Kontaktbrev 1952/20 side 4
ÅNDSVIDENSKAB FOR HVERMAND
Af Erik Gerner Larsson
(fortsat)
Foran os ligger imidlertid en fremtid, som ikke ret længe vil akceptere den nuværende næsten moralløse tilstand. Årsagen hertil er den, at denne fremtid på basis af sin kosmiske indsigt meget hurtigt vil være i stand til at afgøre, hvilket åndeligt udviklingstrin den enkelte befinder sig på. Det kan man ikke ved hjælp af de nuværende religiøse trossystemer, som forenkler problemerne ved blot at skelne mellem "hedninger" og "rettroende", begreber som meget hurtigt vil forsvinde ud af almindelig sprogbrug. Thi hvem kan afgøre, hvem der er "hedning" og hvem "rettroende"? Ingen! Så nuanceret er livet ikke, at man som åndsforsker kan klare sig med så enkle og i virkeligheden tåbelige udtryk for de utallige åndelige stadier, vi finder i det jordmenneskelige samfund. Fremtidens mennesker vil have ganske anderledes "faste punkter" at vurdere opfattelser og anskuelser udfra end nutidens mennesker, der mere vurderer udfra personlige sympatier og antipatier end fra en neutral og dermed tolerant indstilling.
Som allerede antydet er de kosmisk-kemiske formler, der gør en mørk, hvilket vil sige en for modparten smertefuld oplevelse moralsk for den, der påfører vedkommende den, på retur. Dødsstraffe, tortur- og pryglestraffe forsvinder, omend kun langsomt, bort fra det jordmenneskelige kulturområde til fordel for langt humanere straffemetoder. Når disse realiteter kun viger så langsomt, som tilfældet er, skyldes det udelukkende den kendsgerning, at det jordiske menneske endnu kun teoretisk har akcepteret næstekærligheden som udtryk for "ret og retfærdighed". I praksis er det stadig de fra fortiden overleverede og forældede forestillinger, der har magten over gennemsnitsmenneskets sjæleliv.
De midlertidige opfattelsers forhold til de evige sandheder.
Da samtlige tankekombinationer i tilværelsen må følge evige love, kan begrebet tænkning kun operere med to muligheder. Enten er de skabte tankekombinationer mod de kosmiske love og vil da frembringe handlinger, der kosmisk set vil virke som "bremse" på det levende væsens udvikling, eller også vil de være med de kosmiske love og vil da virke befordrende på den samme udvikling. Og det er da også netop dette forhold, livet afslører for den, der har "øjne at se med" og "øren at høre med". Overalt bliver vi vidne til tankekombinationer eller forestillinger, der ved første øjekast synes både gode og rigtige, men som ved nærmere eftersyn viser sig at være mod lovene derved, at deres yderste konsekvenser er af negativ eller smertebringende natur. Utallige mennesker finder det således i sin orden, at kvinder f.eks. ikke må være præster. De er vokset op i den forestilling, at det at være sjælesørger er noget, kun mænd kan være, trods det at den der sandsynligvis har trøstet dem mest i deres eget liv er – deres mor! Vi står her overfor en tankekombination af uintellektuelle tankekræfter. Tidligere generede den intet menneske, fordi problemet slet ikke eksisterede. I dag eksisterer det, og livet vil fra nu af ikke ophøre med at læse "korrektur" på denne specielle maskuline opfattelse. Maskuline? Ja, netop! Thi afslører livet ikke indenfor utallige områder, at de opfattelser, vi lever på, og som udgør det, vi kalder vor bevidsthed, i allerhøjeste grad er præget af den eensidighed, som kønsbetonet tankeliv altid lider af? Vi lever ikke i et menneskerige, men derimod i de to verdener, man har givet navnet "mandens verden" og "kvindens verden". Disse to verdener er meget forskellige af den grund, at de hver for sig har rod i to specialformer for kosmisk struktur: en maskulin og en feminin sanseverden. I almindelighed tænker kun de færreste nævneværdigt over dette problem. De fleste tror, at sådan som de selv sanser og opfatter livet, gør de andre det også. Dette er en stor misforståelse, ja, når alt kommer til alt, er det måske den største af alle misforståelser, idet der kosmisk set ikke findes to ens sansesæt og som følge deraf heller ikke to mennesker, der opfatter tingene ens. Medens det sidstnævnte forhold imidlertid kun kommer tilsyne for analytikeren, er de fleste klar over det første forhold. Alligevel fortsætter de vanemæssigt med at tænke, som "de plejer". Men mand og kvinde er to forskellige slags væsener, af hvilke den ene er aktiv, medens den anden er inaktiv. Resultatet af dette forhold er blevet det, at manden som den mentalt aktive kom til at forme vor tankeverden og dermed vort samfund. Langt de fleste af de opfattelser, der endnu har hævd, og som har dannet tradition, har slagside til det maskuline, og det hvadenten det drejer sig om fædreland (ikke forældreland!), religion ("Det bør sig kvinder at tie i offentlige forsamlinger") eller sexualmoral (mandens rettigheder).
