Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Af Erik Gerner Larsson

(fortsættes)

Et bør vi imidlertid hele tiden være opmærksom på, og det er den kendsgerning, at et er mødet med Guds bevidsthed i form af det os omgivende fysiske og psykiske univers, et andet er mødet med hans Selv eller inderste væsen. Der vil altid her være tale om to forskellige oplevelser, af hvilke den sidste er så langt den vigtigste. Ved hjælp af vort intellekt kan vi komme på sporet af dette Selv og derigennem få en første fornemmelse af dets virkelige eksistens. Men det direkte møde med dette Selv, sammensmeltningen med det og den dybe, inderlige fornemmelse af at være optaget i det, er en oplevelse ingen kan tvinge sig adgang til. Den kommer i dybeste forstand som "en tyv om natten" eller i det øjeblik, hvor vor moral helt udenom vor dagsbevidste viden derom har nået det trin, hvor de høje guddommelige kræfter med fuld styrke bryder igennem det sidste "slør", der omgiver vort eget Selv og lader det opleve, at det altid har været og i al evighed vil være "eet med Faderen". At denne oplevelse virkeligt eksisterer bekræftes gennem de utallige vidnesbyrd, der strækker sig fra simple "omvendelser" og frem til de kosmisk bevidstes strålende beretninger om den indvielse, der gjorde dem til verdens åndelige ledere og førere.

At det er denne den enkeltes bevidste møde med Guddommen, der er den dybeste hensigt med al den litteratur, der enten bærer Martinus' navn eller handler om den viden, vi igennem ham er kommet i berøring med, har vi før understreget, og når vi igen nævner det, er det for endnu engang at gøre den studerende klart, at denne oplevelse er så suveræn, at den ligeså godt kan komme, uden at et menneske i dette liv har studeret blot den mindste åndsvidenskab. Studiet af tilværelsens åndelige problemer kan således ikke i sig selv give den studerende denne oplevelse, men da den netop er en frugt af menneskets bevidste kamp med sine egne lavere naturer, og åndsvidenskaben er det bedste middel i denne kamp, må studiet af denne også betragtes som en af de bedste veje til at opnå den åndelige sejr over sit lavere Selv, der er den dybeste forudsætning for den her nævnte oplevelse, som i Martinus verdensbillede har fået navnet "Den store Fødsel".

Da det imidlertid er Martinus ønske igennem alle for det jordiske menneske tilgængelige intellektuelle kilder at føre det frem til en urokkelig dagsbevidst erkendelse af, at Guddommen eksisterer, vil vi i det efterfølgende fortsætte med at efterspore denne guddommelige kosmiske kemiker i den materie, der på alle sider omgiver os, og som vi nu – ihvert fald teoretisk – akcepterer som udgørende hans ånds virke- eller manifestationsmidler.

Da denne vor forskning ikke vil være sand forskning, uden at vi går systematisk til værks, vil vi påny træde indenfor et stort kosmisk spiralkredsløbs område og der først grundigt undersøge de livssfærer, vi her på det fysiske plan er i direkte berøring med. Det første af de områder, vi her med rette kan betegne som en "livssfære", er det, vi har givet navnet planteriget, idet det omfatter en umådelig stor gruppe levende væsener, der på een og samme tid er indbyrdes beslægtet, samtidig med at de afviger fra alle øvrige kendte livsformer. Det spørgsmål, vi i forbindelse med denne livssfære vil søge at få besvaret, kan vi rent praktisk give følgende form: "Afslører planteriget en speciel kosmisk-kemisk blanding af tilværelsens grundenergier og i bekræftende fald: hvilke relationer har denne blanding da til de livssfærer, som planteriget er i berøring med?"

I vor klodes fysiske tilblivelsesproces har plantevæsenet spillet en uhyre rolle. Som bekendt betingede klodens langsomme afkøling en tilstand, hvor regnen uafbrudt strømmede nedover jorden og dannede de nu kendte have. Intet klart solskin havde på det tidspunkt evnet at gennembryde de umådelige skylag, der overalt hvilede over kontinenterne. Jorden var et mægtigt drivhus, i hvilket en tropisk temperatur var enerådende. Men den atmosfære, der på det tidspunkt omgav jorden, var anderledes end den, vi kender. Den stadigt tiltagende afkølingsproces dannede en atmosfære, i hvilken en enorm mængde kulsyre gjorde sig gældende.

