Kontaktbrev 1952/24 side 3
ÅNDSVIDENSKAB FOR HVERMAND
Af Erik Gerner Larsson
(fortsat)
alle mennesker dette på en besynderlig måde, idet man som noget ganske selvfølgeligt taler om "udviklede" og "uudviklede" mennesker – altså om "ældre" og "yngre" sjæle. At de "yngre sjæle" ikke skulle have nogen chance til at blive "ældre" strider imod ethvert dybtgående retfærdighedskrav, og man ser da også, at mange mennesker netop bliver irreligiøse, fordi de ikke kan få øje på nogen som helst himmelsk eller guddommelig kærlighed bag dette forhold. Her er det, at åndsvidenskaben, og i denne forbindelse særligt Martinus verdensbillede, belærer os om et større guddommeligt kærlighedsbegreb end det, de respektive trosreligioner forkynder. Den "hemmelige sti", som de Vise ofte omtaler, er ikke en, der begynder i vort nuværende liv. Den slynger sig ned igennem vor evige fortid og fortsætter frem igennem vor evige fremtid indtil det punkt, hvor vi oplever den "sammensmeltning med Guddommen", der dybest set er al sand åndelig søgens mål.
Åndeligt umodne – og modne sind.
Konklusionen af vore undersøgelser vedrørende det jordiske menneskes evige fortid må nødvendigvis blive den, at det almindelige jordiske menneske faktisk lever på en overvurdering af sin egen sjælelige tilstand, idet langt de fleste voksne mennesker mener, at de virkeligt er nået til "skelsår og alder". Det er de ikke. Man må næsten her desværre sige: tværtimod! Åndelig modenhed forudsætter en tænkemåde og levemåde med lovene, men dette er ikke det almengældende. Det almengældende er tværtimod, at langt de flestes forestillingsverden mere har rod i årtusindgamle mentale fejltagelser end i den virkelighed, livet utrætteligt forkynder for os. Lad os for een gangs skyld prøve at tegne et billede af de faktiske forhold, thi kun derigennem kan vi få udviklet vor evne til at skelne mellem den reelle og den tænkte virkelighed.
Er det ikke en kendsgerning, at langt de fleste mennesker, deriblandt også langt de fleste åndsforskere, nok nærer stor sympati for en ændret levemåde? De forstår så udmærket, at man hverken burde spise kød, ryge eller nyde spiritus, men ældgamle traditioner, der forlængst har udkrystalliseret sig i medfødte, automatiskvirkende talentkerner bevirker, at det bliver ved sympatien! Og er det ikke fremdeles socialt således, at langt de fleste mere hilser på mandens tegnebog end på manden selv? Og er det ikke således, at selv meget fremskredne mennesker, for hvem krig er en modbydelighed, kvier sig ved at tage et åbent standpunkt imod den – og dermed overlader til krigsmentaliteten at bestemme udviklingen? Og hvordan med kærlighedslivet? Dyrker man ikke også der de urgamle instinkter på bekostning af fornuften? Sex og atter sex er tidens ubarmhjertige krav. Det hamres ind i den opvoksende ungdom igennem en heltud usandsynlig udbredt underlødig litteratur, gennem film og gennem en reklame, som ikke skjuler, men tværtimod åbenlyst forkynder, at en helst helt afklædt "smart og veldrejet" pige er den bedste "sælger" for alt lige fra raffineret undertøj til "dollargrin". Og hvad med det allestedsnærværende racehad, ligegyldigt om det er jøder eller andre fra de såkaldt "hvide" afvigende folkeslag? Er det ikke også her således, at denne inhumane og i sin natur så farlige tanke lever et overdådigt liv "mand og mand imellem"? Og hvordan med de såkaldt "religiøse" mennesker, for hvem næstekærlighed og tolerance burde være så selvfølgelige leveregler, at de overalt gjorde sig gældende ved deres høje, sjælelige kultur, slutter ikke også de sig sammen i grupper, der indbyrdes bekæmper hinanden på det ækleste? Ja, er det ikke en ret udbredt opfattelse, at man skal tage sig i vare for "de hellige", fordi de er så intolerante og dømmesyge?
Det er ubehageligt at skulle skrive alt dette, men det er nødvendigt, fordi livet så åbenlyst afslører, at det er det åndeligt umodne sind, der endnu har magten og derved bliver den største hemsko for den udvikling, de fleste dog i deres hjerte begærer. Det er dette sind, der er årsag til al tidens uro, fordi det er et ubeslutsomt sind, der hellere lader "stå til" end tager konsekvensen af den viden, der nu er tilgængelig og kunne blive hvermands eje. Da det imidlertid ikke er åndsvidenskabens opgave at sætte sig til rette i et nyt "dommersæde", må man her gøre det klart for sig selv, at denne umodne sjælelige tilstand, er et udviklingstrin, som alle når – og må passere! Men medens passagen af alle de underliggende trin på en måde er gået mindre åbenlyst for sig, idet kravene, der her blev stillet, ikke var så konsekvente, vil passagen af det trin, flertallet idag befinder sig på, ikke kunne ske, uden at omgivelserne bemærker sig det, – og ofte søger at bekæmpe det. Det er så let – og så billigt – at latterliggøre den enkeltes forsøg på en mentalitetsændring, og vi bliver, sørgeligt nok, ofte vidne til, at denne latterliggørelse ikke mindst kommer fra de såkaldte "intellektuelle", der i misforstået åndeligt hovmod ofte tror sig selv både bedre og klogere end alle andre, men forvandlingen vil alligevel komme. Thi livet ejer andre og betydeligt mere smertefulde "undervisningsmetoder" end de vises ord. "Den, der ikke vil høre, må føle", er ikke en ulogisk floskel, men derimod udkrystalliseret visdom. Der kommer en dag i ethvert menneskes liv, hvor en indefra kommende modningsproces tvinger det til at tage stilling – mod sig selv. Mod alle de ulykkesbringende fordomme, som det har gjort til sit livs åndelige fundament. Den dag dette sker, "dør" det som "almindeligt menneske", men opstår til gengæld som bevidst kosmisk kemiker, der trin for trin bringer samtlige sine egne åndelige reaktioner overfor livet under en bevidst forstandsmæssig kontrol.
