens kosmiske kuldeenergi (følelsesenergien), at dyret formår at bevæge sig frit omkring. Som bekendt er balanceforholdet mellem disse to fundamentale kræfter i det jordiske menneskes organisme 37,5° celcius.
Medens det således i det ydre er forholdsvis let at iagttage den her berørte udviklings- eller forvandlingsproces: plante – kødædende plante – dyr, så er forholdet et andet, såsnart vi retter vort kosmiske søgelys imod den samme proces. Den påståede udviklingsproces afslører sig nemlig i lyset af dette syn at være en indviklingsproces. Dyrets åndelige position er i det kosmiske kredsløbs vinterzone. Jo mere kompliceret dets rent fysiske organisme bliver, jo dygtigere det bliver til at udløse de dræbende kræfter eller energier, desto længere bort er det vandret fra det guddommelige lys, der engang funklede i og om dets sjæl. Da denne tilstand imidlertid udgør svaret på eller opfyldelsen af dets ønske om modsætningen til den tilstand, der hersker i de oversanselige verdener, hvis lys, det netop i salighedsriget oplever den totale mættelse af, er der her ikke tale om nogen art af guddommelig vrede, straf eller hævn. Og dyret som sådan er da heller ikke nogen ulykkelig
(fortsættes)
Tilbage til forfatterregister
Forrige