At en så ensidig mental skabelse nødvendigvis må afstedkomme stor lidelse, siger sig selv. Ligesålidt som kvinden er manden et endnu fuldkomment menneske, og hans skabelse må som følge heraf på en mængde områder være ufuldkommen. Men ufuldkommen skabelse er en skabelse imod lovene. Det er en kosmisk set ulogisk skabelse, som livet, hvilket i denne forbindelse vil sige evigheden, ikke kan tolerere. Og vi bliver da også vidne til, hvorledes det stadigt voksende erfaringsmateriale jorden over resulterer i en forvandling af vore opfattelser og anskuelser. Fra at være ensidigt maskuline og ofte – som følge heraf – direkte inhumane, bliver de mere og mere menneskelige og dermed humane. Herigennem afslører livet en tredie form for tænkning, nemlig den menneskelige.
Det jordiske menneske oplever således ikke mindre end tre former for tænkning omkring sig. Det oplever væsener, der næsten udelukkende betjener sig af en maskulin tænkemetode og væsener, der tilsvarende næsten udelukkende betjener sig af en feminin tænkemetode, samtidig med, at det er vidne til, at en ny tænkemetode – den menneskelige – begynder at gøre sig gældende overalt.
Det er denne nye tænkemetode, der afslører, at enhver ufuldkommen tankekombination kun har en begrænset levetid. Før eller senere vil den afsløre sin inderste natur som inhuman og dermed ude af kontakt med tilværelsens kosmiske logik. Det er meget vigtigt at vide dette, thi utallige mennesker vil påberåbe sig deres egne opfattelsers absolutte ufejlbarlighed, og de vil ofte støtte sig til, at deres tankekombinationer er i dybeste samklang med de eksisterende traditioner, ja de vil yderligere give udtryk for den største sjælelige uligevægt, dersom disse forestillinger ikke akcepteres som "rigtige", hvilket vil sige logiske eg dermed "evige". Dette forhold ændrer imidlertid ikke den kendsgerning, at en mængde af disse "evige" forestillinger nu er i opløsning og aldrig mere vil få den magt, de engang havde. Til disse "døende forestillinger" hører i allerhøjeste grad adskillige religiøse, nationale og sexuelle dogmer, der tidligere var så urørlige, så "evigt sande", at det kunne koste tvivleren livet, om han åbenlyst gik til angreb på dem. Giordano Brunos skæbne er et vidnesbyrd herom.
Omend det er yderst fristende at fordybe sig i de dybereliggende årsager til dette forhold, må dette vente, til vi kommer til analyserne om det sexuelle mysterium. Her må vi nøjes med at fastslå som urokkelig kendsgerning, at vi selv såvel som alle vore omgivelser betjener sig af en kombination af to fra hinanden afvigende tænke- eller tankeblandingsmetoder, nemlig enten en maskulin-menneskelig eller en feminin-menneskelig. Resultatet af disse tænkemetoder må uundgåeligt blive en skabelse, der på visse områder er i den dybeste kontakt med tilværelsens kosmiske love og dermed lykkebefordrende for os og på andre områder i direkte modstrid med disse love og dermed årsag til det, vi har givet navnet en ulykkelig skæbne.
(fortsættes)
Tilbage til forfatterregister
Forrige