Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Af Erik Gerner Larsson

(fortsat)

tidspunkt begynder den at tage føringen. Når dette sker begynder den kosmiske automatik at blegne. Fuldkommenheden rammes af degeneration, og vi står da ansigt til ansigt med et helt nyt væsen: den kødædende plante, eller det eneste væsen der i vor verden på een og samme tid formår at omdanne mineralsk og animalsk materie til vegetabilsk materie. Som vi ikke længere er det fuldkomne dyr, men derimod en kombination af dyr og menneske, er den kødædende plante ikke længere den fuldkomne plante, men derimod en kombination af plante og dyr. For plantevæsenet betyder denne tilstand, at det er ifærd med at opleve "uddrivelsen" af planteparadiset. At denne proces ikke her volder den samme smerte som den, vi oplever, ændrer altså ikke principperne. Hver livssfære har således sit paradisområde og sit uddrivelsesområde. Og vi har nu her set, at det fysiske plan eller vor egen verden ikke rummer mindre end tre af disse uddrivelsesområder, nemlig salighedsvæsen til plantevæsen, plantevæsen til dyrevæsen og dyrevæsen til det rigtige eller fuldkomne menneske. Bagom disse tre processer, hvis ydre funktioner vi er istand til at iagttage, skjuler der sig altså den kosmiske uddrivelsesproces, der betinger, at den gudesøn, der før "åd sammen med svinene", nu er gået i sig selv og vendt hjem til sin "Faders hus".

For imidlertid ikke at gå vild i de her berørte store problemer, vil vi endnu engang vende tilbage til grundenergiernes indbyrdes kombination i plantevæsenets bevidsthedsliv, idet denne kombination i virkeligheden udgør vor egen nuværende dagsbevidstheds første udspring.

Fra den kødædende plantes verden går udvilingen frem imod det egentlige dyrerige, og det er her meget svært at sætte den egentlige grænse, idet mange af disse livsformer har såmeget af begge tilstandenes natur i sig, at det næsten er umuligt at skille dem ud fra hverandre. Eet forbinder dem imidlertid, og det er den kendsgerning, at livet på disse stadier endnu er ren underbevidsthedsfunktion. Dagsbevidstheden hører endnu til fjernhorisontområdet, er noget, der "vinker forude", hvad der dog ikke er ensbetydende med, at vi ikke er istand til at se, at netop her begynder den organdannelse, som det dagsbevidste væsen senere kommer til at betjene sig af.

Thi hvorledes skulle vel syn og hørelse opstå, hvis lys og lyd ikke eksisterede? Det almindelige jordiske menneske, der er så vant til disse tilstande, tænker ikke i almindelighed på, at forudsætningen for dets oplevelse af dem, har sin rod helt ned i planteriget, hvor den materielle videnskab forlængst har påvist, at der i plantens blade forekommer celler med en så stor følsom hed, at de må betegnes som begyndende "øjeceller". Det er disse celler i plantens organisme, der betinger, at den kan vende sig efter lyset. Længere fremme i plantens udvikling, på den kødædende plantes stadium, finder vi den første spæde begyndelse til en "mavesæk" med syre, der kan bearbejde og opløse de indtagne stoffer, og var vore egne sanseorganer stærkere end de er, ville vi også kunne iagttage begyndelsen til en lang række andre organer, som senere komm er til at spille en betydningsfuld rolle i vor egen sanseoplevelse, således bl.a. det, vi kalder "nerver". Her må den studerende imidlertid selv søge oplysninger i de herindunder hørende plantefysiologiske værker, der alle bekræfter, at plantevæsenet er alt andet end en ligegyldig "død ting".

Som allerede beskrevet fremtræder de kosmiske grundenergier i plantevæsenet i en kombination, der betinger en vis ligevægt mellem tilværelsens højintellektuelle og uintellektuelle kræfter, idet både intuitions- og hukommelses- eller salighedsenergien her endnu spiller en fremtrædende rolle. Men den åndelige kurs er tydeligt angivet i instinktenergiens kulmination og tyngdeenergiens stærkt tiltagende vækst. Og kursen går direkte imod tilværelsens uintellektuelle områder, ja, stiler lige imod selve dens dødssfære eller det dræbende princips kulminationsområde. At denne dødssfære endnu synes fjern og uvirkelig, beror kun på, at vi er blevet så vante til at opfatte planterigets strålende blomsterflor og vidunderlige dufte som identisk med det lys, uden hvilket livet her ville være næsten uudholdeligt for os. Men uanset de skønne blomster vil den, der har "øjne at se med", ikke kunne undgå at opdage, at det, vi har givet navnet "lidelse", også spiller en rolle i planteriget, hvor man allerede taler om "kræftsår" på træer og buske og iøvrigt, om man vil, kan opleve et tilsyneladende uendeligt register af både små og store sygdomme, der truer denne tilsyneladende lysverden med undergang og elendighed. Hvor finder man årsagen til dette forhold, og hvad er dets betydning i denne verden, der dog ikke kan fornemme på samme måde som vi selv?