Det "modne sind" må således være idealet for det udviklede menneske. Men dette sind fås ikke forærende. Det kan kun erhverves igennem en virkelig anvendelse af de evner og åndelige egenskaber, der er nedlagt i enhver af os. Vi bestemmer selv, om vi vil "nedgrave" vore talenter, eller om vi vil bruge dem. Gør vi det første, venter der os ligeså sikkert "gråd og tænders gnidsel", som der venter os lys og skønhed, om vi anvender og udvikler dem.
Den fremskredne kosmiske kemiker er livskunstner.
At beherske sit eget sind og i alle livets forskellige situationer at kunne give udtryk for en væremåde, der ikke søger sit eget, er i sig selv identisk med den højeste livskunst. Men denne kunstart kan kun præsteres af den, der virkelig har skabt sig et indblik i tilværelsesmysteriet, der ikke påvirkes af noget ydre pres. At mange vil hævde, at det ikke er enhver givet at blive vismand eller at få den her berørte kontrol over sit eget sind, er forståeligt, men ingen sandhed. Det er enhver givet, om man vil opfylde nøjagtig de samme krav, som man er villig til at opfylde indenfor de øvrige områder i livet, hvor man ønsker at uddanne sig. Vil man ikke det, eller tror man, at man "ved alt", fordi man har læst et eller andet klogt værk om universelle problemer, vil man komme ynkeligt tilkort. Ingen bliver livskunstner blot ved teoretisk tilegnelse af selv en nok så højtliggende viden. Livskunstner bliver kun den, der dagligt søger at anvende de tillærte teorier på livet selv. At dette kræver udholdenhed og ofte mod, er en sag for sig, men det lønner sig, thi det skaber karakter og dermed personlighed. Da vi er evige væsener på rejse "mod os selv", hvilket vil sig på rejse mod den kosmiske oplevelse det er, at opleve sig selv, ikke som et timeligt og dermed forgængeligt væsen, men derimod som en evig, uforgængelig og over al materie hævet gudesøn, spiller det en afgørende rolle for os at komme i besiddelse af en viden, der gør det muligt for os at udnytte alle de os iboende kosmiske muligheder. Denne viden eksisterer, og det første alvorlige skridt i tilegnelsen af den er at forstå, at det os omgivende liv ikke er et hav af tilfældigheder, af "frie kræfters ubegribelige spil", men at det derimod er et kæmpemæssigt kosmisk-kemisk "laboratorium", i hvilket vi alle er "lærlinge". Det er i dette laboratorium, at vi finder alle de "kemikalier", som blandet i det indbyrdes rette forhold skaber den virkelige og urokkelige lykke, og det er her, at vi, blandt millioner af uvidende der tankeløst blander deres mentale energier efter de dødsensfarlige egoistrecepter, finder den sande værdi af de store vises råd, som her mindre viser sig at være smukke ord end regulære "formler" eller "recepter", som det er klogt at følge. Thi disse var kun gudbenådede i den forstand, at de før os var blevet uddannede i kunsten at leve, og når de gav deres liv for os, var det udelukkende, fordi de vidste, hvor smertefuldt det er at handle imod de love, som usynlige dog er tilstede i alt og over alt. På sig selv har også de engang oplevet, hvad det vil sige at stå disse love imod, derfor vendte de tilbage og gav med deres ord og deres væremåde netop den vejledning, som, om den bliver fulgt, fører udenom de store afgrunde og smertefyldte livsområder. Men de vidste også, at vejen er svær, og at mennesket er svagt, derfor var deres øjne milde og deres ord blide. De dømte ingen, men de lod heller ingen i tvivl om, at kun den, der har mod til at "tage korset" kan gøre sig håb om at se det lys, der er "over al forstand".
VI.
GRUNDENERGIERNES KOMBINATION.
Resume.
Før vi går over til en gennemgang af de respektive kosmiske grundenergiers indbyrdes kombination, vil det være klogt at standse op et øjeblik og danne os et billede af det stof, vi hidtil har været i berøring med. For det første har vi set, at der går en dyb kløft mellem den fysisk-videnskabelige og åndsvidenskabelige forskning, idet den første helt må bygge på mål- og vægtfacitter eller på beregninger, der kan efterkontrolleres af enhver, medens den sidstnævnte udelukkende bygger på det enkelte menneskes egne, selvoplevede erfaringer indenfor livsytringens område. Den første
(fortsættes)
Tilbage til forfatterregister
Forrige