Træder man nu udenfor denne skabelsesproces og stiller følgende spørgsmål: "Hvorledes får man omformet denne kulsyremættede atmosfære, således at animalske væsener kan drage ånde i den?", må svaret blive det, det netop blev, nemlig tilsynekomsten af et levende væsen, der for det første formår at omdanne den store mængde kulsyre til ilt – plantevæsenet indånder kulsyre og udånder ilt – og dernæst formår at omdanne mineralsk materie til vegetabilsk materie eller netop de to funktioner, der betinger tilsynekomsten af det animalske liv. Vi må ikke alene søge Guddommens "fodspor" i mikro- og mellemkosmos, vi må også søge dem i makrokosmos. Og vi står i plantevæsenets rent fysisk-kemiske opbygning overfor det fuldkomne eksempel på guddommelig planskabelse ved en klodes tilblivelse, thi uden dette væsen, ville vor klode endnu have henligget "øde, tom og mørk".

Fysisk set er vi alle rodforbundet med planteriget, er dybest set kun den fremskredne plante. Udviklingen går ikke i spring, omend det af og til kan se sådan ud. Kunne det jordiske menneske se sin egen fysiske udvikling i et åndeligt lys, ville det se utalte tusinder af tråde, der forbinder det med plantevæsenet. Men det jordiske menneske har imidlertid mistet sin evne til at fornemme udviklingens sande kontinuitet. Det tror om sig selv, at det er noget særligt, at det er "udviklingens blomst", og det ypperste produkt verdensaltet har frembragt, medens sandheden er den, at det blot er et overgangsvæsen eller, som Martinus udtrykker det: "– en såret flygtning mellem to riger".

Vender vi os påny mod planteriget, vil vi altså rent fysisk se, at det udgør et uhyre nødvendigt led i skabelsen af de betingelser, der måtte til, for at vi kunne komme tilsyne på det fysiske plan. Fysisk-kemisk betegner dyreriget, hvortil det jordiske menneske endnu i overvejende grad må henregnes, planterigets modsætning, idet dyret indånder ilt og udånder kulsyre samtidigt med, at det evner at omforme vegetabilsk materie til animalsk materie, til blod, muskler, sener, knogler etc.

Dette lille strejftog indover den fysiske videnskabs gebet har været nødvendigt, fordi det bekræfter, at livet på vor klode fra første færd har været målsøgende. De store riger eller livszoner, vi her møder, skylder ikke "det blinde tilfælde" deres tilsynekomst, tværtimod afslører deres indre forbundethed en bag klodens tilblivelse og opbygning eksisterende hårfin plan, der for det udviklede menneske ikke efterlader tvivl om, at vi her står overfor et guddommeligt skaberværk, en strålende åbenbaring af universel intuition.

Man kan sige, at det åndeligt er med plantevæsenet, som det fysisk er med isbjerge. M an ser kun en lille del af dem rage op over vandet, men man ved, at selve b jerget er skjult under v andet. Således også med planten. Her på det fysiske plan ser vi kun dens svage instinktfunktioner, der røber, at den er levende og dermed i stand til at reagere overfor det fysiske plans påvirkninger, men igennem Martinus verdensbillede lærer vi, at disse beskedne fysiske funktioner dækker over en verden af ånd, thi på samme måde som vi selv både udgør et selvstændigt liv og en del af det store liv, udgør plantevæsenet en selvstændig realitet samtidigt med, at det udgør en virkning af et Jeg, der via dette væsen er ifærd med at skabe en organisme, der sluttelig vil være hundrede procents reaktionsdygtig overfor den fysiske og psykiske materie, det Jeg, der en dag får betegnelsen "det fuldkomne menneske".

Som allerede bemærket træder vi i vor undersøgelse af de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer indenfor en udviklingsspiral, og da vi nu er fuldt vidende om, at et hvilket som helst levende væsen evigt er forbundet med samtlige tilværelsens seks kosmiske grundenergier, bliver spørgsmålet for plantevæsenets vedkommende kun, hvorledes dets forhold er til de øvrige fem. I sit hovedværk "Livets Bog" påviser Martinus, at det levende væsens forhold til grundenergierne evigt vil ytre sig på den måde, at een af disse energier kulminerer, en er latent, medens to er for opadgående og to for nedadgående i dets bevidsthedsliv. I plantevæsenets kosmiske struktur står vi overfor en energikombination, hvor instinktet kulminerer, hvilket ytrer sig ved, at al bevidsthedsfunktion hviler på en